Føler mig fortabt

Min kæreste og jeg har længe haft det rigtig skidt i vores forhold, men så fandt jeg i sidste uge ud af at min kæreste havde skrevet med en anden pige i et par uger! Og jeg er 110 % sikker på at jeg ikke ønsker at være kærester med ham mere, da vi også har en historie med tillidsbrud!

Han fortjener mig ikke - så langt er jeg kommet når jeg tænker mig om!

MEN! Situationen er den at vi har et barn på 4 og en på vej.. For det første tænker jeg; hvordan kan han gøre det her mod sin gravide kæreste? Jeg kan ikke kende manden jeg har tilbragt rigtig mange år af mit liv med - og jeg er dybt ulykkelig!!

Ved ikke hvordan jeg kommer videre som alenemor til to? Jeg føler mig fortabt, ingen energi eller overskud.. Der er selvfølgelig også det i det at kærlighed jo ikke bare forsvinder, så jeg elsker ham jo stadig, hvilket jo ikke gør det nemmere..

Alt det praktiske har jeg heldigvis familie som hjælper mig med og jeg kan godt blive boende i vores hjem, så mine børn ikke skal flyttes rundt, men hvordan klarer jeg den?

Er der nogen der har stået i nogenlunde samme f*cked situation som vil give lidt råd og trøstende ord?

Jeg er ØDELAGT!!!

Ingen?

Anonym skriver:

Ingen?

Jo! Naturligvis skal du have et kæmpe kram 

Sikke da et fjols, og du har helt ret; tænk at gøre det mod sin gravide kæreste - det er SÅ lavt 

 

Og selvom det virker hårdt og håbløst lige nu, så kan du uden tvivl klare dig uden ham -især fordi din selvtillid uden tvivl vil blive bedre. Har du et godt netværk af venner og familie?

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har længe haft det rigtig skidt i vores forhold, men så fandt jeg i sidste uge ud af at min kæreste havde skrevet med en anden pige i et par uger! Og jeg er 110 % sikker på at jeg ikke ønsker at være kærester med ham mere, da vi også har en historie med tillidsbrud!

Han fortjener mig ikke - så langt er jeg kommet når jeg tænker mig om!

MEN! Situationen er den at vi har et barn på 4 og en på vej.. For det første tænker jeg; hvordan kan han gøre det her mod sin gravide kæreste? Jeg kan ikke kende manden jeg har tilbragt rigtig mange år af mit liv med - og jeg er dybt ulykkelig!!

Ved ikke hvordan jeg kommer videre som alenemor til to? Jeg føler mig fortabt, ingen energi eller overskud.. Der er selvfølgelig også det i det at kærlighed jo ikke bare forsvinder, så jeg elsker ham jo stadig, hvilket jo ikke gør det nemmere..

Alt det praktiske har jeg heldigvis familie som hjælper mig med og jeg kan godt blive boende i vores hjem, så mine børn ikke skal flyttes rundt, men hvordan klarer jeg den?

Er der nogen der har stået i nogenlunde samme f*cked situation som vil give lidt råd og trøstende ord?

Jeg er ØDELAGT!!!

Ingen kloge ord, har ingen erfaring med dette, men stort knus til dig, det er en lortesituation, som jeg håber, du kommer igennem uden for mange skrammer på sjælen.

Jeg har stået der hvor manden grundet depression var mig utro 4 gange under graviditet. Han var heller ikke til at kende. Sur, ligeglad, kunne ikke tænke på andre end ham selv.

Jeg valgte at blive men kun fordi han selv ville arbejde med sig selv. Hvis du ikke føler du har lyst til at være sammen med ham skal du ikke udsætte bruddet mere. Det er helt ok at sige det her kan jeg ikke og det vil jeg ikke. Stå fast ved din beslutning også når det er svært og husk at uanset hvor meget du savner ham skal du ikke kontakte ham. Skulle han fortryde må han komme til dig og så kan du tage stilling, men ikke omvendt. Men få bruddet overstået så det ikke dræber mere af din energi.

