der er en del grunde til min sejhed (ja, man skal jo ikke sætte sit lys under en skæppe), men det der gjorde mig fortjent til navnet "Ninja-Trine" (givet til mig af min kære husbond), var da jeg i januar endelig blev gravid efter næsten to års forsøg. fjorten dage efter begynder jeg at pletbløde og vi tager på klinikken og blir scannet, hvor der ikke er noget som helst at se i min livmoder. de er derfor sikre på, at jeg er ved at abortere af mig selv og tager blodprøver for at holde øje med at hcg falder. nogle dage efter er det tydeligt at hcg stiger, og der er noget helt galt - men hvad ved de ikke. jeg blir scannet og scannet og scannet og får taget blodprøver hver anden dag og hcg stiger og stiger, men er slet ikke så højt som det burde være på daværende tidspunkt. imens er jeg igang med at skrive eksamensopgaver på universitetet. jeg har en fjortendages opgave om Emila Zolas "Nana", hvor den første uge går i en lykkerus over at jeg er gravid, den anden uge går som i en trance, jeg skal IKKE være mor, men hvad sker der overhovedet med min krop?? jeg ender med at få cellegift, for at slå fosteret ihjel, uanset hvor det befinder sig henne derinde i mørket. det får jeg en fredag og mandagen efter bliver jeg indlagt efter at have haft fuldkommen sindssyge smerter i 3 dage. da vi kommer på hospitalet insistere en lortefertilitetslæge på at scanne og unersøge mig vaginalt, på trods af, at jeg kun akkurat kan kæmpe mig op på den gynækologiske briks og græder mens hun scanner mig. da hun jager sine fingre op i mig og trykker og gør ved (på trods af, at hun lige har konstateret ved scanningen, at jeg bløder kraftigt i bughulen), loser jeg hende sådan en over armen i ren refleks. jeg begynder at hulke og hun forsvinder ud efter en sygeplejerske og imens må søren hjælpe mig ned af briksen og give mig tøj på, for jeg kan slet ikke bevæge mig for smerter. jeg blir indlagt og får at vide, at jeg SKAL opereres idag, for jeg er gravid udenfor livmoderen. men så er der vagtskifte og den nye læge er simpelthen lortelægen over alle lortelæger og hun mener ikke jeg har "ondt nok" og udskyder beslutningen om operation. det korte af det lange er, at jeg ikke er en skriger, så der er ingen der tror på, at jeg virkelig har det særlig skidt, og først da jeg får en vidunderlig sygeplejerske næste dag og knækker fuldkommen sammen og fortæller, at jeg ikke kan klare smerterne længere, ringer hun efter lægen og jeg laver det bedste skrigeshow jeg nogensinde har præsteret for lægen, der sender mig til operation en time efter.
om aftenen ligger jeg på stue med en masse kvinder, der har fået lavet meget mindre operationer i deres underliv, og desuden har jeg mistet et barn - alligevel siger den nye sygeplejerske, at jeg kun får aftensmad, hvis jeg selv henter den nede på gangen. hun henter imidlertid aftensmad til en kvinde der allerede er ude af sengen og på vej hjem. jeg slæber mig ned af gangen, der er tale om 500 m, men jeg kan næsten ikke røre mig for smerter efter operationen og jeg aner ikke den dag idag hvordan det lykkedes mig at få aftensmad den dag (da jeg var i fakta en uge senere, kunne jeg ikke engang skubbe en vogn!). Søren kan ikke få fri fra arbejde, så min mor kommer fra kbh til OUH og hjælper mig med at komme i bad og tager med os hjem og hjælper mig derhjemme også.
da jeg kommer hjem, er der besked fra min franskprofessor:
Kære Trine
Du får 12
Kærlig Hilsen Henning
Det syntes jeg fandme er sejt, efter det helvede jeg var igennem 
jeg måtte sygemeldes til to eksamener og har stort set ikke deltaget på 4. semester her i foråret, og alligevel er det lykkedes mig at gennemføre på normeret tid indtil videre, ved rigtig fin planlægning og hjælp fra min husbond, og jeg har da formået at skrive 3 opgaver til karaktererne 7,7 og 10 - på trods af, at det er 100% selvstudie midt i en tid hvor jeg ikke har haft overskud nok til at komme ud af nattøjet de fleste dage.
Anmeld
