Meget hidsig 3-årig

Har sådan brug for gode råd- er helt fortvivlet og opgivende.

Min datter på 3 år, har et meget hidsig temperament. Når hun bliver sur kaster hun med ting, flytter rundt på vores møbler, bider (både sig selv og mig), smækker med dørene og ligger ellers på gulvet og råber og skriger. Det er små ting der kan vælte hendes verden, såsom hvis jeg kommer til at åbne døren og hun gerne ville eller hvis jeg nuser hendes hår og hun ikke lige ville have det osv.

Hver morgen er en stor kamp. Hun VIL selv tage tøj på og jeg kan overhovedet ikke få lov at hjælpe. Går der noget galt undervejs, f.eks. at tøjet driller, flipper hun helt ud og tager alt tøjet af igen og hvis der går noget galt inden vi skal ud af døren, smider hun igen alt tøjen, så hun står med numsen bar - også selvom hun har fået jakke og støvler på. Det er meget frustrerende og jeg er efterhånden hjælpeløs i forhold til hvad jeg skal gøre.

Jeg forsøget at holde roen, men når vi nogen gange har travlt og skal ud af døren, bliver jeg nød til at tvinge hende i tøjet.

I virkeligheden oplever jeg at det er bedst bare at lade hende være og rase ud, men det kan godt tage ihvertfald en halv time. Og jeg syntes måske heller ikke at hun skal have lov til at styre morgenen så meget og bare smidt tøjet så mange gange (ofte 3 gange hver morgen). 

Jeg har læst meget om trodsalderen og er godt klar over at det er der hun er nu, samtidig er hun lige blevet storesøster for 1 måned siden og reagerer helt sikkert også på det.

Det jeg er i tvivl om, er hvordan jeg skal håndterer situationerne, især om morgenen, når vi står og skal ud af døren. Min mand møder tidligt på job, så jeg er alene med børnene hver morgen og behøves ikke skyndes mig nu hvor jeg går på barsel. Men når jeg skal have det til at gå op med at putte lillesøster på 4 uger i barnevognen og have storesøster klar, kan jeg ikke bare lade det trække ud i evigheder + at børnehaven gerne vil have børnene kommer senest kl 9, da aktiviteterne går i gang derefter. 

Er der nogen med gode erfaringer derude, de vil dele eller forslag til hvordan jeg kan hjælpe hende og mig selv, så vi kan få en nogenlunde morgen, hvor jeg ikke også ender med at ryge op i det røde felt.

Det blev et langt indlæg, håber det giver mening og tak fordi du læste med så langt.

Molly23 skriver:

Har sådan brug for gode råd- er helt fortvivlet og opgivende.

Min datter på 3 år, har et meget hidsig temperament. Når hun bliver sur kaster hun med ting, flytter rundt på vores møbler, bider (både sig selv og mig), smækker med dørene og ligger ellers på gulvet og råber og skriger. Det er små ting der kan vælte hendes verden, såsom hvis jeg kommer til at åbne døren og hun gerne ville eller hvis jeg nuser hendes hår og hun ikke lige ville have det osv.

Hver morgen er en stor kamp. Hun VIL selv tage tøj på og jeg kan overhovedet ikke få lov at hjælpe. Går der noget galt undervejs, f.eks. at tøjet driller, flipper hun helt ud og tager alt tøjet af igen og hvis der går noget galt inden vi skal ud af døren, smider hun igen alt tøjen, så hun står med numsen bar - også selvom hun har fået jakke og støvler på. Det er meget frustrerende og jeg er efterhånden hjælpeløs i forhold til hvad jeg skal gøre.

Jeg forsøget at holde roen, men når vi nogen gange har travlt og skal ud af døren, bliver jeg nød til at tvinge hende i tøjet.

I virkeligheden oplever jeg at det er bedst bare at lade hende være og rase ud, men det kan godt tage ihvertfald en halv time. Og jeg syntes måske heller ikke at hun skal have lov til at styre morgenen så meget og bare smidt tøjet så mange gange (ofte 3 gange hver morgen). 