Det lyder som om du er godt på vej og selvfølgelig klare du den. Lige nu er alt uoverskueligt, men brug din familie. Lad dem tage over med alt det du ikke magter så du får tid til at sørge. Det er ingen skam at ikke have energi efter det du har oplevet.

Derudover skal I have lavet en samværsaftale og en aftale om hos hvem børnene skal bo hos. Hvis I er gift vil han have forældremyndighed over det nyfødte barn ellers skal I have aftalt hvordan forældremyndigheden skal være og udfyldt de papirer.

Mit råd er så hurtigt som muligt at få alle de praktiske ting på plads som samvær og forældremyndighed. Få skilt jeres økonomi fra hinanden og få ham ud af hjemmet så hurtigt det kan lade sig gøre.

Når alle de ting er på plads kan du bedre i ro og mag få en hverdag op og køre og derved få mest tid til dig selv og din sorg. Dit barn vil også have bedst af at hurtigt få nogen nye rutiner som det kan falde ind i.

Held og lykke. Og skriv endelig hvis du har spørgsmål- ved også en del om samværsaftaler ( er ikke advokat, men kender møllen)- både grundet jeg er bonus mor og med mit eget barn- da alt blev undersøgt da jeg troede det var forbi.

Wimmie skriver:

Jo! Naturligvis skal du have et kæmpe kram 

Sikke da et fjols, og du har helt ret; tænk at gøre det mod sin gravide kæreste - det er SÅ lavt 

 

Og selvom det virker hårdt og håbløst lige nu, så kan du uden tvivl klare dig uden ham -især fordi din selvtillid uden tvivl vil blive bedre. Har du et godt netværk af venner og familie?

Tusind tak! 

Jeg er heldigvis beriget med den mest fantastiske og hjælpsomme familie og støttende venner som alle har været her siden det skete! Og det hjælper rigtig meget ift. ikke at kunne overskue hverdagens gøremål.. Nu er det bare følelserne som skal på rette kurs - og det er det der er det store problem!  Og så det med at føle at man er den eneste i hele verden der sidder i denne situation.. Er så bange for at det ender med en fødselsdepression når først livet som mor til to slår mig.. 

Rockertand skriver:

Ingen kloge ord, har ingen erfaring med dette, men stort knus til dig, det er en lortesituation, som jeg håber, du kommer igennem uden for mange skrammer på sjælen.

Tak for krammet 

Tusind tak! 

Jeg er heldigvis beriget med den mest fantastiske og hjælpsomme familie og støttende venner som alle har været her siden det skete! Og det hjælper rigtig meget ift. ikke at kunne overskue hverdagens gøremål.. Nu er det bare følelserne som skal på rette kurs - og det er det der er det store problem!  Og så det med at føle at man er den eneste i hele verden der sidder i denne situation.. Er så bange for at det ender med en fødselsdepression når først livet som mor til to slår mig.. 

Du er bestemt ikke den eneste 

Jeg gik fra faderen til min datter da hun var knap 3 mdr (flyttede da hun var 4 mdr).

Det var bestemt hårdt men jeg vidste at det var den rigtig beslutning og jeg har aldrig fortrudt. Livet som alenemor kan bestemt være hårdt men hvis man bare har et godt netværk og kan få samarbejde med sin eks til at fungere, så er det en KÆMPE hjælp.

Jeg synes du skal snakke med din læge (evt. jordemoder) og sundhedsplejerske om dine bekymringer ang. fødselsdepression, så kan de være opmærksom på dig og dine behov og yde ekstra hjælp. Du skal bestemt ikke stå alene med følelserne og det er kun godt at du tænker over det allerede nu 

newsence skriver:

Jeg har stået der hvor manden grundet depression var mig utro 4 gange under graviditet. Han var heller ikke til at kende. Sur, ligeglad, kunne ikke tænke på andre end ham selv.

