Tanker om barn nr. 3

Jeg har bare brug for lidt respons på det her/råd.

Vi har to skønne unger nu med 18 måneders mellemrum. Og jeg føler mig så rig. Hver aften, når jeg går i seng, går jeg ind til dem og ligger dynen over dem, som de som regel har sparket af i løbet af aftenen. Nusser dem på kinden og ser lidt på deres trygt sovende ansigter. Jeg tænker på hvor heldig jeg er, hvor højt jeg elsker dem, og jeg får tårer i øjnene. Jeg er virkelig så RIG. Rig på kærlighed og lykke over min lille familie.

Men jeg kan mærke, at der er en sjæl mere derude, der venter på vi er klar til at få en mere. Der er en sjæl mere, der skal berige vores liv, og vi er ikke færdige endnu. Denne lille sjæl har tålmodighed og skal vente nogle år, men den er klar og venter bare på vores initiativ.

Vi vil begge så gerne have barn nr. 3. Og jeg glæder mig til det!

Men på den anden side er jeg SÅ bange for det. Det følgende kommer nok til at lyde åndssvagt, men det er virkelig sådan jeg har det!

Jeg føler at vi op til nu har vundet i livets lotteri. Bevares, vores parforhold har ikke været/er ikke altid en dans på roser, Rose havde vi en hård start med fordi hun er sensitiv, James blev født med navlesnoren om halsen og hans hjertelyd dykkede til sidst i fødslen, så det kunne gå stærkt. Men når alt det er sagt, så er der alt det positive..

Det tog 1½ måned at lave Rose. Det tog 14 dage at lave James. Det er bare gået så nemt og enkelt! Jeg har haft nogle gode fødsler uden smertelindring, lige som jeg altid har drømt om. Og L og jeg har vist, at vi kæmper for vores familie, og trods enorme kriser holder vi sammen og har været sammen i 4 år til sommer. At få James så tæt på Rose har ikke været hårdt, og jeg ser søskendekærligheden blomstre dag for dag. Vi har været så heldig med masser af støtte og opbakning fra bedsteforældre, som i DEN grad vil deres børnebørn og elsker at tilbringe tid med dem. Vi mangler ikke noget. Vi er ikke de rigeste, men børnene har godt tøj på kroppen, der er mad på bordet, og vi har et ganske respektabelt tag over hovedet.

Det har bare været for godt og nemt, hvis i forstår hvad jeg mener. Så jeg er så bange for, at vi har opbrugt vores held. At nu er heldet ligesom sluppet op.

Jeg er bange for, at det vil tage os evigheder at få nr. 3. Jeg er bange for at få en kompliceret graviditet. Og allermest er jeg bange for at der går noget alvorligt galt under fødslen, eller at fødslen bliver kompliceret, ender i AKS, eller at jeg føder så hurtigt, at jeg føder hjemme på stuegulvet under stor panik eller lignende. Jeg er bange for at få et sygt barn. Er bange for at få et kolikbarn (igen).

Jeg glemmer aldrig hvad min jordemoder sagde, da jeg ventede James:

"Jeg har ikke mange overtroer som jordemoder, og dem jeg har, deler jeg med de fleste andre jordemødre. De to er, at amning næsten altid går bedre anden gang, som om barnet har taget barn nr. 1s erfaring og bare ved hvordan det skal gøre. Den anden er, at 3. gangsfødsler sjældent går som forventet - De er som regel drillefødsler, og der sker som regel noget uventet"

Og oven i det er det sådan, hos de fleste jeg kender med 3. børn, at der har været et eller andet med fødsel nr. 3.

Alle de her tanker gør, at jeg er sindssygt bange for at tage chancen. Hvad nu hvis vi har opbrugt det held og den lykke vi har fået tildelt? Men jeg kan bare mærke, at der er en lille sjæl der venter på os derude. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kombinere de to tanker..

Rationelt anskuet kunne du have gjort dig nøjagtigt de samme tanker, da I havde fået det første barn - eller for så vidt, da du fandt drømmemanden, da du kom ind på drømmestudiet osv osv: "NU må mit held være brugt op!" Der er jo absolut intet, der taler for, at barn nr. tre lige netop skulle være det, der vender jeres lykke.

