Vores pige har det svært lige nu

Anonym skriver:

Det er ok hvis i kan kende mig, er anonym aht google.

Vores pige på 2 år er inde i en svær periode. Generelt set er hun en GLAD pige med krudt i numsen. Der skal være gang i den, hun er nysgerrig, ikke bange for noget, og leger hellere med drengene i vuggestuen som laver lege der kræver mere fysisk udfoldelse fremfor pigerne, som leger med dukker. I vuggestuen har hun også altid trivedes rigtig godt, og for et halvt år siden til rutine trivselssamtale fik hun udelukkende ros. De sagde, at hun var så tryg, så glad, var virkelig robust, nok skulle blive noget stort en dag, og hun var enormt vellidt på tværs af stuerne.

Hun er også en stædig lille trold, der har sine helt klart holdninger og meninger og bestemt kan sige fra! Hun kan være en udfordring til tider. Hun er meget bagud sprogligt, men er indenfor den sidste måned ramt ordspurten, så nu siger hun en helt masse enkeltord, men bruger ikke sætninger endnu.

Det er bare for lige at danne et indtryk af hende.

Indenfor den sidste måned synes jeg lige så langsom hun er blevet lidt "anderledes" eller hvad man skal sige. Hun er blevet mere og mere morsyg for eksempel. Og nu er det nået dertil hvor det er helt vildt! Hun vil overhovedet ikke sove til middag eller nat herhjemme hvis ikke jeg er hos hende, og hun jagter rundt efter mig og kalder på mig, hvis jeg går ud af rummet. Føler nærmest hun ville kravle ind under huden på mig, hvis hun kunne. Bortset fra det synes jeg hun er som hun plejer herhjemme.

Men i vuggestuen siger de, at hun har det svært lige nu. De siger hun er ekstremt tryghedssøgende, ikke vil lege selv og render efter de voksne hele tiden, og der skal ingenting til for at vælte hendes verden så hun bliver rigtig ked af det De siger vi ikke skal bekymre os, og de ser det hos mange i den alder, men alligevel bliver jeg nervøs for hvordan vi skal håndtere alt det her, om vi gør tingene rigtigt osv.

Der er sket flere ændringer i hendes liv på det "seneste". hun fik en lillebror for et halvt år siden (men er glad for ham, kalder på ham når han ikke er der og synger om ham når hun skal sove om aftenen), og så er hun langt om længe vænnet af med godnatflasken (flaskefri i en uge nu). Og så er der begyndt at komme fart på sproget.

Men jeg ved ikke hvordan vi skal håndtere den her EKSTREME morsyge og den måde hun har det i VS lige nu? Hun sover ikke til middag, hvis ikke jeg er der, og hvis jeg er der og holder hende i hånden, falder hun i søvn på 2 minutter.

Om aftenen skal jeg ligge på en madras ved siden af hendes seng indtil hun sover, men der kan godt gå 1½ time inden hun endelig sover, hvor hun bare ligger og synger og pjatter. Men hvis jeg går, bliver fuldstændig panisk og ulykkelig. Ikke på den trodsige måde, men på den "jeg er reelt bange for at være alene"-måde. Jeg sover på en madras ved siden af hendes seng om natten (har gjort det i en uge nu), for ellers vågner hun og er ulykkelig om natten.

Hvordan kommer vi ud af og videre fra det her? Jeg er træt af at bruge så lang tid på at ligge derinde om aftenen, jeg er træt af at have ondt i kroppen af at ligge på en dårlig madras, og jeg er bekymret over hun har det sådan i VS. Men jeg føler heller ikke det er rigtigt at presse hende til at sove for sig selv, når hun har det tryghedsbehov. Hun sover stadig i tremmeseng.

morsyge/ tryghed kommer og går. Jeg tror det er vigtigt, at man i de perioder holder fast i rutiner og ritualer. Dvs bliver puttet på samme måde, samme spisetider, regler, osv. Så deres "verdensbilleder" ikke rykker sig og de så hurtigt genfinder trygheden. Giv hende tid med dig - læg dig fx på gulvet når I kommer hjem - og lad hende have dig 100%, men hold fast på at hun skal sove i sin egen seng, du sover i din, osv. Hun bliver tryg, hvis hun oplever du er sikker og ved hvad du gør. 

