Jer som har oplevet at miste...

Hvad gør I når det bliver rigtig hårdt?
Når man har lyst til at græde hele tiden, når man begynder at blive bange for om man nogensinde bliver gravid igen? Når følelserne tager over? Har I fundet noget som virker?
Jeg synes det er rigtig svært i øjeblikket. Er meget grådlabil og i det hele taget føler jeg det hele er noget lort, og jeg kan ikk lade være med at tænke på om det nogensinde bliver bedre

CH2012 skriver:

Hvad gør I når det bliver rigtig hårdt?
Når man har lyst til at græde hele tiden, når man begynder at blive bange for om man nogensinde bliver gravid igen? Når følelserne tager over? Har I fundet noget som virker?
Jeg synes det er rigtig svært i øjeblikket. Er meget grådlabil og i det hele taget føler jeg det hele er noget lort, og jeg kan ikk lade være med at tænke på om det nogensinde bliver bedre

årh hvor er det synd for dig du har det sådan. 

Jeg mistede d. 19 dec. i en gul. Jeg var også meget ked af det rigtig tit og min størte bekymring var også "kan jeg mon blive gravid igen?" eller "kan jeg overhoved klare hvis jeg nu mister igen?" fordi man bare er så ked af det. Min søster gav mig en gave. Hun gav mig "tale-timer" hos en homoøpat. Her skal man føle alle ens følelser igen men kontrolleret og med en som følger en igennem. Det er død hårdt og man kan virkelig græde og græde. Jeg græd i 1,5 time men jeg må sige........ Jeg har det meget bedre. Jeg kan stadig godt være ked over det eller bliver træt af min krop har opført sig sådan. Men jeg kan tale om det uden at græde nu, og jeg kan "acceptere" at det er sket. 

Det hjalp på mig.... Bagefter giver han også noget naturmedicin som kan hjælpe på fertiliteten til næste graviditet  
Du må skrive til mig hvis du vil vide mere om min homoøpat  

CH2012 skriver:

Hvad gør I når det bliver rigtig hårdt?
Når man har lyst til at græde hele tiden, når man begynder at blive bange for om man nogensinde bliver gravid igen? Når følelserne tager over? Har I fundet noget som virker?
Jeg synes det er rigtig svært i øjeblikket. Er meget grådlabil og i det hele taget føler jeg det hele er noget lort, og jeg kan ikk lade være med at tænke på om det nogensinde bliver bedre

Jeg mistede i sidste uge. Var 5+3.
Jeg havde de første par dage efter grædt lidt og synes det var lidt træls.
Og så havde jeg det faktisk okay.
Men her de sidste par dage synes jeg egentlig jeg har haltet lidt psykisk og synes det er lidt hårdt.

Jeg har ikke rigtig nogen råd. For jeg står selv og ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre for at komme videre. Men tænker at tiden gør man kommer videre.

Nu vil jeg bare have min mens stopper så vi kan komme igang igen.
Og tror ikke rigtig jeg kommer videre før. Men er så bange for at det kommer til at tage tid igen at blive gravid. Det tog 8 mdr at blive gravid denne gang.

Har bare på fornemmelsen at det kommer til at tage tid igen. Og det gør mig så ked af det.
Men samtidig frygter jeg også når jeg er så heldig at blive gravid igen. For er sikker på jeg vil være så bange for at miste igen at jeg kommer til at glemme mange ting omkring mig.
Og det er jo ikke smart når jeg også har en datter i forvejen.

Men vi må stå sammen os der har været igennem det.
Og håbe på vi stadig kan nå og få en 2014 baby

Først og Fremmest et kæmpe

Jamen for mig er det stadigvæk meget nyt, og tror egentlig ikke helt det er gået op for mig..
Men samtidig tænker jeg, der er en mening med at fosteret ikke overlevet denne gang.. Men at det nok SKAL blive min tur igen.. !

Jeg frygter RIGTIG meget, hvordan det bliver næste gang jeg står med en positiv test.. Men jeg tror det er meget vigtigt, at man har nogen at snakke med, og at man holder modet oppe..

Jeg krydser fingre for at heldet er med os

Nu ved jeg ikke om du har børn i forvejen.. Men jeg kom hurtig over det, fordi jeg tænkte på at jeg faktisk allerede var velsignet med to sunde og dejlige piger. Så jeg ved at vi godt kan. Det skulke bare ikke være der og der har jo været noget galt med spiren siden den ville ud.

Jeg var selvfølgelig ked af det og jeg frygter da også at det skal ske igen. Men det er jeg bare nød til at tænke på at det ikke gør. Jeg var kun 5+3 og havde derfor ikke været gravid længe nok til at have knyttet mig 100% til spiren og derfor tror jeg også at det var "nemt" og komme ovenpå. Plus støtte fra de nærmeste og snakke om det, hjalp.

emiliedamm skriver:

årh hvor er det synd for dig du har det sådan. 

Jeg mistede d. 19 dec. i en gul. Jeg var også meget ked af det rigtig tit og min størte bekymring var også "kan jeg mon blive gravid igen?" eller "kan jeg overhoved klare hvis jeg nu mister igen?" fordi man bare er så ked af det. Min søster gav mig en gave. Hun gav mig "tale-timer" hos en homoøpat. Her skal man føle alle ens følelser igen men kontrolleret og med en som følger en igennem. Det er død hårdt og man kan virkelig græde og græde. Jeg græd i 1,5 time men jeg må sige........ Jeg har det meget bedre. Jeg kan stadig godt være ked over det eller bliver træt af min krop har opført sig sådan. Men jeg kan tale om det uden at græde nu, og jeg kan "acceptere" at det er sket. 

