Min svigerinde er bange for alt

Anitta Kristiansen skriver:

Jeg vil mene hun skal have noget psykolog hjælp, så hun kan komme af med noget af det angst og finde roden til hendes angst, få det snakket igennem, og hun skal blive ved og støttes i det, nok gør hun alt som mor, men hvis hendes søn ikke får sat grænser vil det påvirke barnet i det lange løb og vil gøre det ekstremt svært for familie livet hvis drengen får lov til at gøre alt.
Så få søgt noget hjælp til hende, det burde der havde været gjort for mange år siden når hendes angst er så slemt, for der er sikkert en grund til hun har det som hun har.
Så din hjælp kan være at støtte hende i at få søgt den hjælp hun skal have, og er der ingen skam i, men der imod søger hun hjælp så hun kan kom videre i livet og alle kan få det meget bedre.
håber det kunne hjælpe.

Jeg er helt enig. Jeg er ikke et sekundt i tvivl om, at hun skal have hjælp og at situationen kan præge (eller helt sikkert præger) sønnen negativt. 

Min helt store udfordring er, hvordan jeg griber det an. Efter at have læst svarene her i tråden, er jeg ikke længere i tvivl OM jeg skal blande mig, men hvordan jeg gør det. Indtil videre har jeg ikke haft held med mine metoder.

Hun har sikkert altid haft det som hun har, og måske er det derfor at hun ikke ser problemet. 

Anonym skriver:

Hun går til læge med fysiske skavanker, som fx en rift i fingeren. Skifter iøvrigt læge, som vi andre skifter sokker, fordi hun synes de er ukompetente. Jeg tror ikke at hun mener, der ellers er noget "galt" med hende. 

Spørger hun mig om jeg ikke var bange under fx stormen og jeg svarer: næ, det var jeg ikke, siger hun: jeg er nok også bare mere følsom end dig. Og i den dur...

Jeg er meget i tvivl om, jeg på nogen måder kan komme ind på det emne, uden at hun føler sig overfaldet

Jeg mente om hun selv har bevidst om, at det er en smule sygeligt?
Men det er hun så ikke.

Jøsses... aner ikke hvordan du skal komme ind på det. Jeg ville måske prøve at finde en eller anden dokumentar, og så en dag hun er på besøg 'tilfældigvis' sætte den på og få hende til at se den. Det kan være hun reagerer, det kan være hun ikke gør, det kan være hun først reagerer om 2-3 uger... svært at sige.

Men det er i hvert fald ikke anmasende eller anklagende, hvis du udlægger det som om du bare gerne vil se dokumentaren (hvis det altså findes sådan en....)

modesty skriver:

Hun er psykisk syg og skal have hjælp. Uden at jeg vil kloge mig på diagnoser, lyder det som om hun  er neurotisk, og muligvis kan komme til at udvikle psykotisk adfærd på sigt. Den her slags sindslidelse bliver værre med tiden hvis den ikke bliver behandlet.

Som en anden også skriver, skal hun sandsynligvis på en form for medicinering, kombineret med noget terapi. 

Men det kræver jo at hun er klar over at der er et problem, og at hun er parat til at gøre noget ved det.

Det er svært at hendes mand ikke er engageret, ikke vil handle, og at den hænger på dig.

Jeg synes at du skal tage en alvorlig snak med din bror, også selvom I ikke er tætte. Og høre om det er det her liv han gerne vil have for sig selv, sin kone og ikke mindst deres barn. Fortæl ham at det ikke bliver bedre af at man ignorerer det, men kun værre. Prøv at se om ikke du kan få ham til at tage ansvar, så I begge to sammen kan få hende overtalt til at søge hjælp.

Der gik lige et lys op for mig. Min svigerindes moster har neorose og mani i svær grad og har opholdt sig på psykiatrisk afdeling under tvang ad flere omgange, gennem hele sit voksne liv. Min svigerinde omtaler det som en svinestreg, og som fejlbehandling. Hun udtaler sig meget negativt og kritisk ifht. psykiatri, diagnoser og medicin. Til gengæld fylder hun sig med urter fra helsekostforretninger og bruger mange penge på alternative behandlinger.

Anonym skriver:

