AKS... stadig ked af det

Jeg fødte min datter ved AKS for snart 6 mdr siden. Det var for mig en meget voldsom oplevelse, da det ligepludselig gik meget hurtigt og hun bare skulle ud. Derudover måtte min datter straks på neonatal, da hun skulle have lidt hjælp til at trække vejret og havde lavt blodsukker. Imens blev jeg syet og kørt på opvågningen... hvor jeg lå i 4 timer før jeg fik lov at komme op og endelig se min datter og få hende op på mit bryst og ligge.

Selvom jeg har det fint nu generelt, kan jeg stadig blive ked af det når andre snakker om deres fødsler og om hvordan de fik barnet op til sig lige efter osv... for sådan var det slet ikke for mig. Der er ligenu en tråd herinde om hvordan det var at se sit barn for første gang og den kan jeg næsten ikke kapere. Bliver så ked af det når jeg læser andres fantastiske historier om hvordan deres møde med baby var

Det var de længste og værste 4 timer af mit liv, mens jeg lå og ventede på at få lov til at se min datter og jeg kan huske hvordan jeg lå og var ked af det og græd og tænkte at nu havde jeg været mor en time (havde udsigt til et ur), og ikke holdt min datter endnu, og nu var der gået et kvarter mere osv...

Det hele gør også at jeg stadig er lidt "bange" for at skulle have et barn mere, fordi det gik som det gik med min datter. Jeg overvejer stadig om jeg mon bør snakke med nogen "professionelle" om det eller hvad? Eller kommer man sig over sit AKS og bliver det bedre og bliver man parat til nr. 2 alligevel af sig selv?

Anonym skriver:

Jeg fødte min datter ved AKS for snart 6 mdr siden. Det var for mig en meget voldsom oplevelse, da det ligepludselig gik meget hurtigt og hun bare skulle ud. Derudover måtte min datter straks på neonatal, da hun skulle have lidt hjælp til at trække vejret og havde lavt blodsukker. Imens blev jeg syet og kørt på opvågningen... hvor jeg lå i 4 timer før jeg fik lov at komme op og endelig se min datter og få hende op på mit bryst og ligge.

Selvom jeg har det fint nu generelt, kan jeg stadig blive ked af det når andre snakker om deres fødsler og om hvordan de fik barnet op til sig lige efter osv... for sådan var det slet ikke for mig. Der er ligenu en tråd herinde om hvordan det var at se sit barn for første gang og den kan jeg næsten ikke kapere. Bliver så ked af det når jeg læser andres fantastiske historier om hvordan deres møde med baby var

Det var de længste og værste 4 timer af mit liv, mens jeg lå og ventede på at få lov til at se min datter og jeg kan huske hvordan jeg lå og var ked af det og græd og tænkte at nu havde jeg været mor en time (havde udsigt til et ur), og ikke holdt min datter endnu, og nu var der gået et kvarter mere osv...

Det hele gør også at jeg stadig er lidt "bange" for at skulle have et barn mere, fordi det gik som det gik med min datter. Jeg overvejer stadig om jeg mon bør snakke med nogen "professionelle" om det eller hvad? Eller kommer man sig over sit AKS og bliver det bedre og bliver man parat til nr. 2 alligevel af sig selv?

Jeg fik et semi AKS, altså ikke akut akut, men alligevel.. 

Jeg kunne have skrevet det indlæg her, vil dog sige at det er blevet bedre med tiden, men min dreng er også over 2 år nu.. 

Jeg fik desværre en efterfødselsreaktion ovenpå fødslen og den meget svære tid med sygt barn efterfølgende.. 

Jeg er også bange for eb ny fødsel, da jeg på ingen måde ønsker kejsersnit igen, men også er for bange for alm fødsel der så ender som AKS.. 

jeg ville helt klart anbefale dig at få snakket oplvelsen igennem med en prof... ikke at jeg har oplevet det du snakker om men da jeg fødte gik der 30 min før jeg så min søn da han ikke trak vejret ret godt og dette gjorde at jeg måtte ha noget hjælp jeg fik simpelthend en fødsels reaktion men først da jeg blev gravid med min nr. 2 nå søg hjælp så hurtigt du kan det kan kun blive bedre

Jeg fik aks i uge 34 pga ssf, som havde udviklet sig til hellp. Da thea blev født, så jeg hende lige i de 2 sek det tog dem at gå forbi mig med hende. Hun kom på neo, mens jeg kom på intensiv opvågning, fordi jeg var så syg. Hun blev født kl 23.15 lørdag, og jeg så hende først omkring kl 13-14 søndag. Jeg ka tydelig huske hvor forvirrende, frustrende og frygtligt det var ik at have min baby hos mig. Usikkerheden omkring om hun var ok, om jeg var ok osv. Da jeg så endelig så hende så var hun bare MIN og helt perfekt, og selvom der er mange ting jeg slet ik ka huske fra de første 3-4 dage efter fødslen, så ka jeg bare huske hvor perfekt det var at få hende op til mig.

