hvad skal jeg gøre ?

Anonym skriver:

ja jeg står i en lidt røv situation

fik sidste mandag en start som praktikant i en butik , (er på KH)
jeg fik et møde med butikschefen, som kunne fortælle mig at der intet var efter mine 14 dages praktik der

jeg blev skuffet men vidste at jeg så kunne starte noget nyt, så nu skal jeg starte op på HG som voksen over 25
det i sig selv er super fedt og jeg glæder mig ...
(min jobvejleder ved det godt)

nå, nu til det det drejer sig om, tirsdag morgen vågner jeg selv, med høj feber og kan knap trække vejret
jeg melder mig syg, tirsdag , er det bare lige så skidt så ringer igen til chefen, hun spørger direkte! er det pga. det jeg har sagt om at der intet er her bagefter? eller er du syg? jeg siger til hende som det er at jeg ER syg
ok siger hun, så ses vi i morgen . .
onsdag, er ikke bedre, og nu er min 3 årige dreng ramt af øjenbetændelse ringer igen, og hun siger at jeg bare skal dukke op nu når jeg har det bedre
torsdag, en tur til lægen som siger jeg har lungebetændelse, og knægten kan knap se ud af øjnene, så han kommer på øjendråber . .
ringer til chefen og gir en opdate, og hun siger vi ses mandag

MEN nu det er det altså søndag aften, og min yngste på 1 ½ år er lige kommet i seng nu med udsprunget øjenbetændelse og feber, og jeg er faktisk stadig ej på toppen overhovedet

men hvad skal jeg gøre?

bor desværre ikke i nærheden af familie så det er no go med pasning
og venner har jeg ikke rigtigt nogen af her endnu så det er også no go . .

argggg!!! hvad gør jeg ?
melde mig syg igen igen igen
eller bede manden som faktisk skal på natarbejde i morgen om at stå op og passe en syg dreng ergo han får intet søvn , så dvs han får intet søvn et et helt døgn!!! og det er jo med arbejde

jeg har det bare så skidt med at melde mig syg igen igen

Tja helt ærligt så synes jeg det lyder som om du leder efter en der vil give dig ret i at du da bare skal blive hjemme.

Uanset grunden, så må manden tage en tørn, sådan er det at have børn.

Du siger " det er ikke hans børn", nej men når man vælger at flytte sammen med en der har børn, så er der lige vilkår som familie. Der deles man om det sure og søde.

Jeg synes du skal se at komme afsted, du har rigelig tid til at gå og slappe af inden HG starter til januar......

 

jeg ville ærligt også synes du bare måtte tage afsted.. og hvis din kæreste/mand ikke gad tage sig af DIT barn som var det hans eget, så ved jeg da ved gud ikke hvad jeg skal tænke om det.

 

Anonym skriver:

det er ikke hans børn :/

Men i. Vel en familie? Du spørg selv i dit indlæg om du skal spørge ham og når man foreslår det, så siger du at det kan du ikke ve ham om?? Så har du jo svaret på spørgsmålet...

Så det er altid dig der skal tage sygedage, fridage?? Sådan fungere en familie ikke. Selvom det er dine, mine og vores børn. Familier hjælper hinanden.

Har man valgt hinanden er det med alt det indebærer. Jeg synes det lyder som dårlige undskyldninger, har selv en mand med natarbejde og på trods af at jeg kunne ha flyttet et møde da sønnen blev syg, ventede han med at gå i seng og vi fandt ud af hvordan vi begge kunne læse det. Kan ikke se at det er et problem at han har barnets 1 sygedag og du passer dit kursus. Ville bære ked af, hvis jeg fandt en mand som ikke tog børnene til sig og tog sin tørn i familien, både det gode og dårlige

Hvis du i øvrigt allerede har besluttet hvad du vil, hvorfor så spørge

Det lyder som om at der er noget der stikker dybere end at det ikke er hans børn. Jeg synes du skal ringe til din jobkonsulent og få en snak med hende/ham. Forklar situationen som det er, og ring derefter til din arbejdsgiver og forklar hende situationen.

