Hudløst ærligt - mine tanker: Det der med at vente...

Ville dele mine tanker med jer, og I kan kommentere eller lade være... Jeg vil bare komme med nogle af mine tanker. Hudløst ærligt - fordi jeg ved vi er flere i samme båd, og jeg synes det er cool, at vi kan stå sammen 

Uanset hvor længe man har ventet, vil det at blive skuffet altid gøre ondt. Men selvfølgelig ville man have bedre af, hvis man kunne sige til sig selv og rent faktisk "tro på det", at kroppen også lige skal i balance efter pillestop, og at stressen omkring "baby-projekt" (hvilket i sig selv også lyder noget omstændigt og krævende i mine ører, men det er jo oftest det man kommer til at kalde det) slet ikke gør det bedre. Men hvem har ikke selv haft den tanke eller fået det af vide, at man skal bare slappe af? Jeg har selv tænkt den mange gange, og jeg ved det også godt... At der er noget om det formentlig.

Og ja, jeg ville da ønske, at jeg var i stand til at kunne trykke på "stop-knappen", når først hormonerne raser af sted. For det er når de er ude på rutsche-tur (man skulle nærmest tro hormonerne synes det er sjovt), at følelserne og tankerne omkring ønsket om baby tager allermest overhånd. Det er der jeg allermest sårbar, og ikke kan tænke rationelt.

Og så er der uvisheden - hvis jeg så bare på nuværende tidspunkt vidste, at jeg fx blev gravid til marts næste år, jamen så ville ventetiden ikke være et problem på samme måde (ja ja, tiden ville måske stadig kunne føles lang, fordi man ville glæde sig så abnormt meget, men det ville være en "glædens-lang-ventetid-følelse") og det ville jeg langt bedre kunne kapere. Det er denne uvished og venten, der kan gøre mig utryg og usikker. Det er tankerne; "bliver jeg nogensinde gravid - og i så fald hvornår?" der i nager.

Det er skuffelsen over det der ikke er der - ...men som i tankerne har sniget sig ind i ens hjerte og tanker og har skabt en plads, som er skabt for at blive.

Det er glæden på andres vegne over deres babyer i maven, men påmindelse om det man selv man mangler og ønsker...

Men jeg tror på, at mange kvinder går dette igennem og det er rart at vide, at man ikke er alene om det (ikke fordi jeg ønsker for andre, at de også skal gå det igennem, men fordi mit ego bliver tryg ved, at andre også oplever dette). Nogle dage er bare bedre end andre - og nogle er bare rigtigt dårlige, og der er det sgu okay at græde... Det er okay at blive skuffet. Men tænker også for mit eget vedkommende, at jeg skal forsøge at hive mig selv op igen og komme videre med verdenen udenfor. For den går stadig videre, og hvis man glemmer den, vil meget af ens tid (som man ikk får igen) være passeret. Jeg forsøger, når jeg er ovenpå, så at være ovenpå 100%. Men nogle dage, har jeg også bare l**** dage... Og der er det okay kun at være på 50%.

Og når jeg så er ovenpå og rationelttænkende - så ved jeg jo godt, at det i sidste ende nok skal komme - rettere sagt; det vælger jeg at tro på. Og så er jeg rolig igen, og jeg er faktisk i en "tilstand" hvor jeg er i stand til at kunne glæde mig over, at vi forsøger, at det er noget min kæreste og jeg har sammen... Og nyde hinandens selskab og der hvor vi er livet lige nu og her. Glæde mig til at skulle se de to magiske streger, til at skulle fortælle det til familien... Og så bliver jeg helt varm indeni og kan gå i gang med vasketøjet 

Lige indtil hormonerne (nogle gange værre end andre) tager over igen måneden efter...

CH2012 skriver:

Ville dele mine tanker med jer, og I kan kommentere eller lade være... Jeg vil bare komme med nogle af mine tanker. Hudløst ærligt - fordi jeg ved vi er flere i samme båd, og jeg synes det er cool, at vi kan stå sammen 

Uanset hvor længe man har ventet, vil det at blive skuffet altid gøre ondt. Men selvfølgelig ville man have bedre af, hvis man kunne sige til sig selv og rent faktisk "tro på det", at kroppen også lige skal i balance efter pillestop, og at stressen omkring "baby-projekt" (hvilket i sig selv også lyder noget omstændigt og krævende i mine ører, men det er jo oftest det man kommer til at kalde det) slet ikke gør det bedre. Men hvem har ikke selv haft den tanke eller fået det af vide, at man skal bare slappe af? Jeg har selv tænkt den mange gange, og jeg ved det også godt... At der er noget om det formentlig.

Og ja, jeg ville da ønske, at jeg var i stand til at kunne trykke på "stop-knappen", når først hormonerne raser af sted. For det er når de er ude på rutsche-tur (man skulle nærmest tro hormonerne synes det er sjovt), at følelserne og tankerne omkring ønsket om baby tager allermest overhånd. Det er der jeg allermest sårbar, og ikke kan tænke rationelt.

Og så er der uvisheden - hvis jeg så bare på nuværende tidspunkt vidste, at jeg fx blev gravid til marts næste år, jamen så ville ventetiden ikke være et problem på samme måde (ja ja, tiden ville måske stadig kunne føles lang, fordi man ville glæde sig så abnormt meget, men det ville være en "glædens-lang-ventetid-følelse") og det ville jeg langt bedre kunne kapere. Det er denne uvished og venten, der kan gøre mig utryg og usikker. Det er tankerne; "bliver jeg nogensinde gravid - og i så fald hvornår?" der i nager.

