Vores pige har det svært lige nu

Det er ok hvis i kan kende mig, er anonym aht google.

Vores pige på 2 år er inde i en svær periode. Generelt set er hun en GLAD pige med krudt i numsen. Der skal være gang i den, hun er nysgerrig, ikke bange for noget, og leger hellere med drengene i vuggestuen som laver lege der kræver mere fysisk udfoldelse fremfor pigerne, som leger med dukker. I vuggestuen har hun også altid trivedes rigtig godt, og for et halvt år siden til rutine trivselssamtale fik hun udelukkende ros. De sagde, at hun var så tryg, så glad, var virkelig robust, nok skulle blive noget stort en dag, og hun var enormt vellidt på tværs af stuerne.

Hun er også en stædig lille trold, der har sine helt klart holdninger og meninger og bestemt kan sige fra! Hun kan være en udfordring til tider. Hun er meget bagud sprogligt, men er indenfor den sidste måned ramt ordspurten, så nu siger hun en helt masse enkeltord, men bruger ikke sætninger endnu.

Det er bare for lige at danne et indtryk af hende.

Indenfor den sidste måned synes jeg lige så langsom hun er blevet lidt "anderledes" eller hvad man skal sige. Hun er blevet mere og mere morsyg for eksempel. Og nu er det nået dertil hvor det er helt vildt! Hun vil overhovedet ikke sove til middag eller nat herhjemme hvis ikke jeg er hos hende, og hun jagter rundt efter mig og kalder på mig, hvis jeg går ud af rummet. Føler nærmest hun ville kravle ind under huden på mig, hvis hun kunne. Bortset fra det synes jeg hun er som hun plejer herhjemme.

Men i vuggestuen siger de, at hun har det svært lige nu. De siger hun er ekstremt tryghedssøgende, ikke vil lege selv og render efter de voksne hele tiden, og der skal ingenting til for at vælte hendes verden så hun bliver rigtig ked af det De siger vi ikke skal bekymre os, og de ser det hos mange i den alder, men alligevel bliver jeg nervøs for hvordan vi skal håndtere alt det her, om vi gør tingene rigtigt osv.

Der er sket flere ændringer i hendes liv på det "seneste". hun fik en lillebror for et halvt år siden (men er glad for ham, kalder på ham når han ikke er der og synger om ham når hun skal sove om aftenen), og så er hun langt om længe vænnet af med godnatflasken (flaskefri i en uge nu). Og så er der begyndt at komme fart på sproget.

Men jeg ved ikke hvordan vi skal håndtere den her EKSTREME morsyge og den måde hun har det i VS lige nu? Hun sover ikke til middag, hvis ikke jeg er der, og hvis jeg er der og holder hende i hånden, falder hun i søvn på 2 minutter.

Om aftenen skal jeg ligge på en madras ved siden af hendes seng indtil hun sover, men der kan godt gå 1½ time inden hun endelig sover, hvor hun bare ligger og synger og pjatter. Men hvis jeg går, bliver fuldstændig panisk og ulykkelig. Ikke på den trodsige måde, men på den "jeg er reelt bange for at være alene"-måde. Jeg sover på en madras ved siden af hendes seng om natten (har gjort det i en uge nu), for ellers vågner hun og er ulykkelig om natten.

Hvordan kommer vi ud af og videre fra det her? Jeg er træt af at bruge så lang tid på at ligge derinde om aftenen, jeg er træt af at have ondt i kroppen af at ligge på en dårlig madras, og jeg er bekymret over hun har det sådan i VS. Men jeg føler heller ikke det er rigtigt at presse hende til at sove for sig selv, når hun har det tryghedsbehov. Hun sover stadig i tremmeseng.

Mon ikke det blot er en fase som så mange andre? Vi har i hvertfald haft lignende perioder her, hvor en af os har måtte sove inde på børneværelset det meste af natten osv. 