Jeg har læst meget om trodsalderen og er godt klar over at det er der hun er nu, samtidig er hun lige blevet storesøster for 1 måned siden og reagerer helt sikkert også på det.

Det jeg er i tvivl om, er hvordan jeg skal håndterer situationerne, især om morgenen, når vi står og skal ud af døren. Min mand møder tidligt på job, så jeg er alene med børnene hver morgen og behøves ikke skyndes mig nu hvor jeg går på barsel. Men når jeg skal have det til at gå op med at putte lillesøster på 4 uger i barnevognen og have storesøster klar, kan jeg ikke bare lade det trække ud i evigheder + at børnehaven gerne vil have børnene kommer senest kl 9, da aktiviteterne går i gang derefter. 

Er der nogen med gode erfaringer derude, de vil dele eller forslag til hvordan jeg kan hjælpe hende og mig selv, så vi kan få en nogenlunde morgen, hvor jeg ikke også ender med at ryge op i det røde felt.

 

Det blev et langt indlæg, håber det giver mening og tak fordi du læste med så langt.

hej med dig 

Hun ung lyder lidt som vores pige, på 3 år... tror det er meget normalt, som du selv siger, men man bliver fortvivlet en gang imellem når det sker. 

herhjemme kommer hun ind på sit værelse og så må hun blive derinde til hun falder til ro, men det er sjælendt at hun gør det af sig selv så enten jeg eller min kæreste står ved døren og prøver at snakke stille og roligt til hende.

jeg har hende også alene om morgen, som du er med din pige... Men tænker det er en fase de skal igennem  Og så håbe på at det går over på et tidspunkt!!! 

Jeg har en datter på 2,5 år der opfører sig lidt ala din Jeg har simpelthen vænnet mig til at hun selvfølgelig må gøre det hun vil selv og kan jeg se at det er ved at gå galt for hende spørger jeg om jeg må hjælpe.. Det siger hun oftest nej til. Derefter lader jeg der gå 2 min. og kan jeg se at der ikke er mere jeg  kan gøre lige umiddelbart, må jeg simpelthen tage tøjet på med tvang mens jeg taler stille og roligt til hende og nusser imens. Jeg forklarer hende hvor dygtigt hun er at hun prøver selv, men at vi er nødt til at komme afsted da vi også skal tidligt igang om morgenen

Hun falder som regel ned når hun indser at det ikke hjælper at sparke og slå mere og at jeg i virkeligheden vil hende det bedste. Krammer hende også altid til sidst og så leder jeg opmærksomheden hen på noget helt andet hvilket ofte hjælper  

Håber det snart går over 

fif skriver:

hej med dig 

Hun ung lyder lidt som vores pige, på 3 år... tror det er meget normalt, som du selv siger, men man bliver fortvivlet en gang imellem når det sker. 

herhjemme kommer hun ind på sit værelse og så må hun blive derinde til hun falder til ro, men det er sjælendt at hun gør det af sig selv så enten jeg eller min kæreste står ved døren og prøver at snakke stille og roligt til hende.

jeg har hende også alene om morgen, som du er med din pige... Men tænker det er en fase de skal igennem  Og så håbe på at det går over på et tidspunkt!!! 

Hvis hun ikke kan falde til ro af sig selv, hvorfor sender I hende så ind på værelset?

Herhjemme har vi en meget "selvstændig" dreng. Og han kan være noget af en mundfuld.

Herhjemme gør vi meget ud af at forberede og fastholde rutiner. Det betyder meget for ham.

Vi giver 1 besked af gangen. F.eks sidder han og spiser morgenmad. Så siger vi: Når du har spist morgenmad  så skal du have tøj på. Når han så er igang med at tage tøj på siger vi: Når du har taget tøj på så skal du børste tænder. Og sådan fortsætter det. DET har hjulpet rigtig meget på vores hverdag.

