Har læst i en anden tråd herinde at flere enten selv har eller bor sammen med en der har ADHD. Vi har endelig fået bestilt tid hos lægen med henblik på u Meget selvdestruktiv og har mange negative tanker generelt.
Nye ideer konstant - kan føles som om han skifter emne midt i en samtale/sætning.
Stiller ofte et spørgsmål og forlader rummet inden eller midt i svaret. Stiller så det samme spørgsmål igen senere.
Afbryder konstant og svarer på det han tror der bliver talt om, eller springer på et andet emne.
Jeg forstår nu hvorfor det af og til føles som om vi stadig efter 4,5 år ikke har lært hinanden at kende. Vi misforstår ofte hinanden og der opstår gnidninger.
Han har kort lunte, bliver let irriteret og tvær.
Er meget lydfølsom og må kigge væk fra det han laver hvis jeg fx spiser, i sær hvis det er noget der knaser, min mave rumler, eller hunden klør sig. Hvis vi er "sammen" og han hører hunden klø sig på gulvet, må han afbryde for at få den til at stoppe.
Glædes ikke over de små ting, kun over udsigten til store projekter, som ender med at stresse ham, udmatte ham inden vi er startet. Ofte ender jeg med at færdiggøre opgaven alene. Male vægge, samle møbler, sætte lamper eller hylder op.osv.
Ingen tålmodighed. Sjusker ofte for at blive hurtigt færdig, eller siger vi ikke har brug for det alligevel, det er ligemeget, eller vi køber bare en ny.
Han bliver meget skuffet/sur hvis jeg ikke straks synes om en af hans ideer. Han skal helst vide alt hele tiden, kan ikke vente og se tiden an.
Bekymrer sig ustandseligt - især om økonomi. Tjekker netbank flere gange dagligt og vil høre hvad jeg har købt ind hvis han kan se jeg har været i føtex ex.
Han er altid bange for at vi ikke har penge nok og lægger budgetter flere gange om ugen. Han vil altid spare, selvom vi har en sund økonomi.
Han planlægger ofte vores eftermiddag/aften på sms (idé) inden han kommer hjem fra arbejde. I stedet for at tale om det sammen når han kommer hjem. Bliver ligeledes irriteret/i dårligt humør hvis jeg ikke straks er enig.
Sender mange negative smser fra arbejde om at de andre bagtaler ham, nedgør ham og at han føler sig dum og ligegyldig. Så er det mit job at berolige ham.
Får også mange søde, kærlige, og glade smser fra min mand. Men når han kommer hjem virker han ofte udbrændt, irriteret og indelukket og vil ikke snakke..
Jeg har nogle gange forsøgt at tvinge ham til at snakke - hvor jeg er blevet irriteret/provokeret af at han ikke hører efter, ikke vil se mig i øjnene, glor på tv eller mobil, eller pludselig er sulten, tørstig eller træt og forlader rummet uden at sige noget. Det ender med voldsomme skænderier
siger ikke noget, vil bare gerne lægge låg på. Det er næsten altid det samme og han er helt udmattet bagefter og må gå i seng uden at kunne huske hvad jeg har sagt eller hvad det handlede om.
Han føler sig ofte (og bliver)misforstået af andre. Især higer han efter accept og ros fra hans forældre. De hører ham som selvoptaget, nedladende
og pralende og han bliver hurtigt pillet ned når han åbner munden. Det plager ham meget og gør ham ked af det. De har altid sagt at han skulle tage sig sammen, hvis han har givet udtryk for at noget var svært for ham. Han er altid bange for at de vil afskrive ham så let som ingenting. (hvilket selvfølgelig ikke er rigtigt!) de forstår ham bare ikke.
Han har svært ved at lære ting som enten er indviklede eller kedelige for ham. Fx. har jeg vist ham hvordan man finder undertekster på computere nok 30 gange, men han kan stadig ikke huske det, og opgiver at prøve.
Har ringe selvindsigt og mener selv at være ordensmenneske, da han er besat af oprydning. Men han tænker meget kortsigtet og der er ikke noget system i oprydningen. Det skal bare flyttes. Derfor har intet en logisk plads og jeg har svært ved at finde tingene igen. Ex vigtige papirer, eller noget lånt som skulle afleveres tilbage. Han bliver vred når jeg spørger ham om hvor han har lagt det. (tager meget tingene som kritik) han kan ikke huske hvor og magter ikke at prøve at finde dem igen. Der bliver meget dårlig stemning hvis jeg beder ham om at hjælpe mig. Han føler at jeg er efter ham og han er forkert. Tingene bliver ofte til dobbeltarbejde pga dårlig planlægning. Fx. hvis vi har håndværkere i arbejde, så rydder han op og gør rent med det samme de er gået, selvom de kommer igen næste dag og det skal gøres igen. Skal vi pakke ned, tager han alt med af væggene og ligger det i en bunke på gulvet så det senere skal løftes op igen og er sværere end at putte tingene direkte i en kasse. Det skal bare gøres nu! Ofte går tingene også i stykker under flytning fordi det ikke bliver pakket forsvarligt. Respons: den var også umoderne, vi køber bare en ny. Denne ligegyldighed har virkelig sat mit pis i kog mange gange - men nu giver det hele mening!