Jeg tænker, du siger hendes sprog tager fart nu. Kunne det være en reaktion på det? Det er en stor ting for dem når de knækker koden og pludselig åbner en helt ny verden sig hvor de faktisk kan kommunikere alt det ud, de gerne vil.  

det er skidehårdt at se sine små puslinge helt ved siden af sig selv, men jeg tror på at det går over igen hvis hun får den tryghed hun efterspørger lige nu  

har i plads til at tage hendes seng ind ved siden af jeres evt? Så kan du ligge tæt på hende, uden en øm krop

Mor11 skriver:

Mon ikke det blot er en fase som så mange andre? Vi har i hvertfald haft lignende perioder her, hvor en af os har måtte sove inde på børneværelset det meste af natten osv. 

Jeg tænker, du siger hendes sprog tager fart nu. Kunne det være en reaktion på det? Det er en stor ting for dem når de knækker koden og pludselig åbner en helt ny verden sig hvor de faktisk kan kommunikere alt det ud, de gerne vil.  

det er skidehårdt at se sine små puslinge helt ved siden af sig selv, men jeg tror på at det går over igen hvis hun får den tryghed hun efterspørger lige nu  

har i plads til at tage hendes seng ind ved siden af jeres evt? Så kan du ligge tæt på hende, uden en øm krop

Det kan sagtens ske det er det, for det startede for omkring en måned siden hvor sproget også begyndte at tage fart. Vuggestuen talte også om det der med morsygen kunne være fordi vi begynder at stille flere krav (fx at hun kun bruger sutten når hun sover, hvilket hun accepterer, eller det med flasken) og så søger hun os som tryghed i stedet. Og så kommer jeg bare i tvivl om det er forkert at stille de krav og lave de ændringer.

Men jeg er nemlig også af den holdning hun skal have trygheden. Jeg føler ikke det er et tidspunkt at tvinge hende til at sove selv, det er bare lang tid at ligge derinde!

Vi kan ikke rykke hende ind til os, for der sover lillebror, og han bliver bare vækket af hendes larm og sang, desværre!

Anonym skriver:

Det er ok hvis i kan kende mig, er anonym aht google.

Vores pige på 2 år er inde i en svær periode. Generelt set er hun en GLAD pige med krudt i numsen. Der skal være gang i den, hun er nysgerrig, ikke bange for noget, og leger hellere med drengene i vuggestuen som laver lege der kræver mere fysisk udfoldelse fremfor pigerne, som leger med dukker. I vuggestuen har hun også altid trivedes rigtig godt, og for et halvt år siden til rutine trivselssamtale fik hun udelukkende ros. De sagde, at hun var så tryg, så glad, var virkelig robust, nok skulle blive noget stort en dag, og hun var enormt vellidt på tværs af stuerne.

Hun er også en stædig lille trold, der har sine helt klart holdninger og meninger og bestemt kan sige fra! Hun kan være en udfordring til tider. Hun er meget bagud sprogligt, men er indenfor den sidste måned ramt ordspurten, så nu siger hun en helt masse enkeltord, men bruger ikke sætninger endnu.

Det er bare for lige at danne et indtryk af hende.

Indenfor den sidste måned synes jeg lige så langsom hun er blevet lidt "anderledes" eller hvad man skal sige. Hun er blevet mere og mere morsyg for eksempel. Og nu er det nået dertil hvor det er helt vildt! Hun vil overhovedet ikke sove til middag eller nat herhjemme hvis ikke jeg er hos hende, og hun jagter rundt efter mig og kalder på mig, hvis jeg går ud af rummet. Føler nærmest hun ville kravle ind under huden på mig, hvis hun kunne. Bortset fra det synes jeg hun er som hun plejer herhjemme.