Det hjalp på mig.... Bagefter giver han også noget naturmedicin som kan hjælpe på fertiliteten til næste graviditet  
Du må skrive til mig hvis du vil vide mere om min homoøpat  

Det er meget tæt på mig. Jeg mistede natten mellem den 18 og 19. Så egentlig også d. 19.
Det lyder som en god ide... At få renset systemet så at sige. Jeg vil gerne vide mere.
Jeg har også været igang med at undersøge priser på massage og mindfulness kombineret med coaching. Det lyder som noget jeg godt kunne bruge. Føler det giver en sammenhæng mellem krop og sind. Og det har jeg brug for. Og afslapning. Og så har jeg været inde og læse en del omkring hvad man selv kan gøre for at booste ens fertilitet. Så det går vi i gang med :-)

Havanagila skriver:

Jeg mistede i sidste uge. Var 5+3.
Jeg havde de første par dage efter grædt lidt og synes det var lidt træls.
Og så havde jeg det faktisk okay.
Men her de sidste par dage synes jeg egentlig jeg har haltet lidt psykisk og synes det er lidt hårdt.

Jeg har ikke rigtig nogen råd. For jeg står selv og ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre for at komme videre. Men tænker at tiden gør man kommer videre.

Nu vil jeg bare have min mens stopper så vi kan komme igang igen.
Og tror ikke rigtig jeg kommer videre før. Men er så bange for at det kommer til at tage tid igen at blive gravid. Det tog 8 mdr at blive gravid denne gang.

Har bare på fornemmelsen at det kommer til at tage tid igen. Og det gør mig så ked af det.
Men samtidig frygter jeg også når jeg er så heldig at blive gravid igen. For er sikker på jeg vil være så bange for at miste igen at jeg kommer til at glemme mange ting omkring mig.
Og det er jo ikke smart når jeg også har en datter i forvejen.

Men vi må stå sammen os der har været igennem det.
Og håbe på vi stadig kan nå og få en 2014 baby

Minder meget om mit forløb. Men synes også det kommer i bølger med hensyn til hvor svært det er.
Jeg går og "venter" på menstruation, så jeg ved at der er gang i systemet.
Men ja... Tid har også meget at sige. Det jeg synes er underligt er, at jeg kan blive i "tvivl" om det var virkeligt dengang jeg var gravid. Så siger min kæreste til mig: "Jo du var gravid og du bliver gravid igen"
Men ja... Frygter også hvor lang tid der kommer til at gå. Det er den værste frygt

CH2012 skriver:

Hvad gør I når det bliver rigtig hårdt?
Når man har lyst til at græde hele tiden, når man begynder at blive bange for om man nogensinde bliver gravid igen? Når følelserne tager over? Har I fundet noget som virker?
Jeg synes det er rigtig svært i øjeblikket. Er meget grådlabil og i det hele taget føler jeg det hele er noget lort, og jeg kan ikk lade være med at tænke på om det nogensinde bliver bedre

Jeg mistede i november og følte mig egentlig ret hurtigt ovenpå igen... men så kom julen hvor jeg vidste jeg ville have været 12 uger henne og derfra har det bare fyldt rigtig meget hos mig.

Det kommer meget i bølger og så græder jeg indtil det er "ude af systemet" igen . Min kæreste er heldigvis meget forstående og lægger skulder til hver gang... Det er det eneste der rigtig hjælper hos mig. Jeg har dog også købt lidt babytøj på januarudsalg fordi det har hjulpet mig at jeg giver mig selv lov til at tro på at jeg nok skal blive mor

Jeg håber du finder en måde der hjælper hos dig. Jeg kender smerten, frustrationen og savnet

CH2012 skriver:

Hvad gør I når det bliver rigtig hårdt?
Når man har lyst til at græde hele tiden, når man begynder at blive bange for om man nogensinde bliver gravid igen? Når følelserne tager over? Har I fundet noget som virker?
Jeg synes det er rigtig svært i øjeblikket. Er meget grådlabil og i det hele taget føler jeg det hele er noget lort, og jeg kan ikk lade være med at tænke på om det nogensinde bliver bedre

JH12 skriver:

Først og Fremmest et kæmpe

Jamen for mig er det stadigvæk meget nyt, og tror egentlig ikke helt det er gået op for mig..
Men samtidig tænker jeg, der er en mening med at fosteret ikke overlevet denne gang.. Men at det nok SKAL blive min tur igen.. !

Jeg frygter RIGTIG meget, hvordan det bliver næste gang jeg står med en positiv test.. Men jeg tror det er meget vigtigt, at man har nogen at snakke med, og at man holder modet oppe..

Jeg krydser fingre for at heldet er med os

Jeg tror bestemt også der er en grund til, at fosteret går til. Og det ved jeg godt, når jeg er rationelt tænkende. Men når jeg er følelsesmæssigt tænkende, så er det tanken om hvad det kunne være blevet til der træder i kraft, så at sige.

Min frygt går på, at jeg er nervøs for hvor lang tid der mon kommer til at gå, førend jeg er gravid igen. Men jeg har været inde og læse en masse omkring hvad man "selv kan gøre" for at booste ens fertilitet, og det jeg er nået frem til der, vil jeg helt sikkert tage til mig. Mange af tingene ved man godt, men det er nu meget rart at få det sort på hvidt. Og så var der nogle af tingene som jeg ikk vidste, som vi helt sikkert vil tage til os