Krise..... :-(

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

Frk.Muffin skriver:

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

Jeg synes det er okay at blive vred i sådan en situation, jeres datter er så stor at hun fint forstår at hun opfører sig forkert..

Dertil tænker jeg så, at når du nu selv nævner det, så kunne det godt lyde som lidt mangel på grænser og konsekvens, for her søger hun virkelig hvor langt hun kan trække den, og det var rigtig langt for hun fik jo faktisk sin vilje hele vejen igennem..
Giv hende 5 min til at begynde at spise sin morgenmad, og er hun ikke startet så fjern den og videre i morgenens forløb. Ikke så meget vrede og skældud bare ren konsekvens og grænse, sæt evt et æggeur på 5 min og sig hvis du ikke er begyndt at spise når uret ringer om 5 min så fjerner jeg morgenmaden igen.
bliver hun sur og vred så lad hende, men sig at hun skal forlade bordet, for man sidder ikke og skaber sig ved bordet..

Hvis det var min søn der i den alder ikke ville have overtøj på, så måtte han gå uden. Og når de har været i sneen et par gange på strømpesokker, åå plejer sko at være et hit. Men der vigtige igennem det her er at I holder 100% fast i at I hvor jeres grænser er, og når I har sat den giver i det ikke mere opmærksomhed. Så må hun gå i skole uden jakke, så skal I ikke spørger 20 gange på vejen om hun fryser.. Det skal hun nok selv sige, og så er svaret bare, så måtte du have tager din jakke på.

Og gør klar for hende at I ikke vil diskutere om man skal have overtøj på eller spise morgenmad...

Om det er pædagogisk korrekt ved jeg ikke men det er sådan jeg ville takle det.. Og nogenlunde sådan vi gør i en tilpasset udgave med min søn på 2 år. F.eks. aftensmaden står op bordet så længe vi spiser, vil han ikke spise, må håb undvære, men han skal ikke sidde og skrige ved bordet, så må han gå i stuen eller på værelset og komme når han er klar, er han ikke det i den tid vi spiser så er maden væk... Han har lige testet os, 2 dage så var det overstået.. Og børn dør ikke af at springe et måltid over..

Men hvis nu der er en chance for at I morgen spiser hun ikke morgenmad, så sørg for en ekstra rugbrødsmad i madpakken for så er hun nok ekstra sulten til frokost, men igen, du skal ikke sige til hende, at der ligger en ekstra mad i madpakken hvis hun er sulten når nu hun ikke har fået morgen mad...

Alt der ovenstående er selvfølgelig skrevet ud fra at hun ellerå trives og ikke har problemer..

Hold da op det blev langt. Hehe.. hæld og lykke med hende...

ano14316 skriver:

Jeg synes det er okay at blive vred i sådan en situation, jeres datter er så stor at hun fint forstår at hun opfører sig forkert..

Dertil tænker jeg så, at når du nu selv nævner det, så kunne det godt lyde som lidt mangel på grænser og konsekvens, for her søger hun virkelig hvor langt hun kan trække den, og det var rigtig langt for hun fik jo faktisk sin vilje hele vejen igennem..
Giv hende 5 min til at begynde at spise sin morgenmad, og er hun ikke startet så fjern den og videre i morgenens forløb. Ikke så meget vrede og skældud bare ren konsekvens og grænse, sæt evt et æggeur på 5 min og sig hvis du ikke er begyndt at spise når uret ringer om 5 min så fjerner jeg morgenmaden igen.
bliver hun sur og vred så lad hende, men sig at hun skal forlade bordet, for man sidder ikke og skaber sig ved bordet..

Hvis det var min søn der i den alder ikke ville have overtøj på, så måtte han gå uden. Og når de har været i sneen et par gange på strømpesokker, åå plejer sko at være et hit. Men der vigtige igennem det her er at I holder 100% fast i at I hvor jeres grænser er, og når I har sat den giver i det ikke mere opmærksomhed. Så må hun gå i skole uden jakke, så skal I ikke spørger 20 gange på vejen om hun fryser.. Det skal hun nok selv sige, og så er svaret bare, så måtte du have tager din jakke på.

Og gør klar for hende at I ikke vil diskutere om man skal have overtøj på eller spise morgenmad...