Men i vuggestuen siger de, at hun har det svært lige nu. De siger hun er ekstremt tryghedssøgende, ikke vil lege selv og render efter de voksne hele tiden, og der skal ingenting til for at vælte hendes verden så hun bliver rigtig ked af det De siger vi ikke skal bekymre os, og de ser det hos mange i den alder, men alligevel bliver jeg nervøs for hvordan vi skal håndtere alt det her, om vi gør tingene rigtigt osv.

Der er sket flere ændringer i hendes liv på det "seneste". hun fik en lillebror for et halvt år siden (men er glad for ham, kalder på ham når han ikke er der og synger om ham når hun skal sove om aftenen), og så er hun langt om længe vænnet af med godnatflasken (flaskefri i en uge nu). Og så er der begyndt at komme fart på sproget.

Men jeg ved ikke hvordan vi skal håndtere den her EKSTREME morsyge og den måde hun har det i VS lige nu? Hun sover ikke til middag, hvis ikke jeg er der, og hvis jeg er der og holder hende i hånden, falder hun i søvn på 2 minutter.

Om aftenen skal jeg ligge på en madras ved siden af hendes seng indtil hun sover, men der kan godt gå 1½ time inden hun endelig sover, hvor hun bare ligger og synger og pjatter. Men hvis jeg går, bliver fuldstændig panisk og ulykkelig. Ikke på den trodsige måde, men på den "jeg er reelt bange for at være alene"-måde. Jeg sover på en madras ved siden af hendes seng om natten (har gjort det i en uge nu), for ellers vågner hun og er ulykkelig om natten.

Hvordan kommer vi ud af og videre fra det her? Jeg er træt af at bruge så lang tid på at ligge derinde om aftenen, jeg er træt af at have ondt i kroppen af at ligge på en dårlig madras, og jeg er bekymret over hun har det sådan i VS. Men jeg føler heller ikke det er rigtigt at presse hende til at sove for sig selv, når hun har det tryghedsbehov. Hun sover stadig i tremmeseng.

Jeg gætter også på at det er sproget. Det er jo helt vildt at hjernen pludselig skaber så mange fine nye ord uden man helt fatter hvordan kommer fra når man er to år.

Synes det er helt fint i sætter krav, og det er også helt fint hun så søger jer mere fordi de er svært at "være den store", og så kræver det nok bare en smadret mor i en periode, til hun er tryg i sin nye situation igen.

Anonym skriver:

Det kan sagtens ske det er det, for det startede for omkring en måned siden hvor sproget også begyndte at tage fart. Vuggestuen talte også om det der med morsygen kunne være fordi vi begynder at stille flere krav (fx at hun kun bruger sutten når hun sover, hvilket hun accepterer, eller det med flasken) og så søger hun os som tryghed i stedet. Og så kommer jeg bare i tvivl om det er forkert at stille de krav og lave de ændringer.

Men jeg er nemlig også af den holdning hun skal have trygheden. Jeg føler ikke det er et tidspunkt at tvinge hende til at sove selv, det er bare lang tid at ligge derinde!

Vi kan ikke rykke hende ind til os, for der sover lillebror, og han bliver bare vækket af hendes larm og sang, desværre!

Der vil jo altid være en tilvænningsperiode når man laver ændringer, så jeg tror ikke det nødvendigvis er tegn på for store krav. Dog kan det være at det er for meget for hende at skulle afvænnes både sut og flaske på samme tid? Men igen, jeg ved ikk hvor strenge i er med sutten og om det overhovedet har noget at sige. 

kan du ikke slippe afsted med at liste ud af værelset når hun er faldet i dyb søvn? Eller vågner hun for at holde øje med dig? 

2babygirls skriver:

Jeg gætter også på at det er sproget. Det er jo helt vildt at hjernen pludselig skaber så mange fine nye ord uden man helt fatter hvordan kommer fra når man er to år.

Synes det er helt fint i sætter krav, og det er også helt fint hun så søger jer mere fordi de er svært at "være den store", og så kræver det nok bare en smadret mor i en periode, til hun er tryg i sin nye situation igen.

