Rundt på gulvet og super ked af det

Hej,

jeg sidder i en vanskelig situation - jeg bor lige nu i et andet nordisk land pga min mands arbejde i første omgang. Vi har boet her i snart 6 år. Jeg har et godt arbejde som jeg er glad for. Min mand og jeg har kendt hinanden i 11 år, er gift og har 2 drenge på 7 og 8 år. Vi var helt enige om at få de dejlige drenge. Nu er det sådan at min mand ikke har haft meget lyst til sex - der kan gå flere mdr og det har altid været lidt af et problem men vi har holdt sammen og har haft det ok. Jeg har Haft forskellig præventions midler og vi har flere gange snakket om at han skulle blive steriliseret . Hans ønske og til sidst også mit. Jeg har ikke brugt prævention i lang tid pga aldrig sex og købte derfor 2 pakker kondomer som han ikke ville bruge når vi så havde sex. Jeg har til tider taget en fortrydelses pille som ikke altid har virket. Det har medført at jeg har fået 2 aborter - mest fordi at han ikke ville have dem. Det har været super hårdt og nr 2 er jeg aldrig helt kommet over. Vi har de sidste par år egentlig haft det fint , drengene er blevet større og har det rigtig fint. Vi havde så sex for en gang skyld og jeg gik lidt i panik og ville have en fortrydelses pille- apoteket havde lukket og vi kunne ikke få fat i nogen. Jeg skulle have pillen inden 48 timer og var i panisk tilstand. Jeg tog på arbejde og han kørte ned på apoteket men kom ikke op med pillen på mit arbejde- jeg ringede i et væk til ham- så snart jeg kunne gå, løb jeg ned på apoteket og slugte pillen. Efter nogen dage blødte jeg i ca.2 dage ikke meget. Efter ca 1 mdr blev jeg urolig og var kvalm . Jeg tog til en gynækolog som bekræftede min uro- jeg er gravid - jeg kan ikke få en abort mere. Jeg vil bare ikke. Jeg tøvede med at sige til ham at jeg var gravid for jeg viste at han ville gå bananas og lave et drama samt evt fra lægge sig al ansvar. Først tog han det forbavsende pænt - men efter et par dage sagde han at han ville gå fra os alle sammen. Jeg spurgte om jeg skulle skrive ukendt far - men det behøvede jeg ikke. Men han ville ikke have noget med barnet at gøre og han ville hade det barn. Jeg kunne ikke holde ud at høre det og bad ham ikke sige så grimme ting. Faktum er at jeg nu står med et kæmpe ansvar og helt alene. Super bange. 

Kan ikke gå forbi uden at sende et kram. Har ingen gode råd....

Tak skæbnen for en mand... Øv hvor bliver jeg ked af det på dine vejne. 

Anonym skriver:

Hej,

jeg sidder i en vanskelig situation - jeg bor lige nu i et andet nordisk land pga min mands arbejde i første omgang. Vi har boet her i snart 6 år. Jeg har et godt arbejde som jeg er glad for. Min mand og jeg har kendt hinanden i 11 år, er gift og har 2 drenge på 7 og 8 år. Vi var helt enige om at få de dejlige drenge. Nu er det sådan at min mand ikke har haft meget lyst til sex - der kan gå flere mdr og det har altid været lidt af et problem men vi har holdt sammen og har haft det ok. Jeg har Haft forskellig præventions midler og vi har flere gange snakket om at han skulle blive steriliseret . Hans ønske og til sidst også mit. Jeg har ikke brugt prævention i lang tid pga aldrig sex og købte derfor 2 pakker kondomer som han ikke ville bruge når vi så havde sex. Jeg har til tider taget en fortrydelses pille som ikke altid har virket. Det har medført at jeg har fået 2 aborter - mest fordi at han ikke ville have dem. Det har været super hårdt og nr 2 er jeg aldrig helt kommet over. Vi har de sidste par år egentlig haft det fint , drengene er blevet større og har det rigtig fint. Vi havde så sex for en gang skyld og jeg gik lidt i panik og ville have en fortrydelses pille- apoteket havde lukket og vi kunne ikke få fat i nogen. Jeg skulle have pillen inden 48 timer og var i panisk tilstand. Jeg tog på arbejde og han kørte ned på apoteket men kom ikke op med pillen på mit arbejde- jeg ringede i et væk til ham- så snart jeg kunne gå, løb jeg ned på apoteket og slugte pillen. Efter nogen dage blødte jeg i ca.2 dage ikke meget. Efter ca 1 mdr blev jeg urolig og var kvalm . Jeg tog til en gynækolog som bekræftede min uro- jeg er gravid - jeg kan ikke få en abort mere. Jeg vil bare ikke. Jeg tøvede med at sige til ham at jeg var gravid for jeg viste at han ville gå bananas og lave et drama samt evt fra lægge sig al ansvar. Først tog han det forbavsende pænt - men efter et par dage sagde han at han ville gå fra os alle sammen. Jeg spurgte om jeg skulle skrive ukendt far - men det behøvede jeg ikke. Men han ville ikke have noget med barnet at gøre og han ville hade det barn. Jeg kunne ikke holde ud at høre det og bad ham ikke sige så grimme ting. Faktum er at jeg nu står med et kæmpe ansvar og helt alene. Super bange. 