En overgang gik vi til psykolog sammen, som en slags parterapi. Han forstod aldrig helt hvad vi talte om og svarede på noget andet, eller måtte have spørgsmålet gentaget flere gange. Når vi gik derfra kunne han ikke huske hvad vi havde talt om, heller ikke hvis vi havde skrevet noget ned. Han sagde til hende at hans problem var, at han var alt for flink og altid kæmpede lidt for længe (ex job). Hun sagde at han tværtimod let gav op når det blev lidt svært. Han argumenterer ofte for at det ikke kan betale sig at prøve. Jeg havde jo en idé om at hun ville få ham til at forstå hvordan (den voksne) verden hænger sammen. Men til sidst sagde hun til mig : "Jeg tror simpelthen ikke at han kan... (ændre på tankegang/handlemåder) du må finde ud af om du kan leve med det". Jeg var chokeret og splittet. Elskede min mand og ville ikke undvære ham for noget i verden. Samtidigt var udsigten til et helt liv med hans mørke tanker, ingen selvtillid og opgivende natur uden hjælp at hente også bare en hård besked? Nu forstår jeg hvorfor han bare ikke kan sadle om og hvorfor jeg af og til står med en voksen mand der reagerer som et barn når tingene ikke går efter hans hoved. Hvordan han er på overarbejde i sit hoved på job for at blive accepteret og ikke lave fejl. Og derfor er koncentrationen opbrugt når han kommer hjem. Udover det faglige på job, flagrer hans tanker i tusind retninger samtidig. Han overspekulerer men bliver aldrig færdig med 'en ting, så han kan lægge den væk og koncentrere dig om noget andet.
Han er selv meget følsom overfor kritik og bruger meget energi på om folk synes om ham. Også folk som han ikke selv bryder sig om. Det kan de nogle gange udnytte, fordi han har svært ved at sige fra.
Samtidig undres han mange gange over at folk bliver fornærmede eller stødte over de ting han siger. For det første mener han det ikke altid som det lyder i deres ører (det er jo bare ord der kommer ud af min mund?). Jeg føler ofte at jeg er nødt til at forklare andre hvad han virkelig mener.
Han er meget modtagelig overfor stress. I perioder klager han over trykken for brystet, især hvis vi har et ufærdigt eller forestående projekt derhjemme. Han kan fx bekymre sig om hvordan elektrikeren får en ledning ind i væggene og jeg må minde ham om at det har han prøvet mange gange og har helt styr på det. Han påtager sig gerne store opgaver for andre for at opnå anerkendelse og ros. Men bliver ofte så stresset at jeg ender med enten at hjælpe eller helt at overtage opgaven for ham. Når anerkendelsen for opgaven ikke er stor nok i forhold til hvad han forventer, bliver han meget ked af det og tager det meget personligt.
Hans selvværd og selvtillid kan ligge på et meget lille sted. Han føler sig ofte underlegen og uligeværdig. Fx kollegaer og ser ikke nogen mulighed for at ændre på det. Jeg har lagt mærke til at han ofte samler på meget unge kammerater (i forhold til ham selv) tror at han føler at de ikke dømmer ham på samme måde og at de i stedet ser lidt op til ham. (klog, ny bil, hus etc.)
Han har svært ved at modtage mundtlige instruktioner og informationer. Især fra mig (ved ikke med job) det føles som om han mener at jeg belærer ham. Men måske er det lettere at afvise opgaven i trods - end at det viser sig at han ikke magter den?
Han tror ofte at når de påbegyndte projekter er overståede, så får han det bedre. Men et er aldrig færdigt før han er startet på et nyt. Tid stresser ham. Fx har vi 6 ugers barsel sammen hvor han ikke mente vi kunne tage en eftermiddag på strøget - fordi vi skulle have malet og ryddet op. (6 uger!) Når han har det skidt foreslår han tit at vi skal have et eller andet nyt eller på ferie - når det i virkeligheden er ro derhjemme vi trænger til. Han er meget rastløs. Han kan godt nogle gange høre at hans ideer ikke helt er optimale, når vi får talt om dem. Men kan så foreslå det igen et par dage senere.
Han er ofte for tidligt på den og stresser over aftaler flere dage i forvejen og er bange for at vi ikke kan nå det. Er vi på ferie begynder han at pakke ned flere dage inden vi skal hjem og besværliggør det for os når vi skal bruge tingene. Han er konstant bange for at vi ikke har penge nok eller bruger for mange og fører nøje regnskab pr. dag. I stedet for at nyde ferien begynder han at snakke om næste gang vi skal på ferie...
Han kan være grænseoverskridende i forhold til ikke at spørge om lov, men bare at gøre som det passer ham. Fx. planlægger han at vi skal overnatte eller komme flere timer før vi er inviteret til hans forældre uden hverken at spørge mig eller hans forældre. Er vi ude at køre kan kan pludselig uden et ord ændre planen for hvor vi skal hen. Og bliver vred over at jeg protesterer over det. Har han lånt noget af nogen passer han ikke på det, eller sørger for at de får det tilbage. dredning. Vil gerne høre om nogen kan genkende noget af nedenstående:
