At tage ansvar i hverdagen

Pga at min mand er flyttet ud og vi er midt i en skilsmisse vælger jeg at være anonym. Børnefordelingen er ikke afklaret endnu.

Min mand er en som aldrig har taget større del i det praktiske omkring børnene, end han var nødt til. Han kan sagtens. Han gidder bare ikke. Dermed er det stort set mig, det har hængt på.

I går måtte jeg arbejde sent. Han skulle så have ungerne. Helt fint. Han vil så ikke have dem hos sig selv men hos mig. Også helt fint. Da jeg kommer hjem 20.30 i går aftes er vores store pige på snart 6 år stadig vågen. Hun ligger i sin seng, men jeg går ind og snakker lidt med hende. Det viser sig, at hun ikke har fået mad, siden hun kom hjem fra skole. Jeg spørger så min mand, om det passer, at hun ikke har fået mad. Han svarer, at hun fik en veninde på besøg, så hun valgte at lege i stedet for at spise, da de havde middag.

Jeg er rasende! I mine øjne er det den voksnes ansvar at sørge for, at børnene får den mad, de har brug for. Så må veninden hellere vente 10 min eller et eller andet. Man kan da ikke overlade den slags afgørelser til en femårig! Og får barnet af en eller anden grund ikke middag, så sørger man da for pokker for, at ungen får en skive rugbrød eller noget andet, før hun bliver sendt i seng!

Sagen er så bare, at min mand slet ikke ser problemet og synes, jeg er en hønemor.

Jeg trænger lidt tilbagemeldinger her. Er det bare mig, som er hysterisk og overreagerer, eller er det ham, som har svigtet i denne situation?

Anonym skriver:

Pga at min mand er flyttet ud og vi er midt i en skilsmisse vælger jeg at være anonym. Børnefordelingen er ikke afklaret endnu.

Min mand er en som aldrig har taget større del i det praktiske omkring børnene, end han var nødt til. Han kan sagtens. Han gidder bare ikke. Dermed er det stort set mig, det har hængt på.

I går måtte jeg arbejde sent. Han skulle så have ungerne. Helt fint. Han vil så ikke have dem hos sig selv men hos mig. Også helt fint. Da jeg kommer hjem 20.30 i går aftes er vores store pige på snart 6 år stadig vågen. Hun ligger i sin seng, men jeg går ind og snakker lidt med hende. Det viser sig, at hun ikke har fået mad, siden hun kom hjem fra skole. Jeg spørger så min mand, om det passer, at hun ikke har fået mad. Han svarer, at hun fik en veninde på besøg, så hun valgte at lege i stedet for at spise, da de havde middag.

Jeg er rasende! I mine øjne er det den voksnes ansvar at sørge for, at børnene får den mad, de har brug for. Så må veninden hellere vente 10 min eller et eller andet. Man kan da ikke overlade den slags afgørelser til en femårig! Og får barnet af en eller anden grund ikke middag, så sørger man da for pokker for, at ungen får en skive rugbrød eller noget andet, før hun bliver sendt i seng!

Sagen er så bare, at min mand slet ikke ser problemet og synes, jeg er en hønemor.

Jeg trænger lidt tilbagemeldinger her. Er det bare mig, som er hysterisk og overreagerer, eller er det ham, som har svigtet i denne situation?

Hmm... Jeg syntes klart at han har fejlet, det er hans job at sørge for at hun får mad... Ellers er der jo ingen ide i at han skal passe dem, for så betyder det vel at han hellere ikke føler han skal holde øje med dem? 

Du har ret og det skal du holde fast i! 

Anonym skriver:

Pga at min mand er flyttet ud og vi er midt i en skilsmisse vælger jeg at være anonym. Børnefordelingen er ikke afklaret endnu.

Min mand er en som aldrig har taget større del i det praktiske omkring børnene, end han var nødt til. Han kan sagtens. Han gidder bare ikke. Dermed er det stort set mig, det har hængt på.

I går måtte jeg arbejde sent. Han skulle så have ungerne. Helt fint. Han vil så ikke have dem hos sig selv men hos mig. Også helt fint. Da jeg kommer hjem 20.30 i går aftes er vores store pige på snart 6 år stadig vågen. Hun ligger i sin seng, men jeg går ind og snakker lidt med hende. Det viser sig, at hun ikke har fået mad, siden hun kom hjem fra skole. Jeg spørger så min mand, om det passer, at hun ikke har fået mad. Han svarer, at hun fik en veninde på besøg, så hun valgte at lege i stedet for at spise, da de havde middag.