Håber du kunne bruge det - og ja de perioder er møg- hårde, men med faste vaner, ro og troen på at det man gør er rigtigt, så går det over hurtigt

Moster Lagkage skriver:

Min umiddelbare indskydelse er at i lader jeres datter have en kæmpe magt, som hun slet slet ikke er gammel nok til at håndtere. Hun skal da ikke bestemme at du skal sidde ved hende til hun sover, ej heller sove ved hende om natten. At få tryghed fra voksne handler også nogen gange om at de voksne tør være voksne, som bestemmer. Min oplevelse er at børn bliver usikre når de for lov til at tage beslutninger som ikke er deres. Og mange børn styre jo gennem pylleri, for hvordan skulle de ellers gøre det. Du må bruge det hvis du kan.

Det er jeg ikke enig i Tvært i mod mener jeg, at man ikke kan overforkælebørn lige netop med tryghed, og har hun brug for det lige nu, er det for mig at se kun naturligt at hun får den form for tryghed. Hvis jeg er inde i en dårlig periode, synes jeg jo også det er rart at have min kæreste ved min side om natten, det gør mig tryg. Jeg synes det er meget at forlange af en to-årig, som er i gang med et stort udviklingsspring og derfor er ekstra tryghedssøgende, at hun falder i søvn og sover alene, hvis hun i virkeligheden har brug for at mærke, at mor passer på hende. Det ville være noget andet, hvis det var sådan at hun generelt styrede showet herhjemme og fik lov at træffe en hel masse valg

Jeg ville gerne ud af hendes værelse, bestemt, men jeg vil gerne gør det på en måde, som er tryg og skånsom for hende der hvor hun er i sin udvikling lige nu, for jeg synes de er sindssygt vigtigt at søvn og seng er forbundet med noget rart og tryghed og ikke "der hvor jeg bliver helt ulykkelig, for derefter at opgive og sove". Som sagt er det ikke brok-gråd men ulykkelig gråd..

Anonym skriver:

Det er ok hvis i kan kende mig, er anonym aht google.

Vores pige på 2 år er inde i en svær periode. Generelt set er hun en GLAD pige med krudt i numsen. Der skal være gang i den, hun er nysgerrig, ikke bange for noget, og leger hellere med drengene i vuggestuen som laver lege der kræver mere fysisk udfoldelse fremfor pigerne, som leger med dukker. I vuggestuen har hun også altid trivedes rigtig godt, og for et halvt år siden til rutine trivselssamtale fik hun udelukkende ros. De sagde, at hun var så tryg, så glad, var virkelig robust, nok skulle blive noget stort en dag, og hun var enormt vellidt på tværs af stuerne.

Hun er også en stædig lille trold, der har sine helt klart holdninger og meninger og bestemt kan sige fra! Hun kan være en udfordring til tider. Hun er meget bagud sprogligt, men er indenfor den sidste måned ramt ordspurten, så nu siger hun en helt masse enkeltord, men bruger ikke sætninger endnu.

Det er bare for lige at danne et indtryk af hende.

Indenfor den sidste måned synes jeg lige så langsom hun er blevet lidt "anderledes" eller hvad man skal sige. Hun er blevet mere og mere morsyg for eksempel. Og nu er det nået dertil hvor det er helt vildt! Hun vil overhovedet ikke sove til middag eller nat herhjemme hvis ikke jeg er hos hende, og hun jagter rundt efter mig og kalder på mig, hvis jeg går ud af rummet. Føler nærmest hun ville kravle ind under huden på mig, hvis hun kunne. Bortset fra det synes jeg hun er som hun plejer herhjemme.

Men i vuggestuen siger de, at hun har det svært lige nu. De siger hun er ekstremt tryghedssøgende, ikke vil lege selv og render efter de voksne hele tiden, og der skal ingenting til for at vælte hendes verden så hun bliver rigtig ked af det De siger vi ikke skal bekymre os, og de ser det hos mange i den alder, men alligevel bliver jeg nervøs for hvordan vi skal håndtere alt det her, om vi gør tingene rigtigt osv.

