Hvad gør i når jeres 2,5 årige siger:

Anonym skriver:

Herhjemme er der også nogle ting der ikke er til forhandling (fx at overtøjet skal på, børste tænder mm.) .. Der er svaret bare "det kan jeg godt hører du siger, men det bestemmer jeg du skal".. Og så må de blive lige så tosset de vil.. nogle ting er bare ikke til forhandling.. Hvis situationen er kørt helt op i en spids for de enten lov til at få 2 minutters fred på værelset eller på sofaen, hvor vi lader dem være så de lige kan få luft... ellers også tager jeg dem rent fysisk og enten holder dem, bærer dem (hvis vi er på vej et sted hen) osv. - Det er lidt forskelligt hvad der er behov for

Jeg anerkender hendes følelser, og udtryk. Feks.

'jeg kan godt høre du syntes det er irriterende'

Og så får hun gerne - hvis hun er kørt helt op - lov til lige at sunde sig på sofaen enten i stuen, eller fars hobbyværelse, eller i sengen på eget værelse... Og så vælger jeg mine kampe med omhu. 

En kamp jeg har opgivet med hende lige for tiden er at hun ikke altid falder i søvn i sin egen seng. Nogen gange lister hun lige igennem gangen, og kravler op i fars seng og sover. Så smider vi hende i seng når vi går derind.

Hvis vi er ude og hun ikke lige vil, så er jeg altså en af de forældre som ikke har et problem med at hanke op i barnet, og nærmest slæbe hende afsted. Det er mig der bestemmer, men fysisk vold bliver det aldrig til..... Selvfølgelig

Jeg tæller til 100 og minder mig selv om at de flytter hjemmefra en dag....

Det kaldes som sagt trodsalderen og den stopper med lidt held omkring konfirmationsalderen, og ellers kan man smide dem ud når de bliver 18