Jeg tror egentlig bare, dine tanker udspringer af, at du her og nu føler dig lykkelig og privilegeret - og så hægter du "det kan da ikke blive ved"-følelsen på tanken om det tredje barn. Hvis I var afklarede med, at I kun ville have to børn, ville du måske have gruet for ikke at få job, når du er færdig, at manden ville blive træt af dig - eller noget helt syvende. 

Jeg fik tre skønne unger efter nemme graviditeter og fødsler, og det var ikke til at forudsige, at vores ældste barn som 14-årig fik psykiske problemer, spiseforstyrrelse etc. Hun har det rigtigt godt nu! - men vi når nok aldrig til et punkt i livet, hvor vi VED, at alt forbliver godt, og hvor bekymringerne for vores børn helt er væk - og de kan lige så vel vise sig at angå vores skønne førstefødte som det barn, vi overvejer at sætte i verden. 

Jeg har lige fået konstateret sklerose - det var bestemt ikke i mine tanker, da mine børn var små, og alt tegnede lyst - men i den tid, jeg har vidst, at jeg var i risiko for at få sygdommen, har jeg lært at samle på lykkestunderne, glæde mig over alt det positive, der er i mit liv og lade være med at forpeste mine tanker med "skuffelser, der måske ikke går i opfyldelse". 

Du skal turde tro på, livet fortsat vil dig det bedste, og skulle du så møde modgang - hvad der absolut ikke er nogen grund til at frygte, at præcis barn nr. tre skulle afstedkomme - så mildnes eller ændres modgangen ikke spor af, at du forinden har brugt kræfter på at tænke, at det KAN gå galt en dag. 

Janne T. skriver:

Jeg har bare brug for lidt respons på det her/råd.

Vi har to skønne unger nu med 18 måneders mellemrum. Og jeg føler mig så rig. Hver aften, når jeg går i seng, går jeg ind til dem og ligger dynen over dem, som de som regel har sparket af i løbet af aftenen. Nusser dem på kinden og ser lidt på deres trygt sovende ansigter. Jeg tænker på hvor heldig jeg er, hvor højt jeg elsker dem, og jeg får tårer i øjnene. Jeg er virkelig så RIG. Rig på kærlighed og lykke over min lille familie.

Men jeg kan mærke, at der er en sjæl mere derude, der venter på vi er klar til at få en mere. Der er en sjæl mere, der skal berige vores liv, og vi er ikke færdige endnu. Denne lille sjæl har tålmodighed og skal vente nogle år, men den er klar og venter bare på vores initiativ.

Vi vil begge så gerne have barn nr. 3. Og jeg glæder mig til det!

Men på den anden side er jeg SÅ bange for det. Det følgende kommer nok til at lyde åndssvagt, men det er virkelig sådan jeg har det!

Jeg føler at vi op til nu har vundet i livets lotteri. Bevares, vores parforhold har ikke været/er ikke altid en dans på roser, Rose havde vi en hård start med fordi hun er sensitiv, James blev født med navlesnoren om halsen og hans hjertelyd dykkede til sidst i fødslen, så det kunne gå stærkt. Men når alt det er sagt, så er der alt det positive..

Det tog 1½ måned at lave Rose. Det tog 14 dage at lave James. Det er bare gået så nemt og enkelt! Jeg har haft nogle gode fødsler uden smertelindring, lige som jeg altid har drømt om. Og L og jeg har vist, at vi kæmper for vores familie, og trods enorme kriser holder vi sammen og har været sammen i 4 år til sommer. At få James så tæt på Rose har ikke været hårdt, og jeg ser søskendekærligheden blomstre dag for dag. Vi har været så heldig med masser af støtte og opbakning fra bedsteforældre, som i DEN grad vil deres børnebørn og elsker at tilbringe tid med dem. Vi mangler ikke noget. Vi er ikke de rigeste, men børnene har godt tøj på kroppen, der er mad på bordet, og vi har et ganske respektabelt tag over hovedet.

