Øv da også

mogms skriver:

Lyder meget som hende jeg kendte. Lige udover barn delen dog.

Men jeg forsøgte i et år, hvor jeg samtidig var helt nede med depression og angst. Som jeg fik det bedre, fandt jeg ud af at hver gang jeg havde været sammen med hende var jeg helt ødelagt. Jeg kunne ikke klare det mere og fra jeg droppede alt kontakt med hende gik min bedring, med depression og angst meget hurtig. Jeg siger ikke hun holdt mig nede i dep. Men hun hjalp bestemt ikke.

Jeg snakkede endda om venskabet med min psykolog og hun sagde hvis mine tanker om venskabet var at det vat bedst at kommme ud af det så ville det være det bedste for mig.
Men vigtigst var det at jeg skulle huske at lytte til mine egne ønsker ikke hendes.

Anonym skriver:

Hun har desværre indrømmet det, og lyste ud af hende både til vores bryllup og dåben ved bores første. Hun kan være meget selvcentreret og tænkte hun havde brug for min støtte, men har i den grad taget overhånd. Hun kan ikke forstå at jeg ryster på hovedet når hun er ked af at hendes kæreste ikke gider synge godnatsange for hende, varte hende op ved sygdom eller give massage flere gange om ugen, og hun intet gør for ham ud over at hakke på ham. Du har nok ret i det måske er bedst at komme væk. Har jo min egen familie at tænke på, og ja hvilken ven er hun hvis hun ikke kan glæde sig og dele mine sorger og glæder men kun sine egne

Anonym skriver:

Tak og du har ret, må være på tide jeg også er lidt ego og tænker på mit bedste frem for alt skal handle om hende

mogms skriver:

Kan du overhovedet huske noget godt om hende. Hvornår så du sidst hendes gode sider?

Kom laangt væk fra hende.