Jeg er bare så alene lige nu....

Jeg har aldrig været organiseret eller god til at overholde deadlines eller noget i den stil.

Men lige nu bliver jeg bare nødt til det..

Men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov at tænke på min far eller være ked af det, ALTING går igennem mig. Det er mig der snakker med politi, bedemand, præst, pårørende, aviser, alting... Det fylder bare ALT lige nu og jeg kunne ikke føle mig mere alene om alt det der skal gøres.

Siden klokken 9 i morges har jeg ikke lavet andet end at snakke i telefon, med alle mulige, alle mulige jeg ikke kender og jeg er så forvirret over hvad der skal komme til at ske. Min chromeside er fyldt til bristepunktet med faner der handler om valg er urner/kister/sten/tilvalg af skrift, aviser der skal indrykkes dødsannoncer/bisættelses tidspunkt i, mail og alt muligt andet.

Jeg vidste det ville være hårdt at miste min far, men det her overgår simpelthen min vildeste fantasi, for det må ikke være hårdt følelsesmæssigt lige nu og det går ikke at jeg tuder med alle jeg snakker med. Hele det her lort er så pisse praktisk (Undskyld jeg bander) at det ikke er til at holde ud.

I går får jeg en dato og det kunne blive på torsdag i næste uge, i dag ringer bedemanden så igen og siger at torsdag kunne præsten ikke, så det blev onsdag, jeg skal så ringe rundt til folk og sige det ikke bliver torsdag, men onsdag, min veninde får fri onsdag så hun kan være der for mig. Men så ringer præsten og hun kan slet ikke i næste uge, andet end fredag og dagen efter skal min mor og hendes mand holde kobberbryllup og de får en masse gæster, så derfor kunne de ikke den dag, så det tidligste præsten kunne gøre det var d. 27,  DEN 27. NOVEMBER, dvs. 17 dage efter min far er død. Der knækkede filmen for mig og jeg begyndte at stortude og sige at det måtte hun bare ikke sige, for så har jeg ikke mulighed for at se min far inden han vil blive lagt i kisten, fordi så vil han på det tidspunkt ikke være køn at se på og jeg bor helt herovre så muligheden for bare at køre frem og tilbage er der bare heller ikke, vi er jo hverken rige på penge eller tid. Hun var selvfølgelig meget ked af det og sagde hun lige ville rykke nogle ting rundt og så ville hun ringe tilbage. Det blev så den 19. November istedet for, men det betød jo så at så skulle jeg igen igen, ringe rundt og flytte datoen til folk. Men heldigvis er den fast og nu kan der ikke rykkes mere ved den. Men nu ved jeg så bare ikke om jeg kan få min bedste veninde med til at være der for mig.

Anders og jeg har nemlig aftalt at mens bisættelsen finder sted så går han en tur med ungerne, så derfor skal jeg bruge min veninde (Hun har også kendt min far i mange år)

Undskyld det her bliver så langt men jeg kan simpelthen ikke holde til kun at have det her i hovedet.. Anders er en rigtig god skulder, men i alt det her føler jeg slet ikke behov for en skulder at græde ved, men mere at sove/stirre ud ingenting, ved...

Puha... Jeg tror jeg vil tage et bad.

Ville ikke gå forbi uden et  Ved det er en svær tid 

Muhmi skriver:

Jeg har aldrig været organiseret eller god til at overholde deadlines eller noget i den stil.

Men lige nu bliver jeg bare nødt til det..

Men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov at tænke på min far eller være ked af det, ALTING går igennem mig. Det er mig der snakker med politi, bedemand, præst, pårørende, aviser, alting... Det fylder bare ALT lige nu og jeg kunne ikke føle mig mere alene om alt det der skal gøres.

Siden klokken 9 i morges har jeg ikke lavet andet end at snakke i telefon, med alle mulige, alle mulige jeg ikke kender og jeg er så forvirret over hvad der skal komme til at ske. Min chromeside er fyldt til bristepunktet med faner der handler om valg er urner/kister/sten/tilvalg af skrift, aviser der skal indrykkes dødsannoncer/bisættelses tidspunkt i, mail og alt muligt andet.

 

Jeg vidste det ville være hårdt at miste min far, men det her overgår simpelthen min vildeste fantasi, for det må ikke være hårdt følelsesmæssigt lige nu og det går ikke at jeg tuder med alle jeg snakker med. Hele det her lort er så pisse praktisk (Undskyld jeg bander) at det ikke er til at holde ud.