Det har bare været for godt og nemt, hvis i forstår hvad jeg mener. Så jeg er så bange for, at vi har opbrugt vores held. At nu er heldet ligesom sluppet op.

Jeg er bange for, at det vil tage os evigheder at få nr. 3. Jeg er bange for at få en kompliceret graviditet. Og allermest er jeg bange for at der går noget alvorligt galt under fødslen, eller at fødslen bliver kompliceret, ender i AKS, eller at jeg føder så hurtigt, at jeg føder hjemme på stuegulvet under stor panik eller lignende. Jeg er bange for at få et sygt barn. Er bange for at få et kolikbarn (igen).

Jeg glemmer aldrig hvad min jordemoder sagde, da jeg ventede James:

"Jeg har ikke mange overtroer som jordemoder, og dem jeg har, deler jeg med de fleste andre jordemødre. De to er, at amning næsten altid går bedre anden gang, som om barnet har taget barn nr. 1s erfaring og bare ved hvordan det skal gøre. Den anden er, at 3. gangsfødsler sjældent går som forventet - De er som regel drillefødsler, og der sker som regel noget uventet"

Og oven i det er det sådan, hos de fleste jeg kender med 3. børn, at der har været et eller andet med fødsel nr. 3.

Alle de her tanker gør, at jeg er sindssygt bange for at tage chancen. Hvad nu hvis vi har opbrugt det held og den lykke vi har fået tildelt? Men jeg kan bare mærke, at der er en lille sjæl der venter på os derude. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kombinere de to tanker..

Jeg bliver så glad når jeg læser dit indlæg. Synes det er så fantastisk, at I har det så godt.

Jeg tror dine tanker har noget at gøre med at du har bange for at ødelægge det gode i har nu. Men jeg er SIKKER på, at nr. 3 ikke vil ødelægge noget for jer men derimod kun give jer mere glæde i jeres liv.

Kæmpe kram!

Jeg genkender absolut din følelse af rigdom, og dine tanker om nr tre. Jeg går også ind til børnene om aftnen og ser på dem og føler mig rig...

Når det gælder nr tre. Jeg har også ønsket mig nr tre - og jeg ville absolut have arbejdet aktivt for at få barnet, hvis ikke mit forhold til børnenes far var gået i stykker. Jeg tror, det er vigtigt, at tænke, at overtro er overtro.

Jeg var nr tre - og min mor har altid sagt, at det var den bedste fødsel af de tre. En veninde af mig har også lige fået nr tre i sommer, og hun var også meget nervøs, siden det var tredje fødsel, men alt gik fuldstændig efter skema og problemfrit.

Når det gælder lykke, så tror jeg ikke på, at man kan bruge den op. Til gengæld tror jeg, at det er enkelt at fortryde de børn, man ikke fik. Vi får alle doser af problemer og vanskelige perioder. Når de er overstået og er kommet lidt på afstand virker de ikke fuldt så vanskelige længere. Man klarede det jo. Uanset, hvad man gør, er der ingen, som kommer til at leve et liv som bare er enkelt og problemfrit. Så om I får nr tre eller ikke, så vil der komme perioder med problemer og vanskeligheder i fremtiden. - Men det er en stor ting at vælge at prøve at få nr tre eller ikke, så det er klart, man tænker meget omkring det.

Det med at tredje fødsel skulle være en drille fødsel det altså ikke altid.

Min tredje fødsel var den bedste, og uden nogen form for drilleri.

.

Janne T. skriver:

Jeg har bare brug for lidt respons på det her/råd.

Vi har to skønne unger nu med 18 måneders mellemrum. Og jeg føler mig så rig. Hver aften, når jeg går i seng, går jeg ind til dem og ligger dynen over dem, som de som regel har sparket af i løbet af aftenen. Nusser dem på kinden og ser lidt på deres trygt sovende ansigter. Jeg tænker på hvor heldig jeg er, hvor højt jeg elsker dem, og jeg får tårer i øjnene. Jeg er virkelig så RIG. Rig på kærlighed og lykke over min lille familie.

Men jeg kan mærke, at der er en sjæl mere derude, der venter på vi er klar til at få en mere. Der er en sjæl mere, der skal berige vores liv, og vi er ikke færdige endnu. Denne lille sjæl har tålmodighed og skal vente nogle år, men den er klar og venter bare på vores initiativ.