Jeg er rasende! I mine øjne er det den voksnes ansvar at sørge for, at børnene får den mad, de har brug for. Så må veninden hellere vente 10 min eller et eller andet. Man kan da ikke overlade den slags afgørelser til en femårig! Og får barnet af en eller anden grund ikke middag, så sørger man da for pokker for, at ungen får en skive rugbrød eller noget andet, før hun bliver sendt i seng!

Sagen er så bare, at min mand slet ikke ser problemet og synes, jeg er en hønemor.

Jeg trænger lidt tilbagemeldinger her. Er det bare mig, som er hysterisk og overreagerer, eller er det ham, som har svigtet i denne situation?

Hmm... Jeg syntes klart at han har fejlet, det er hans job at sørge for at hun får mad... Ellers er der jo ingen ide i at han skal passe dem, for så betyder det vel at han hellere ikke føler han skal holde øje med dem? 

Du har ret og det skal du holde fast i! 

Anonym skriver:

Pga at min mand er flyttet ud og vi er midt i en skilsmisse vælger jeg at være anonym. Børnefordelingen er ikke afklaret endnu.

Min mand er en som aldrig har taget større del i det praktiske omkring børnene, end han var nødt til. Han kan sagtens. Han gidder bare ikke. Dermed er det stort set mig, det har hængt på.

I går måtte jeg arbejde sent. Han skulle så have ungerne. Helt fint. Han vil så ikke have dem hos sig selv men hos mig. Også helt fint. Da jeg kommer hjem 20.30 i går aftes er vores store pige på snart 6 år stadig vågen. Hun ligger i sin seng, men jeg går ind og snakker lidt med hende. Det viser sig, at hun ikke har fået mad, siden hun kom hjem fra skole. Jeg spørger så min mand, om det passer, at hun ikke har fået mad. Han svarer, at hun fik en veninde på besøg, så hun valgte at lege i stedet for at spise, da de havde middag.

Jeg er rasende! I mine øjne er det den voksnes ansvar at sørge for, at børnene får den mad, de har brug for. Så må veninden hellere vente 10 min eller et eller andet. Man kan da ikke overlade den slags afgørelser til en femårig! Og får barnet af en eller anden grund ikke middag, så sørger man da for pokker for, at ungen får en skive rugbrød eller noget andet, før hun bliver sendt i seng!

Sagen er så bare, at min mand slet ikke ser problemet og synes, jeg er en hønemor.

Jeg trænger lidt tilbagemeldinger her. Er det bare mig, som er hysterisk og overreagerer, eller er det ham, som har svigtet i denne situation?

NEJ du overreagerer ikke, det er da helt absurd. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at min mand ville undlade at give vores barn aftensmad hvis jeg ikke var hjemme.

Er det ikke muligt for jer at få noget familierådgivning via kommunen så I kan kommunikere omkring hvordan man, sådan helt basalt, tager sig af sine børn? Har du evt. en god SP som I kan genoptage kontakten med?

Er i lettere chok over at manden ikk ved at mad er noget HAN skal sørge for hun får  

Puuuh, det blir da med nerverne uden på tøjet når han skal have hende i hele weekender i fremtiden  Har ingen gode råd til at banke fornuft i ham, de der mænd har det jo desværre med at gå i baglås hvis man siger de er galt på den. 

klart ham der har svigtet.. som du selv siger skulle hun i det mindste have haft lidt rugbrød eller lign. inden sengetid...

desværre er det bare MEGET svært at ændre på andres holdninger til ting...

det må være virkelig frustrerende for dig...

Tak for svar!

Ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an, for i min verden er detteher så grundlæggende....

Chris86 skriver:

Hmm ville han selv springe måltidet over?
Klart ham der har fejlet!

Tak for svar!

Nej, jeg fatter heller ikke, at han ikke har tænkt over, hvor sulten han selv ville blive, hvis det var ham selv.

EnSødMor skriver:

Hmm... Jeg syntes klart at han har fejlet, det er hans job at sørge for at hun får mad... Ellers er der jo ingen ide i at han skal passe dem, for så betyder det vel at han hellere ikke føler han skal holde øje med dem? 

Du har ret og det skal du holde fast i! 

Tak for svar!

Egentlig synes jeg, at det er lidt skræmmende, at ikke han ser, at det er hans ansvar...