I går får jeg en dato og det kunne blive på torsdag i næste uge, i dag ringer bedemanden så igen og siger at torsdag kunne præsten ikke, så det blev onsdag, jeg skal så ringe rundt til folk og sige det ikke bliver torsdag, men onsdag, min veninde får fri onsdag så hun kan være der for mig. Men så ringer præsten og hun kan slet ikke i næste uge, andet end fredag og dagen efter skal min mor og hendes mand holde kobberbryllup og de får en masse gæster, så derfor kunne de ikke den dag, så det tidligste præsten kunne gøre det var d. 27,  DEN 27. NOVEMBER, dvs. 17 dage efter min far er død. Der knækkede filmen for mig og jeg begyndte at stortude og sige at det måtte hun bare ikke sige, for så har jeg ikke mulighed for at se min far inden han vil blive lagt i kisten, fordi så vil han på det tidspunkt ikke være køn at se på og jeg bor helt herovre så muligheden for bare at køre frem og tilbage er der bare heller ikke, vi er jo hverken rige på penge eller tid. Hun var selvfølgelig meget ked af det og sagde hun lige ville rykke nogle ting rundt og så ville hun ringe tilbage. Det blev så den 19. November istedet for, men det betød jo så at så skulle jeg igen igen, ringe rundt og flytte datoen til folk. Men heldigvis er den fast og nu kan der ikke rykkes mere ved den. Men nu ved jeg så bare ikke om jeg kan få min bedste veninde med til at være der for mig.

Anders og jeg har nemlig aftalt at mens bisættelsen finder sted så går han en tur med ungerne, så derfor skal jeg bruge min veninde (Hun har også kendt min far i mange år)

 

Undskyld det her bliver så langt men jeg kan simpelthen ikke holde til kun at have det her i hovedet.. Anders er en rigtig god skulder, men i alt det her føler jeg slet ikke behov for en skulder at græde ved, men mere at sove/stirre ud ingenting, ved...

 

Puha... Jeg tror jeg vil tage et bad.

Puha ved ikke hvad jeg skal sige

Jeg har faktisk tænkt på at den dag en af mine forældre går bort, alt det man skal tænke på, alle de praktiske ting. Hvornår er der lige tid til at sørge?? Føler virkelig med dig!!

Muhmi skriver:

Jeg har aldrig været organiseret eller god til at overholde deadlines eller noget i den stil.

Men lige nu bliver jeg bare nødt til det..

Men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov at tænke på min far eller være ked af det, ALTING går igennem mig. Det er mig der snakker med politi, bedemand, præst, pårørende, aviser, alting... Det fylder bare ALT lige nu og jeg kunne ikke føle mig mere alene om alt det der skal gøres.

Siden klokken 9 i morges har jeg ikke lavet andet end at snakke i telefon, med alle mulige, alle mulige jeg ikke kender og jeg er så forvirret over hvad der skal komme til at ske. Min chromeside er fyldt til bristepunktet med faner der handler om valg er urner/kister/sten/tilvalg af skrift, aviser der skal indrykkes dødsannoncer/bisættelses tidspunkt i, mail og alt muligt andet.

 

Jeg vidste det ville være hårdt at miste min far, men det her overgår simpelthen min vildeste fantasi, for det må ikke være hårdt følelsesmæssigt lige nu og det går ikke at jeg tuder med alle jeg snakker med. Hele det her lort er så pisse praktisk (Undskyld jeg bander) at det ikke er til at holde ud.

I går får jeg en dato og det kunne blive på torsdag i næste uge, i dag ringer bedemanden så igen og siger at torsdag kunne præsten ikke, så det blev onsdag, jeg skal så ringe rundt til folk og sige det ikke bliver torsdag, men onsdag, min veninde får fri onsdag så hun kan være der for mig. Men så ringer præsten og hun kan slet ikke i næste uge, andet end fredag og dagen efter skal min mor og hendes mand holde kobberbryllup og de får en masse gæster, så derfor kunne de ikke den dag, så det tidligste præsten kunne gøre det var d. 27,  DEN 27. NOVEMBER, dvs. 17 dage efter min far er død. Der knækkede filmen for mig og jeg begyndte at stortude og sige at det måtte hun bare ikke sige, for så har jeg ikke mulighed for at se min far inden han vil blive lagt i kisten, fordi så vil han på det tidspunkt ikke være køn at se på og jeg bor helt herovre så muligheden for bare at køre frem og tilbage er der bare heller ikke, vi er jo hverken rige på penge eller tid. Hun var selvfølgelig meget ked af det og sagde hun lige ville rykke nogle ting rundt og så ville hun ringe tilbage. Det blev så den 19. November istedet for, men det betød jo så at så skulle jeg igen igen, ringe rundt og flytte datoen til folk. Men heldigvis er den fast og nu kan der ikke rykkes mere ved den. Men nu ved jeg så bare ikke om jeg kan få min bedste veninde med til at være der for mig.

Anders og jeg har nemlig aftalt at mens bisættelsen finder sted så går han en tur med ungerne, så derfor skal jeg bruge min veninde (Hun har også kendt min far i mange år)

 

Undskyld det her bliver så langt men jeg kan simpelthen ikke holde til kun at have det her i hovedet.. Anders er en rigtig god skulder, men i alt det her føler jeg slet ikke behov for en skulder at græde ved, men mere at sove/stirre ud ingenting, ved...

 

Puha... Jeg tror jeg vil tage et bad.

Må du snart få tid til din sorg

Muhmi skriver:

Jeg har aldrig været organiseret eller god til at overholde deadlines eller noget i den stil.

