Nemt hvornår?

Jeg ved godt at man siger "små børn, små bekymringer, store børn store bekymringer". Og ja der følger da en anden slags bekymringer med jo ældre de bliver, og jeg får da sikkert søvnløse nætter når vores datter som snart er 6 år, rammer de14-15-16 osv år.

Men i bund og grund syntes jeg nu det er nemt hvor de er blevet så store (12, 8 og snart 6 år), måske handler det om at de tildels har arvet deres fars rolige sind, og det smitter selvfølgelig af på mig

Vi er en familie med far og mor på fuldtidsarbejde, og snart 3 skolebørn, og ja de havner da i konflikter med deres kammerater, men så tager vi en snak med dem om det, også går hverdagen ligesom videre, der er ingen af ungerne der har tendens til at hænge sig fast i de dystre følelser, men de bevæger sig derimod hurtigt videre til det positive. Nu er vi også heldige (og lad os håbe at det varer ved), at de alle har en ok stor omgangskreds, så der er altid en ven/veninde i nærheden.

Mht voksentiden, ja det kan godt være at vores hverdagsaftner ikke rummer så meget voksenalenetid mere, men tilgengæld er vi heller ikke så trætte mere, og vi nyder at hygge med ungerne i sofaen. Også er vores dage/weekender jo heller ikke så presset mere, fordi vi alle nyder at have ro, så somregl er der familiero den ene dag i weekenden, og den anden dag er der knald på med aftaler.

Så jo, det er skisme nemt

Mom skriver:

Jeg ved godt at man siger "små børn, små bekymringer, store børn store bekymringer". Og ja der følger da en anden slags bekymringer med jo ældre de bliver, og jeg får da sikkert søvnløse nætter når vores datter som snart er 6 år, rammer de14-15-16 osv år.

Men i bund og grund syntes jeg nu det er nemt hvor de er blevet så store (12, 8 og snart 6 år), måske handler det om at de tildels har arvet deres fars rolige sind, og det smitter selvfølgelig af på mig

Vi er en familie med far og mor på fuldtidsarbejde, og snart 3 skolebørn, og ja de havner da i konflikter med deres kammerater, men så tager vi en snak med dem om det, også går hverdagen ligesom videre, der er ingen af ungerne der har tendens til at hænge sig fast i de dystre følelser, men de bevæger sig derimod hurtigt videre til det positive. Nu er vi også heldige (og lad os håbe at det varer ved), at de alle har en ok stor omgangskreds, så der er altid en ven/veninde i nærheden.

Mht voksentiden, ja det kan godt være at vores hverdagsaftner ikke rummer så meget voksenalenetid mere, men tilgengæld er vi heller ikke så trætte mere, og vi nyder at hygge med ungerne i sofaen. Også er vores dage/weekender jo heller ikke så presset mere, fordi vi alle nyder at have ro, så somregl er der familiero den ene dag i weekenden, og den anden dag er der knald på med aftaler.

Så jo, det er skisme nemt

Tror det handler meget om hvem man er og familiestruktur. Her hjemme er det mig der står for alt hvad der handler om skole, lektier, intra, fritidsinteresser, legegrupper osv. Og jeg har nogen gange lyst til at skrige højt og smide det hele af h..... Til og bare have et liv hvor der ikke var så mange strukturer og krav....

plus jeg aldrig har haft følelsen af det var svært at have små børn, jo for lidt søvn i perioder, men ellers er det bare skønt at være sammen med mine tumlinger, og de er så vant til bare at være med så føler mig heller ikke begrænset. Hvorimod min datter er i ventealderen - har tusind aftaler og frihed til selv at skulle lave dem (og hun har virkelig været en klovn til det ). Nej svært at forklare for mig er det bare nemt at have små børn og føler mig mere begrænset med store børn (måske fordi jeg også har en lille på 3), meget mere som en huskoordinator. Men på den anden side er det fantastisk at se hende vokse mentalt - elsker det det giver. Er nok bare en lille barns mor mere end en teenagemor

lineog4 skriver:

Tror det handler meget om hvem man er og familiestruktur. Her hjemme er det mig der står for alt hvad der handler om skole, lektier, intra, fritidsinteresser, legegrupper osv. Og jeg har nogen gange lyst til at skrige højt og smide det hele af h..... Til og bare have et liv hvor der ikke var så mange strukturer og krav....