Ja men så burde han som en moden mand da for helvede have taget kondom på!!! Den opførsel han lægger for dagen skriger til himlen! Så at han klandrer dig og vil gå fra hele familien, sikke en #%^*+=}{%^^#{]#%! Det er ikke noget man skal bruge som trussel uden at fuldføre det. Det giver så megen mistro og mistillid hvis det bare er noget man fyre af. Så er det nemmere hvis han bare gjorde kort proces. Ej hvor er det bare ikke ok!!!!!!!  

Hvis han virkelig ikke ønsker sig flere børn, så burde han måske tænke sig om og bruge beskyttelse !!..

Han er selv udenom det.. BUM!.

Når det er sagt...
Så syntes jeg DU skulle sætte dig ned i ro og tænke det hele igennem.
Er du SIKKER på dit ønske?
Hvorfor?
Hvorfor ikke?
Hvordan ser fremtiden ud hvis du beholder?
Hvordan ser fremtiden ud hvis du ikke beholder?
Kan du overbevise din mand?

Stort kram her fra..

Det er en lidt blandet følelse jeg får over dit indlæg 

1. jeg tænker i er begge skyld i denne kattepine da HAN ikk vil have flere børn men alligevel ikk vil bruge gummi. Men samtidig har du ubeskyttet sex med en mand du VED ikke vil have flere børn. 

2. Jeg begriber ikke at voksne mennesker ser abort som en okay prævention, bare fordi i ikk har sex ret tit?????!!  De er da fuldstændig grotesk i min verden! Hvorfor ikk bare tag den skide p-pille og være på den sikre side? Eller gøre den sterilisation til virkelighed når i nu er enige? 

3. Det er pisse ærgerlig med den situatiob i nu er i. og det er totalt langt ude at han fralægger sig et hvert ansvar! Hvis han ikk vil have flere unger, må han sgu beskytte sig! Men du har jo så også vist ham at du får en abort hvis han siger det, så han har nok ikk helt fattet hvor svært det egentlig er for kvinden? Så på den måde er det jo ogsp svært at fortænke ham i at se det som løsningen igen igen! (Selvom det er langt ude) hmm. Er du sikker på at han mener sine ord og ikke bare er chokket over at du siger fra denne gang? Jeg tænker, at smide et liv væk med børn osv, er sgu drastisk. Men jeg kender ham selfølgelig ikke. Hvad er hans argumenter for ikke at få et barn til?? 

Selvom jeg synes i er lidt lige gode om det, er det stadig svært.

Sikke en idiot.

Og forbandet uansvarsløst af jer begge at dyrke ubeskyttet sex med 2 aborter i bagagen!Og når ingen af jer ønsker flere børn...Helt ærligt...

Ja sorry ,men I er vel for pokker voksne mennesker ??

Du vidste han var sådan en tåbe der ikke ville tage ansvaret ,så nu står du alene.