Om det er pædagogisk korrekt ved jeg ikke men det er sådan jeg ville takle det.. Og nogenlunde sådan vi gør i en tilpasset udgave med min søn på 2 år. F.eks. aftensmaden står op bordet så længe vi spiser, vil han ikke spise, må håb undvære, men han skal ikke sidde og skrige ved bordet, så må han gå i stuen eller på værelset og komme når han er klar, er han ikke det i den tid vi spiser så er maden væk... Han har lige testet os, 2 dage så var det overstået.. Og børn dør ikke af at springe et måltid over..

Men hvis nu der er en chance for at I morgen spiser hun ikke morgenmad, så sørg for en ekstra rugbrødsmad i madpakken for så er hun nok ekstra sulten til frokost, men igen, du skal ikke sige til hende, at der ligger en ekstra mad i madpakken hvis hun er sulten når nu hun ikke har fået morgen mad...

Alt der ovenstående er selvfølgelig skrevet ud fra at hun ellerå trives og ikke har problemer..

Hold da op det blev langt. Hehe.. hæld og lykke med hende...

ano14316 skriver:

Jeg synes det er okay at blive vred i sådan en situation, jeres datter er så stor at hun fint forstår at hun opfører sig forkert..

Dertil tænker jeg så, at når du nu selv nævner det, så kunne det godt lyde som lidt mangel på grænser og konsekvens, for her søger hun virkelig hvor langt hun kan trække den, og det var rigtig langt for hun fik jo faktisk sin vilje hele vejen igennem..
Giv hende 5 min til at begynde at spise sin morgenmad, og er hun ikke startet så fjern den og videre i morgenens forløb. Ikke så meget vrede og skældud bare ren konsekvens og grænse, sæt evt et æggeur på 5 min og sig hvis du ikke er begyndt at spise når uret ringer om 5 min så fjerner jeg morgenmaden igen.
bliver hun sur og vred så lad hende, men sig at hun skal forlade bordet, for man sidder ikke og skaber sig ved bordet..

Hvis det var min søn der i den alder ikke ville have overtøj på, så måtte han gå uden. Og når de har været i sneen et par gange på strømpesokker, åå plejer sko at være et hit. Men der vigtige igennem det her er at I holder 100% fast i at I hvor jeres grænser er, og når I har sat den giver i det ikke mere opmærksomhed. Så må hun gå i skole uden jakke, så skal I ikke spørger 20 gange på vejen om hun fryser.. Det skal hun nok selv sige, og så er svaret bare, så måtte du have tager din jakke på.

Og gør klar for hende at I ikke vil diskutere om man skal have overtøj på eller spise morgenmad...

Om det er pædagogisk korrekt ved jeg ikke men det er sådan jeg ville takle det.. Og nogenlunde sådan vi gør i en tilpasset udgave med min søn på 2 år. F.eks. aftensmaden står op bordet så længe vi spiser, vil han ikke spise, må håb undvære, men han skal ikke sidde og skrige ved bordet, så må han gå i stuen eller på værelset og komme når han er klar, er han ikke det i den tid vi spiser så er maden væk... Han har lige testet os, 2 dage så var det overstået.. Og børn dør ikke af at springe et måltid over..

Men hvis nu der er en chance for at I morgen spiser hun ikke morgenmad, så sørg for en ekstra rugbrødsmad i madpakken for så er hun nok ekstra sulten til frokost, men igen, du skal ikke sige til hende, at der ligger en ekstra mad i madpakken hvis hun er sulten når nu hun ikke har fået morgen mad...

Alt der ovenstående er selvfølgelig skrevet ud fra at hun ellerå trives og ikke har problemer..

Hold da op det blev langt. Hehe.. hæld og lykke med hende...

Det fuldstændig det samme herhjemme.. Man skal sætte de grænser og konsekvenser der passer til barnet..

Min søn på knap 4 er lige blevet sendt i børnehave her til morgen uden morgenmad fordi han ikke ville spise herhjemme.. Jeg forklarede hans pædagog det og hun holdt med mig i at det var sådan det var..

Vær konsekvent og ignorer hendes skrigeri hvis det kun er for at skabe sig og trøst hvis hun er ked..