Jeg havde ikke tænkt at sproget kunne have så meget betydning for hendes "tilstand" ellers, men det kan godt ske i har ret. Jeg havde egentlig forventet det ville give mindre frustrationer, for nu kan hun jo helt basalt sige hvad hun vil. "Spise, drikke, lege, pølser, tisse, sove" osv.

Det ville nu bare være rart om farmand kunne bruges lidt mere, det er trods alt ham der er på barsel

Mor11 skriver:

Der vil jo altid være en tilvænningsperiode når man laver ændringer, så jeg tror ikke det nødvendigvis er tegn på for store krav. Dog kan det være at det er for meget for hende at skulle afvænnes både sut og flaske på samme tid? Men igen, jeg ved ikk hvor strenge i er med sutten og om det overhovedet har noget at sige. 

kan du ikke slippe afsted med at liste ud af værelset når hun er faldet i dyb søvn? Eller vågner hun for at holde øje med dig? 

ALtså hun har ikke brokket sig over at miste flasken. Jeg valgte nemlig, at nu hvor hun havde brug for jeg var hos hende til hun sov, var det oplagt at tage den der, for så kunne jeg give hende trygheden ved min tilstedeværelse i stedet, og det er gået helt fint. Mht sutten er vi ikke sådan helt konsekvente. Men hvis hun bare leger og er i godt humør, beder vi hende ligge sutten i sengen, og det gør hun frivilligt

Jeg kan liste ud når hun sover, så har jeg aftenen i stuen, men jeg skal gå i seng og sove hos hende om natten, for ellers så vågner hun og bliver rigtig ked af, at mor ikke er der :/

Anonym skriver:

Jeg havde ikke tænkt at sproget kunne have så meget betydning for hendes "tilstand" ellers, men det kan godt ske i har ret. Jeg havde egentlig forventet det ville give mindre frustrationer, for nu kan hun jo helt basalt sige hvad hun vil. "Spise, drikke, lege, pølser, tisse, sove" osv.

Det ville nu bare være rart om farmand kunne bruges lidt mere, det er trods alt ham der er på barsel

Mor er bare noget helt specielt

Men hun skal nok finde roen igen, men det kan sagtens være en måned eller to eller måske kun 2 uger.

Hun har jo manglet at kunne sige hvad hun følte via sprog, så pludselig at kunne give den gas må være meget overvæltende.

Alberte havde også en periode fra da hun blev to og et par måneder frem hvor vi SKULLE sidde hos hende til hun sov, og det kunne også tage timer.. Det stod på i 2-3 måneder.. Hun sov dog fint om natten..

I slutningen rykkede vi os længere og længere væk fra sengen over nogle uger, hvor vi tilsidst sad derinde, men ikke rigtig kunne se os.. Og tilsidst kunne vi bare gå ud..

Tror det er en fase alle kommer i, og hun samtidig at med at hjernen lige pludselig kan en masse, hun er blevet storesøster og alderen kan sikkert sagtens forstærke at hin søger tryghed..

Det kan også ske at det nu nogle måneder efter, er gået op for hende at lillebror altså bliver der og tager noget af mors opmærksomhed, og hun så søger dig noget mere..
Vi kan i hvertfald mærke på
Alberte som er 3 år, at det er gået op for hende nu, så nu vil hun gerne mades igen osv., og er sikker på at det er for at få vores fulde opmærksomhed..

Tror og håber at det med tiden lige så stille går over igen.. :-)

Anonym skriver:

Det er ok hvis i kan kende mig, er anonym aht google.