Når han bliver meget vred og hidsig over noget så taler vi roligt til ham. Spørger indtil "problemet" nogle gange svarer han andre gange surmuler han eller bliver tosset.

Hvis han er fysisk... slår, spytter, sparker eller lign så får han en pause. 1-3 minutter på den lille hvide stol i stuen. Vi sender ham ikke på værelset. Han holder pause hvor han stadig kan se os. F.eks slår han mig. Jeg tager ham og siger så er der pause. Jeg følger ham hen til stolen. Sætter ham på stolen og går på hug og kigger på ham og siger med rolig stemme: Du har pause nu fordi du slår. Din pause er slut når uret ringer (sætter æggeuret og stiller det så han kan se det) Når uret ringer går jeg hen på hug foran ham og siger: Nu er din pause slut. Du sad der fordi du slog mor. Jeg vil ikke have du slår/ eller her i huset slår man ikke... Hanb kan så finde på a slå eller sparke ud efter mig imens jeg er ved at afslutte pausen. Dette udløser en ny pause. Så er det forfra men bare med: Du sidder der fordi... du sparker... osv.

Pausen får ham til at falde ned. Og til at tænke lidt over tingene. Han er i en alder hvor handler og ikke tænker over konsekvenserne. Det er en fase. Men det er vigtigt man sætter klare grænser. Og det er vigtigt man viser man er der for dem. Når vi bruger pausen så viser vi ham grænserne på en rolig og for os effektiv måde. Det er et værktøj som gør at vi som forældre kan bevare roen og ikke fare i flint. Tro mig vi tæller til 1000 x mange i løbet af dagen. Og... til tider hæver vi stemmen hvis han for 5. gange sparker sin søster.... (nogle gange skulle man tro han var døv) Men så er det bare at gentage PAUSEN.

Nogle gange advare vi: Hvis ikke du høre efter hvad jeg siger nu, så må du ha en pause. 7 ud af 10 gange stopper han.

Hov det blev langt! Sorry!

Føler med dig!!

modesty skriver:

Hvis hun ikke kan falde til ro af sig selv, hvorfor sender I hende så ind på værelset?

Ja det er et godt spørgsmål, men lidt ala timeout hvor de sidder på en stol fx. Som sagt prøver vi også at tale stille og roligt til hende og for det meste hjælper det, men det er en svær kamp en gang imellem! 

fif skriver:

Ja det er et godt spørgsmål, men lidt ala timeout hvor de sidder på en stol fx. Som sagt prøver vi også at tale stille og roligt til hende og for det meste hjælper det, men det er en svær kamp en gang imellem! 

Det er en svær kamp men en nødvendighed!

Personligt bryder jeg mig ikke om at bruge værelset til "Pause" eller bare sende mit barn derind fordi det er hys eller umulig. Jeg kan godt finde på at sige: Hvis ikke du kan sidde roligt med os herinde må du gå på dit værelse. Men "sender" ham ikke på værelset som "straf"

MorDk skriver:

Det er en svær kamp men en nødvendighed!

Personligt bryder jeg mig ikke om at bruge værelset til "Pause" eller bare sende mit barn derind fordi det er hys eller umulig. Jeg kan godt finde på at sige: Hvis ikke du kan sidde roligt med os herinde må du gå på dit værelse. Men "sender" ham ikke på værelset som "straf"

 

nej det kan også være at det er forkert, men vi starter altid med at sige, som du selv skriver at hvis hun ik stopper så kan hun gå ind på sit værelse... Men vi ska også ha fundet den rigtige måde til hvordan det ska være.... 

nej det kan også være at det er forkert, men vi starter altid med at sige, som du selv skriver at hvis hun ik stopper så kan hun gå ind på sit værelse... Men vi ska også ha fundet den rigtige måde til hvordan det ska være.... 

 ja og man skal jo gøre det der fungere bedst for ens egen familie.