Elsker ikke voksen datter

Min veninde er efterhånden gået hen og blevet mærkelig. Hun har siden sin skilsmisse ikke længere haft kontakt til familien, kun sin voksne søn. Hun er uvenner med sine forældre, søster, niecer og senest også sin datter og svigersøn, der siden har brudt kontakten med hende. Hun snakker meget til mig, hvor hun spiller offer og fortæller om sin ulidelige mor og søster og besværlige datter.

Senest har hun nu betroet mig, at hun aldrig har elsket sin voksne datter, som hun altid har set som intrigang og besværlig og haft kontroverser med det meste af pigens ungdom og voksenliv. Pigen har brudt kontakten med hende og min veninde virker halvvejs lettet over det, halvvejs som om hun slet ikke forstår, at mange finder hende dominerende og pessimistisk med hendes brok.  Efterhånden er det blevet rigtigt besværligt at have sådan en veninde og hun virker mere og mere blottet for selvindsigt og for erkendelse af, at hun selv har en andel i alle konflikterne.

Hvad mener i?

Anonym skriver:

Min veninde er efterhånden gået hen og blevet mærkelig. Hun har siden sin skilsmisse ikke længere haft kontakt til familien, kun sin voksne søn. Hun er uvenner med sine forældre, søster, niecer og senest også sin datter og svigersøn, der siden har brudt kontakten med hende. Hun snakker meget til mig, hvor hun spiller offer og fortæller om sin ulidelige mor og søster og besværlige datter.

Senest har hun nu betroet mig, at hun aldrig har elsket sin voksne datter, som hun altid har set som intrigang og besværlig og haft kontroverser med det meste af pigens ungdom og voksenliv. Pigen har brudt kontakten med hende og min veninde virker halvvejs lettet over det, halvvejs som om hun slet ikke forstår, at mange finder hende dominerende og pessimistisk med hendes brok.  Efterhånden er det blevet rigtigt besværligt at have sådan en veninde og hun virker mere og mere blottet for selvindsigt og for erkendelse af, at hun selv har en andel i alle konflikterne.

Hvad mener i?

Der er nogle mennesker der ikke er i stand til at elske andre, men det er da mærkeligt hvis hun elsker sin søn og ikke sin datter?

Det kan ikke være fordi hun er ved at udvikle en depression eller sådan noget, er det pludseligt hun har ændret psyke?

Tulipan skriver:

Der er nogle mennesker der ikke er i stand til at elske andre, men det er da mærkeligt hvis hun elsker sin søn og ikke sin datter?

Det kan ikke være fordi hun er ved at udvikle en depression eller sådan noget, er det pludseligt hun har ændret psyke?

Jeg ved det ikke. Som jeg forstår af hendes historier, er det sådan at hendes egen mor og søster har haft et tæt forhold som hun selv har stået uden for. Det får det til at virke, som grunden til at hun synes det er helt normalt, at en mor bare holder mere af det ene barn end det andet. Hun siger, at det er fordi sønnen altid gør som flertallet og altid er glad, mens datteren var rebellen, hun følte sig flov over.

Hun virker ikke som depressionsramt, da hun gerne går på arbejde, deltager i fritidsinteresser, hvor man møder mennesker og tager på udflugt.

Jeg er selv mor og det skærer mig i hjertet, at høre en veninde tale naturligt og kærligt om sit ene barn og derefter nedsættende og nærmest ondskabsfuldt om det andet.

Hov for resten ja det jeg ville med indlægget er, at høre om i ville ignorere det og tale hende efter munden for at bevare den gode stemning. Eller om i ville antyde, at det virker meget unaturligt sådan at være uvenner med hele verden?

Ja for naboer og kollegaer bliver også bagtalt og omtalt misundeligt.

Anonym skriver:

Hov for resten ja det jeg ville med indlægget er, at høre om i ville ignorere det og tale hende efter munden for at bevare den gode stemning. Eller om i ville antyde, at det virker meget unaturligt sådan at være uvenner med hele verden?

Ja for naboer og kollegaer bliver også bagtalt og omtalt misundeligt.

Jeg ville slet ikke kunne klare at have sådan en veninde, og samtidig have et smil på læben.... Hvis det var min veninde ville jeg fortælle hende stille og roligt(måske i et brev, som jeg læste op), at jeg havde lyttet til alt det hun har sagt og fortalt og set hvordan hendes liv har forandret sig, og at jeg tror at det er hende der er noget i vejen med, fordi det er ikke normalt at have sådanne følelser. Og at jeg sagtens forstår at hendes datter har været rebellen, da hun fra hun var lille må have følt at hendes mor ikke elskede hende. Jeg ville fortælle hende at hun bliver nødt til at få noget hjælp, og hvis hun ikke havde et ønske om det, så ville hun miste mig som veninde, da jeg ikke ville kunne stå på sidelinien og se på, imens hun ødelægger sit og andres liv.