Vores pige på 2 år er inde i en svær periode. Generelt set er hun en GLAD pige med krudt i numsen. Der skal være gang i den, hun er nysgerrig, ikke bange for noget, og leger hellere med drengene i vuggestuen som laver lege der kræver mere fysisk udfoldelse fremfor pigerne, som leger med dukker. I vuggestuen har hun også altid trivedes rigtig godt, og for et halvt år siden til rutine trivselssamtale fik hun udelukkende ros. De sagde, at hun var så tryg, så glad, var virkelig robust, nok skulle blive noget stort en dag, og hun var enormt vellidt på tværs af stuerne.

Hun er også en stædig lille trold, der har sine helt klart holdninger og meninger og bestemt kan sige fra! Hun kan være en udfordring til tider. Hun er meget bagud sprogligt, men er indenfor den sidste måned ramt ordspurten, så nu siger hun en helt masse enkeltord, men bruger ikke sætninger endnu.

Det er bare for lige at danne et indtryk af hende.

Indenfor den sidste måned synes jeg lige så langsom hun er blevet lidt "anderledes" eller hvad man skal sige. Hun er blevet mere og mere morsyg for eksempel. Og nu er det nået dertil hvor det er helt vildt! Hun vil overhovedet ikke sove til middag eller nat herhjemme hvis ikke jeg er hos hende, og hun jagter rundt efter mig og kalder på mig, hvis jeg går ud af rummet. Føler nærmest hun ville kravle ind under huden på mig, hvis hun kunne. Bortset fra det synes jeg hun er som hun plejer herhjemme.

Men i vuggestuen siger de, at hun har det svært lige nu. De siger hun er ekstremt tryghedssøgende, ikke vil lege selv og render efter de voksne hele tiden, og der skal ingenting til for at vælte hendes verden så hun bliver rigtig ked af det De siger vi ikke skal bekymre os, og de ser det hos mange i den alder, men alligevel bliver jeg nervøs for hvordan vi skal håndtere alt det her, om vi gør tingene rigtigt osv.

Der er sket flere ændringer i hendes liv på det "seneste". hun fik en lillebror for et halvt år siden (men er glad for ham, kalder på ham når han ikke er der og synger om ham når hun skal sove om aftenen), og så er hun langt om længe vænnet af med godnatflasken (flaskefri i en uge nu). Og så er der begyndt at komme fart på sproget.

Men jeg ved ikke hvordan vi skal håndtere den her EKSTREME morsyge og den måde hun har det i VS lige nu? Hun sover ikke til middag, hvis ikke jeg er der, og hvis jeg er der og holder hende i hånden, falder hun i søvn på 2 minutter.

Om aftenen skal jeg ligge på en madras ved siden af hendes seng indtil hun sover, men der kan godt gå 1½ time inden hun endelig sover, hvor hun bare ligger og synger og pjatter. Men hvis jeg går, bliver fuldstændig panisk og ulykkelig. Ikke på den trodsige måde, men på den "jeg er reelt bange for at være alene"-måde. Jeg sover på en madras ved siden af hendes seng om natten (har gjort det i en uge nu), for ellers vågner hun og er ulykkelig om natten.

Hvordan kommer vi ud af og videre fra det her? Jeg er træt af at bruge så lang tid på at ligge derinde om aftenen, jeg er træt af at have ondt i kroppen af at ligge på en dårlig madras, og jeg er bekymret over hun har det sådan i VS. Men jeg føler heller ikke det er rigtigt at presse hende til at sove for sig selv, når hun har det tryghedsbehov. Hun sover stadig i tremmeseng.

Min umiddelbare indskydelse er at i lader jeres datter have en kæmpe magt, som hun slet slet ikke er gammel nok til at håndtere. Hun skal da ikke bestemme at du skal sidde ved hende til hun sover, ej heller sove ved hende om natten. At få tryghed fra voksne handler også nogen gange om at de voksne tør være voksne, som bestemmer. Min oplevelse er at børn bliver usikre når de for lov til at tage beslutninger som ikke er deres. Og mange børn styre jo gennem pylleri, for hvordan skulle de ellers gøre det. Du må bruge det hvis du kan.