plus jeg aldrig har haft følelsen af det var svært at have små børn, jo for lidt søvn i perioder, men ellers er det bare skønt at være sammen med mine tumlinger, og de er så vant til bare at være med så føler mig heller ikke begrænset. Hvorimod min datter er i ventealderen - har tusind aftaler og frihed til selv at skulle lave dem (og hun har virkelig været en klovn til det ). Nej svært at forklare for mig er det bare nemt at have små børn og føler mig mere begrænset med store børn (måske fordi jeg også har en lille på 3), meget mere som en huskoordinator. Men på den anden side er det fantastisk at se hende vokse mentalt - elsker det det giver. Er nok bare en lille barns mor mere end en teenagemor

Tror du har meget ret i, at det hele handler om hvem man er, og hvordan familiestrukturen er skruet sammen

Herhjemme deltager manden på lige fod med mig omkring alt hvad der rører sig med ungerne, og det er jo bla. derfor det følelses så nemt, og begge vores arbejdspladser ligger 15 min kørsel fra deres skole og bh, så vi kan begge hente ved opstået sygdom, vi har begge mulighed for at arbejde hjemmefra hvis det er nødvendigt, og bedsterne bor i samme by som os, og det er også et stort privillegie.

Dertil har manden et meget roligt sind, imens jeg har et naturligt godt overblik og et struktureret sind, og det passe vildt godt sammen, for på den måde går det hele op i en højere enhed

Mom skriver:

Tror du har meget ret i, at det hele handler om hvem man er, og hvordan familiestrukturen er skruet sammen

Herhjemme deltager manden på lige fod med mig omkring alt hvad der rører sig med ungerne, og det er jo bla. derfor det følelses så nemt, og begge vores arbejdspladser ligger 15 min kørsel fra deres skole og bh, så vi kan begge hente ved opstået sygdom, vi har begge mulighed for at arbejde hjemmefra hvis det er nødvendigt, og bedsterne bor i samme by som os, og det er også et stort privillegie.

Dertil har manden et meget roligt sind, imens jeg har et naturligt godt overblik og et struktureret sind, og det passe vildt godt sammen, for på den måde går det hele op i en højere enhed

Nu skal det ikke lyde som min mand ikke laver noget for det ville være unfair  Læste på er tidspunkt en artikel om morrollen som projektleder - jeg kalder det så mere en huskoordinator. Og sådan er det her hjemme. Min mand er også den der med smil og lidt stolthed fortæller, nej Line styrer kalenderen så aftaler er hende. Han har været på intra 1 gang og det var efter jeg fik fat i hans kodeord (min datter går i 4. Klasse) og han er ikke en gang flov... 

Men han er fast chauffør, køber gerne ind (når jeg har lavet madplanen og skrevet Indkøbslisten), han maler alle mine projekter, tager gerne vasketøjet (men sådan jeg nok ikke finde mit tøj igen)...

men det er ikke kun familien - jeg er bare bedre til små børn, har flere ideer til den aldersgruppe osv. Plus jeg stadig ikke ville lade de store stå op selv fx, min datter kommer stadig ind mange natter, khun er bange for mørke så tør ikke selv gå hjem hvis det er mørkt selvom det er lige ved siden af osv osv osv... Nå ja og så bruger hun samme størrelse sko som mig så hun stjæler mine sko  Og så har de bare mange lektier...!  

Hmmmmm jeg er nok helt omvendt!!! Jeg synes det var MEGET nemmere mellem 0-6 år. Bevares der er bestemt nogle ting der bliver nemmere jo ældre de bliver, går selv i skole, hjælper med aftensmaden, finder selv legeaftaler mv.
Men når det er sagt så er der et gammelt ordsprog "små børn små problemer, store børn store problemer" og jeg kunne ikke være mere enig!!!
Synes det er hårdt på en anden måde og med helt andre bekymringer end når de er små.

Rosa-Sofia skriver:

Til jer med større børn, kunne godt tænke mig at spørge, hvornår i følte det begyndte at blive nemmere at have børn? Hvornår begyndte i at mærke, at i virkelig kunne sætte pris på, at de var lidt selvhjulpne, hvornår mærkede i overskuddet kommet igen? 

Vores børn er 6 og 3 år... Synes deefter nemt nu, vi hygger... 

Ingen bleskift, ingen sutter osv...