Min svigerinde, som i 10 år også har været min rigtig gode veninde, er bange for absolut alt. Eller angst... Det har hun været i al den tid, jeg har kendt hende. Efter hun har fået barn pakker hun det ind som at det er fordi, hun er en rigtig mor. Men hun var også bange før. I en periode var hun bange for at blive forfulgt, at en mand var så forelsket i hende, at han stod udenfor hendes teenageværelse og kiggede på hende om natten gennem vinduet. I en periode var hun meget bange for bakterier og for at blive alvorligt syg. Hun har flere gange været overbevist om at fejle forskellige ting, men ingen læge var dygtig nok til at se det, så hun fandt selv på lidelser - fx ved at google sig til dem. Nu fejler hendes søn også noget hele tiden, nogengange er han forkølet, men min svigerinde er sikker på at det er langt værre og er konstant bange. Hun er bange for lyde, fx vinden (eller alle andre kan høre at det er vinden) men hun råber med bange øjne "hvad var det?" Hun er bange for lugte (vi andre ved at det er lugten af et stearinlys, der er blevet pustet ud) men hun er sikker på at lejligheden brænder og styrter rundt for at tjekke i alle rum. Hun bliver panikslagen, når hendes mand skal ud og køre. Hvis jeg kommer 1 min. for sent ringer og sms´er hun som en vanvittig, fordi hun er bange for at blive brændt af. Kommer jeg 5 min. for sent (jeg overdriver ikke) møder jeg hende med våde og røde øjne. Hun er bange for at køre bil, og har ikke gjort det siden at hun fik kørekortet, hun tager hellere en taxa end bilen. Hun er bange for at blive syg af mad, som hun ikke selv har tilberedt, for man ved jo aldrig om folk gør det ordentligt. Hun er bange for at få et arbejde, for hvordan skal hun kunne klare det. Hun kan knap nok få det til at hænge sammen, selvom hun går hjemme og sønnens dagpleje ligger under 5 min. fra hjemmet. Hun er bange for at gå udenfor, når det regner.... Jeg kunne blive ved i en evighed.

Jeg holder meget af hende, og kan godt rumme hendes angst - men kunne dog ikke rejse på en 14 dages ferie med hende  

Men jeg bekymrer mig også meget om hende, og faktisk bruger enorm meget tid på at tænke over, hvad det er der foregår. Jeg har set veninder forsvinde ud af hendes liv, nogen for altid og nogen tager sig lange pauser, og jeg ved at det er pga ovenstående. 

Jeg er i tvivl om, hun overhovedet ser noget problem. Som sagt kalder hun sig en rigtig mor og med stor stolthed, jeg ser det som om at hun pakker det ind i noget, der ligaliser hendes problem. 

Jeg overhørte hendes mand sige til en ven, at han ikke vil lade sig sig styre af hendes angst -dvs han er udemærket klar over det. Og jeg har en anden gang hørt ham sige: Det er kun i dit hovede det sker. Hun blev der voldsomt vred og råbte ad ham. 

Skal jeg gøre noget, og i så fald hvad? Eller skal jeg bare 

 

Der findes en bog, der hedder "Slip bekymringerne fri". Den er ret genial, og det lyder som om, din meget sensitive svigerinde ville kunne drage nytte af den.

Jeg tænker at hun er inde i nogle rigtigt ukonstruktive bekymrings-spiraler/-vaner OG at hun er særligt sensitiv. Jeg tror ikke nødvendigvis, hun har decideret angst eller noget, der kunne medføre en psykisk diagnose af en art..

Tror, hun kunne have godt af noget kognitiv terapi, så hun kan blive opmærksom på at "omprogrammere" sine negative tankemønstre. Det ville frigive så meget overskud hos hende, og det fortjener alle mødre!

 

Anonym skriver:

Min svigerinde, som i 10 år også har været min rigtig gode veninde, er bange for absolut alt. Eller angst... Det har hun været i al den tid, jeg har kendt hende. Efter hun har fået barn pakker hun det ind som at det er fordi, hun er en rigtig mor. Men hun var også bange før. I en periode var hun bange for at blive forfulgt, at en mand var så forelsket i hende, at han stod udenfor hendes teenageværelse og kiggede på hende om natten gennem vinduet. I en periode var hun meget bange for bakterier og for at blive alvorligt syg. Hun har flere gange været overbevist om at fejle forskellige ting, men ingen læge var dygtig nok til at se det, så hun fandt selv på lidelser - fx ved at google sig til dem. Nu fejler hendes søn også noget hele tiden, nogengange er han forkølet, men min svigerinde er sikker på at det er langt værre og er konstant bange. Hun er bange for lyde, fx vinden (eller alle andre kan høre at det er vinden) men hun råber med bange øjne "hvad var det?" Hun er bange for lugte (vi andre ved at det er lugten af et stearinlys, der er blevet pustet ud) men hun er sikker på at lejligheden brænder og styrter rundt for at tjekke i alle rum. Hun bliver panikslagen, når hendes mand skal ud og køre. Hvis jeg kommer 1 min. for sent ringer og sms´er hun som en vanvittig, fordi hun er bange for at blive brændt af. Kommer jeg 5 min. for sent (jeg overdriver ikke) møder jeg hende med våde og røde øjne. Hun er bange for at køre bil, og har ikke gjort det siden at hun fik kørekortet, hun tager hellere en taxa end bilen. Hun er bange for at blive syg af mad, som hun ikke selv har tilberedt, for man ved jo aldrig om folk gør det ordentligt. Hun er bange for at få et arbejde, for hvordan skal hun kunne klare det. Hun kan knap nok få det til at hænge sammen, selvom hun går hjemme og sønnens dagpleje ligger under 5 min. fra hjemmet. Hun er bange for at gå udenfor, når det regner.... Jeg kunne blive ved i en evighed.

