Jeg er ano eg synes det er utrolig pinligt at min man ikke er der for mig når jeg behøver det. Hvis nogen kan kende mig, så venligst respekter det.
Min mand er handicappet" efter en ulykke, og smerterne er værst om morgenen.
Jeg har meget fravær fra skolen fordi jeg ikke har ladet min mand passe vores barn ved sygdom, selvom han går hjemme.
Han bliver i dårligt humør når han har ondt og har kort lunte.
Min sagsbehandler fortæller mig at mit fravær er for meget og jeg skal arbejde med mig selv og give min mand lov til at være alene med vores barn, så jeg kan passe min skole på trods af barn syg.
Idag er barnet syg, og jeg spørger min mand (som også synes jeg skal arbejde med at give ham barnet) om han så taget barnet i dag. Han vil ikke rigtig svare mig (typisk ham) og siger at det må jeg selv om.
Jeg gå ud for at ryge og kan høre mit barn græder og bliver ved med at kalde på mig. Jeg kigget ind af vinduet og ser et barn der er dybt ulykkeligt og vil ud til mig og en mand som bare ligger på sofaen med sin dyne og ikke så meget som prøvet at tale barnet til ro. Han gør intet!
Jeg går ind og spørger hamhvordan han dog vil passe barnet når han ikke så meget som prøver at opmuntre den lille til at det er ok og far er der.
Han råber højt så barnet bliver bange og siger så at jeg jo selv er uden om det og han altså skal vide minimum dagen i forvejen hvis han skal være alene med vores barn. Men barnet er jo blevet syg i nat.
Så kommer han og spørger Mens jeg sidder og leger med barnet på dets værelse, 5 min inden jeg skulle være mødt om jeg dog ikke skulle i skolen.
Ej men altså, er helt rundt på gulvet. Har mest lyst til at gå fra ham. Så kan han pleje sig selv i fred.
Skulle bare ud med det. Jeg ved han har smerter, ved ikke om det er mig der er unfair, synes bare det hele er så mærkeligt.