Men lige nu bliver jeg bare nødt til det..

Men jeg føler bare slet ikke at jeg får lov at tænke på min far eller være ked af det, ALTING går igennem mig. Det er mig der snakker med politi, bedemand, præst, pårørende, aviser, alting... Det fylder bare ALT lige nu og jeg kunne ikke føle mig mere alene om alt det der skal gøres.

Siden klokken 9 i morges har jeg ikke lavet andet end at snakke i telefon, med alle mulige, alle mulige jeg ikke kender og jeg er så forvirret over hvad der skal komme til at ske. Min chromeside er fyldt til bristepunktet med faner der handler om valg er urner/kister/sten/tilvalg af skrift, aviser der skal indrykkes dødsannoncer/bisættelses tidspunkt i, mail og alt muligt andet.

 

Jeg vidste det ville være hårdt at miste min far, men det her overgår simpelthen min vildeste fantasi, for det må ikke være hårdt følelsesmæssigt lige nu og det går ikke at jeg tuder med alle jeg snakker med. Hele det her lort er så pisse praktisk (Undskyld jeg bander) at det ikke er til at holde ud.

I går får jeg en dato og det kunne blive på torsdag i næste uge, i dag ringer bedemanden så igen og siger at torsdag kunne præsten ikke, så det blev onsdag, jeg skal så ringe rundt til folk og sige det ikke bliver torsdag, men onsdag, min veninde får fri onsdag så hun kan være der for mig. Men så ringer præsten og hun kan slet ikke i næste uge, andet end fredag og dagen efter skal min mor og hendes mand holde kobberbryllup og de får en masse gæster, så derfor kunne de ikke den dag, så det tidligste præsten kunne gøre det var d. 27,  DEN 27. NOVEMBER, dvs. 17 dage efter min far er død. Der knækkede filmen for mig og jeg begyndte at stortude og sige at det måtte hun bare ikke sige, for så har jeg ikke mulighed for at se min far inden han vil blive lagt i kisten, fordi så vil han på det tidspunkt ikke være køn at se på og jeg bor helt herovre så muligheden for bare at køre frem og tilbage er der bare heller ikke, vi er jo hverken rige på penge eller tid. Hun var selvfølgelig meget ked af det og sagde hun lige ville rykke nogle ting rundt og så ville hun ringe tilbage. Det blev så den 19. November istedet for, men det betød jo så at så skulle jeg igen igen, ringe rundt og flytte datoen til folk. Men heldigvis er den fast og nu kan der ikke rykkes mere ved den. Men nu ved jeg så bare ikke om jeg kan få min bedste veninde med til at være der for mig.

Anders og jeg har nemlig aftalt at mens bisættelsen finder sted så går han en tur med ungerne, så derfor skal jeg bruge min veninde (Hun har også kendt min far i mange år)

 

Undskyld det her bliver så langt men jeg kan simpelthen ikke holde til kun at have det her i hovedet.. Anders er en rigtig god skulder, men i alt det her føler jeg slet ikke behov for en skulder at græde ved, men mere at sove/stirre ud ingenting, ved...

 

Puha... Jeg tror jeg vil tage et bad.

J85 skriver:

Ville ikke gå forbi uden et  Ved det er en svær tid 

Tusind tak skal du have 

Pylle3 skriver:

Det gør mig ondt at høre med din far

Jeg synes klart bedemanden har fejlet og ikke tilbudt sin hjælp til alt det praktiske så du kan sørge og få hvilet så du også kan være mor. Når du er kommet igennem begravelsen og fundet lidt overskud så ville jeg klage.

Ja det havde jeg også tænkt på, men jeg er bare SÅ dårlig til alt det her med konflikter osv.

Det første min fars underbo/udlejer gjorde da jeg ringede til ham for at han kunne låse mig ind i lejligheden så jeg kan finde noget tøj, var at fortælle mig at min far altså havde lånt nogle ting af ham... Folk lige nu er simpelthen så pisse upassende og næsten alle i min familie skal da liiiige fortælle mig at min far jo "var et dårligt liv" og "havde taget alle de forkerte valg" Fordi han var alkoholiker og højst sandsynligt er død af skrumpelever.. Jeg kan slet ikke forstå at folk kan være sådan overfor mig og slet ikke tænke på at jeg faktisk er rigtig meget i klemme mht. mine følelser.. Og jeg vil simpelthen ikke være den person der skaber en dårlig stemning i alt det her, men med alt det jeg efterhånden bliver budt, så springer jeg snart i luften.

Laulund87 skriver:

Puha ved ikke hvad jeg skal sige

Jeg har faktisk tænkt på at den dag en af mine forældre går bort, alt det man skal tænke på, alle de praktiske ting. Hvornår er der lige tid til at sørge?? Føler virkelig med dig!!

 

Jeg føler ikke rigtig tid til at sørge.. Men når jeg har tid, så er det når jeg skal sove, så det vil sige at søvn og jeg er venner der ikke har set hinanden i lang tid efterhånden

Må du snart få tid til din sorg

Tusind tak. Det håber jeg også