Min svigerinde, som i 10 år også har været min rigtig gode veninde, er bange for absolut alt. Eller angst... Det har hun været i al den tid, jeg har kendt hende. Efter hun har fået barn pakker hun det ind som at det er fordi, hun er en rigtig mor. Men hun var også bange før. I en periode var hun bange for at blive forfulgt, at en mand var så forelsket i hende, at han stod udenfor hendes teenageværelse og kiggede på hende om natten gennem vinduet. I en periode var hun meget bange for bakterier og for at blive alvorligt syg. Hun har flere gange været overbevist om at fejle forskellige ting, men ingen læge var dygtig nok til at se det, så hun fandt selv på lidelser - fx ved at google sig til dem. Nu fejler hendes søn også noget hele tiden, nogengange er han forkølet, men min svigerinde er sikker på at det er langt værre og er konstant bange. Hun er bange for lyde, fx vinden (eller alle andre kan høre at det er vinden) men hun råber med bange øjne "hvad var det?" Hun er bange for lugte (vi andre ved at det er lugten af et stearinlys, der er blevet pustet ud) men hun er sikker på at lejligheden brænder og styrter rundt for at tjekke i alle rum. Hun bliver panikslagen, når hendes mand skal ud og køre. Hvis jeg kommer 1 min. for sent ringer og sms´er hun som en vanvittig, fordi hun er bange for at blive brændt af. Kommer jeg 5 min. for sent (jeg overdriver ikke) møder jeg hende med våde og røde øjne. Hun er bange for at køre bil, og har ikke gjort det siden at hun fik kørekortet, hun tager hellere en taxa end bilen. Hun er bange for at blive syg af mad, som hun ikke selv har tilberedt, for man ved jo aldrig om folk gør det ordentligt. Hun er bange for at få et arbejde, for hvordan skal hun kunne klare det. Hun kan knap nok få det til at hænge sammen, selvom hun går hjemme og sønnens dagpleje ligger under 5 min. fra hjemmet. Hun er bange for at gå udenfor, når det regner.... Jeg kunne blive ved i en evighed.
Jeg holder meget af hende, og kan godt rumme hendes angst - men kunne dog ikke rejse på en 14 dages ferie med hende 
Men jeg bekymrer mig også meget om hende, og faktisk bruger enorm meget tid på at tænke over, hvad det er der foregår. Jeg har set veninder forsvinde ud af hendes liv, nogen for altid og nogen tager sig lange pauser, og jeg ved at det er pga ovenstående.
Jeg er i tvivl om, hun overhovedet ser noget problem. Som sagt kalder hun sig en rigtig mor og med stor stolthed, jeg ser det som om at hun pakker det ind i noget, der ligaliser hendes problem.
Jeg overhørte hendes mand sige til en ven, at han ikke vil lade sig sig styre af hendes angst -dvs han er udemærket klar over det. Og jeg har en anden gang hørt ham sige: Det er kun i dit hovede det sker. Hun blev der voldsomt vred og råbte ad ham.
Skal jeg gøre noget, og i så fald hvad? Eller skal jeg bare 
Hun er psykisk syg og skal have hjælp. Uden at jeg vil kloge mig på diagnoser, lyder det som om hun er neurotisk, og muligvis kan komme til at udvikle psykotisk adfærd på sigt. Den her slags sindslidelse bliver værre med tiden hvis den ikke bliver behandlet.
Som en anden også skriver, skal hun sandsynligvis på en form for medicinering, kombineret med noget terapi.
Men det kræver jo at hun er klar over at der er et problem, og at hun er parat til at gøre noget ved det.
Det er svært at hendes mand ikke er engageret, ikke vil handle, og at den hænger på dig.
Jeg synes at du skal tage en alvorlig snak med din bror, også selvom I ikke er tætte. Og høre om det er det her liv han gerne vil have for sig selv, sin kone og ikke mindst deres barn. Fortæl ham at det ikke bliver bedre af at man ignorerer det, men kun værre. Prøv at se om ikke du kan få ham til at tage ansvar, så I begge to sammen kan få hende overtalt til at søge hjælp.