Jeg valgte at blive men kun fordi han selv ville arbejde med sig selv. Hvis du ikke føler du har lyst til at være sammen med ham skal du ikke udsætte bruddet mere. Det er helt ok at sige det her kan jeg ikke og det vil jeg ikke. Stå fast ved din beslutning også når det er svært og husk at uanset hvor meget du savner ham skal du ikke kontakte ham. Skulle han fortryde må han komme til dig og så kan du tage stilling, men ikke omvendt. Men få bruddet overstået så det ikke dræber mere af din energi.

Det lyder som om du er godt på vej og selvfølgelig klare du den. Lige nu er alt uoverskueligt, men brug din familie. Lad dem tage over med alt det du ikke magter så du får tid til at sørge. Det er ingen skam at ikke have energi efter det du har oplevet.

Derudover skal I have lavet en samværsaftale og en aftale om hos hvem børnene skal bo hos. Hvis I er gift vil han have forældremyndighed over det nyfødte barn ellers skal I have aftalt hvordan forældremyndigheden skal være og udfyldt de papirer.

Mit råd er så hurtigt som muligt at få alle de praktiske ting på plads som samvær og forældremyndighed. Få skilt jeres økonomi fra hinanden og få ham ud af hjemmet så hurtigt det kan lade sig gøre.

Når alle de ting er på plads kan du bedre i ro og mag få en hverdag op og køre og derved få mest tid til dig selv og din sorg. Dit barn vil også have bedst af at hurtigt få nogen nye rutiner som det kan falde ind i.

Held og lykke. Og skriv endelig hvis du har spørgsmål- ved også en del om samværsaftaler ( er ikke advokat, men kender møllen)- både grundet jeg er bonus mor og med mit eget barn- da alt blev undersøgt da jeg troede det var forbi.

Tak for dit svar! 

Stoler du på din mand nu? Altså har du kunne komme over tillidsbruddene? 

Vi har allerede talt om at vores 4 årige skal være hos ham hveranden weekend og en dag i løbet af ugen (tirsdag/torsdag forskudt), og så håber vi på at samarbejdet kan fungere, så han evt. også kan komme og se vores barn en dag i løbet af ugen hos mig.. Derudover skal han jo have samvær med vores baby hos mig Når den tid kommer..

Ved du hvad man anbefaler ift. samvær med 4 årige og spædbarn?

Det praktiske med søgning af tilskud, bolig og økonomi er vi stille og roligt ved at få på plads.. Men hold nu kæft (undskyld mit sprog) hvor er det bare skide hårdt! Og den dag vores ting skal skilles, tror jeg at jeg går ned 

Heldigvis har jeg en fantastisk familie som hjælper hvor de kan, men følelserne er der jo desværre ingen der kan ændre på! Jeg må håbe at det er sandt hvad de siger; tiden læger alle sår! 

Wimmie skriver:

Du er bestemt ikke den eneste 

Jeg gik fra faderen til min datter da hun var knap 3 mdr (flyttede da hun var 4 mdr).

Det var bestemt hårdt men jeg vidste at det var den rigtig beslutning og jeg har aldrig fortrudt. Livet som alenemor kan bestemt være hårdt men hvis man bare har et godt netværk og kan få samarbejde med sin eks til at fungere, så er det en KÆMPE hjælp.

Jeg synes du skal snakke med din læge (evt. jordemoder) og sundhedsplejerske om dine bekymringer ang. fødselsdepression, så kan de være opmærksom på dig og dine behov og yde ekstra hjælp. Du skal bestemt ikke stå alene med følelserne og det er kun godt at du tænker over det allerede nu 

Du har nok ret i at jeg må tale med min jordemoder eller læge omkring min tanker om fødselsdepression - det skylder jeg sgu mine børn! Jeg ringer til lægen i morgen..

Og igen - tak for de søde ord!