Skal jeg lade hende snakke med en børnepsykolog?

Hej piger

Jeg er anonym af hensyn til min datter.

Jeg har en meget følsom pige på 7 år. Hun er frisk og energisk. En rigtig skøn pige! Men her det sidste halve års tid er hun blevet mere og mere følsom.. Og især her de sidste par måneder skal der ingenting til at vælte hendes verden. Hvis der er noget der ikke går som hun forventer det (f.eks hvis hendes gode veninde ikke kommer til svømning) bliver hun drøn ulykkekig og græder og græder. Hvis vi har en lille diskussion bliver hun bund ulykkelig. 

Mig og hendes far gik fra hinanden da hun var ca et år gammel og det har været meget turbulent mellem os. Men de sidste 2 år er det begyndt at gå rigtig godt og jeg synes vi har et godt samarbejde. og jeg har også et godt samarbejde med hendes farmor som hun også ser rigtig tit. Det starter så med hun ikke har lyst til at komme hjem til farmor mere.. Jeg spørger min datter om der er sket noget, men hun vil ikke snakke om det.. Jeg prøver et par dage senere at spørge, men hun vil stadig ikke fortælle om der er sket noget. Og man kan se der er et eller andet der trykker hende.. men jeg kan ikke komme igennem til hende.. 

Her til aften under tandbørstningen snakker vi så om hendes far. Hun har fået en blist oppe på tandkødet som jo selvfølgelig er øm. Men hendes far mener med det samme der er tandkødsbetændelse og at hun skal til tandlægen.. Så siger min datter at hendes far har sagt at hun skal blive ved med at børste der hvor det gør ondt, hvor jeg siger til hende at grunden til det gør ondt er den blist og at den nok skal gå væk. hun siger derefter til mig: Mor, far har også sagt noget andet, men jeg må ikke sige til dig hvad det er. for han siger det skal være en hemmelighed. Jeg prøver at få hende til at sige hvad det er, for jeg kan se det trykker hende. Men jeg kan ikke få det ud af hende..

Jeg tror hun går og bimler med en helt masse ting som hun ikke kan få lukket ud fordi hun er så loyal overfor både mig og hendes far.. Så jeg går og overvejer om jeg skal kontakte en børnepsykolog så hun kan komme ud med det et eller andet sted.. Er det noget jeg bør gøre?

 

Hvis du nåede hertil vil jeg gerne sige tusind tak! 

 

Knus en meget fortvivlet mor, der bare så gerne vil have hendes glade pige igen.

Først vil jeg lige sige min meget følsomme datter også var endnu mere følsom fra hun var 7-9 år, men når det er sagt ville jeg være bekymret over det hun har sagt og jeg ville kontakte far.

lineog4 skriver:

Først vil jeg lige sige min meget følsomme datter også var endnu mere følsom fra hun var 7-9 år, men når det er sagt ville jeg være bekymret over det hun har sagt og jeg ville kontakte far.

jeg tænker også om det bare er alderen der gør at hun er så følsom.? 

Jeg tror også jeg hiver fat i hendes far. Hun fortalte mig at far havde sagt hun ikke måtte sige det for så ville mig og hendes far blive uvenner. Jeg bliver virkelig gal over at han lægger sådan en pres på hende, for jeg går jo selvfølgelig ud fra han har sagt noget negativt om mig. Og det må han skam også hellere end gerne. Det rager min en papand. Han skal bare ikke gøre det foran vores datter!

Anonym skriver:

Hej piger

Jeg er anonym af hensyn til min datter.

Jeg har en meget følsom pige på 7 år. Hun er frisk og energisk. En rigtig skøn pige! Men her det sidste halve års tid er hun blevet mere og mere følsom.. Og især her de sidste par måneder skal der ingenting til at vælte hendes verden. Hvis der er noget der ikke går som hun forventer det (f.eks hvis hendes gode veninde ikke kommer til svømning) bliver hun drøn ulykkekig og græder og græder. Hvis vi har en lille diskussion bliver hun bund ulykkelig. 