Der er sket flere ændringer i hendes liv på det "seneste". hun fik en lillebror for et halvt år siden (men er glad for ham, kalder på ham når han ikke er der og synger om ham når hun skal sove om aftenen), og så er hun langt om længe vænnet af med godnatflasken (flaskefri i en uge nu). Og så er der begyndt at komme fart på sproget.

Men jeg ved ikke hvordan vi skal håndtere den her EKSTREME morsyge og den måde hun har det i VS lige nu? Hun sover ikke til middag, hvis ikke jeg er der, og hvis jeg er der og holder hende i hånden, falder hun i søvn på 2 minutter.

Om aftenen skal jeg ligge på en madras ved siden af hendes seng indtil hun sover, men der kan godt gå 1½ time inden hun endelig sover, hvor hun bare ligger og synger og pjatter. Men hvis jeg går, bliver fuldstændig panisk og ulykkelig. Ikke på den trodsige måde, men på den "jeg er reelt bange for at være alene"-måde. Jeg sover på en madras ved siden af hendes seng om natten (har gjort det i en uge nu), for ellers vågner hun og er ulykkelig om natten.

Hvordan kommer vi ud af og videre fra det her? Jeg er træt af at bruge så lang tid på at ligge derinde om aftenen, jeg er træt af at have ondt i kroppen af at ligge på en dårlig madras, og jeg er bekymret over hun har det sådan i VS. Men jeg føler heller ikke det er rigtigt at presse hende til at sove for sig selv, når hun har det tryghedsbehov. Hun sover stadig i tremmeseng.

Vores dreng er også inde i en svær periode lige nu. Han reagerer anderledes end jeres pige, men jeg tror at det er noget der følger med alderen. Der sker åbenbart en stor udvikling for dem nu. Min dreng er blevet mere hidsig når han ikke får sin vilje, har også nemmere ved at blive ked ovre i vuggeren og er desværre også begyndt at reagere mere overfor de andre børn, med at skubbe o.s.v.

Jeg tror at det er typisk for selvstændighedsalderen at de er fanget mellem at ville bestemme og kunne det hele selv og samtidig være bange for den nye, store verden der åbenbarer sig, og derfor søge noget tryghed og/eller blive enormt frustrerede.

Jeg har desværre ingen gode råd. 

Anonym skriver:

Det er jeg ikke enig i Tvært i mod mener jeg, at man ikke kan overforkælebørn lige netop med tryghed, og har hun brug for det lige nu, er det for mig at se kun naturligt at hun får den form for tryghed. Hvis jeg er inde i en dårlig periode, synes jeg jo også det er rart at have min kæreste ved min side om natten, det gør mig tryg. Jeg synes det er meget at forlange af en to-årig, som er i gang med et stort udviklingsspring og derfor er ekstra tryghedssøgende, at hun falder i søvn og sover alene, hvis hun i virkeligheden har brug for at mærke, at mor passer på hende. Det ville være noget andet, hvis det var sådan at hun generelt styrede showet herhjemme og fik lov at træffe en hel masse valg

Jeg ville gerne ud af hendes værelse, bestemt, men jeg vil gerne gør det på en måde, som er tryg og skånsom for hende der hvor hun er i sin udvikling lige nu, for jeg synes de er sindssygt vigtigt at søvn og seng er forbundet med noget rart og tryghed og ikke "der hvor jeg bliver helt ulykkelig, for derefter at opgive og sove". Som sagt er det ikke brok-gråd men ulykkelig gråd..

Helt ok. Er enig i at man ikke kan overforkæle med tryghed, men man kan i bedste mening komme til at give børn nogle dårlige vaner, som de ikke er bedst tjent med. Og det er pisse svært at være forældre, og man skal af og til træffe nogle beslutninger som koster andet end smil og latter, men man skal gøre det for barnets bedste, også selvom det kan være hårdt i en periode.

men tænkte nok at vi nok ikke var enige, men ville prøve at give dig min vinkel på sagen. Held og lykke med projektet