Held og lykke

Tulipan skriver:

Der er nogle mennesker der ikke er i stand til at elske andre, men det er da mærkeligt hvis hun elsker sin søn og ikke sin datter?

Det kan ikke være fordi hun er ved at udvikle en depression eller sådan noget, er det pludseligt hun har ændret psyke?

Mine brødres mor valgte også en søn over den anden. Den ene fik, den anden gjorde ikke.

Jeg kan ikke forstå hvordan man kan elske et barn mere end det andet, men sådan er der nogen der er. Man kan have bedre kontakt med det ene og ikke det andet.

Deres mor kunne ikke være mor dengang, så de havde min mor i stedet for. De har først lige fået kontakt til hende igen, efter næsten 30år.

mor88 skriver:

Jeg ville slet ikke kunne klare at have sådan en veninde, og samtidig have et smil på læben.... Hvis det var min veninde ville jeg fortælle hende stille og roligt(måske i et brev, som jeg læste op), at jeg havde lyttet til alt det hun har sagt og fortalt og set hvordan hendes liv har forandret sig, og at jeg tror at det er hende der er noget i vejen med, fordi det er ikke normalt at have sådanne følelser. Og at jeg sagtens forstår at hendes datter har været rebellen, da hun fra hun var lille må have følt at hendes mor ikke elskede hende. Jeg ville fortælle hende at hun bliver nødt til at få noget hjælp, og hvis hun ikke havde et ønske om det, så ville hun miste mig som veninde, da jeg ikke ville kunne stå på sidelinien og se på, imens hun ødelægger sit og andres liv.

Held og lykke

Ja det er jo lige det, jeg har jo desværre set, hvor uvenner hun bliver, når andre mener noget andet end hun. Så er bange for at miste hende som veninde. Men omvendt har jeg så svært ved at forstå hende.

Anonym skriver:

Min veninde er efterhånden gået hen og blevet mærkelig. Hun har siden sin skilsmisse ikke længere haft kontakt til familien, kun sin voksne søn. Hun er uvenner med sine forældre, søster, niecer og senest også sin datter og svigersøn, der siden har brudt kontakten med hende. Hun snakker meget til mig, hvor hun spiller offer og fortæller om sin ulidelige mor og søster og besværlige datter.

Senest har hun nu betroet mig, at hun aldrig har elsket sin voksne datter, som hun altid har set som intrigang og besværlig og haft kontroverser med det meste af pigens ungdom og voksenliv. Pigen har brudt kontakten med hende og min veninde virker halvvejs lettet over det, halvvejs som om hun slet ikke forstår, at mange finder hende dominerende og pessimistisk med hendes brok.  Efterhånden er det blevet rigtigt besværligt at have sådan en veninde og hun virker mere og mere blottet for selvindsigt og for erkendelse af, at hun selv har en andel i alle konflikterne.

Hvad mener i?

jøsses man sku tro det var min mor du beskrev..... Hun var lige sådan, og ja jeg var så det barn hun bare aldrig har elsket eller kom til inden hun døde...

stjernehimmel skriver:

jøsses man sku tro det var min mor du beskrev..... Hun var lige sådan, og ja jeg var så det barn hun bare aldrig har elsket eller kom til inden hun døde...

Håber ikke jeg anmeldte dit indlæg, fik lige tastet forkert, men nåede vist at fortryde.

Ork jamen det er også det jeg tænker, hvordan det må være for pigen, altså hendes datter. For de fleste vil vel gerne have et godt forhold til deres mor også selv om de er 25.

Hvordan tacklede du det med din mor? Og har det haft nogen betydning, for så må jeg jo sige noget nu.

Det lyder som min mor som er død -

Og ja det var en lettelse,men også en sorg for selv om jeg godt vidste jeg aldrig ville have kontakt med hende og at det aldrig ville ændre sig .Ja så var det alligevel en sorg over aldrig at have haft en mor der elskede mig.

Det giver store solide ar ikke at være elsket,især af sin mor da der altid vil være en form for navlestreng.

Min mor var så også psykisk syg,...Men fungerede udaftil helt normalt undtagen når nogen kom på tværs 

Hun har skrevet utallige breve til nærmest alle i familien med ondskabsfulde beskyldninger og hadefulde sætninger .

Fandt kopier af dem efter hendes død,og pyh ha....

Har selv modtaget en del efter jeg brød med hende .Og hun var et sygt ,sygt menneske,...

Men ja der findes kvinder der aldrig burde have sat børn i verden,men det er vel også meget logisk  at de findes.-når man tænker på at der også findes en del mænd der ikke har problemer med at sætte børn i verden som intet betyder for dem.