PKS af skræk for barnet vil dø ved alm fødsel

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

Jeg vil starte med at skrive, at jeg er rigtig ked af dit tab!

Jeg har ikke selv mistet et barn, men jeg var derimod meget tæt på at miste min lille dreng. Jeg fødte min søn 11 uger for tidligt med en vægt på 800 gram. Han endte med at blive akut opereret to måneder efter fødslen for et hul i hjertet (der kunne have gået timer måske en dag, og så havde jeg ikke haft ham den dag i dag). Jeg fødte min søn ved akut kejsersnit.

Jeg skal føde om en måned ved planlagt kejsersnit, 38+5. Sidste gang havde jeg gået rundt ligesom alle andre gravide går rundt og forventer, at de skal føde naturligt osv, men alt det blev revet væk fra mig, jeg mistede kontrollen og styringen over alt det der foregik omkring mig og min krop. Det at jeg havde gået rundt og troet, at det ville ske på en måde, til at hele situationen vendte sig 180 grader var så forfærdeligt, samtidig med at jeg ikke anede om jeg nogensinde ville få min dreng med hjem, det var enormt hårdt.

Jeg er ligesom dig 98% sikker på at føde ved planlagt kejsersnit, men jeg går stadig med tanken om at føde naturligt. Jeg ved ikke hvorfor, og nogle gange kan jeg slet ikke finde ud af hvad jeg vil. Jeg er egentlig ikke bange for smerten, for jeg vil rigtig gerne prøve og opleve fødslen, vandet der går og veerne der tager til osv, men samtidig har jeg også bare en frygt indeni som jeg ikke rigtig kan finde ud af. Jeg tror først jeg finder 100% ud af hvad jeg gør, den dag hvor det virkelig gælder.

Jeg synes det lyder som en super god idé at du har fået lagt en fødselsplan, og at du har en god jordemoder som lyder til at forstå dig, men som samtidig også prøver at gøre dig tryg ved situationen hvis du skulle vælge den naturlige fødsel.

Jeg håber du får en god fødsel denne gang. Du får lige en stor herfra

Jeg har kun et barn, men da jeg var gravid med ham, havde jeg også de tanker.

Jeg glædede mig egentligt til fødslen, men var dødsensangst for, at jeg ikke kunne gøre det godt nok, så han ville komme til skade eller dø under fødslen. Skæbnen ville det så, at jeg rent faktisk ikke kunne, pga for smalt bækken, så han kom til verden ved aks.

Næste gang beder jeg om ks fra starten, sådan må det bare være. :-)

Englepigens mor skriver:

Tak for jeres svar

Jeg har hele tiden haft det som dig grinny, at jeg på ingen måde skulle føde alm igen, og særligt da det kun var 4 uger siden vi mistede.
Jeg lå 3 dage på fødestuen, og hele forløbet var meget traumatiserende for både min mand og jeg.

Men jeg har nu været til samtale med en jordemoder, (som har med piger der har oplevet den slags at gøre), og hun fortalte at, det at man igen føder alm, og denne gang får et levende barn op på brystet, er psykisk helende, og det kan jeg sagtens følge hende i, problemet er bare at jeg ikke tør.

Jeg er dog gået med til at vi laver en fødselsplan, til hvis jeg selv går igang inden pks, (som er 38+3) og så kan jeg overveje om jeg tør følge den, og ellers laver de et kejsersnit.

Lige pt er jeg 98% sikker på at det bliver kejsersnit, men kan mærke at samtalen rumsterer i hovedet på mig, og kan jo godt se fordelene ved alm fødsel, også i tiden efter med 3 børn og en mand der ikke er så meget hjemme..... Ville bare ønske jeg kunne kigge i krystalkuglen og se at alt vil gå godt denne gang.

Lineog4 det med listen over ting mit barn kan dø af, kender jeg alt for godt, jeg har haft stor glæde af landsforeningen for spædbarnsdød, men samtidig har jeg jo også der igennem hørt en masse sørgelige historier, som jeg nu frygter kunne ske for mit barn.
Tror bestemt ikke, at min frygt for at miste stopper efter fødslen, selvom det at få barnet ud i sikkerhed, er det der fylder mest lige nu.

Jeg går ikke til psykolog, da min første oplevelse kort efter vi mistede, ikke var særlig positiv, hun (psykologen) forstod mig slet ikke, og havde enormt travlt med at jeg ikke måtte være ked af det, for så kunne jeg ende med en depression, der var det 8 dage siden jeg fødte, øh så har man vel lov til at være ked af det!!! jeg var der kun to gange.

Carina:-) ville ønske at jeg havde dit mod, og er glad for at høre at fødslerne var som terapi for dig.
Tror aldrig jeg kunne nå der til, men kunne forestille mig at hvis jeg tog springet, og valgte en alm fødsel og den så gik godt, ville føle en kæmpe lettelse, og nok også føle mig lidt sej

Ja listen vokser når man møder andre der har mistet, men tilgengæld vokser listen også over dem der har fået skønne levende mirakler efter de stod midt i helvede.

Jeg har heller ikke selv brugt en psykolog i forbindelse med Lia døde, brugte såmænd heller ikke landsforeningen meget, men brugte dem til at komme til de tilbud som hjalp mig/os: efterfødselsgymnastik dor kvinder der har mistet og forældregruppe - for mig var den største hjælp at møde andre der havde mistet, mærke jeg ikke var unormal.... 

Er dog så nu blevet aktiv frivillig i landsforeningen og er med  til at lave temaaftener her i Roskilde og har været ud og holde oplæg af et par gange

Godt du kan få en god snak med jordemoder - har jeg aldrig kunne og havde absolut ikke en god oplevelse af deres formåen i forhold til os der har mistet da jeg fødte første gang efter, men det meget forandret næste gang, hvor jeg jo så heller ikke var i sådan sorg.

 

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

Jeg har ikke selv fået planlagt kejsersnit, men med det du har været igennem synes jeg det er fuldt forståeligt at du får det!

Jeg fik akut kejsersnit med min den første og fødte nr. 2 alm. Eller alm.var det vel ikke for han sad fast, blev taget med kop. Det var en skrækkelig fødsel hvor han var død da han kom og de måtte give ham hjertemassage i 4 min.
Pga. den hårde (og for tidlige fødsel) + iltmanglen udviklede han NEC (koldbrand i tarmene) og var ved at dø flere gange. Hvis vi skulle have en nr. 3 ville jeg, efter dette, også helt sikkert vælge planlagt kejsersnit så jeg forstår udmærket dit valg.

Jeg håber du får en god oplevelse med det.