Har i prøvet det?

At jeres mand/samlever virker som om de ik rigtig vil knytte sig til jeres barn?

har en lille mistanke om at det er sådan herhjemme.

Skal nærmest bede ham om at lege med Emil når det er, og Emil er så glad og vil så gerne have hans opmærksomhed men får det bare ik. Han elsker Emil det ved jeg, men her tidligere idag spurgte om han ik vil lege lidt med ham inden aftensmaden, men så skulle han altså vaske bordet i køkkent, så sagde jeg at det kunne jeg så gøre, så ku jeg se han blev sådan lidt underlig, men gik så derind i stuen og legede, og man kunne bare se Emil hyggede sig så meget fordi farmand legede med ham.

Men er bare et el anet hver gang Emil vil have hans opmærksom el jeg spørger om han ik lige kan holde ham så skal han et el andet, på wc, ned med skrald som han måske gjorde en halv time inden, el støvsuge, handle mælk ind osv.

Så har tænkt på om det er fordi han ik kan/vil knytte sig til ham...

Håber det gav mening det jeg fik skrevet for fylder ekstremt i mit hoved og bliver også lidt ked af det for syntes det er synd for Emil også.

Han kan godt ligge ham i seng el aflevere ham i vuggestue.

Ikke for at gøre dig ked af det.... men herhjemme er det fordi, manden ikke gider bruge tid på de der kedelige krævende børn....

kan det være derfor hjemme hos jer også?

altså at din mand simpelthen ikke er i stand til at tilsidesætte sine egne behov fremfor jeres barns? og at han synes den lille måske er for kedelig endnu? eller at han bare ikke gider lege de der babylege+

Hmm, det er da en stor bekymring at gå med Susanne, godt du kommer ud med det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, har jo ikke oplevet noget lignende endnu. Jeg ved slet ikke, hvad det kan skyldes. Er det noget, der har stået på længe? Tror du ikke, det kan være en mandeting, du ved det der med at vise følelser osv. Det har de ikke let ved, måske synes han, at det er svært at lege med Emil, eller han er måske bange for at gøre noget forkert, især nu hvor Emil endelig har fået det bedre igen. Det kan jo være, at han er bange for at gøre et eller andet, så han skal blive syg og ked af det igen.

jeg kan næsten ikke forestille mig, at det er fordi han ikke vil knytte sig, en jeg ved det jo som sagt slet ikke.

Jeg tror, at du skal prøve at snakke med ham, hvis det fortsætter og det er noget, der virkelig går dig på. For det går ikke, at gå og spekulere over sådan nogle ting. Så bliver man bare ked af det, og det går ikke.

Jeg tror måske Mariamiss kan have fat i noget. Det kan være, at han synes, det er svært at finde på lege, mens Emil er så lille, og det går over når han bliver ældre...

Majastina skriver:

Hmm, det er da en stor bekymring at gå med Susanne, godt du kommer ud med det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, har jo ikke oplevet noget lignende endnu. Jeg ved slet ikke, hvad det kan skyldes. Er det noget, der har stået på længe? Tror du ikke, det kan være en mandeting, du ved det der med at vise følelser osv. Det har de ikke let ved, måske synes han, at det er svært at lege med Emil, eller han er måske bange for at gøre noget forkert, især nu hvor Emil endelig har fået det bedre igen. Det kan jo være, at han er bange for at gøre et eller andet, så han skal blive syg og ked af det igen.

jeg kan næsten ikke forestille mig, at det er fordi han ikke vil knytte sig, en jeg ved det jo som sagt slet ikke.

Jeg tror, at du skal prøve at snakke med ham, hvis det fortsætter og det er noget, der virkelig går dig på. For det går ikke, at gå og spekulere over sådan nogle ting. Så bliver man bare ked af det, og det går ikke.

Har faktisk været meget siden han blev født, har altid været mig der er meget på.

Men kan godt være det er hans alder, men tror det ik.

Har snakket med ham mange gange, og ender i et stort skænderi, du ved som om jeg rammer et ømt punkt ved ham, har faktisk prøvet at han er gået pga det og så kommet tilbage flere timer senere. Ser faktisk meget igennem fingre med det fordi jeg ik gider skændes og fordi jeg ik gider presse ham. Men går mig virkelig på os fordi han siger han vil have et barn mere.

lyder som min mand herhjemme.. og det gør mig faktisk temmelig ked af det ogsåå på min søns vegne..

men når vi snakker om det bliver han også sur over det..

