PKS af skræk for barnet vil dø ved alm fødsel

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

jeg var selv bange og under fødsel kunne jeg desværre ikke åbne mig nok og mit barn ville kunne død hvis jeg ikke fik akut kejsersnit.. 

Jeg har ikke selv. Men min søster fik det to uger før termin ved hendes tre piger, da hun mistede den første i uge 40.

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

Jeg har fødselsangst.

Jeg var stensikker på at både min søn og jeg ville dø under fødslen, jeg fik akut kejsersnit men hvis jeg nåede frem til termin havde jeg fået et planlagt kejsersnit. Jeg kunne IKKE overvinde min frygt. Måske det kommer næste gang!

Nu er det kun 4 uger siden vi mistede vores søn og er derfor slet ikke så langt fremme at vi overvejer den næste endnu, men jeg kan sige at jeg allerede nu ved at jeg skal have PKS næste gang, den fødsel jeg havde (som tog 4 dage) og bare generelt hele mit forløb har gjort, at jeg aldrig aldrig aldrig kommer til at føde almindeligt igen.

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

Er rigtig ked af dit tab :-(

Jeg fik PKS for snart syv mdr. siden grundet angst for at min pige skulle dø under en fødsel. 

Du er velkommen til at sende en privatbesked hvis du vil vide mere. 

Når man har mistet er frygten/angsten for at miste igen stor. Naiviteten om det sker aldrig for mig er hevet væk og ma. Ved det kan ske og ja er måske endnu mere sandsynligt for det sker netop for mig igen. 

Når det er sket i graviditet, fødsel eller umiddelbart efter (jeg selv mistede min datter da hun var 4 dage), er graviditet og fødsel bare ikke lykkelige omstændigheder på samme måde, man skriver ikke sin termin ind i kalenderen og forventer man der får en sprællevende baby, man køber måske endda ting på trods for man ved der er en sandsynlighed for de ikke skal bruges osv. 

Jeg have en lang liste over hvad der kunne gå galt (altså kun inde i hovedet) og nød når jeg kunne sige tjek det skete ikke for så var jeg et skridt tættere på målet, men alligevel havde jeg en fornemmelse af, nej jeg kan kun miste på samme måde. jeg vidste min angst ville komme frem i lys lue når jeg sad med mit barn i armene, jeg ville se tegnene på hjertefejl som jeg kun havde fornemmet med Lia. Men det skete ikke, jeg overvandt ikke angsten ved at være god, få det talt om osv - jeg overvandt ved at lukke af, lukke helt af for mig. Det meste graviditeten slog jeg kroppen fra og var i mit hoved og i min sorg, selv fødslen vAr smerteløs fordi jeg slog fra, husker stadig hvordan kroppen arbejdede og jeg kiggede ud af vinduet og tænkte, er det snart færdigt så jeg kan lave noget andet. Det betød også jeg slog alle mine følelser fra til min dreng og var i en mærkelig ligegyldig tilstand. Det tog tid at overvinde den ligegyldighed og da jeg gjorde kom angsten for at miste, jeg kunne feks. Ikke kigge ned i liften når det blev mørkt for var sikker på jeg skulle se hans døde ansigt som jeg havde set Lias i liften.... Det tog over et år før jeg ikke dagligt nåede at tænke begravelse, hvordan skal jeg tackle situationen hvis Dina er hjemme, hvor skal han være på kirkegården osv igennem....

Jeg kan godt forstå du gerne vil overvinde angsten for fødslen og måske er det også et skridt der kunne være vigtigt at tage. Taler du med nogen om det? Tænker en psykolog, jordemoder, landsforeningen, en anden der har mistet på samme måde??? Ellers kan jeg stærkt foreslå det... 

Jeg har født alm 3 gange efter min datters død og et ks .

Ks var ikke med min gode vilje ,men havde ikke noget valg da der var for meget fostervand og derfor risiko for navlesnorsfremfald ved vandafgang.