Hvis det ikke stikker dybere end at det ikke er hans børn, så synes jeg ligesom andre skriver, at han også skal deltage i familien. Min kæreste er ikke far til min søn, men han tager del i ham som var det hans eget. Han skifter ble, bader, putter, henter, bringer osv osv osv. ellers kan vores hverdag ikke hænge sammen. Selv da jeg ikke havde arbejde tog han også en kæmpe del af arbejdet, og det er sådan det er når der er børn involveret. Man bliver nødt til at hjælpe til for at en daglig dag fungere.

Anonym skriver:

det er ikke hans børn :/

Undskyld men bor i ik sammen? For har han sagt ja til det må han dælme os tag ansvar og hjælp som man gør i en familie... Han har os ret til barnets første sygedag selv om det ikke er hans børn

hvad med at bruge af de øjendråber, du vel fik af lægen til dit andet barn? og måske en god nats søvn kan hjælpe, så dagen i morgen alligevel kan hænge sammen

Som de andre skriver, så burde din mand/kæreste hjælpe dig. Også selv om at det ikke er hans børn. Han bor sammen med jer, ergo bør han indgå/deltage i familielivet/udfordringerne på lige fod med dig.

Men behøver han at tage en sygedag/fridag, hvis han nu går tideligt i seng i dag, står op og tager ungerne imorgen og går hen og får et par timer's søvn (eller mere) når du kommer hjem fra din praktik? Skal han ikke først afsted sidst på aftenen, når det er natarbejde ? 

Det burde han altså godt kunne klare. 

Kan også godt høre på dig at du ligesom har opgivet den praktik, fordi at den ikke giver dig noget, men hvad med at være et godt forbilled for dine børn og vise dem, at når man påbegynder noget, så fuldfører man...ligemeget hvor surt det er. 

 

han kan jo sagtens tage barnets første syge dag uden problemer så hende du er i praktik hos kan se du ikke bare vil blive væk, selv om jeg er i praktik og min kæreste i uddannelse bliver han også hjemme hvis det er vi er 2 om barnet. men hvis du ikke kan spørge din kæreste jamen hvad så når du skal i skole???

eller du en dag får et arbejde???

 

Anonym skriver:

ja jeg står i en lidt røv situation

fik sidste mandag en start som praktikant i en butik , (er på KH)
jeg fik et møde med butikschefen, som kunne fortælle mig at der intet var efter mine 14 dages praktik der

jeg blev skuffet men vidste at jeg så kunne starte noget nyt, så nu skal jeg starte op på HG som voksen over 25
det i sig selv er super fedt og jeg glæder mig ...
(min jobvejleder ved det godt)

nå, nu til det det drejer sig om, tirsdag morgen vågner jeg selv, med høj feber og kan knap trække vejret
jeg melder mig syg, tirsdag , er det bare lige så skidt så ringer igen til chefen, hun spørger direkte! er det pga. det jeg har sagt om at der intet er her bagefter? eller er du syg? jeg siger til hende som det er at jeg ER syg
ok siger hun, så ses vi i morgen . .
onsdag, er ikke bedre, og nu er min 3 årige dreng ramt af øjenbetændelse ringer igen, og hun siger at jeg bare skal dukke op nu når jeg har det bedre
torsdag, en tur til lægen som siger jeg har lungebetændelse, og knægten kan knap se ud af øjnene, så han kommer på øjendråber . .
ringer til chefen og gir en opdate, og hun siger vi ses mandag

MEN nu det er det altså søndag aften, og min yngste på 1 ½ år er lige kommet i seng nu med udsprunget øjenbetændelse og feber, og jeg er faktisk stadig ej på toppen overhovedet

men hvad skal jeg gøre?

bor desværre ikke i nærheden af familie så det er no go med pasning
og venner har jeg ikke rigtigt nogen af her endnu så det er også no go . .

argggg!!! hvad gør jeg ?
melde mig syg igen igen igen
eller bede manden som faktisk skal på natarbejde i morgen om at stå op og passe en syg dreng ergo han får intet søvn , så dvs han får intet søvn et et helt døgn!!! og det er jo med arbejde

jeg har det bare så skidt med at melde mig syg igen igen

Ej altså... kan ikke undgå at trække på smilebåndet! 

Du er ligeglad med kurset, da du ikke rigtig gider butik mere - men du skal starte på HG? 

Og du har ingen venner, familie eller mand til at passe junior - hvilken løsning, skal baby.dk-brugerne så komme med?