far træder ikke til!

Anonym skriver:

Jeg er ano eg synes det er utrolig pinligt at min man ikke er der for mig når jeg behøver det. Hvis nogen kan kende mig, så venligst respekter det.

Min mand er handicappet" efter en ulykke, og smerterne er værst om morgenen.

Jeg har meget fravær fra skolen fordi jeg ikke har ladet min mand passe vores barn ved sygdom, selvom han går hjemme.

Han bliver i dårligt humør når han har ondt og har kort lunte.

Min sagsbehandler fortæller mig at mit fravær er for meget og jeg skal arbejde med mig selv og give min mand lov til at være alene med vores barn, så jeg kan passe min skole på trods af barn syg.

Idag er barnet syg, og jeg spørger min mand (som også synes jeg skal arbejde med at give ham barnet) om han så taget barnet i dag. Han vil ikke rigtig svare mig (typisk ham) og siger at det må jeg selv om. 

Jeg gå ud for at ryge og kan høre mit barn græder og bliver ved med at kalde på mig. Jeg kigget ind af vinduet og ser et barn der er dybt ulykkeligt og vil ud til mig og en mand som bare ligger på sofaen med sin dyne og ikke så meget som prøvet at tale barnet til ro. Han gør intet!

Jeg går ind og spørger hamhvordan han dog vil passe barnet når han ikke så meget som prøver at opmuntre den lille til at det er ok og far er der.

Han råber højt så barnet bliver bange og siger så at jeg jo selv er uden om det og han altså skal vide minimum dagen i forvejen hvis han skal være alene med vores barn. Men barnet er jo blevet syg i nat.

Så kommer han og spørger Mens jeg sidder og leger med barnet på dets værelse, 5 min inden jeg skulle være mødt om jeg dog ikke skulle i skolen.

Ej men altså, er helt rundt på gulvet. Har mest lyst til at gå fra ham. Så kan han pleje sig selv i fred.

Skulle bare ud med det. Jeg ved han har smerter, ved ikke om det er mig der er unfair, synes bare det hele er så mærkeligt.

 

Blev din mand handicappet før eller efter I valgte at få et barn?

det er hårdt skrevet men TÆNK PÅ DIG SELV!

du kan ikke være mor for dit barn og din mand/kæreste.

så i skal til at få talt ud eller få den hjælp der kræver så i kan blive et par der arbejder sammen stedet for mod hinanden

ellers er der jo kun en udvej og det er at smutte for du kan jo ikke blive ved og fravær kan du jo heller ikke blive ved med

kæmpe krammer

 

modesty skriver:

Blev din mand handicappet før eller efter I valgte at få et barn?

Før, men hans smerter bliver vidst værre og værre med årene. Det er jo efterhånden 3 år siden vi valgte at beholde det barn Jeg blev gravid med. Og det er 7 år siden han var ude for ulykken. Han er fuldt funktionel men smerterne invalidere ham.

B&J skriver:

det er hårdt skrevet men TÆNK PÅ DIG SELV!

du kan ikke være mor for dit barn og din mand/kæreste.

så i skal til at få talt ud eller få den hjælp der kræver så i kan blive et par der arbejder sammen stedet for mod hinanden

ellers er der jo kun en udvej og det er at smutte for du kan jo ikke blive ved og fravær kan du jo heller ikke blive ved med

kæmpe krammer

 

Det er slet ikke hårdt skrevet. Det er sandt og jeg tænker ofte selv i de baner.