Jeg har ik været ked af det pga mit forløb, men havde godt nok mange tanker omkring det at få nr 2. Omkring det at sku igennem det samme igen, hvis det værste skete, alt det ukendte ved at sku føde normalt/ sku tage stilling til om jeg ønskede pks osv.

Da jeg så blev gravid med alberte valgete jeg at føde normalt, og det var da en total fed oplevelse, men ska vi ha flere børn, så vil jeg vælge pks! 

 Er sikker på at det at snakke med andre om sin oplevelse, er noget af det bedste man ka gøre! Vh stine

Kæmpe kram, kan 100% følge dig, jeg havde selv en grim oplevelse da min 1 kom til verden, og har også fået psykolog samtaler pga det. Til gengæld er der så mange andre smukke øjeblikke, selvom det første ikke blev som ønsket. Jeg kan knap huske da jeg så min søn 1 gang

Du er velkommen til at skrive privat hvis du har brug for at dele, høre min historie eller bare snakke med en som forstår dig.

Jeg fødte min datter ved AKS for snart 6 mdr siden. Det var for mig en meget voldsom oplevelse, da det ligepludselig gik meget hurtigt og hun bare skulle ud. Derudover måtte min datter straks på neonatal, da hun skulle have lidt hjælp til at trække vejret og havde lavt blodsukker. Imens blev jeg syet og kørt på opvågningen... hvor jeg lå i 4 timer før jeg fik lov at komme op og endelig se min datter og få hende op på mit bryst og ligge.

Selvom jeg har det fint nu generelt, kan jeg stadig blive ked af det når andre snakker om deres fødsler og om hvordan de fik barnet op til sig lige efter osv... for sådan var det slet ikke for mig. Der er ligenu en tråd herinde om hvordan det var at se sit barn for første gang og den kan jeg næsten ikke kapere. Bliver så ked af det når jeg læser andres fantastiske historier om hvordan deres møde med baby var

Det var de længste og værste 4 timer af mit liv, mens jeg lå og ventede på at få lov til at se min datter og jeg kan huske hvordan jeg lå og var ked af det og græd og tænkte at nu havde jeg været mor en time (havde udsigt til et ur), og ikke holdt min datter endnu, og nu var der gået et kvarter mere osv...

Det hele gør også at jeg stadig er lidt "bange" for at skulle have et barn mere, fordi det gik som det gik med min datter. Jeg overvejer stadig om jeg mon bør snakke med nogen "professionelle" om det eller hvad? Eller kommer man sig over sit AKS og bliver det bedre og bliver man parat til nr. 2 alligevel af sig selv?

min søn er også født ved akut kejsersnit og jeg var lige som dig meget ked af ikke at have fået en "rigtig" fødsel... Jeg fik et par samtaler kort efter fødsel med den jordemor der tog imod ham og det hjalp mig til at tro på at jeg vil kunne føde "normalt" næste gang... Min søn er i dag næsten 6 og jeg venter nr. 2 til april...

Jeg er stadig ked af ikke at have født ham og er lidt nervøs for om det går samme vej den her gang, men min læge og jordemor er gode til at tale med mig om det...

Kan godt lyde som om det var en god idé med noget psykologhjælp... til at få det bearbejdet før det kommer for langt væk. Har fået lavet den dér "efterfødselsreaktion" test med min SP to gange, første gang scorede jeg 6 og anden gang 2 (man måtte højst have 8), så jeg har fået det bedre med det, men bliver bare stadig ked af det til tider...

Jeg føler jo bare stadig slet ikke at jeg kan se tilbage på fødslen som en god oplevelse. Man læser om de hér fantastiske fødsler og øjeblikke, men min var bare voldsom og så med de efterfølgende timer hvor jeg bare lå og ventede på at måtte se min pige og være sammen med hende, så føler jeg bare overhovedet ikke at fødslen var rar. Frygter allerede lidt for den dag min datter bliver stor nok til at måske at spørge ind til hvordan hun kom til verden, og jeg vil jo ikke kunne fortælle hende det var rart for mig

Og som nogle af jer andre frygter jeg jo også lidt en fødsel mere og at det skal gå ligesådan...

Jeg elsker hende overalt på jorden og kan slet ikke forestille mig hvad jeg ville gøre hvis hun ikke var her. Men den måde hun kom til verden på var bare slet ikke så lykkelig for mig som jeg føler den burde være...

Anonym skriver:

Kan godt lyde som om det var en god idé med noget psykologhjælp... til at få det bearbejdet før det kommer for langt væk. Har fået lavet den dér "efterfødselsreaktion" test med min SP to gange, første gang scorede jeg 6 og anden gang 2 (man måtte højst have 8), så jeg har fået det bedre med det, men bliver bare stadig ked af det til tider...

Jeg føler jo bare stadig slet ikke at jeg kan se tilbage på fødslen som en god oplevelse. Man læser om de hér fantastiske fødsler og øjeblikke, men min var bare voldsom og så med de efterfølgende timer hvor jeg bare lå og ventede på at måtte se min pige og være sammen med hende, så føler jeg bare overhovedet ikke at fødslen var rar. Frygter allerede lidt for den dag min datter bliver stor nok til at måske at spørge ind til hvordan hun kom til verden, og jeg vil jo ikke kunne fortælle hende det var rart for mig

Og som nogle af jer andre frygter jeg jo også lidt en fødsel mere og at det skal gå ligesådan...