Vi vil begge så gerne have barn nr. 3. Og jeg glæder mig til det!

Men på den anden side er jeg SÅ bange for det. Det følgende kommer nok til at lyde åndssvagt, men det er virkelig sådan jeg har det!

Jeg føler at vi op til nu har vundet i livets lotteri. Bevares, vores parforhold har ikke været/er ikke altid en dans på roser, Rose havde vi en hård start med fordi hun er sensitiv, James blev født med navlesnoren om halsen og hans hjertelyd dykkede til sidst i fødslen, så det kunne gå stærkt. Men når alt det er sagt, så er der alt det positive..

Det tog 1½ måned at lave Rose. Det tog 14 dage at lave James. Det er bare gået så nemt og enkelt! Jeg har haft nogle gode fødsler uden smertelindring, lige som jeg altid har drømt om. Og L og jeg har vist, at vi kæmper for vores familie, og trods enorme kriser holder vi sammen og har været sammen i 4 år til sommer. At få James så tæt på Rose har ikke været hårdt, og jeg ser søskendekærligheden blomstre dag for dag. Vi har været så heldig med masser af støtte og opbakning fra bedsteforældre, som i DEN grad vil deres børnebørn og elsker at tilbringe tid med dem. Vi mangler ikke noget. Vi er ikke de rigeste, men børnene har godt tøj på kroppen, der er mad på bordet, og vi har et ganske respektabelt tag over hovedet.

Det har bare været for godt og nemt, hvis i forstår hvad jeg mener. Så jeg er så bange for, at vi har opbrugt vores held. At nu er heldet ligesom sluppet op.

Jeg er bange for, at det vil tage os evigheder at få nr. 3. Jeg er bange for at få en kompliceret graviditet. Og allermest er jeg bange for at der går noget alvorligt galt under fødslen, eller at fødslen bliver kompliceret, ender i AKS, eller at jeg føder så hurtigt, at jeg føder hjemme på stuegulvet under stor panik eller lignende. Jeg er bange for at få et sygt barn. Er bange for at få et kolikbarn (igen).

Jeg glemmer aldrig hvad min jordemoder sagde, da jeg ventede James:

"Jeg har ikke mange overtroer som jordemoder, og dem jeg har, deler jeg med de fleste andre jordemødre. De to er, at amning næsten altid går bedre anden gang, som om barnet har taget barn nr. 1s erfaring og bare ved hvordan det skal gøre. Den anden er, at 3. gangsfødsler sjældent går som forventet - De er som regel drillefødsler, og der sker som regel noget uventet"

Og oven i det er det sådan, hos de fleste jeg kender med 3. børn, at der har været et eller andet med fødsel nr. 3.

Alle de her tanker gør, at jeg er sindssygt bange for at tage chancen. Hvad nu hvis vi har opbrugt det held og den lykke vi har fået tildelt? Men jeg kan bare mærke, at der er en lille sjæl der venter på os derude. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kombinere de to tanker..

Men du er jo ikke alene om disse tanker - vi er rigtig mange, der har haft nøjagtig de samme tanker - og vi er mange, der måtte sande, at det fantastiske liv fortsatte, også selvom vi udfordrede skæbnen med et tredje barn.

Min tredje fødsel var fantastisk, nummer 2 knapt så sjov - så du kan være heldig eller uheldig at spørge de "rigtige", når du får fødselsberetninger, men der er absolut INTET, der taler imod, at du ikke skulle fortsætte med fantastiske fødsler og unger

Janne T. skriver:

Jeg har bare brug for lidt respons på det her/råd.

Vi har to skønne unger nu med 18 måneders mellemrum. Og jeg føler mig så rig. Hver aften, når jeg går i seng, går jeg ind til dem og ligger dynen over dem, som de som regel har sparket af i løbet af aftenen. Nusser dem på kinden og ser lidt på deres trygt sovende ansigter. Jeg tænker på hvor heldig jeg er, hvor højt jeg elsker dem, og jeg får tårer i øjnene. Jeg er virkelig så RIG. Rig på kærlighed og lykke over min lille familie.