Anonym skriver:

Det er slet ikke hårdt skrevet. Det er sandt og jeg tænker ofte selv i de baner.

 håber du så får det gjord så i kan komme videre og få arbejdet sammen omkring tingene

Hold da op kan da virkelig godt forstå at vis han ikke kan vise at han kan håntere jeres barn når du er der at du ikke kan få dig selv til at efterlade den lille alene med ham.
Nu har jeg selv kroniske smerter så lever med ekstrame smerter hver dag og ja det kan da godt gøre ens lunte lidt kortere men det er ikke insbetydene med at han kan opføre sig sådan så må man altså bare tage sig sammen selv om det er svært man kan altså utrolig mange ting selv om man har smerter.
Så må han sku mande sig op og vise det er jer han vil for du skal ikke både passe ham og barn og skole det er der jo ingen der kan holde til i længten og slet ikke når man ikke får lidt ros og bekraftelse men kun negativ fetbag.
Du får lige et kæmpe her fra håber han snart vælger at tage sig sammen og vise han kan være en god kæreste og far for jeres barn.

Anonym skriver:

Jeg er ano eg synes det er utrolig pinligt at min man ikke er der for mig når jeg behøver det. Hvis nogen kan kende mig, så venligst respekter det.

Min mand er handicappet" efter en ulykke, og smerterne er værst om morgenen.

Jeg har meget fravær fra skolen fordi jeg ikke har ladet min mand passe vores barn ved sygdom, selvom han går hjemme.

Han bliver i dårligt humør når han har ondt og har kort lunte.

Min sagsbehandler fortæller mig at mit fravær er for meget og jeg skal arbejde med mig selv og give min mand lov til at være alene med vores barn, så jeg kan passe min skole på trods af barn syg.

Idag er barnet syg, og jeg spørger min mand (som også synes jeg skal arbejde med at give ham barnet) om han så taget barnet i dag. Han vil ikke rigtig svare mig (typisk ham) og siger at det må jeg selv om. 

Jeg gå ud for at ryge og kan høre mit barn græder og bliver ved med at kalde på mig. Jeg kigget ind af vinduet og ser et barn der er dybt ulykkeligt og vil ud til mig og en mand som bare ligger på sofaen med sin dyne og ikke så meget som prøvet at tale barnet til ro. Han gør intet!

Jeg går ind og spørger hamhvordan han dog vil passe barnet når han ikke så meget som prøver at opmuntre den lille til at det er ok og far er der.

Han råber højt så barnet bliver bange og siger så at jeg jo selv er uden om det og han altså skal vide minimum dagen i forvejen hvis han skal være alene med vores barn. Men barnet er jo blevet syg i nat.

Så kommer han og spørger Mens jeg sidder og leger med barnet på dets værelse, 5 min inden jeg skulle være mødt om jeg dog ikke skulle i skolen.

Ej men altså, er helt rundt på gulvet. Har mest lyst til at gå fra ham. Så kan han pleje sig selv i fred.

Skulle bare ud med det. Jeg ved han har smerter, ved ikke om det er mig der er unfair, synes bare det hele er så mærkeligt.

 

Lyder som om din mand har det rigtig skidt udover smerter, kender desværre det der reaktionsmønster og sådan gør man ikke hvis man har det godt og har overskud..

Jeg synes i skal prøve at komme i kontakt med en familievejdleder, der kan hjælpe jer med nogen klare aftale og hvordan I for kommunikeret jeres behov for hinanden korrekt uden det kommer ud i galdebobler..

Er din mand kronisk syg?
Har han en handikapvejleder, så kan han/hun nok hjælpe med noget støtte..

Synes også du skal snakke med din sagsbehandler om noget vejledning hun må også kunne sætte noget i gang...

Og så må du sige det som det er 'jeg bliver enlig mor hvis I ikke hjælper os igennem det her'

Før, men hans smerter bliver vidst værre og værre med årene. Det er jo efterhånden 3 år siden vi valgte at beholde det barn Jeg blev gravid med. Og det er 7 år siden han var ude for ulykken. Han er fuldt funktionel men smerterne invalidere ham.

OK... Jeg synes det er svært at vurdere situationen når man ikke selv er en del af den.

Men jeg tænker at du jo også selv har valgt at få et barn med en smertepatient, og derfor også har et ansvar for at få tingene til at fungere. Dermed ikke sagt at du absolut skal blive hos en mand du ikke elsker længere. Men det kan være et voldsomt pres at få et barn, og det pres vil være større hvis forholdet/den ene forælder i forvejen er presset. Så må man også være indstillet på at skulle kæmpe for at få det til at fungere. Det lyder måske lidt hårdt, men altså...

