At se hvor mange der mener man bare skal vende det blinde øje til at ens barn er blevet bidt eller kradset i vuggestue, dagpleje eller børnehave...
er folk virkelig så ligeglade med deres barn bliver skadet af et andet barn???
Jeg bliver da virkelig bange for at sende min søn videre ud i verden hvis han bare bliver mødt af den holdning at fordi det sker flere steder og flere gange så er det ok at blive angrebet og bidt og kradset af et andet menneske???
ved godt at børn gør det i frustration og ikke altid kan styre det...
men at man ligefrem opfordrer folk til bare at ignorere det synes jeg virkelig ikke er i orden...
Det er IKKE OKAY at bide andre.. uanset ens alder...
hvad gør vi med dyr når de bider? ignorere vi det så også med undskyldningen jamen de ved jo ikke hvad de gør?
NEJ, de bliver irettesat og højst sandsynligt aflivet fordi der er risiko for de gør det igen...
Så hvordan kan vi med børn tillade at vores kæreste eje bare bliver angrebet og sige nå ja det er det der sker???
Skulle de forældre hvor barnet dør i VS, BH eller DP så også bare sige nå ja det er det der sker og så gå videre med deres liv???
Føler virkelig det er det man ligger op til...
Man siger at det er ligemeget for det er jo noget der sker hele tiden...
Så jeg må gerne gå ud og slå folk ned i et vredes udbrud bare jeg gør det mere end en gang for så er det bare synd for mig at jeg ikke kan styre det???
ej blev bare så harm over det jeg så skrevet at jeg lige havde brug for at lukke dampen ud...
Det er vores børn for BIIIPPP det er vores fremtid... hvis de bliver angrebet skal vi så absolut ikke nedtone det for så lærer de bare at det er iorden at det sker...
hvis de ser mor og far der imod reagere (uden at overreagere) på det ser de det ikke er iorden det er sket, og at der er nogen der hjælper dem når eller hvis det sker igen...
Undskyld, men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. At sammenligne et bid i vuggestuen med et barn der dør, og at sammenligne opdragelse af vores børn med aflivning af hunde...
Nå, men altså. Selvfølgelig skal man ikke være totalt ligeglad og ignorere hvis det er noget der sker igen og igen. Men et enkelt bid engang imellem, ja, det sker altså. Og det ER normal opførsel af et vuggestuebarn at det sker engang imellem. Mit barn er både blevet bidt, og har også selv bidt. Det er klart at hvis der er tale om gentagen opførsel fra det samme barn, så skal der gribes ind. Og det kan aldrig skade at tage en snak med en pædagog når det sker.
Men jeg oplever desværre oftere at der bliver set ned på børn der en sjælden gang bider, eller slår, og at det er opfattelsen at de børn er uvorne og at deres forældre ikke kan opdrage på dem. Forældre med børn der aldrig har bidt/slået el. lign., forstår ikke at det kan være en naturlig refleks fra et barn, og ikke nødvendigvis behøver at være et tegn på mistrivsel eller lignende. Og det kan altså være ret op af bakke når man har et barn som reagerer fysisk og udadvendt. Hvis barnet føler sig skamfuld og forkert, vil det blot forstærke den uhensigtsmæssige opførsel.
Min søn bider ikke, men han har en tendens til at skubbe. Selvfølgelig fortæller vi ham hver gang at det ikke er OK. Og det er han også begyndt at forstå nu, men det er jo noget der sker impulsivt i en situation hvor han ikke kan se en anden udvej. Han er så lille at han ikke forstår hverken empati eller konsekvens.
Nogle forældre tager det med et skuldertræk og forstår at han er et barn der reagerer udadvendt. Men jeg oplevede også en situation hvor mit barn skubbede et andet barn som begyndte at græde, og moren med store panikfyldte øjne, tog sit barn og skyndte sig 10 meter væk fra mig og min søn. Det var en vildt ubehagelig oplevelse, og jeg kan ikke se at det gavner hendes søn at lære at man i en sådan situation bare skal begynde at tude og så bliver man fjernet fra situationen. Hvorfor ikke blive der, tage en snak med min søn, lære hendes egen søn at det ikke er farligt at blive skubbet?
Selvfølgelig er der en gylden mellemvej - det var blot for at give et eksempel fra den anden side af sagen.