Men jeg kan mærke, at der er en sjæl mere derude, der venter på vi er klar til at få en mere. Der er en sjæl mere, der skal berige vores liv, og vi er ikke færdige endnu. Denne lille sjæl har tålmodighed og skal vente nogle år, men den er klar og venter bare på vores initiativ.

Vi vil begge så gerne have barn nr. 3. Og jeg glæder mig til det!

Men på den anden side er jeg SÅ bange for det. Det følgende kommer nok til at lyde åndssvagt, men det er virkelig sådan jeg har det!

Jeg føler at vi op til nu har vundet i livets lotteri. Bevares, vores parforhold har ikke været/er ikke altid en dans på roser, Rose havde vi en hård start med fordi hun er sensitiv, James blev født med navlesnoren om halsen og hans hjertelyd dykkede til sidst i fødslen, så det kunne gå stærkt. Men når alt det er sagt, så er der alt det positive..

Det tog 1½ måned at lave Rose. Det tog 14 dage at lave James. Det er bare gået så nemt og enkelt! Jeg har haft nogle gode fødsler uden smertelindring, lige som jeg altid har drømt om. Og L og jeg har vist, at vi kæmper for vores familie, og trods enorme kriser holder vi sammen og har været sammen i 4 år til sommer. At få James så tæt på Rose har ikke været hårdt, og jeg ser søskendekærligheden blomstre dag for dag. Vi har været så heldig med masser af støtte og opbakning fra bedsteforældre, som i DEN grad vil deres børnebørn og elsker at tilbringe tid med dem. Vi mangler ikke noget. Vi er ikke de rigeste, men børnene har godt tøj på kroppen, der er mad på bordet, og vi har et ganske respektabelt tag over hovedet.

Det har bare været for godt og nemt, hvis i forstår hvad jeg mener. Så jeg er så bange for, at vi har opbrugt vores held. At nu er heldet ligesom sluppet op.

Jeg er bange for, at det vil tage os evigheder at få nr. 3. Jeg er bange for at få en kompliceret graviditet. Og allermest er jeg bange for at der går noget alvorligt galt under fødslen, eller at fødslen bliver kompliceret, ender i AKS, eller at jeg føder så hurtigt, at jeg føder hjemme på stuegulvet under stor panik eller lignende. Jeg er bange for at få et sygt barn. Er bange for at få et kolikbarn (igen).

Jeg glemmer aldrig hvad min jordemoder sagde, da jeg ventede James:

"Jeg har ikke mange overtroer som jordemoder, og dem jeg har, deler jeg med de fleste andre jordemødre. De to er, at amning næsten altid går bedre anden gang, som om barnet har taget barn nr. 1s erfaring og bare ved hvordan det skal gøre. Den anden er, at 3. gangsfødsler sjældent går som forventet - De er som regel drillefødsler, og der sker som regel noget uventet"

Og oven i det er det sådan, hos de fleste jeg kender med 3. børn, at der har været et eller andet med fødsel nr. 3.

Alle de her tanker gør, at jeg er sindssygt bange for at tage chancen. Hvad nu hvis vi har opbrugt det held og den lykke vi har fået tildelt? Men jeg kan bare mærke, at der er en lille sjæl der venter på os derude. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kombinere de to tanker..

Du er ikke vendt tilbage - kunne du ikke bruge vores respons? 

At ændre sin livssituation hvad enten det handler om at få flere børn, skifte karriere, arbejde, mand, flytte hvad ved jeg er et sats, man ved hvad man har og aner ikke hvad man får. 

men man vælger jo det sats fordi man tror på det beriger ens liv at tage det skridt og det må være det man har for øje  og ikke masson er angstprovokerende nemlig forandringen.

Jeg tror ikke der er en udmålt pose lykke eller held til hver enkelt af os, lynet slår ned og ikke en af os kan forudse hvornår og hvordan. Vi bekymrer over os over ting som aldrig sker og oplever ting vi aldrig havde tænkt over. 

