Tak for lån...

isabellasmor skriver:

Jeg tænker nærmere "overdrivelse fremmer forståelsen", og selve "problemstillingen" er jeg meget enig i. 

Jeg synes også at der er for meget skema-pædagogik, på den måde at nærmest alt hvad institutioner idag foretager sig skal have en eller anden form for formål. Det er ikke nok at det er hyggeligt at lave snobrød, der skal være mere i det.  

Men, man skal ikke pege på pædagogerne i dét tilfælde, for langt de fleste pædagoger går ikke ind for at veje og måle ALLE  aktiviteter på den måde. det er dikteret højere oppe fra, fra nogen der ikke er specialiseret på området. Desværre.

Resten, med kost, brochurer, sundhedsplejersker osv, der tænker jeg : det er RÅD! Guidelines. Ikke den endegyldige sandhed. Så lyt, sorter, og smid væk som det passer én bedst. 

Jeg tror at de forældre der føler sig "styret" af  "eksperterne" omkring dem, er de forældre der i forvejen higer efter det perfekte barn. Det perfekte liv. Og så kan jeg godt se at det bliver bøvlet, svært eller hvad det nu er. Men det må være nogen issues/behov forældrene ligger inde med.

Mor11 skriver:

Jeg synes også at der er for meget skema-pædagogik, på den måde at nærmest alt hvad institutioner idag foretager sig skal have en eller anden form for formål. Det er ikke nok at det er hyggeligt at lave snobrød, der skal være mere i det.  

Men, man skal ikke pege på pædagogerne i dét tilfælde, for langt de fleste pædagoger går ikke ind for at veje og måle ALLE  aktiviteter på den måde. det er dikteret højere oppe fra, fra nogen der ikke er specialiseret på området. Desværre.

Resten, med kost, brochurer, sundhedsplejersker osv, der tænker jeg : det er RÅD! Guidelines. Ikke den endegyldige sandhed. Så lyt, sorter, og smid væk som det passer én bedst. 

Jeg tror at de forældre der føler sig "styret" af  "eksperterne" omkring dem, er de forældre der i forvejen higer efter det perfekte barn. Det perfekte liv. Og så kan jeg godt se at det bliver bøvlet, svært eller hvad det nu er. Men det må være nogen issues/behov forældrene ligger inde med.

Er meget enig med dig. Jeg er selv ved at uddanne mig pædagog ass. Så jeg vil heller aldrig pege på pædagogerne, jeg er klar over det stammer er andet sted fra. 

er enig i at det bliver lagt ud som værende råd, men i mange tilfælde er det dét faktisk ikke. Alt ligefra vitaminer i graviditeten, til kosten for barnet efterfølgende, til hvad skal baby kunne osv, har hørt og set mange eksempler på at det i sidste ende IKKE er råd Hvis man ikke følger det. Selv i vuggestuerne bliver der holdt ekstra øje hvis der er nys om at barnet får "meget" slik, ser for meget tv ,hvis barnet ikke er efter bogen mht fysisk udvikling, osv osv.... og det selvom der ikke er andet end det nævnte at "komme efter" .. Desuden, min velfungerende kusine , kunne IKKE vælge sundhedspleje besøg fra ved andet barn. Så ville hun skulle være indlagt længere tid på sygehuset efter fødslen. Min velfungerende kusine (ikke enlig) ........ Jeg troede det blot var et tilbud?? 

Kay skriver:

Det kan jeg ik rigtig nikke genkende til... Hverken som mor eller som pædagog...

Vi får som forældre en masse tilbud om sundhedsplejerske, undersøgelser, vejledninger osv... Tilbud vi kan sige ja og nej til...

Og så er jeg slet ikke enig i det billed der bliver lavet af det arbejde der bliver lavet i institutionerne... Og af den relation vi som fagfolk har til børnene... Den virker i mine øjne i følge artiklen meget overfladisk... Og det kan godt være den i nogle tilfælde er det... Men der er lang fra alle stæder!

Og så kan man jo vælge at være hjemmegående og ikke at havde børn i institution hvis man er så meget imod det!

Som sagt synes jeg selv, og vælger at læse artiklen som "overdrivelse fremmer forståelsen" jeg er selv ved at uddanne mig pædagog ass. Og ville da bestemt ikke ha valgt den vej hvis min overbevisning var at pædagogerne ikke var til for børnene. 

Er et debatindlæg og er derfor skrevet for at provokere og intet provokerer bedre end overdrivelse ;-) for mig er der nogen nøgleord som jeg synes er værd at bide mærke i og debattere: management og kompetenceudvikling.... 

Der er kommet en tendens til man konstant måler hvad skal kunne ikke for børnenes skyld men i et management fokus - hvordan får vi mest ud af dette lille menneske i et management perspektiv, hvordan bliver dette barn mest brugbart for samfundet. 

