Nemt hvornår?

Til jer med større børn, kunne godt tænke mig at spørge, hvornår i følte det begyndte at blive nemmere at have børn? Hvornår begyndte i at mærke, at i virkelig kunne sætte pris på, at de var lidt selvhjulpne, hvornår mærkede i overskuddet kommet igen? 

Rosa-Sofia skriver:

Til jer med større børn, kunne godt tænke mig at spørge, hvornår i følte det begyndte at blive nemmere at have børn? Hvornår begyndte i at mærke, at i virkelig kunne sætte pris på, at de var lidt selvhjulpne, hvornår mærkede i overskuddet kommet igen? 

Jeg har en 6 årig og syntes at for hvert år er set blevet "nemmere" i den forstand at han kan og vil mere selv. Deraf mere overskud til mor 

der kommer så jo bare andre bekymringer ind, men hakuna matata  Det skal nok gå 

det handler ligeså meget om at give ungerne plads til at være selvstændige som at de er klar til det. Fx i weekenden hedder det sig her, at er man oppe før 8 må man selv lege indtil mor eller far står op (og man må gerne selv lave morgenmad). Det er lækkert  

Mom skriver:

Vi har 3 børn på hhv. 12, 8 og snart 6 år. Og jeg syntes det er nemt! Nu er det ren råhygge og sjov.

Jubii det lyder dejligt :-)

Ved ikke jeg er nok lidt bagvendt men jeg synes faktisk det er nemmere at have små børn 

nej nu er min datter snart 11 og hun har meget flot (kender en del børn der ikke kan i den alder) selv tjek på lektier og det har givet en lettelse. Men så er der så meget andet, fx har hun ikke samme søvnbehov længere selv om jeg prøver at presse det ned over hende. Hun er en rigtig aftenpige og sover længe om morgenen = der er ikke meget voksentid længere da vi står op kl 6 i hverdagene og er godt brugte omkring kl 22... Hun er fantastisk, skøn, sjov, dejlig osv men hun fylder også med sine præteen anfald, alle sine legeaftaler, sin førstefødselsret osv osv osv.

Men har heller aldrig synes det var hårdt at have små børn - jo nyfødte, men ikke fra de begynder kun at vågne en gang om natten. Synes det er skønt men den lille pakke jeg kan tage med alle vegne. Så for mig går det egentlig modsat vej synes det blive hårdere og kravene stiger og stiger

Rosa-Sofia skriver:

Til jer med større børn, kunne godt tænke mig at spørge, hvornår i følte det begyndte at blive nemmere at have børn? Hvornår begyndte i at mærke, at i virkelig kunne sætte pris på, at de var lidt selvhjulpne, hvornår mærkede i overskuddet kommet igen? 

Uh, nemt bliver det vel aldrig - eller rettere: Der bliver ved med at komme "ikke-nemme" perioder, hvor overskuddet er begrænset. 

Jeg fik da frigivet noget overskud og tid til mig selv og mit job, da alle tre blev skolebørn, fx, men bekymringerne og problemerne bliver jo større, når det ikke bare handler om helt basale og praktiske ting. Når konflikter med kammerater virkelig gør ondt på barnet, når det snerper til med de faglige krav i skolen, når de får kærestesorger, når man bekymrer sig, om de er kommet i dårligt selskab - osv. osv. Søvnløse nætter slipper man nok aldrig helt for. Der er jo noget om det, når man siger "Små børn, små problemer"! 

For mig har det været - og er stadig - rigtigt svært at give slip på kontrollen og lade dem begynde at leve deres eget liv, gøre egne erfaringer og træffe egne valg. Og jeg kan godt savne dengang, det meste kunne trøstes væk med visheden om, at alt så bedre ud i morgen. Hvor jeg vidste, at det, de var kede af, virkelig bare var i småtingsafdelingen. 

Til gengæld er det også supersjovt og spændende at følge dem, når de udvikler sig til selvstændige mennesker med egne holdninger. 

Rosa-Sofia skriver:

Til jer med større børn, kunne godt tænke mig at spørge, hvornår i følte det begyndte at blive nemmere at have børn? Hvornår begyndte i at mærke, at i virkelig kunne sætte pris på, at de var lidt selvhjulpne, hvornår mærkede i overskuddet kommet igen? 