Mig og hendes far gik fra hinanden da hun var ca et år gammel og det har været meget turbulent mellem os. Men de sidste 2 år er det begyndt at gå rigtig godt og jeg synes vi har et godt samarbejde. og jeg har også et godt samarbejde med hendes farmor som hun også ser rigtig tit. Det starter så med hun ikke har lyst til at komme hjem til farmor mere.. Jeg spørger min datter om der er sket noget, men hun vil ikke snakke om det.. Jeg prøver et par dage senere at spørge, men hun vil stadig ikke fortælle om der er sket noget. Og man kan se der er et eller andet der trykker hende.. men jeg kan ikke komme igennem til hende.. 

Her til aften under tandbørstningen snakker vi så om hendes far. Hun har fået en blist oppe på tandkødet som jo selvfølgelig er øm. Men hendes far mener med det samme der er tandkødsbetændelse og at hun skal til tandlægen.. Så siger min datter at hendes far har sagt at hun skal blive ved med at børste der hvor det gør ondt, hvor jeg siger til hende at grunden til det gør ondt er den blist og at den nok skal gå væk. hun siger derefter til mig: Mor, far har også sagt noget andet, men jeg må ikke sige til dig hvad det er. for han siger det skal være en hemmelighed. Jeg prøver at få hende til at sige hvad det er, for jeg kan se det trykker hende. Men jeg kan ikke få det ud af hende..

Jeg tror hun går og bimler med en helt masse ting som hun ikke kan få lukket ud fordi hun er så loyal overfor både mig og hendes far.. Så jeg går og overvejer om jeg skal kontakte en børnepsykolog så hun kan komme ud med det et eller andet sted.. Er det noget jeg bør gøre?

 

Hvis du nåede hertil vil jeg gerne sige tusind tak! 

 

Knus en meget fortvivlet mor, der bare så gerne vil have hendes glade pige igen.

Hun har i hvert fald brug for at snakke med en eller anden.For hvis hun går og holder på hemmeligheder(siger ikke at det er noget slemt) men det påvirker hende, og hun skal jo ikke gå og være ked af det (eller bange) for at sige ting.
For det må have noget med at gøre med faren og farmoren, siden at hun ikke vil hen til farmoren mere, så må der jo være sket noget, der gør hende utryg ved at tage derop.

Jeg synes at du skal sætte dig ned med din datter, og snakker om hvad der gør hende ked af det, hvorfor hun ikke vil op til sin farmor mere. for du er nød til at finde ud af hvad der er sket deroppe, for din datters skyld, så hun ikke går med den hemmelighed i længere.

Anonym skriver:

jeg tænker også om det bare er alderen der gør at hun er så følsom.? 

Jeg tror også jeg hiver fat i hendes far. Hun fortalte mig at far havde sagt hun ikke måtte sige det for så ville mig og hendes far blive uvenner. Jeg bliver virkelig gal over at han lægger sådan en pres på hende, for jeg går jo selvfølgelig ud fra han har sagt noget negativt om mig. Og det må han skam også hellere end gerne. Det rager min en papand. Han skal bare ikke gøre det foran vores datter!

For min datter var det rigtig slemt i 2. Klasse, der var hun 8 tror jeg og nu er hun stadig en følsom pige men med hård på brystet hvis man kan sige det sådan - hun har fundet sine egne ben og troen på sig selv og på det er okay at være som hun er. Hun kan stadig græde over intet og så videre, men hun er som grundfølelse glad og i balance.

Skal ikke sige om det er alderen eller der er mere bag ved, tror jeg du ved bedst, men bare sige vi i hvertfald har oplevet noget lignende.

Yurie skriver:

Hun har i hvert fald brug for at snakke med en eller anden.For hvis hun går og holder på hemmeligheder(siger ikke at det er noget slemt) men det påvirker hende, og hun skal jo ikke gå og være ked af det (eller bange) for at sige ting.
For det må have noget med at gøre med faren og farmoren, siden at hun ikke vil hen til farmoren mere, så må der jo være sket noget, der gør hende utryg ved at tage derop.

