Janni. skriver:
Der var så meget vi skulle nå, så meget jeg skulle fortælle dig! Det gik stærkt, alt for stærkt. Nu er du borte.. Jeg skal se dig i morgen for allersidste gang i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå at du ikke skal se Silas vokse sig stor, og tanken om at Silas med tiden vil glemme de minder, i har sammen – er slet ikke til at bære! Jeg er grædefærdig!
Hvorfor? Hvorfor gik du ikke til læge i lørdags da du mærkede forandringerne i din krop? Måske kunne de redde dig? Dette får jeg aldrig svar på! Det er så uretfærdigt.
At du overlevede de første 2 hjerneblødninger i 90´erne, og kæmpede dig tilbage til livet, er jeg dybt taknemlig for. Du har altid været en fighter. Men at du ikke magtede at komme tilbage igen efter disse 5 hjerneblødninger kan jeg på sin vis godt forstå. Jeg tilgiver måske med tiden at du forlod mig allerede nu, du var kun 62 år – alt for ung!
Jeg er så glad for at jeg fik lov til at hjælpe dig med at gøre dig ren og pæn til din rejse. Imorgen når vi mødes, har du det tøj på, som vi har valgt til dig. Du bliver så smuk.
Min mor faldte pludselig om mandag aften. Skaningen viste en hjerneblødning. Hun blev overført til Århus universitetshospital, endnu en skanning viste at hun havde fået endnu en blødning på vej der til.. 3 andre blødninger stødte til. Tirsdag aften kl. 17:52 slukkede lægerne for respiratoren. Min mor forsøgte ikke selv at trække vejret efterfølgende.....
Hvor forfærdeligt. Min far døde i mandags - så ved præcist hvordan du har det!