Frk.Muffin skriver:

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

Super kort i en super kort the pause. Har du spurgt hende hvorfor hun gør det, om det måske er hun ikke ønsker at komme i skole? For mig lyder det som en pige der råber på I hører der er noget galt - men kan også være det er helt forkert tolket 

Derefter, jeg ville altid give mit barn noget i hånden også selvom de jo selvsagt skal lære der er konsekvens af handlinger, men der er lang tid til 9.30 med en tom mave...

Frk.Muffin skriver:

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

Jeg har lidt svært ved at formulere det, så det ikke lyder forkert - men snakker I med jeres datter? Det lyder som om hun måske tumler med nogle ting og har brug for at blive snakket med og ikke bare talt til?

- og så studser jeg lidt over, at hun skal følges i skole? Hvis ikke der er meget farlige veje eller andet? Hun er jo en stor pige nu.

Vi har nøjagtig de samme situationer med vores ældste på næsten 6 år.

Jeg har meget svært med at takle det og bliver nemt vred på hende.

Jeg tror som flere beskriver at der ligger noget andet til grund for hendes frustration.

Hvis jeg var jer ville jeg tage en snak med hende når der ikke er konflikt og hvor I har tid til at tale med hende.
Giv hende åbne spørgsmål så hin selv får mulighed for at sætte ord på.
Fx hvad skete der med med dig i morges? Hvad kan vi gøre for at vi får nogle gode morgener?
Osv.

Spørg ind til skolen og frit.
Tag evt en snak med personalet på fritten og i skolen.

Jeg forstår din frustration men du skal vide at vi er mange der har situationer som den du beskriver.

Knus Louise

Jeg har en datter på 8 år, som går i 2. Klasse. På vores skole råber de meget på at vi gør vores børn selvstændige - så selvom jeg går hjemme, går hun altså selv i skole. Medmindre i bor ved farlige veje, tror jeg det ville være et godt selvtillids-boost til hende

Jeg må ærligt indrømme at sådan en adfærd havde fået min hjerne til at slå klik og ville på ingen måde kunne håndtere det særlig pædagogisk - så jeg forstår til fulde din mand.
Tænker at en portion konsekvens er på sin plads - hellere idag end imorgen!! Hvis min datter havde haft den opførsel var hun gået meget sulten i skole, hun skal under ingen omstændigher komme for sent i skole, på grund af sådan en opførsel!!!

Men jeg tænker lidt som nogle af de andre, om der er noget galt på skolen?? Vi oplevede for nogle uger siden at min datter sad sur og tvær ved aftensmaden, stak til maden (som var hendes livret) sad mærkelig på stolen, ville ikke svare når vi spurgte hende om noget. Jeg sendte hende fra bordet, da vi ikke accepterer sådan en opførsel herhjemme.
Efter maden gik jeg ind og spurgte hvad den opførsel gik ud på, hun brød helt sammen og det viste sig at hun havde haft nogle kedelige sammenstød med nogle drenge fra klassen. Så jeg lovede hende at tage mig af det - og hun lovede til gengæld at komme og sige det en anden gang istedet for dårlig opførsel.

Min mor er pædagog, og hendes råd til os omkring opdragelse har altid været " jeg mener hvad jeg siger" og viser børn at det er det vi gør.

Håber det hele lykkes omkring jeres datter

Efter min mening skulle hun ikke have haft morgenmad ! Hun havde fået tilbudet og takkede nej! Dette vil være et konsekvens af hendes handlinger. Hun ville enda opdage at det ikke er rart at være sulten og derfor ikke gøre det samme nummer igen hilsen en mor til en pige på 10år.

Frk.Muffin skriver:

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

Har i overvejet at finde ud af hvorfor hun ikke vil i skole? Måske er det svært derovre i øjeblikket og hun har brug for en voksen som lytter og giver råd? Tag dog en fridag med fokus på hende - lav noget hyggeligt, hvor i får talt det hele godt igennem. 

Hvis hun trives i skolen og hjemmet, vil hun ikke reagere på den måde. Det lyder nemlig ikke som om hun trodser jer bare for at få magten. 

God held med at få hende på højkant igen