Jeg synes at du skal sætte dig ned med din datter, og snakker om hvad der gør hende ked af det, hvorfor hun ikke vil op til sin farmor mere. for du er nød til at finde ud af hvad der er sket deroppe, for din datters skyld, så hun ikke går med den hemmelighed i længere.

jeg har prøvet så frygtelig mange gange at snakke med hende om hvad der er sket.. Men hun bliver ked af det, græder og vil ikke fortælle noget. Hun havde en periode hvor hun havde rigtig mange mareridt om ulve (hvilket nok er hendes største frygt) Men efter hun ikke sover hos farmor mere er de stoppet. Men det er derfor jeg overvejer en børnepsykolog.. For jeg kan simpelthen ikke få hende til at åbne op.. det eneste jeg kan gøre når vi har de snakke er at holde om hende og trøste hende.

lineog4 skriver:

For min datter var det rigtig slemt i 2. Klasse, der var hun 8 tror jeg og nu er hun stadig en følsom pige men med hård på brystet hvis man kan sige det sådan - hun har fundet sine egne ben og troen på sig selv og på det er okay at være som hun er. Hun kan stadig græde over intet og så videre, men hun er som grundfølelse glad og i balance.

Skal ikke sige om det er alderen eller der er mere bag ved, tror jeg du ved bedst, men bare sige vi i hvertfald har oplevet noget lignende.

Det er bare så super svært når det er den ældste, for man har jo ikke rigtig noget at sammenligne med. ville sådan ønske jeg kunne læse hendes tanker bare et øjeblik.. det smerter mig hun er så ked af det hele tiden. Men der er også bare sket så meget i hendes liv her det sidste års tid. Der har været nogle flytninger nede ved hendes far, en ny lillebror dernede, vi havde også en flytning her for 2 måneder siden, hun er begyndt i skole, skolen besluttede at klasserne ikke duede og lavede dem om fra idag... der har bare været så mange nye ting hun har skulle forholde sig til..

Anonym skriver:

jeg har prøvet så frygtelig mange gange at snakke med hende om hvad der er sket.. Men hun bliver ked af det, græder og vil ikke fortælle noget. Hun havde en periode hvor hun havde rigtig mange mareridt om ulve (hvilket nok er hendes største frygt) Men efter hun ikke sover hos farmor mere er de stoppet. Men det er derfor jeg overvejer en børnepsykolog.. For jeg kan simpelthen ikke få hende til at åbne op.. det eneste jeg kan gøre når vi har de snakke er at holde om hende og trøste hende.

som det er blevet sagt, kan det have noget med alderen af gøre, men når man får mareridt efter at have været et sted og det stopper når man ikke kommer der mere, må der være mere i det.
har du ikke en søster, en mor eller en rigtig god veninde, som hun også har et godt forhold med, der måske kan snakke med hende, for det kan være at det ikke er rart at snakke med dig om det, hvis det handler om dig.

Der er noget der trykker hende, og det gør hende mere følsom..

Yurie skriver:

som det er blevet sagt, kan det have noget med alderen af gøre, men når man får mareridt efter at have været et sted og det stopper når man ikke kommer der mere, må der være mere i det.
har du ikke en søster, en mor eller en rigtig god veninde, som hun også har et godt forhold med, der måske kan snakke med hende, for det kan være at det ikke er rart at snakke med dig om det, hvis det handler om dig.

Der er noget der trykker hende, og det gør hende mere følsom..

jo jeg har min mor og en rigtig god veninde. Jeg regner med at tage snakken med min mor om det også.. For hun er min faste klippe når det kommer til mine børn. Så jeg vil gerne have hendes mening også. men pyha jeg havde virkelig bare brug for at få noget luft og høre andres synsvinkler også.

Anonym skriver:

jo jeg har min mor og en rigtig god veninde. Jeg regner med at tage snakken med min mor om det også.. For hun er min faste klippe når det kommer til mine børn. Så jeg vil gerne have hendes mening også. men pyha jeg havde virkelig bare brug for at få noget luft og høre andres synsvinkler også.

Det kan jeg godt forstå.
håber at din mor kan hjælpe dig.. og din datter.. Det er måske lettere for din datter at snakke med hende om det, når du ikke er der.