Måske ærgeligt,men jeg tror du vågner op og ser at sådan en mand skal du kun være glad for at være sluppet af med.

Tænk at skrive at han ikke vil barnet og vil hade det-Er han 12? 

Nu må du så tage konsekvensen af at have dyrket ubeskyttet sex-Og nej det er ingen undskyldning at han ikke vil bruge kondom.

Enten tager du ansvaret for dit ufødte barn og jeres 2 andre børn.

Eller også får du en abort igen,og kommer videre med livet med dig selv og de 2 børn.

Hvis du vælger en abort ,håber jeg for din egen psyke at du er stærk nok til at holde den sørgelige undskyldning for en mand fra døren når han vil tilbage.

For lykkelig sammen med ham når han vil presse dig til abort tror jeg næppe du bliver.

Held og lykke med dit valg.

Anonym skriver:

Hej,

jeg sidder i en vanskelig situation - jeg bor lige nu i et andet nordisk land pga min mands arbejde i første omgang. Vi har boet her i snart 6 år. Jeg har et godt arbejde som jeg er glad for. Min mand og jeg har kendt hinanden i 11 år, er gift og har 2 drenge på 7 og 8 år. Vi var helt enige om at få de dejlige drenge. Nu er det sådan at min mand ikke har haft meget lyst til sex - der kan gå flere mdr og det har altid været lidt af et problem men vi har holdt sammen og har haft det ok. Jeg har Haft forskellig præventions midler og vi har flere gange snakket om at han skulle blive steriliseret . Hans ønske og til sidst også mit. Jeg har ikke brugt prævention i lang tid pga aldrig sex og købte derfor 2 pakker kondomer som han ikke ville bruge når vi så havde sex. Jeg har til tider taget en fortrydelses pille som ikke altid har virket. Det har medført at jeg har fået 2 aborter - mest fordi at han ikke ville have dem. Det har været super hårdt og nr 2 er jeg aldrig helt kommet over. Vi har de sidste par år egentlig haft det fint , drengene er blevet større og har det rigtig fint. Vi havde så sex for en gang skyld og jeg gik lidt i panik og ville have en fortrydelses pille- apoteket havde lukket og vi kunne ikke få fat i nogen. Jeg skulle have pillen inden 48 timer og var i panisk tilstand. Jeg tog på arbejde og han kørte ned på apoteket men kom ikke op med pillen på mit arbejde- jeg ringede i et væk til ham- så snart jeg kunne gå, løb jeg ned på apoteket og slugte pillen. Efter nogen dage blødte jeg i ca.2 dage ikke meget. Efter ca 1 mdr blev jeg urolig og var kvalm . Jeg tog til en gynækolog som bekræftede min uro- jeg er gravid - jeg kan ikke få en abort mere. Jeg vil bare ikke. Jeg tøvede med at sige til ham at jeg var gravid for jeg viste at han ville gå bananas og lave et drama samt evt fra lægge sig al ansvar. Først tog han det forbavsende pænt - men efter et par dage sagde han at han ville gå fra os alle sammen. Jeg spurgte om jeg skulle skrive ukendt far - men det behøvede jeg ikke. Men han ville ikke have noget med barnet at gøre og han ville hade det barn. Jeg kunne ikke holde ud at høre det og bad ham ikke sige så grimme ting. Faktum er at jeg nu står med et kæmpe ansvar og helt alene. Super bange. 

Først og fremmest: 

Og så må jeg altså skrive, at hvis din udlægning af historien er bare tilnærmelsesvis sand, så er din mand da noget af en klaphat, og jeg tror ikke, du kommer til at lide noget stort tab ved at blive foruden ham. Selvom det naturligvis er hårdt, at drengene bliver skilt fra deres far. Det er meget alvorligt.

Jeg vil råde dig til (igen forudsat, at hvad jeg læser i dit indlæg er sandfærdigt), at du mærker 100% efter, hvad DU har lyst til. Prøv at se bort fra din mand i det her, - hvad er det så DU gerne vil? Hvor vil du bo? Hvad vil du lave? Hvordan ser din hverdag ud? Hvor går drengene i skole? Osv osv..

