Anonym skriver:
Arrrg er ved at blive sindssyg.
Er gift med en mand vi har sammen en datter på 5 måneder samt han har en datter som jeg elsker som var hun min ( har respekt for jeg ikke er hendes mor, men elsker hende og hun skal ikke mærke forskel for der er ingen forskel)
Er bare så træt. Har længe gået og troet han ikke kunne styre sit temperament men fandt ud af sidst vi skændes at han gør det bevidst når han ikke føler sig hørt. Men når han bliver hidsig så skriger han så datteren bliver bange. Han går fra os og ja der sker altid materiel skade. Har gjort det klart at det er HANS ansvar ikke at blive hidsig uanset hvor trådt på han føler sig så skal han styre sig da vores datter ikke kan tåle det. Så må vi snakke om det roligt. Dette er sket efter jeg fbdt ud af han gør det bevidst. Men så idag i bilen gjorde han det igen. Datteren bliver bange og det gør jeg også. Han insistere på at bære datter op fra bilen hvilket hun bare ikke kan li. Prøver at få ham til at lade være men han er stærk så det lykkes ikke.
Nu sidder han så i stuen og vil ikke snakke og datter er helt opkørt. Vil så gerne gå fra ham, hvorfor kan jeg ikke. Han datter tæller meget for ved jeg ikke får hende af se så. Samtidig gør tanken om ham med en anden mig skør.'
elsker ham men føler mig træt, brugt og fortabt..
Ved bare ikke hvor jeg skal gå hen herfra. Vi er begge på su så har ikke råd til prof. hjælp..
Føler mig bare alene
Er det kun den måde han bliver hhidsig på der er problemet?
Hvis det er det så vil jeg sige at man kan nå rigtig langt med en psykolog...
Jeg har selv været meget hidsig over småting... Specielt hvis jeg følte mig overset, nedprioriteret eller lign.
Jeg arbejder med det oh mange mange andre ting i hele 2013 med hjælp fra psykolog og har ikke haft den der ukontrolleret vrede siden i forsommeren... For Mig handlede det bl.a. om at jeg ikke kunne finde ud af kommunikere de ting der var vigtige for mig ordentligt og derfor følte mig overhørt/overset..
F.eks. køkkenet roder. Jeg siger: 'vi skal lige få ordnet køkkenet i aften' i virkeligheden tænker jeg 'Jeg ved at hvis vi ikke får ryddet op i aften står jeg alene i morgen tidlig med det skal afsted med Magnus mister overblikket totalt'
Min mand tænker det selvfølgelig ikke at det er noget vigtigt for mig når jeg siger det sådan..
Og at jeg måske ikke var ærlig overfor mig selv med hensyn til hvad jeg mærkede...
Efter jeg har fået nogen redskaber til det, og siger højt ' det er vigtigt vi lige får ordnet køkkenet i aften for kan ikke overskue det i morgen' så er jeg helt skuppet af med aggressionerne..
Før følte jeg jo at jeg havde sagt det og derfor følte jeg at min kæreste ikke ville hjælpe mig, bland det med lidt lavt selvværd og følelsen bliver 'jeg er ikke vigtig for ham' og at han jo nærmest var ved at gå fra mig fordi jeg ikke udtrykte mig ordentlig..
Og det er så rart for mig selv ikke at komme derud mere... Med det er sselvfølgelig også rigtig rart for min familie..
Anmeld
