I forlængelse af tråden "hvad ville i gøre?"

Noget der rører mit hjerte dybt er børn der, på den ene eller anden måde, bliver svigtet eller lever under forfærdelige vilkår.
Vi har en paragraf i serviceloven der lyder således:

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Ville i gøre det??? Altså underrette. Har i måske allerede været igennem det?
Jeg vil meget gerne høre jeres tanker og erfaringer ommkring dette.

Min egen historie.
Igennem 14 år var en lille pige vokset op hos sin alkoholiserede far. Det blev værre og værre. Faren smadrede døre, faldt i søvn med cigaret i mundvigen osv osv.
Pigen blev som 8 årig meget syg og i de næste år blev det kun værre.
Hun havde vagter på døgnet rundt i hjemmet som alle oplevede hvad der foregik i hjemmet. Ingen gjorde noget ved det.
Til sidst kunne jeg ikke se på længere og kontaktede klasselæreren som var meget glad for at nogen endelig gjorde noget. Der var møder med socialforvaltningen osv.
Jeg gjorde det jeg havde pligt til! Og jeg ville gøre det igen også selvom det var indenfor familien.
Det var en meget forkortet version at det der skete.

Som ende på historien kan jeg fortælle at der herefter blev holdt ekstra øje med familien og at pigen som 17 årig kom i en fantastisk plejefamilie.

Kender udmærket til det... Er selv tvangsfjernet som 2 årige af kommunen... Min faster meldte mine forældre... Den dag idag - Får min mor slet ikke lov til at passe Julie...

Min holdning er ganske simpel...er du vidende til at børn eller andre forsvarsløse mennesker svigtes og du ikke gør noget, så er du lige så meget medvirkende til svigtet som den udøvende part.
Så selvfølgelig hjælper man da mennesker der har brug for det....kan slet ikek forstå at man kan være i tvivl.
Jeg har aldrig oplevet noget, men min mor har og hun greb ind og hjalp, kommunen gjorde bare intet trods det der blev fortalt og oplevet.
Sådan er det jo desværre alt for meget...det stopper når det når til kommnunen fordi de skal spare penge...husk det ved næste valg.!!
Knus Eva...

Tror der står mange mennesker og ser på, som bare ingenting gør af frygt for hvad DE selv kan ende i.
Især hvis det er indenfor familien tror jeg det er svært.

TbCp skriver:

Tror der står mange mennesker og ser på, som bare ingenting gør af frygt for hvad DE selv kan ende i.
Især hvis det er indenfor familien tror jeg det er svært.

Ja, man må jo undres over at mennesker har samvittighed til at se børn blive svigtet og misbrugt....men endnu engang denne her debat er oppe, så håber jeg da at det kan give nogle mennesker noget at tænke over...INTET er vrd at svigte et barn for...intet.
Knus Eva..

Men HVAD skal du gøre? HVAD skal man gøre??? - ER det nok, som den familie jeg beskriver?

Og hvad med alle dem, man hører om, hvor ALLE melder dem i flere år og der bare ikke sker noget? Er det så en god idé at melde ting, hvor man kun ser en mikro bid af deres liv? Hvad så med de børn der virkelig i den grad bliver vandrøgtet...

Jeg aner det simpelthen ikke...

og jeg ved heller ikke hvem man skal sige det til...

Men HVAD skal du gøre? HVAD skal man gøre??? - ER det nok, som den familie jeg beskriver?

Og hvad med alle dem, man hører om, hvor ALLE melder dem i flere år og der bare ikke sker noget? Er det så en god idé at melde ting, hvor man kun ser en mikro bid af deres liv? Hvad så med de børn der virkelig i den grad bliver vandrøgtet...

Jeg aner det simpelthen ikke...

og jeg ved heller ikke hvem man skal sige det til...

Et eller andet sted synes jeg ikke man kan sige at nogle bliver mere vanrøgtede end andre.
Jeg synes altid man skal gribe ind hvis man oplever disse ting.
Man kan evt. henvende sig til en pædagog i barnest institution, eller som jeg gjorde til barnets klasselære. De går sikkert også med nogle oplevelser og ved så hvad der skal gøres.
Det kan godt være man ikke synes kommunen gør noget ved ens henvendelse, men under alle omstændigheder er de så opmærksomme på familien.
Jeg ved der blev gjort mange ting i den sag jeg meldte, men da de har tavshedspligt kunne jeg ikke få noget at vide om deres indgreb.

