Anonym skriver:
Jeg fødte min datter ved AKS for snart 6 mdr siden. Det var for mig en meget voldsom oplevelse, da det ligepludselig gik meget hurtigt og hun bare skulle ud. Derudover måtte min datter straks på neonatal, da hun skulle have lidt hjælp til at trække vejret og havde lavt blodsukker. Imens blev jeg syet og kørt på opvågningen... hvor jeg lå i 4 timer før jeg fik lov at komme op og endelig se min datter og få hende op på mit bryst og ligge.
Selvom jeg har det fint nu generelt, kan jeg stadig blive ked af det når andre snakker om deres fødsler og om hvordan de fik barnet op til sig lige efter osv... for sådan var det slet ikke for mig. Der er ligenu en tråd herinde om hvordan det var at se sit barn for første gang og den kan jeg næsten ikke kapere. Bliver så ked af det når jeg læser andres fantastiske historier om hvordan deres møde med baby var 
Det var de længste og værste 4 timer af mit liv, mens jeg lå og ventede på at få lov til at se min datter og jeg kan huske hvordan jeg lå og var ked af det og græd og tænkte at nu havde jeg været mor en time (havde udsigt til et ur), og ikke holdt min datter endnu, og nu var der gået et kvarter mere osv...
Det hele gør også at jeg stadig er lidt "bange" for at skulle have et barn mere, fordi det gik som det gik med min datter. Jeg overvejer stadig om jeg mon bør snakke med nogen "professionelle" om det eller hvad? Eller kommer man sig over sit AKS og bliver det bedre og bliver man parat til nr. 2 alligevel af sig selv?
Nu kan vores fødsler slet ikke sammenlignes, da jeg fødte vaginalt. Men min søn røg på neonatal umiddelbart efter han kom ud, da han havde fået fostervand i lungerne. Jeg nåede heldigvis lige at ligge med ham i et par minutter inden de tog ham. Derefter gik der 3-4 timer inden, jeg kom op til ham, da jeg først skulle syes (jeg var gået MEGET i stykker). Det endte med at blive en ret dramatisk fødsel og efterfølgende følte jeg mig som jordens dårligste fødende. Jeg lå bare der på stuen helt alene og rystede over hele kroppen, som reaktion på fødslen. Jordemoderen havde slet ikke travlt med at sy. Det var virkelig ikke sjovt. Jeg havde også udsyn til et ur og kunne bare ligge der og kigge på sekundviseren, der flyttede sig uden at vide, hvad der skete med mit barn, og hvordan han havde det.
Efter fødslen havde jeg det meget dårligt med hele forløbet. Der gik mange ting skævt under fødslen, som jeg endte med at bebrejde mig selv for. Faktisk har jeg senere fundet ud af, at det ikke var min skyld, da jeg har fået yderligere viden om min situation.
Heldigvis havde jeg en god SP efterfølgende, som gav mig et godt råd til, hvordan jeg selv kunne bearbejde fødslen. Jeg skulle holde mit barn i armene og så fortælle mit barn om fødslen. Fortælle hvad der gjorde, at vi ikke kunne være sammen efter han kom ud, men samtidig berolige barnet med, at faren var der, og at det ikke var alene. Man kan jo fortælle, hvad man har lyst til, men egentlig går øvelsen blot ud på at sætte ord på, og bede om tilgivelse fra barnet. Jeg gjorde det op til flere gange med rigtige gode resultater til følge. Det er hårdt og man sidder med tårene væltende ned af kinderne - jeg gjorde i hvert fald - men bagefter kan man mærke, hvor meget det har løsnet i en. Jeg syntes faktisk også, at jeg kunne mærke det på mit barn, som efterfølgende blev mere rolig. Derudover gik jeg mange lange ture med barnevognen, hvor jeg kun gennemgik fødslen igen og igen, for at få det gennemarbejdet. Prøv evt. at tage fat i din SP. Mange af dem er også gode til at hjælpe med samtale efter fødslen.
Jeg overvejede også at søge professionel hjælp, men lige efter fødslen kunne jeg ikke rumme det. Vi fik ellers tilbudt en samtale med min jordemor (hende jeg gik til kontrol hos), men jeg følte ikke for det. Det var faktisk først flere måneder senere, at jeg havde behovet for samtale. Der brugte jeg så tilgengæld også en veninde meget, som havde et fødselsforløbt meget lig mit.
Her 13 måneder efter er jeg kommet helt over det og behovet for samtale er der ikke. Jeg er ikke bange for en ny fødsel og har mod på at blive gravid igen. Men det tager tid og er hårdt arbejde, at komme der til.
Hvis du nu føler, at du er parat til en samtale med en professionel, så skal du helt sikkert gøre det. Det er nu, du er klar til det, og kan få rigtig meget gavn af det.
Held og lykke med det 