Jeg vil slet ikke starte med skolereformen da jeg ved den kan skille vandene og nu er den fakta og målet må være at få det bedste ud af den for børnenes skyld (og deres læring). Men jeg synes man skal begynde at rette fokus mod fremtiden og ikke mod hvad arbejdsmarkedet har brug for i dag - læsning er et godt eksempel - læsning er skønt men vil det blive en nødvendig kompetence i fremtiden?

Nå må hellere stoppe for jeg kunne skrive mange sider om det, men artiklen hmm et debatindlæg og må læses som sådan

isabellasmor skriver:

Er meget enig med dig. Jeg er selv ved at uddanne mig pædagog ass. Så jeg vil heller aldrig pege på pædagogerne, jeg er klar over det stammer er andet sted fra. 

er enig i at det bliver lagt ud som værende råd, men i mange tilfælde er det dét faktisk ikke. Alt ligefra vitaminer i graviditeten, til kosten for barnet efterfølgende, til hvad skal baby kunne osv, har hørt og set mange eksempler på at det i sidste ende IKKE er råd Hvis man ikke følger det. Selv i vuggestuerne bliver der holdt ekstra øje hvis der er nys om at barnet får "meget" slik, ser for meget tv ,hvis barnet ikke er efter bogen mht fysisk udvikling, osv osv.... og det selvom der ikke er andet end det nævnte at "komme efter" .. Desuden, min velfungerende kusine , kunne IKKE vælge sundhedspleje besøg fra ved andet barn. Så ville hun skulle være indlagt længere tid på sygehuset efter fødslen. Min velfungerende kusine (ikke enlig) ........ Jeg troede det blot var et tilbud?? 

Tja, så langt er vi ikke i institutions-livet endnu. Men jeg har personligt taget rimelig let på sp og læger hvis min egen mavefornemmelse var god. Og det har jeg nu ikke hørt brok over. 

Mht sundhedsplejersken der, så synes jeg godt nok også det lyder lidt underligt. 

Jeg kan godt følge den med hvornår ens barn skal i institution. Mine tre børn har været, er 18 mdr når de starter i vuggestue, da jeg skønner det er det bedste for dem. I den alder begynder de at være klar til det, mens det før den alder ene og alene er et forældrebehov at sende dem i institution. (Med al respekt for at jeg sagtens forstår hvorfor mange b.la. af økonomiske årsager er nødt til at gøre det sådan.)

Men jeg har ofte oplevet at jeg kan fornemme folk ligesom ikke tror det er godt. Man kan mærke de synes det er synd og argumenterer for, at barnet jo har godt af at komme ud blandt andre mv. Det er interessant som opfattelsen af ting flytter i takt med at man ændrer samfundsstruktur. Det er ligesom om, at fordi det er blevet nødvendigt som følge af udviklingen, så er det også blevet det mest rigtige. Fordi de fleste gør noget gør det jo ikke adfærden til den mest rigtige. Men vores samfund har brug for at vi gør det og derfor er vi nødt til at få det bedste ud af det eller selv strukturere vores liv på den måde det er muligt for os.

Hans artikel er jo sat på spidsen, men sådan er det jo når man søger at skabe et budskab og der er også mange rigtige elementer i det, for det er blevet en videnskab at få børn, som gør mange forældre usikre på om de overhovedet kan. Er faktisk sikker på, at det bliver endnu værre for vores egne børn når de får børn, hvis ikke vi eller de tager kampen op mod den udvikling vi står i nu.

Måske bliver det nærmest tvunget at få et forældrekørekort eller fagfolk med på sidelinjen indtil de ser om man kan det man skal til den tid. Jeg har selv haft mange frustrationer med min sidste sundhedsplejerske fordi alt i hendes verden skulle følge et helt bestemt mønster, som jeg slet ikke har været enig i og jeg har set hendes besøg som en belastning i langt højere grad end en hjælp, fordi jeg har valgt at følge nogle anvisninger fra fx Sverige, som har nogle andre retningslinjer som jeg tror mere på, efter at have sat mig ind i deres begrundelser og undersøgelser.

Men det er svært at vælge frit også selvom man sætter sig ordentlig ind i de beslutninger man tager på sit barns vegne. Det kræver megen rygrad og tro på at man gør det rigtige, for ellers kommer man nemt til at tvivle på sig selv fremfor at stole på, at man selv ved hvad der bedst for ens barn.

Annette A skriver:

Jeg kan godt følge den med hvornår ens barn skal i institution. Mine tre børn har været, er 18 mdr når de starter i vuggestue, da jeg skønner det er det bedste for dem. I den alder begynder de at være klar til det, mens det før den alder ene og alene er et forældrebehov at sende dem i institution. (Med al respekt for at jeg sagtens forstår hvorfor mange b.la. af økonomiske årsager er nødt til at gøre det sådan.)

Men jeg har ofte oplevet at jeg kan fornemme folk ligesom ikke tror det er godt. Man kan mærke de synes det er synd og argumenterer for, at barnet jo har godt af at komme ud blandt andre mv. Det er interessant som opfattelsen af ting flytter i takt med at man ændrer samfundsstruktur. Det er ligesom om, at fordi det er blevet nødvendigt som følge af udviklingen, så er det også blevet det mest rigtige. Fordi de fleste gør noget gør det jo ikke adfærden til den mest rigtige. Men vores samfund har brug for at vi gør det og derfor er vi nødt til at få det bedste ud af det eller selv strukturere vores liv på den måde det er muligt for os.