Hvis man bare lukker øjnene sker der jo aldrig noget. Måske kan det at man er den første til at melde det gøre at andre også "tør" gøre det.

I den situation du taler om med børnene uden seler og de små babyer i løse lifte,  ved jeg faktisk ikke om man skal hnvende sig til kommunen, men det var da et forsøg værd, ellers kan de måske fortælle hvor man ellers skal henvende sig.

Man kan godt få lov at være anonym i denne slags sager

TbCp skriver:



Et eller andet sted synes jeg ikke man kan sige at nogle bliver mere vanrøgtede end andre.
Jeg synes altid man skal gribe ind hvis man oplever disse ting.
Man kan evt. henvende sig til en pædagog i barnest institution, eller som jeg gjorde til barnets klasselære. De går sikkert også med nogle oplevelser og ved så hvad der skal gøres.
Det kan godt være man ikke synes kommunen gør noget ved ens henvendelse, men under alle omstændigheder er de så opmærksomme på familien.
Jeg ved der bled gjort mange ting i den sag jeg meldte, men da de har tavshedspligt kunne jeg ikke få noget at vide om deres indgreb.

Hvis man bare lukker øjnene sker der jo aldrig noget. Måske kan det at man er den første til at melde det gøre at andre også "tør" gøre det.

I den situation du taler om med børnene uden seler og de små babyer i løse lifte,  ved jeg faktisk ikke om man skal hnvende sig til kommunen, men det var da et forsøg værd, ellers kan de måske fortælle hvor man ellers skal henvende sig.

Man kan godt få lov at være anonym i denne slags sager

Jeg må lige pointere at jeg godt ved at du ikke skrev "at nogle bliver mere vanrøgtet end andre" - det var bare mine egne ord

TbCp skriver:



Et eller andet sted synes jeg ikke man kan sige at nogle bliver mere vanrøgtede end andre.
Jeg synes altid man skal gribe ind hvis man oplever disse ting.
Man kan evt. henvende sig til en pædagog i barnest institution, eller som jeg gjorde til barnets klasselære. De går sikkert også med nogle oplevelser og ved så hvad der skal gøres.
Det kan godt være man ikke synes kommunen gør noget ved ens henvendelse, men under alle omstændigheder er de så opmærksomme på familien.
Jeg ved der blev gjort mange ting i den sag jeg meldte, men da de har tavshedspligt kunne jeg ikke få noget at vide om deres indgreb.

Hvis man bare lukker øjnene sker der jo aldrig noget. Måske kan det at man er den første til at melde det gøre at andre også "tør" gøre det.

I den situation du taler om med børnene uden seler og de små babyer i løse lifte,  ved jeg faktisk ikke om man skal hnvende sig til kommunen, men det var da et forsøg værd, ellers kan de måske fortælle hvor man ellers skal henvende sig.

Man kan godt få lov at være anonym i denne slags sager

Jeg syntes bestemt godt man kan sige at der er nogen der bliver mere vanrøgtede end andre!... Absolut. Men jeg syntes at alle børn har krav på og ret til kærlighed og omsorg. Men der er forskel på at forældrene ryger og ikek har dem i seler til at de slår dem eller brænder dem med cigaretter, eller går på bar om natten og ikke giver dem mad i flere dage...

Min søster meldte sine naboer. De var begge alkoholikere, og har 3 børn sammen. De tog børnene med til drukgilder, og da deres yngste var nyfødt sad hun og ammede mens hun både drak og røg. Men ikke nok med det, så tæskede de løs på hinanden foran børnene.

Det fandt min søster og mand så først ud af, da den ældste ringede efter dem kl 1.30 om natten. Faderen ville banke moderen med en planke med søm i. Min svoger fløj ud af døren i nattøj, og løb hen og fik den vristet fra ham. Derefter tog de alle tre børn med hjem, og meldte dagen efter naboerne til kommunen tror jeg det var.

I første omgang var naboerne rasende på dem, og manden truede med at komme og gøre alt muligt forfærdeligt. Men det endte med at konen kom og sagde, at hun faktisk var glad for, de havde meldt dem, for det gav hende sparket til at gøre noget ved sit misbrug, så hun kunne beholde børnene, og så flyttede hun fra manden osse.

Han truer dem ikke mere...(han blev i huset), men han ser stadig børnene indimellem, men nu ved han at de holder øje med ham!!!

Det er bare så skidesynd for de børn. Men hvor er det godt, at de har fået deres mor tilbage!!