Mor og meget mere skriver:

Uh, nemt bliver det vel aldrig - eller rettere: Der bliver ved med at komme "ikke-nemme" perioder, hvor overskuddet er begrænset. 

Jeg fik da frigivet noget overskud og tid til mig selv og mit job, da alle tre blev skolebørn, fx, men bekymringerne og problemerne bliver jo større, når det ikke bare handler om helt basale og praktiske ting. Når konflikter med kammerater virkelig gør ondt på barnet, når det snerper til med de faglige krav i skolen, når de får kærestesorger, når man bekymrer sig, om de er kommet i dårligt selskab - osv. osv. Søvnløse nætter slipper man nok aldrig helt for. Der er jo noget om det, når man siger "Små børn, små problemer"! 

For mig har det været - og er stadig - rigtigt svært at give slip på kontrollen og lade dem begynde at leve deres eget liv, gøre egne erfaringer og træffe egne valg. Og jeg kan godt savne dengang, det meste kunne trøstes væk med visheden om, at alt så bedre ud i morgen. Hvor jeg vidste, at det, de var kede af, virkelig bare var i småtingsafdelingen. 

Til gengæld er det også supersjovt og spændende at følge dem, når de udvikler sig til selvstændige mennesker med egne holdninger. 

Det kunne jeg godt forestille mig, så lige at en skrev at hendes 11årige bare sætter sig ned og laver lektier, der er sikkert nogen, der slet ikke gør den slags og så skal man jo motivere barnet og hjælpe til. Hm ja og sociale konflikter det lyder altså også hårdt. Lige nu hvor min dreng er så lille kan bare tanken om, hvis nogen pludselig ikke vil lege med ham eller være sammen med ham give mig helt ondt i hjertet. 

Hm kom til at huske, at den fødselslæge jeg gik til samtale med under graviditeten sagde noget med "Aldrig har jeg haft så mange søvnløse nætter i som da de blev gamle nok til at gå på discotek og den slags." Så kan man vel sidde der og vente med telefonen i hånden.

Rosa-Sofia skriver:

Det kunne jeg godt forestille mig, så lige at en skrev at hendes 11årige bare sætter sig ned og laver lektier, der er sikkert nogen, der slet ikke gør den slags og så skal man jo motivere barnet og hjælpe til. Hm ja og sociale konflikter det lyder altså også hårdt. Lige nu hvor min dreng er så lille kan bare tanken om, hvis nogen pludselig ikke vil lege med ham eller være sammen med ham give mig helt ondt i hjertet. 

Hm kom til at huske, at den fødselslæge jeg gik til samtale med under graviditeten sagde noget med "Aldrig har jeg haft så mange søvnløse nætter i som da de blev gamle nok til at gå på discotek og den slags." Så kan man vel sidde der og vente med telefonen i hånden.

At hun sætter sig ned er resultatet af slid med stjernekort, total ro tid sammen med mig og og og og... Og jeg tror rent faktisk hun hører til mindretallet og tror absolut ikke det bliver lige så simpelt med den næste.

For mig kom det hårde slid absolut da hun startede i skole, både at få støttet hende i lektier, den skemalagte dag (gik på barsel da hun var i 0. Klasse, men der var ikke noget der hed tag det roligt for kravene til forældrene i hvert fald i deres skole er store), men også alle konflikterne. Hun kom fra en tryg børnehave, hvor vores værdier var meget de samme, hvor pigegruppen jo havde sine problemer men der var voksenstyring og opmærksomhed, til en meget større pigegruppe, meget mindre voksentid og også en holdning til sådan er piger. At få sin pige grædende hjem, hele verden er faldet sammen - det gør bare så ondt. Og det er ikke nok at puste, lave pruttelyde eller hvad ved jeg. Man ser sin datter have ondt og man ved det bedste man kan gøre er at trøste og tale det ned selvom man har lyst til at skælde den anden pige ud.... Jeg har så en datter der har fundet løsningen selv og har trukket sig en del fra pigegruppen og er sammen med drengene uden at være drengepige (synes hun selv hun er)... Men jeg må indrømme det var først da hun startede i skole at jeg oplevede jeg ikke slog til, ikke kunne ordne alt i hendes liv.

Må så også sige, jeg lige har sendt min dreng i skole og det er ikke halvt så hårdt. Måske fordi det er anden gang jeg gør det eller måske fordi han er en dreng.