Hans artikel er jo sat på spidsen, men sådan er det jo når man søger at skabe et budskab og der er også mange rigtige elementer i det, for det er blevet en videnskab at få børn, som gør mange forældre usikre på om de overhovedet kan. Er faktisk sikker på, at det bliver endnu værre for vores egne børn når de får børn, hvis ikke vi eller de tager kampen op mod den udvikling vi står i nu.

Måske bliver det nærmest tvunget at få et forældrekørekort eller fagfolk med på sidelinjen indtil de ser om man kan det man skal til den tid. Jeg har selv haft mange frustrationer med min sidste sundhedsplejerske fordi alt i hendes verden skulle følge et helt bestemt mønster, som jeg slet ikke har været enig i og jeg har set hendes besøg som en belastning i langt højere grad end en hjælp, fordi jeg har valgt at følge nogle anvisninger fra fx Sverige, som har nogle andre retningslinjer som jeg tror mere på, efter at have sat mig ind i deres begrundelser og undersøgelser.

Men det er svært at vælge frit også selvom man sætter sig ordentlig ind i de beslutninger man tager på sit barns vegne. Det kræver megen rygrad og tro på at man gør det rigtige, for ellers kommer man nemt til at tvivle på sig selv fremfor at stole på, at man selv ved hvad der bedst for ens barn.

Et eksempel her hjemme er middagsluren - da jeg en gang for lææææænge siden gik i børnehave, skulle alle børn og her menes alle sove til middag. Vi blev lagt ind i er stort rum og så skulle alle sove. Jeg kunne ikke, mine forældre forsøgte at sige jeg ikke skulle, men børnehaven holdt fast (til jeg blev for larmende så slap jeg).

Nu har jeg haft diskussionen med pædagogerne om mine to drenge og deres middagslur bare med omvendte fortegn. De havde begge enormt brug for den søvn, men det gik imod normaliteten og de pressede og pressede - tog dem op efter 2 minutter for hvis de ikke faldt i søvn med det samme var de ikke trætte. Jeg tabte - eller rettere mine børn gjorde - og måtte overgive mig så de ikke sov i børnehave, men her hjemme. Og det var med argumenter om de var forkert, de gik glip af noget, de udviklede ikke de kompetencer når... 

Så jo kan nu godt følge ideen om normaliteten hvor vi som forældre helst ikke skal træde formueret ved siden af....

Ja forfatteren er da tydelig vis på en eller anden form for mission Det var da også ham der skrev den der "Hvor melder man sig ud af konkurrencen om de perfekte børn".

Jeg må indrømme at når jeg læser hans indlæg synes jeg det der gennemsyrer dem er USIKKERHED. Og her mener jeg usikkerhed i forhold til faktisk at tage et standpunkt i forhold til hvordan man vælger at opdrage sit barn - og at stå ved det standpunkt.

Jeg synes i dén grad at han sætter sig selv i en slags "stakkels offerrolle" overfor det store stygge samfund som ville tjekke og kontrollere.

Nu er det jo sådan at sundhedsplejersken, institutionen, pædagogen osv. er et TILBUD - det er tilladt at vælge fra. Det er også tilladt at sætte sine børn i en institution man mener har samme værdigrundlag som sin familie.

Ja der findes anbefalinger om kost, søvn, hvor meget man bør læse for sit barn osv. - men det er ANBEFALINGER. Det er tilladt selv at vælge.

Så ærligt talt... synes jeg han skulle stoppe tuderiet og droppe offerrollen og stå ved den måde han vælger at opdrage sine børn.

lille-fisen skriver:

Ja forfatteren er da tydelig vis på en eller anden form for mission Det var da også ham der skrev den der "Hvor melder man sig ud af konkurrencen om de perfekte børn".

Jeg må indrømme at når jeg læser hans indlæg synes jeg det der gennemsyrer dem er USIKKERHED. Og her mener jeg usikkerhed i forhold til faktisk at tage et standpunkt i forhold til hvordan man vælger at opdrage sit barn - og at stå ved det standpunkt.

Jeg synes i dén grad at han sætter sig selv i en slags "stakkels offerrolle" overfor det store stygge samfund som ville tjekke og kontrollere.

Nu er det jo sådan at sundhedsplejersken, institutionen, pædagogen osv. er et TILBUD - det er tilladt at vælge fra. Det er også tilladt at sætte sine børn i en institution man mener har samme værdigrundlag som sin familie.

Ja der findes anbefalinger om kost, søvn, hvor meget man bør læse for sit barn osv. - men det er ANBEFALINGER. Det er tilladt selv at vælge.

Så ærligt talt... synes jeg han skulle stoppe tuderiet og droppe offerrollen og stå ved den måde han vælger at opdrage sine børn.

Får helt den samme følelse