men jeg tror det er fordi han er så lille endnu.. tror det bliver noget andet når han kan føre en samtale med ham og de kan spille boldt sammen og sådan noget

men kender godt følelsen.. jeg trøster mig bare med at det nok er derfor..
selvom jeg til tider har mest lyst til at hyle lidt over det.. for kan jo se hvor ivrig vores søn er for hans fars opmærksomhed.. og når han ikke får den blkiver han jo irriterende. og så bliver hans far sur og ja.. så ender det med det er mig der leger med ham alligevel eller tager med ham udenfor i regnen.. for vores søns skyld.. der er mange ting jeg gør for hans skyld.. og sætter mine egne behov lidt på standby...

bette skriver:

lyder som min mand herhjemme.. og det gør mig faktisk temmelig ked af det ogsåå på min søns vegne..

men når vi snakker om det bliver han også sur over det..

men jeg tror det er fordi han er så lille endnu.. tror det bliver noget andet når han kan føre en samtale med ham og de kan spille boldt sammen og sådan noget

men kender godt følelsen.. jeg trøster mig bare med at det nok er derfor..
selvom jeg til tider har mest lyst til at hyle lidt over det.. for kan jo se hvor ivrig vores søn er for hans fars opmærksomhed.. og når han ikke får den blkiver han jo irriterende. og så bliver hans far sur og ja.. så ender det med det er mig der leger med ham alligevel eller tager med ham udenfor i regnen.. for vores søns skyld.. der er mange ting jeg gør for hans skyld.. og sætter mine egne behov lidt på standby...

Lyder som her. Det med behov.


Men er rart at høre jeg ik er den eneste der døjer med det.

Har faktisk været meget siden han blev født, har altid været mig der er meget på.

Men kan godt være det er hans alder, men tror det ik.

Har snakket med ham mange gange, og ender i et stort skænderi, du ved som om jeg rammer et ømt punkt ved ham, har faktisk prøvet at han er gået pga det og så kommet tilbage flere timer senere. Ser faktisk meget igennem fingre med det fordi jeg ik gider skændes og fordi jeg ik gider presse ham. Men går mig virkelig på os fordi han siger han vil have et barn mere.

Jeg er helt sikker på, at det er alderen. Der er faktisk rigtig MANGE mænd der slet ikke kan forholde sig til små børn, de ved ikke hvordan de skal opføre sig sammen med dem når de ikke kan kommunikere med dem.
Jeg selv har en ven der blankt tilstår, at han elsker børn - men så skal de også være 4-5 år gamle!
Det er jo svært for en far, at sige til barnets mor, at han ikke rigtig  har nogen interesse i børn når de er så små... for ligemeget hvordan han vælger, at formulere sig - så vil samtalen ende med, at han får det værre end han har det i forvejen.
Dette betyder ikke, at han ikke ville løbe igennem ild og vand for jeres fælles barn, for det tvivler jeg ikke et sekund på, at han ville. Men mange mænd aner intet om hvor meget børn kan/ og forstår i de forskellige alderstrin.
Mit råd til dig er, at lade far læse lidt om hvilket udviklingsstadie jeres barn er i, trin for trin - derigennem vil han komme til, at forstå og lære jeres barn bedre, at kende. Han vil måske endda få nogle "aha oplevelser" og blive positiv omkring barnet og mere interesseret i, at få en relationen til det.
Endvidere er der også nogle mennesker der har svært ved, at "slå sig løs" sammen med et lille barn imens andre (læs: dig) hører og ser på. Du kunne prøve, at gå ud en dag og lade ham være alene sammen med jeres søn så han kan gøre tingene på sin måde sammen med jeres søn... derved bliver Emil jo også 100% afhængig af far hvilket vil være en rigtig god start som opbygning af et tillidsbånd. Han skal nok klare det, det skal du ikke være i tvivl om og han vil automatisk blive helt anderledes når han er alene sammen med jeres søn... Du ville sikkert slet ikke kunne kende ham igen hvis du satte et camera op...!! Sådan er vi alle både på den ene eller anden måde... mine forældre ville slet ikke kende mig, hvis de så hvordan jeg er når jeg er på jobbet eks. Giv ham en chance og lad ham være alene med Emil... Find nogle netartikler om de forskellige udviklingstrin og læs dem sammen med ham, så i sammen kan sidde og sige "nåååh ja, det gør han også nu" osv osv!