Jeg elsker hende overalt på jorden og kan slet ikke forestille mig hvad jeg ville gøre hvis hun ikke var her. Men den måde hun kom til verden på var bare slet ikke så lykkelig for mig som jeg føler den burde være...

Altså jeg tror aldrig jeg kommer til at kigge tilbage på den fødsel som en god oplevelse og det tror jeg heller ikke du vil komme til - man er selvfølgelig lykkelig for det barn der kom ud, men selve oplevelsen af den fødsel vil aldrig blive positiv for mig.. 

Min kæreste og jordemoder har filmet fra operationsbordet da min søn kom til verden, og jeg tudbrøler når jeg ser de klip, kan ikke tåle at se det, alle de gamle følelser vælter op i en igen.. 

Jeg vil være ærlig overfor mit barn når den tid kommer, ligesom jeg har været ærlig omkring mine følelser for alle andre.. 

Mit bedste råd - fortæl fortæl fortæl om din oplevelse og tanker/følelser igen og igen - få en snak med din jm/psykolog omkring det.. 

Jeg gik i en terapi-gruppe med andre mødre der havde en efterfødselsreaktion og en af dem havde været igennem lidt ala det samme fødselsforløb og det var guld at snakke med hende - da man har mange af de samme tanker/følelser 

Anonym skriver:

Jeg fødte min datter ved AKS for snart 6 mdr siden. Det var for mig en meget voldsom oplevelse, da det ligepludselig gik meget hurtigt og hun bare skulle ud. Derudover måtte min datter straks på neonatal, da hun skulle have lidt hjælp til at trække vejret og havde lavt blodsukker. Imens blev jeg syet og kørt på opvågningen... hvor jeg lå i 4 timer før jeg fik lov at komme op og endelig se min datter og få hende op på mit bryst og ligge.

Selvom jeg har det fint nu generelt, kan jeg stadig blive ked af det når andre snakker om deres fødsler og om hvordan de fik barnet op til sig lige efter osv... for sådan var det slet ikke for mig. Der er ligenu en tråd herinde om hvordan det var at se sit barn for første gang og den kan jeg næsten ikke kapere. Bliver så ked af det når jeg læser andres fantastiske historier om hvordan deres møde med baby var

Det var de længste og værste 4 timer af mit liv, mens jeg lå og ventede på at få lov til at se min datter og jeg kan huske hvordan jeg lå og var ked af det og græd og tænkte at nu havde jeg været mor en time (havde udsigt til et ur), og ikke holdt min datter endnu, og nu var der gået et kvarter mere osv...

Det hele gør også at jeg stadig er lidt "bange" for at skulle have et barn mere, fordi det gik som det gik med min datter. Jeg overvejer stadig om jeg mon bør snakke med nogen "professionelle" om det eller hvad? Eller kommer man sig over sit AKS og bliver det bedre og bliver man parat til nr. 2 alligevel af sig selv?

Sidder med en klump i halsen over dit indlæg Hvor kan jeg godt forstå det må have været hårdt.

Jeg ville snakke fødslen igennem med en professionel og forsøge, at få bearbejdet den oplevelse det har været for dig. Det ville hjælpe dig meget tror jeg

Et stort kram i din retning

Jeg forstår dig fuldstændig!

Jeg havde det på fuldstændig samme måde - og kan stadig godt få den der "øv" følelse, og min søn er 3½ i dag.

Jeg fik en god efterfødsels samtale med jordemoderen omkring det, men alt i alt handler det jo om at acceptere, at det er den måde tingene skal gøres på desværre, for at sikre din og barnets sikkerhed.

Jeg selv fødte også med aks, og det gik også meget stærkt.
Da min søn blev født var det med en apgar score på 0,5 - da jeg så ham "kort" var han faktisk blå og livløs, og der gik 10 min før der var "liv" i form af et lille vræl.

Jeg blev syet sammen - og det var den længste ventetid, for jeg anede ikke om min søn overlevede eller ej.

Da jeg blev kørt væk derfra, var de stadig i gang med ilt maske og diverse på ham.

Fra OP til jeg så ham oppe på opvågningen gik der 2½ time... der kom han i hans kuvøse, og jeg fik 10 min med ham, hvor jeg fik lov at røre ved ham..

Så kørte de til et andet sygehus en time derfra..

Jeg lå på opvågningen i (hold fast) 14 timer før jeg så min søn igen!

Og jeg var senge liggende i 3 dage pga. SSF, hvor jeg var afhængig af portører som skulle køre mig op til min søn...

DET VAR HÅRDT!

Så jeg forstår dine følelser.. og din øv følelse, og det er vigtigt du ikke brænder inde med dem!

Snak om dit forløb og dine følelser IGEN og IGEN... herinde, til andre... det er den eneste måde du kan acceptere det på..

men helt klart få en efterfødselssamtale.. det er altså super godt!

Knus herfra