Jeg holder meget af hende, og kan godt rumme hendes angst - men kunne dog ikke rejse på en 14 dages ferie med hende  

Men jeg bekymrer mig også meget om hende, og faktisk bruger enorm meget tid på at tænke over, hvad det er der foregår. Jeg har set veninder forsvinde ud af hendes liv, nogen for altid og nogen tager sig lange pauser, og jeg ved at det er pga ovenstående. 

Jeg er i tvivl om, hun overhovedet ser noget problem. Som sagt kalder hun sig en rigtig mor og med stor stolthed, jeg ser det som om at hun pakker det ind i noget, der ligaliser hendes problem. 

Jeg overhørte hendes mand sige til en ven, at han ikke vil lade sig sig styre af hendes angst -dvs han er udemærket klar over det. Og jeg har en anden gang hørt ham sige: Det er kun i dit hovede det sker. Hun blev der voldsomt vred og råbte ad ham. 

Skal jeg gøre noget, og i så fald hvad? Eller skal jeg bare 

 

med fare for lommepsykologi!

prøv og vend den lidt om - hun gør det kun hvis hun får noget ud af det.... er hun fx bange for ikke at være spændende eller få omsorg hvis ikke hun konstant udtrykke angst?

det lyder ikke til at det er en klinisk angst (har to tætte veninder der begge har været ramt og det er noget helt andet, mere intenst, mere påvirket af ens personlige velbefindende og mere fokuseret omkring én ting (fx social angst)).

Psykologisk set har man kun de her irationelle tendenser hvis de giver en et eller andet, fx magt, opmærksomhed, kærlighed osv. Det kan også være en usikkerhed om at "overse" noget, sådan lidt peter og ulven agtig

Men nu har hun jo fået dig bekymret, så så har hun jo en god "magt" over dig

jeg kommer lidt til at tænke på Maude fra matador

Anonym skriver:

Jeg er helt enig. Jeg er ikke et sekundt i tvivl om, at hun skal have hjælp og at situationen kan præge (eller helt sikkert præger) sønnen negativt. 

Min helt store udfordring er, hvordan jeg griber det an. Efter at have læst svarene her i tråden, er jeg ikke længere i tvivl OM jeg skal blande mig, men hvordan jeg gør det. Indtil videre har jeg ikke haft held med mine metoder.

Hun har sikkert altid haft det som hun har, og måske er det derfor at hun ikke ser problemet. 

Det er ikke altid let at vide hvordan man skal takle det, men et råd er at du kontakter en professionel person, som har kendskab til det. den person kan lede dig ordentligt igennem hvordan du skal takle det, så hun kan komme igennem den behandling hun har brug for. For ja måske er der mange her inde der har erfaring, men ingen af os kender hele historien til hvordan det står til, det kan være det er værre eller bedre, men hvis du snakker med en der har forstand på det så kan du finde ud af hvordan du helst skal takle det. du kan komme i kontakt med en gennem egen læge og han kan give et nummer ellers kan du finde numre på nettet til klinikker, som har kendskab til emnet.
Håber du kan finde hjælp og vær stolt af at du gør noget!

Anonym skriver:

Der gik lige et lys op for mig. Min svigerindes moster har neorose og mani i svær grad og har opholdt sig på psykiatrisk afdeling under tvang ad flere omgange, gennem hele sit voksne liv. Min svigerinde omtaler det som en svinestreg, og som fejlbehandling. Hun udtaler sig meget negativt og kritisk ifht. psykiatri, diagnoser og medicin. Til gengæld fylder hun sig med urter fra helsekostforretninger og bruger mange penge på alternative behandlinger.

Jeg synes bestemt det lyder som om at hun ville få en diagnose (ikke angst, som andre nævner) hvis hun kom i hænderne på en psykiater. Det er selvfølgelig svært at vurdere ud fra det du fortæller når jeg aldrig har mødt kvinden, men det lyder meget lig nogle eksempler i min omgangskreds. Og ja, den type sindslidelser er ofte arvelige.

Snak med din bror og få ham til at hjælpe dig med at gøre noget. 

Anonym skriver:

Uh, jeg kan faktisk mærke at du rammer noget, som jeg nok ikke har tilladt mig selv at indrømme. For hun har været sådan i alle de år, jeg har kendt hende. Men først efter sønnens ankomst er det begyndt at bekymre mig. Forældrene skændes meget, og det er netop fordi min svigerinde er bange for alt og ser store problemer i alt, mens manden ikke får sat en stopper for det. Han siger hende imod, han er klar over problemet, men han får ikke gjort noget aktivt for at få hende til at indse, hvad det gør ved familien. Hun reagerer voldsomt, når der bliver "peget" på hendes adfærd. Måske han har givet op...

Så lige du nævnte din svigerindes moster. Det lyder lidt som om hun selv er vokset op med andres neuroser og så kan det jo være overordentlig svært, at se skoven for bare træer.
Jeg håber virkelig nogen kan trænge ind til hende så hun forstår vigtigheden af, at der må ændres nogle ting.
Men det lyder godt nok som en nærmest umulig opgave.
Håber det lykkes dig