Pks fra helvedet

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Sikke en forfærdeligt omgang du har haft! 

Til dig og flot du kan se positivt trods smerter! 

Tillykke med lillepigen 

årh hvor er hun bare smuk!!!  Stort tillykke med hende!

og føj for S****** en oplevelse!  Kan tydeligt huske panikken da jeg selv fik aks og var OVERBEVIST om at jeg ikk var bedøvet ordenligt. (Blev ved at sige jeg kunne mærke spritten, selvom jeg måske egentlig ikke kunne) rystede som en sindsyg. Puha. Men jeg var da heldigvis bedøvet 100%. puuuuuh kan lige forestille mig at ligge der og pludselig bare mærke det hele! Ej nej nej 

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

puha for en oplevelse!!
Men ja hun er gudesmuk så noget godt kom der da ud af det

Av...

men stort tillykke med en skøn pige

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Føj for en oplevelse!! håber du er okay trods alt!
Stort tillykke med din lille prinsesse!

Sikke da en oplevelse håber du får mulighed for at snakke det igennem med din jm og læge.

Men sikke da en dejlig datter I har fået, hun er rigtig lækker

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Stort tillykke med fødslen! Sikke da en oplevelse, men hvor ser hun dejlig ud!

Lyder som et forfærdeligt pks er i chok over de ikke lyttede bedre til dig.....

Du får vel lov til at komme ind og tale forløbet igennem?

Og lige til slut - nøj hvor er hun bare fin og dejlig at se på

Nej, hvor forfærdeligt! :-( sikke en oplevelse...

Men hun ser virkelig bedårende ud. :-)

Og jeg vil da lige sige, at det ikke er sikkert løbet er kørt i forhold til muligheden for selv at føde.
Jeg har en vaginal fødsel i bagagen og efterfølgende to AKS (grundet præmatur fødsel)

Jeg er gravid igen og har lige været til lægesamtale på sygehuset og jeg må selv vælge hvorvidt jeg vil have PKS eller føde selv. Som udgangspunkt, anbefaler de et KS igen, men havde jeg lyst til, at give det et forsøg må jeg gerne det.

Da jeg selv har født før, er chancen for at jeg gennemfører en almindelig fødsel på 85%, de resterende 15% er hvis jeg ikke åbner mig hurtigt nok, hjertelyden dykker under veer eller anden i den dur. Så vil det være et AKS.
Hvis man ikke har født selv før er succesraten omkring 70% for, at fødslen gennemføres som en vaginal fødsel.

Derudover skal man tage i betragtning at der er omkring 1,5 % chance for ruptur når man tidligere har fået to sectio, har man et i bagagen hedder det 1% chance for ruptur, men de holder selvfølgelig godt øje med én og måler konstant under fødslen.

Dette skal selvfølgelig opvejes mod, at risikoen for komplikationer stiger for hvert kejsersnit man får. Jo flere kejsersnit - jo højere risiko for komplikationer i forbindelse med et nyt kejsersnit. Så man også har dette med i sine overvejelser.

Det er dog forskelligt hvilken holdning de forskellige sygehuse har omkring at prøve en vaginal fødsel efter to kejsersnit, men det kan lykkedes med succes ihvertfald. :-)

Håber du er ved at være ovenpå igen efter den forfærdelige oplevelse og nyder jeres smukke prinsesse.