+ at de mente han ville være for stor til at jeg kunne føde ham(han var 3600)

Jeg ville aldrig vælge ks frivilligt da vaginal fødsel er vigtigt for både mor og barn .

Og for mig var det ren terapi at have en normal fødsel efter min datters der var kaos,angst og masser af mennesker  der rendte rundt på stuen. Så var det skønt at vi kun var min mand ,jeg en læge en jm og en assistent til stede

 

Englepigens mor skriver:

Er der andre som har valgt et pks, fordi de var bange for barnet skulle dø ved alm fødsel?

Synes at ved de fleste pks historier jeg læser og hører om, er begrundelsen angst for smerten, og at man skal gå i stykker osv, eller at det simpelthen ikke er fysisk muligt at føde alm.

Jeg er gravid med nr 4, og har født 3 børn alm, så jeg ved godt at jeg kan, desværre fik jeg ikke mit sidste barn med hjem, da hun var død ved fødslen.

Det har gjort at jeg er skrækslagen for overhovedet at skulle ind på en fødestue igen, og jeg er enormt bange for at der, (hvis jeg skulle føde alm) skulle gå noget galt og barnet så ville dø under fødslen, så jeg har valgt et pks, selvom det bestemt ikke er noget jeg har lyst til, og bare tanken om at nogen skal skære i mig giver mig kuldegysninger, men føler det er det "sikre" valg for barnet.

Vil høre om der er andre der har haft den form for fødsels angst? og evt overvundet den og alligevel født alm.??

har ikke selv prøvet det.. Men ville ikke forlade tråden uden at skrive jeg udemærket godt forstår dig ovenpå din sidste fødsels oplevelse!

Tak for jeres svar

Jeg har hele tiden haft det som dig grinny, at jeg på ingen måde skulle føde alm igen, og særligt da det kun var 4 uger siden vi mistede.
Jeg lå 3 dage på fødestuen, og hele forløbet var meget traumatiserende for både min mand og jeg.

Men jeg har nu været til samtale med en jordemoder, (som har med piger der har oplevet den slags at gøre), og hun fortalte at, det at man igen føder alm, og denne gang får et levende barn op på brystet, er psykisk helende, og det kan jeg sagtens følge hende i, problemet er bare at jeg ikke tør.

Jeg er dog gået med til at vi laver en fødselsplan, til hvis jeg selv går igang inden pks, (som er 38+3) og så kan jeg overveje om jeg tør følge den, og ellers laver de et kejsersnit.

Lige pt er jeg 98% sikker på at det bliver kejsersnit, men kan mærke at samtalen rumsterer i hovedet på mig, og kan jo godt se fordelene ved alm fødsel, også i tiden efter med 3 børn og en mand der ikke er så meget hjemme..... Ville bare ønske jeg kunne kigge i krystalkuglen og se at alt vil gå godt denne gang.

Lineog4 det med listen over ting mit barn kan dø af, kender jeg alt for godt, jeg har haft stor glæde af landsforeningen for spædbarnsdød, men samtidig har jeg jo også der igennem hørt en masse sørgelige historier, som jeg nu frygter kunne ske for mit barn.
Tror bestemt ikke, at min frygt for at miste stopper efter fødslen, selvom det at få barnet ud i sikkerhed, er det der fylder mest lige nu.

Jeg går ikke til psykolog, da min første oplevelse kort efter vi mistede, ikke var særlig positiv, hun (psykologen) forstod mig slet ikke, og havde enormt travlt med at jeg ikke måtte være ked af det, for så kunne jeg ende med en depression, der var det 8 dage siden jeg fødte, øh så har man vel lov til at være ked af det!!! jeg var der kun to gange.

Carina:-) ville ønske at jeg havde dit mod, og er glad for at høre at fødslerne var som terapi for dig.
Tror aldrig jeg kunne nå der til, men kunne forestille mig at hvis jeg tog springet, og valgte en alm fødsel og den så gik godt, ville føle en kæmpe lettelse, og nok også føle mig lidt sej