Jeg var gravid med nummer to og bekymringerne var kæmpe store: hvad hvis jeg får kejsersnit og ikke kan slæbe barnevogn og to børn ned og op af trappen, hvad hvis grunden til baby ikke vender sig i maven er den har hofteskred så kan den ikke være i barnevognen og jeg har ikke råd til en ny vogn, hvad om jeg får dårlig karakter i specialet og aldrig kan få arbejde, hvad om jeg ikke kan elske to børn. Hun vendte sig, jeg havde verdens nemmeste fødsel, jeg stod op dagen efter og legede med min store pige på livet løs, jeg fik 11 i specialet, jeg har nu arbejde - eneste som jeg aldrig havde overvejet var hun ikke kunne leve.

Livet kommer ikke med en garanti, men det kommer med en mulighed for at forsøge at få det bedste ud af det hele tiden, hver dag. 

Og forresten min 3. Fødsel var ikke en drillefødsel, faktisk den nemmeste af dem alle. Han var også den nemmeste baby af dem alle, og han er den skønneste i verden, lidt sær fordi han åbenbart er yderst boglig intelligent... 

Mor og meget mere skriver:

Du er ikke vendt tilbage - kunne du ikke bruge vores respons? 

jo, men har ikke haft det fornødne mentale overskud til at skrive længere svar, hvilket jeg føler svarene i denne tråd fortjener. derfor har jeg valgt at vente til jeg kan komme ned et ordentligt svar svarene er skam værdsat.

Mor og meget mere skriver:

Rationelt anskuet kunne du have gjort dig nøjagtigt de samme tanker, da I havde fået det første barn - eller for så vidt, da du fandt drømmemanden, da du kom ind på drømmestudiet osv osv: "NU må mit held være brugt op!" Der er jo absolut intet, der taler for, at barn nr. tre lige netop skulle være det, der vender jeres lykke.

Jeg tror egentlig bare, dine tanker udspringer af, at du her og nu føler dig lykkelig og privilegeret - og så hægter du "det kan da ikke blive ved"-følelsen på tanken om det tredje barn. Hvis I var afklarede med, at I kun ville have to børn, ville du måske have gruet for ikke at få job, når du er færdig, at manden ville blive træt af dig - eller noget helt syvende. 

Jeg fik tre skønne unger efter nemme graviditeter og fødsler, og det var ikke til at forudsige, at vores ældste barn som 14-årig fik psykiske problemer, spiseforstyrrelse etc. Hun har det rigtigt godt nu! - men vi når nok aldrig til et punkt i livet, hvor vi VED, at alt forbliver godt, og hvor bekymringerne for vores børn helt er væk - og de kan lige så vel vise sig at angå vores skønne førstefødte som det barn, vi overvejer at sætte i verden. 

Jeg har lige fået konstateret sklerose - det var bestemt ikke i mine tanker, da mine børn var små, og alt tegnede lyst - men i den tid, jeg har vidst, at jeg var i risiko for at få sygdommen, har jeg lært at samle på lykkestunderne, glæde mig over alt det positive, der er i mit liv og lade være med at forpeste mine tanker med "skuffelser, der måske ikke går i opfyldelse". 

Du skal turde tro på, livet fortsat vil dig det bedste, og skulle du så møde modgang - hvad der absolut ikke er nogen grund til at frygte, at præcis barn nr. tre skulle afstedkomme - så mildnes eller ændres modgangen ikke spor af, at du forinden har brugt kræfter på at tænke, at det KAN gå galt en dag. 

mit svar bliver måske lidt kortere end tiltænkt, for jeg er på fra mobilen.

men først og fremmest tak fordi du deler ud af dit liv. og så ved jeg jo rationelt set godt du har ret. der er selvfølgelig heller ingen der siger der er en fast lykkekvote

et eller andet sted kunne man også omvendt sige at jeg har fået tildelt nok crap igennem livet. og jeg synes faktisk ikke det er fair, for jeg føler jeg er et godt empatisk menneske. hvis vi endelig skal ud i den type tanker jeg har gjort mig, er det måske den pris jeg har skulle betale for lykken. ja ja lidt skørt at tænke sådan, jeg ved det

jeg er ikke god til at leve i nuet. det skal jeg måske øve mig på.