frustreret what to do?

Den med flyverdragten har vi også -TIT ... Senest mandag morgen ...jeg bliver selv både sur, ked af det og frustreret... Vi har lavet aftalen at når der er sne betyder det flyverdragt ... når der ikke er sne kan der vær ok med vinterjakke og termobukser - vi har heller ikk så langt.....

Tja efter min erfaring med min egen 3 årige i selvstændighedsfasen og som børnehavepædagog så handler det sjældent om selve flyverdragten men om at de i den alder selv vil sætte dagsordenen og rækkefølgen osv osv
I en travl hverdag er der sjældent tid og rum til den slags...det er det vi har weekenderne til
Min reagerer på samme måde med skrig og med at slå, men det kan ikke nytte noget for hun SKAL have flyverdragt på og børnehaven lukker så vi SKAL hjem.
Ikke så meget snak, men "ja jeg kan sagtens høre at du ikke vil, men det skal du" og så ungen i flyverdragten. Basta! ..pædagogerne vil gerne hjælpe og vi tænker altså ikke "vores"...med mindre man er en dum pædagog
De lange forklaringer om hvorfor man skal gemmer man til begge parter er faldet ned og kommet hjem.

Det er heller ikke altid min dreng er glad for at skulle med hjem. I dag legede han rigtig godt i tumleren og var lidt øv over han skulle hjem. Det jeg har gjort når det er, er at jeg gør det til en leg at komme i tøjet. Jeg beder ham tage flyverdragten på og så vil jeg gerne se nogle fødder for neden jeg kan sige goddag til eller kilde og det samme med hænderne.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det vil virke hos dig, men det var en ide

monzemussen skriver:

Jeg har aldrig travlt når jeg henter. Det er yderst sjældent at jeg skynder på ham. Sådan er det også om morgen. Da hjælper jeg ham igang med morgenmaden. Det der gør mig frustreret er mest hans hys anfald og at han slår. Det er ikke helt nemt at forklare på skrift. :-S

Jeg kender det godt. det er irriterende.

Den har vi også prøvet EN GANG stod ved at hun skulle ha den på og så tog det den tid det tog.. Og fik da også en kommentar fra et par af de andre forældre; "der har vi vist alle været og det ikke sidste gang" (har vuggestue-barn og de andre børnehave-børn)...

Åh øv det er så frustrerende. Christian fik igen et flip da jeg hentede ham. Den samme tur med at han ikke vil tage flyverdragten på. Han bliver mildest taget hysterisk når jeg prøver at hjælpe ham. Jeg fik en af pædagogerne til at hjælpe mig. Han slog mig også da hun så på. Det hjalp først da hun prøvede og hjælpe ham, hvor han så vil ha mig til det i stedet. Hvad gør jeg anderledes? Er det mig der er galt på den? Og hvorfor er han sådan. Prøver han mig bare af? Det mest trælse er bare den følelse af at jeg gør noget forkert. At jrg ikke kan styre ham og hvad de tænker i børnehaven.

Puha, her var det så slemt i en periode at børnehaven tilbød at gå ind og se om de kunne gøre noget aktivt for at få det vendt. Fra det øjeblik jeg kom var det en kamp. Jeg var ofte nødt til at bære ham skrigende ud i garderoben, hvor jeg skulle holde ham, mens jeg fik ham i overtøjet.

Jeg fandt aldrig ud af hvad det "handlede" om.

Vores løsning blev at min kæreste hentede mest i en periode. Det var nemlig ikke helt så slemt når det var ham der hentede. Og jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive anspændt allerede idet jeg kom ind i børnehaven, og det hjalp nok heller ikke.

Og så en dag var det væk.

Een ting er sikkert: Jeg er slet ikke i tvivl om at pædagogerne overhovedet ikke tænkte noget som helst om mine evner som forælder. Deres tilgang til problemet var faktisk ikke at vejlede mig i hvordan jeg "kunne løse det på den rigtige måde", men i stedet ville de gå ind og aflaste mig, så vi kunne få brudt det dårlige mønster.

Jeg havde det faktisk værre med hvad de andre forældre nu tænkte om mig, men nu hvor min søn er ved at være en af de ældste i børnehaven, ved jeg at mange børn kommer igennem perioder hvor de flipper skråt over afhentningen. Så i dag gør jeg mig umage for at sende moderen, der er i gang med at give sin flitsbue flyverdragt på, et smil og positive tanker.

Prøv at kigge op - det kan være der sidder en forælder som mig i nærheden af dig

Pikku Myy skriver:

Puha, her var det så slemt i en periode at børnehaven tilbød at gå ind og se om de kunne gøre noget aktivt for at få det vendt. Fra det øjeblik jeg kom var det en kamp. Jeg var ofte nødt til at bære ham skrigende ud i garderoben, hvor jeg skulle holde ham, mens jeg fik ham i overtøjet.

Jeg fandt aldrig ud af hvad det "handlede" om.

Vores løsning blev at min kæreste hentede mest i en periode. Det var nemlig ikke helt så slemt når det var ham der hentede. Og jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive anspændt allerede idet jeg kom ind i børnehaven, og det hjalp nok heller ikke.

Og så en dag var det væk.

Een ting er sikkert: Jeg er slet ikke i tvivl om at pædagogerne overhovedet ikke tænkte noget som helst om mine evner som forælder. Deres tilgang til problemet var faktisk ikke at vejlede mig i hvordan jeg "kunne løse det på den rigtige måde", men i stedet ville de gå ind og aflaste mig, så vi kunne få brudt det dårlige mønster.

Jeg havde det faktisk værre med hvad de andre forældre nu tænkte om mig, men nu hvor min søn er ved at være en af de ældste i børnehaven, ved jeg at mange børn kommer igennem perioder hvor de flipper skråt over afhentningen. Så i dag gør jeg mig umage for at sende moderen, der er i gang med at give sin flitsbue flyverdragt på, et smil og positive tanker.

Prøv at kigge op - det kan være der sidder en forælder som mig i nærheden af dig

Tak ?.

det er nok bare en periode. Jeg er selv med ham, så den aflastning er lidt svær :-).

Tror nu hellere ikke pædagogen tænkte mig som dårlig mor.
hun gjorde jo egentlig bare det samme som jeg gjorde. Og sagde de samme ting osv.

Jeg synes bare det kan være så pinligt, frustrerende et eller andet sted.

men gud hvor rart at vide at han ikke er helt unormal.