Har du mulighed for at pakke en taske til dig og drengene og så drage til DK - "hjem" til en tryg base hos en veninde/søster/forælder, så jeg tror jeg det vil være fordelagtigt for dig og de tanker, du bliver nødt til at tænke grundigt igennem.

Som jeg læser dit indlæg er problematikken ikke abort over for ikke-abort. Det er nærmere, hvordan du skal komme videre med dit liv som alene-mor.
Og har du i øvrigt talt med lægen om, hvor vidt fosteret kan have taget skade af fortrydelsespillen? Jeg gætter på, det ikke tager skade, da det er så uendeligt tidligt i forløbet, man sætter ind med den hormonpåvirkning, men jeg ved det virkelig ikke...

Nu blev det sådan lidt brevkasseagtigt, og du skal selvfølgelig tænke på, at jeg hverken kender dig eller virkeligheden omkring dit liv, men det her var altså mine tanker omkring din situation, som du præsenterer den her..

I har begge dummet jer. Fortrydelsespiller skal IKKE bruges som prævention. Det burde begge vide. Der er altså ingen undskyldning. Det ansvar kan du ikke kun placere på ham. 

Abort eller ej, det kan kun du bestemme. Det ved du bedst selv. Men jeg ville overveje det meget nøje før jeg fik det barn. Har du overskuddet til at stå alene med ikke bare et nyfødt barn, men også to større børn, som vil skulle vænne sig til en tilværelse som skilsmissebørn?

Anonym skriver:

Hej,

jeg sidder i en vanskelig situation - jeg bor lige nu i et andet nordisk land pga min mands arbejde i første omgang. Vi har boet her i snart 6 år. Jeg har et godt arbejde som jeg er glad for. Min mand og jeg har kendt hinanden i 11 år, er gift og har 2 drenge på 7 og 8 år. Vi var helt enige om at få de dejlige drenge. Nu er det sådan at min mand ikke har haft meget lyst til sex - der kan gå flere mdr og det har altid været lidt af et problem men vi har holdt sammen og har haft det ok. Jeg har Haft forskellig præventions midler og vi har flere gange snakket om at han skulle blive steriliseret . Hans ønske og til sidst også mit. Jeg har ikke brugt prævention i lang tid pga aldrig sex og købte derfor 2 pakker kondomer som han ikke ville bruge når vi så havde sex. Jeg har til tider taget en fortrydelses pille som ikke altid har virket. Det har medført at jeg har fået 2 aborter - mest fordi at han ikke ville have dem. Det har været super hårdt og nr 2 er jeg aldrig helt kommet over. Vi har de sidste par år egentlig haft det fint , drengene er blevet større og har det rigtig fint. Vi havde så sex for en gang skyld og jeg gik lidt i panik og ville have en fortrydelses pille- apoteket havde lukket og vi kunne ikke få fat i nogen. Jeg skulle have pillen inden 48 timer og var i panisk tilstand. Jeg tog på arbejde og han kørte ned på apoteket men kom ikke op med pillen på mit arbejde- jeg ringede i et væk til ham- så snart jeg kunne gå, løb jeg ned på apoteket og slugte pillen. Efter nogen dage blødte jeg i ca.2 dage ikke meget. Efter ca 1 mdr blev jeg urolig og var kvalm . Jeg tog til en gynækolog som bekræftede min uro- jeg er gravid - jeg kan ikke få en abort mere. Jeg vil bare ikke. Jeg tøvede med at sige til ham at jeg var gravid for jeg viste at han ville gå bananas og lave et drama samt evt fra lægge sig al ansvar. Først tog han det forbavsende pænt - men efter et par dage sagde han at han ville gå fra os alle sammen. Jeg spurgte om jeg skulle skrive ukendt far - men det behøvede jeg ikke. Men han ville ikke have noget med barnet at gøre og han ville hade det barn. Jeg kunne ikke holde ud at høre det og bad ham ikke sige så grimme ting. Faktum er at jeg nu står med et kæmpe ansvar og helt alene. Super bange.