Sagen er den at jeg har en ven jeg har kendt i 4-5 år. Han har aldrig sagt mig det helt store, men vi har alligevel set hinanden med jævne mellemrum, især fordi vores børn leget gdt sammen. Han har et hjerte af guld og har ofte hjulpet mig, blandt andet med at flytte og i det hele tiden køre mig, da jeg ikke har bil.
Jeg har aldrig udnyttet ham, tværtimod har jeg ofte sagt nej til hans hjælp da jeg ikke vil være afhængig af nogen eller have dårlig samvittighed over at jeg ikke kan gøre noget for ham til gengæld. Han siger dog at jeg altid har hjulpet ham meget da jeg er god at snakke med og han har haft mange problemer med sin ex-kone.
Min ven og jeg har haft mange konflikter, ofte bliver jeg sur på ham og han gør alt hvad han kan for at please mig og siger undskyld. Men han er for eksempel typen der ringer og skriver hele tiden, mange gange om dagen, og har jeg tidligere sagt jeg ikke gider.
Når vi har set hinanden er det mest fordi jeg får dårlig samvittighed over det er længe siden vi har ses, og han skriver at han savner sin bedste ven! Sandheden er bare at jeg egentlig ikke har lyst til at se ham. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med ham, han er alt for lalleglad altid og virker lidt som et overgearet barn. Han overskrider mine grænser, har vi snakket om mange gange, men tror ikke han kan ændre det, vi er simpelthen forskellige.
Jeg går rundt med konstant dårlig samvittighed fordi vi ikke ses nok. Men på den anden side, hvorfor skal jeg bruge tid med en der ikke siger noget, hvor det er en sur pligt når vi skal ses? Hvis en af mine venner havde det sådan med mig ville jeg da ønske han/hun sagde fra. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal droppe kontakten med ham, og ved det vil ødelægge ham, da han er meget glad for mig.
Hvad synes I jeg skal gøre?
Skal lige siges vi aldrig har været kærester, flirtet, været sammen eller noget som helst.
Anmeld