Jeg kan ikke helt bedømme om det var hønen eller ægget der kom først her. Om dét at han ikke har fået ansvar (=at du ikke har fralagt dig, og pålagt ham, ansvar) er årsag til at han ikke er mere på banen, eller om det er omvendt.

Jeg oplever ofte kvinder der af den ene eller den anden årsag ikke tør, eller ikke vil, slippe kontrollen over barnet. Og det kan være mere eller mindre ubevidst. Desværre (men forståeligt nok) er det de færreste mænd der kaster sig ind i kampen hvis de ikke føler at der er tillid til dem.

At tage sig af et barn er ikke noget man bare lige kan, det er noget man skal lære, og det kan være enormt angstprovokerende at påtage sig det ansvar når man ikke har været vant til det.

Måske I allerede har gjort det, men jeg synes at I skal sætte jer ned og tage en lang grundig snak, hvor I taler situationen igennem og laver nogle aftaler. F.eks:

-Det går ikke at han skal have at vide dagen før at han skal passe. Barnet er jo ikke sygt dagen før det bliver sygt.

-Hvor meget er han i stand til at være alene med barnet? Hvor mange timer af gangen, hvor mange gange om ugen?

-Hvordan kan han være sammen med barnet på en ikke-belastende måde? Skal der måske slækkes på TV-kvoter når far er alene med barnet? El. lign.

-Evt. øv jer i weekenderne, hvor I langsomt optrapper perioden han er alene med barnet.

Jeg har ikke læst alle indlæg. Men jeg er selv smertepatient, og så er jeg mor.

På sin vis kan jeg følge din mand, for nogen dage er bare rigtig hårde, og specielt her i vinterperioden (syntes jeg)

Men som jeg læser det lidt, lader det ikke til det kun er smerter, ellers lyder det som om han flytter sine psykiske smerter, til noget fysisk. Jeg har selv stået der. Accepten af at man ikke længere kan det man kunne, accepten fra omverden, og accepten af man pludselig er anderledes....

Jeg vil sige, det jeg hader allermest er råd fra andre som ikke har smerter, som ikke ved hvor svært det er at stå op nogen morgener (har en svigermor der ved alt) og ikke acceptere at jeg altså godt kan plante datteren foran tv'et en lørdag, eller hun tegner, leger med modellervoks, mens jeg ligger på sofaen.

Jeg tænker om din mand har fået nogen form for hjælp, jeg har gået på smerteklinik, fået hjælp til mine smerter, ved medicin, men også psykologhjælp. Jeg var i starten rigtig god til at klø på, for det kunne jeg før i tiden, men inden jeg nåede middag, så lå jeg på langs i sofaen, og havde så mange smerter jeg ikke kunne gå i 2-3 dage bagefter.

Jeg havde en psykolog som hjalp mig til at finde den middelvej, jeg havde brug for. At gøre badeværelset rent i bidder i løbet af dagen, så jeg ikke overanstrængte mig. Jeg skal gerne indrømme at alt det vi havde snakket om, jeg kunne sagtens se det. Men det var først da jeg stod med en positiv test, og vi ventede vores datter at jeg kunne se jeg SKULLE ligge mit liv om. Det handlede ikke længere om mig, jeg skulle fungere i hverdagen.

Jeg vil råde til at få manden afsted til lægen, få en henvisning til smerteklinik, hvis han ikke allerede har, få noget psykologhjælp, for det lyder som om der er mere end bare smerter som trætter ham.

OG DET ER IKKE EN SKAM AT FÅ HJÆLP TIL AT TAKLE SIN PSYKE OMKRING SINE SMERTER.

Giv ham et kærligt spark, nej du skal ikke være mor, men jeg tror han har brug for lidt støtte til at acceptere det

Og det vigtigste er accepten fra ens partner.