Lad os høre hvordan det går

Kh M

Marcus' Mor skriver:



Jeg er helt sikker på, at det er alderen. Der er faktisk rigtig MANGE mænd der slet ikke kan forholde sig til små børn, de ved ikke hvordan de skal opføre sig sammen med dem når de ikke kan kommunikere med dem.
Jeg selv har en ven der blankt tilstår, at han elsker børn - men så skal de også være 4-5 år gamle!
Det er jo svært for en far, at sige til barnets mor, at han ikke rigtig  har nogen interesse i børn når de er så små... for ligemeget hvordan han vælger, at formulere sig - så vil samtalen ende med, at han får det værre end han har det i forvejen.
Dette betyder ikke, at han ikke ville løbe igennem ild og vand for jeres fælles barn, for det tvivler jeg ikke et sekund på, at han ville. Men mange mænd aner intet om hvor meget børn kan/ og forstår i de forskellige alderstrin.
Mit råd til dig er, at lade far læse lidt om hvilket udviklingsstadie jeres barn er i, trin for trin - derigennem vil han komme til, at forstå og lære jeres barn bedre, at kende. Han vil måske endda få nogle "aha oplevelser" og blive positiv omkring barnet og mere interesseret i, at få en relationen til det.
Endvidere er der også nogle mennesker der har svært ved, at "slå sig løs" sammen med et lille barn imens andre (læs: dig) hører og ser på. Du kunne prøve, at gå ud en dag og lade ham være alene sammen med jeres søn så han kan gøre tingene på sin måde sammen med jeres søn... derved bliver Emil jo også 100% afhængig af far hvilket vil være en rigtig god start som opbygning af et tillidsbånd. Han skal nok klare det, det skal du ikke være i tvivl om og han vil automatisk blive helt anderledes når han er alene sammen med jeres søn... Du ville sikkert slet ikke kunne kende ham igen hvis du satte et camera op...!! Sådan er vi alle både på den ene eller anden måde... mine forældre ville slet ikke kende mig, hvis de så hvordan jeg er når jeg er på jobbet eks. Giv ham en chance og lad ham være alene med Emil... Find nogle netartikler om de forskellige udviklingstrin og læs dem sammen med ham, så i sammen kan sidde og sige "nåååh ja, det gør han også nu" osv osv!

Lad os høre hvordan det går

Kh M

Super ide, men hvordan får jeg ham lige til at læse det, har et par bøger og ved en del selv, men hvis jeg vil vise ham det så er det bare sådan han kigger med et halv øje og siger jaja

Det skal være kort og godt...
Inde på "pampers" hjemmeside kan du via e-mail melde dig til deres nyhedsbrev hvor du månede efter månede får en mail om hvor dit barn er i dets udviklingsstadig nu.
Her er eks en kopi af den jeg lige har fået på mailen:

Legens rolle i dit barns udvikling

LEG FOR AT LÆRE At lege er dit barns vigtigste opgave! Når man er 10 måneder gammel, virker alting nyt og interessant. De fleste aktiviteter åbner mulighed for både sjov og indlæring - uanset om det er at betragte hvad der sker, når man langsomt skubber sin mad, bid for bid, ud over kanten af spisebordet, eller tømmer mors taske ud på gulvet, mens hun har travlt med at snakke med en veninde. Selv de mest almindelige rutiner, som at komme i bad, kan vendes til en udfordrende leg, når du hjælper barnet med at sænke en tom flaske ned under vandet for at den kan lave store bobler. Med lidt fantasi, kan du hele tiden opmuntre dit barns udvikling gennem leg. Prøv at se "underholdningspotentialet" i ting rundt om i hjemmet og i daglige aktiviteter. For eksempel kan den skotøjsæske, du var ved at smide ud, rumme timers underholdning. Og hvorfor ikke distrahere barnet under bleskift med at lære det at klappe til et velkendt børnerim. Ved at se situationerne gennem dit barns øjne, kan du hurtigt finde måder at gøre hverdagen sjovere og samtidig lærerig.

 

LÆRE AT LEGE Små børn lærer gennem leg, men de har også brug for en hjælpende hånd for at få udbytte af legen. Dit barn følger hver eneste af dine bevægelser, og hovedparten af hans eller hendes handlinger og reaktioner bygger på din adfærd. Så din vejledning og opbakning kan hjælpe barnet med at blive mere nysgerrigt, tillidsfuldt og socialt. Involver barnet i dine aktiviteter hvor det er muligt, lav pligter om til leg og tilskynd barnet til at undersøge, hvordan ting føles, lyder eller bevæger sig. Udpeg interessante ting når I er ude at gå - husk at barnets sproglige forståelse allerede er godt på vej, selv om han eller hun ikke kan tale endnu. Vær sammen med andre småbørn - man er aldrig for lille til at få venner! Og sørg altid for støtte og opbakning når du opmuntrer barnet til at udforske nye omgivelser, møde nye mennesker og afprøve nye aktiviteter. Barnet har brug for at vide at du er der, det sikre og velkendte, mens han eller hun har travlt med at være selskabelig og eventyrlysten.

Som du kan se er det faktisk meget oplysende og interessant... mon ik han også vil synes det hvis du printer en ud til ham der svarer til Emils alder? 

Kh M