Kalder sin far ved navnsbenævnelse?

Jeg har altid kaldt min far ved navn... Har ikke rigtig nogen idé om hvorfor.
Det handlede ikke om, at jeg ikke følte mig tæt med ham - jeg har tværtimod altid været meget farsyg!

Min far har, efter jeg er blevet voksen, dog udtrykt ærgerlighed over, at min storebror og jeg kaldte ham ved navn, så nu er jeg begyndt at kalde ham for far.
Men det har været så svært for mig at vænne mig til det - næsten lidt grænseoverskridende....

charlottekri skriver:

Det bliver lige et hurtigt svar
Hvordan omtaler du han til andre voksne når han ikke er der? Jeg tænker vare at hvis du kalder ham ved navn, så bliver det måske det som barnet hører mest... Måske du skulle tænke på at omtale ham som x's far i stedet hvis du ved at barnet hører på
Knus Charlotte

Anonym skriver:

Hej

Lige lidt baggrunds Info.
Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi gjorde det fra vores barn var 0-2,3 år og har så i lidt over 1 år boet adskilt.
Vores barn bor sammen med mig og vi er så allesammen sammen 1 hverdag og hver weekend medmindre min kæreste har en aftale og så forsøger vi at kompensere med flere hverdage.
Vi har et godt forhold og gør meget ud af at hygge når vi er sammen.

Jeg omtaler altid far som far og det gør de andre voksne i vores liv også.
Alligevel kalder vores barn ham meget sjældent far men istedet hans navn.
Jeg synes det er ret underligt og forstår det ikke helt.
Far har aldrig været ret meget på banen og havde de første par år meget svært ved at forlige sig med sin nye rolle, men jeg synes han er ved at komme efter det.
Han prøver ihvertfald.
Jeg ved vores barn elsker sin far højt men ofte har følt sig valgt fra og det kæmper far med at ændre på og det virker til at virke. Men de sidste par måneder er vores barn altså stoppet med at sige far.

Skal vi bare acceptere det som værende en fase?

Undskyld hvis det blev rodet.
Endelig spørg hvis der er noget

StineW79 skriver:

Mine bedste venner da jeg var barn kaldte kun deres forældre ved navn, og gør det stadig!

Her ka thea i perioder godt finde på at kalde far ved navn. Når hun så gør det svare far, ja hva er der min datter? Så kigger thea på ham og svare jeg hedder altså ik datter, jeg hedder thea. Ok siger far så, og jeg er far! 

Så tror nu det er helt normalt. Vh stine

Bshizzle skriver:

Som de andre skriver, så er det bare en fase 

Jeg har en dreng fra tidligere forhold, som kalder min kæreste for hans navn, og så er det klart at vores fælles søn efterlignere hva han siger. 

Eller hva andre gør 

 

Billemyre skriver:

Jeg har altid kaldt min far ved navn... Har ikke rigtig nogen idé om hvorfor.
Det handlede ikke om, at jeg ikke følte mig tæt med ham - jeg har tværtimod altid været meget farsyg!

Min far har, efter jeg er blevet voksen, dog udtrykt ærgerlighed over, at min storebror og jeg kaldte ham ved navn, så nu er jeg begyndt at kalde ham for far.
Men det har været så svært for mig at vænne mig til det - næsten lidt grænseoverskridende....

Tulipan skriver:

Tror det er helt normalt
Vi har hjemmevideo af at mig og mine søstre et års tid kaldte min far ved sit navn, fordi vi havde været på ferie og alle andre kaldte ham det der
Så lidt senere kaldte vi ham far igen
Det er nok bare en fase

Jeg har 2 halvbrødre der kalder deres far ved navn, trods jeg ivrigt gjorde mit for at lære dem at sige far til deres far, da de var små Og den dag i dag kaldes han ved sit navn..

Det var da lidt sjovt. Jeg har altid kaldt mine forældre mor og far og ved også med mig selv det ville gøre mig ked hvis pludselig vores barn stoppede med at kalde mig mor.
Men alle er jo forskellige

Det tror jeg bestemt også det vil gøre mig, hvis det bliver tilfældet.

Jeg fik også helt dårlig samvittighed da min far nævnte, at han godt kunne ha' tænkt sig det anderledes, men dengang føltes det jo bare som det mest naturlige i verden

Mange af de andre skriver, at det bare er en fase, hvilket det måske også er (specielt hvis det er noget barnet pludselig er begyndt på).
Hos os har min far altid heddet sit navn, og hos hverken min bror eller mig gik det over af sig selv igen 
Om man så kunne/skulle have gjort så meget ved det, ved jeg ikke...