Det er skuffelsen over det der ikke er der - ...men som i tankerne har sniget sig ind i ens hjerte og tanker og har skabt en plads, som er skabt for at blive.

Det er glæden på andres vegne over deres babyer i maven, men påmindelse om det man selv man mangler og ønsker...

Men jeg tror på, at mange kvinder går dette igennem og det er rart at vide, at man ikke er alene om det (ikke fordi jeg ønsker for andre, at de også skal gå det igennem, men fordi mit ego bliver tryg ved, at andre også oplever dette). Nogle dage er bare bedre end andre - og nogle er bare rigtigt dårlige, og der er det sgu okay at græde... Det er okay at blive skuffet. Men tænker også for mit eget vedkommende, at jeg skal forsøge at hive mig selv op igen og komme videre med verdenen udenfor. For den går stadig videre, og hvis man glemmer den, vil meget af ens tid (som man ikk får igen) være passeret. Jeg forsøger, når jeg er ovenpå, så at være ovenpå 100%. Men nogle dage, har jeg også bare l**** dage... Og der er det okay kun at være på 50%.

Og når jeg så er ovenpå og rationelttænkende - så ved jeg jo godt, at det i sidste ende nok skal komme - rettere sagt; det vælger jeg at tro på. Og så er jeg rolig igen, og jeg er faktisk i en "tilstand" hvor jeg er i stand til at kunne glæde mig over, at vi forsøger, at det er noget min kæreste og jeg har sammen... Og nyde hinandens selskab og der hvor vi er livet lige nu og her. Glæde mig til at skulle se de to magiske streger, til at skulle fortælle det til familien... Og så bliver jeg helt varm indeni og kan gå i gang med vasketøjet 

Lige indtil hormonerne (nogle gange værre end andre) tager over igen måneden efter...

Først et stort kram 

Dernæst vil jeg sige at jeg 100 % kan sætte mig ind i dine tanker for jeg har selv været der! Og er lykkelig for at vi gik til lægen efter 1 års skuffelser og fik en diagnose og henvisning til gynækolog.. 

Da vi så endte i behandling og jeg nåede testdag og den viste negativ , ja så begyndte jeg at danne facader for at undgå skuffelsen.. Derfor forstod jeg heller ikke den positive test da den dukkede op..

Fat mod , det er snart hyggelige december måned og et nyt år starter - og det år, det bliver JERES år !! 

Britt88 skriver:

Først et stort kram 

Dernæst vil jeg sige at jeg 100 % kan sætte mig ind i dine tanker for jeg har selv været der! Og er lykkelig for at vi gik til lægen efter 1 års skuffelser og fik en diagnose og henvisning til gynækolog.. 

Da vi så endte i behandling og jeg nåede testdag og den viste negativ , ja så begyndte jeg at danne facader for at undgå skuffelsen.. Derfor forstod jeg heller ikke den positive test da den dukkede op..

Fat mod , det er snart hyggelige december måned og et nyt år starter - og det år, det bliver JERES år !! 

Mange tak for din søde besked

Hvorfor kom I i behandling? Fandt man ud om der var noget konkret "galt"?

Jeg tror heller ikk jeg ville kunne forstå det, når jeg først står med en positiv test. Og jeg kan slet ikk forestille mig at stå i en situation, hvor den engang er positiv. Kan slet ikk forestille mig hvordan jeg ville reagere. Har ingen ide...

Ja, jeg glæder mig også til december, og lige nu er jeg ved at falde rimelig godt til på mit nye arbejde, og det er spændende, så indtil videre går der også noget tid med det. Det er meget rart. Og ja, lige nu er jeg rationelt tænkende

Jeg håber også på, at 2014 gerne skulle blive vores år - og så får min storesøster og veninde lov til at beholde 2013 for dem selv

Men mange tak igen for sin søde besked   

CH2012 skriver:

Ville dele mine tanker med jer, og I kan kommentere eller lade være... Jeg vil bare komme med nogle af mine tanker. Hudløst ærligt - fordi jeg ved vi er flere i samme båd, og jeg synes det er cool, at vi kan stå sammen 

Uanset hvor længe man har ventet, vil det at blive skuffet altid gøre ondt. Men selvfølgelig ville man have bedre af, hvis man kunne sige til sig selv og rent faktisk "tro på det", at kroppen også lige skal i balance efter pillestop, og at stressen omkring "baby-projekt" (hvilket i sig selv også lyder noget omstændigt og krævende i mine ører, men det er jo oftest det man kommer til at kalde det) slet ikke gør det bedre. Men hvem har ikke selv haft den tanke eller fået det af vide, at man skal bare slappe af? Jeg har selv tænkt den mange gange, og jeg ved det også godt... At der er noget om det formentlig.

Og ja, jeg ville da ønske, at jeg var i stand til at kunne trykke på "stop-knappen", når først hormonerne raser af sted. For det er når de er ude på rutsche-tur (man skulle nærmest tro hormonerne synes det er sjovt), at følelserne og tankerne omkring ønsket om baby tager allermest overhånd. Det er der jeg allermest sårbar, og ikke kan tænke rationelt.

Og så er der uvisheden - hvis jeg så bare på nuværende tidspunkt vidste, at jeg fx blev gravid til marts næste år, jamen så ville ventetiden ikke være et problem på samme måde (ja ja, tiden ville måske stadig kunne føles lang, fordi man ville glæde sig så abnormt meget, men det ville være en "glædens-lang-ventetid-følelse") og det ville jeg langt bedre kunne kapere. Det er denne uvished og venten, der kan gøre mig utryg og usikker. Det er tankerne; "bliver jeg nogensinde gravid - og i så fald hvornår?" der i nager.

Det er skuffelsen over det der ikke er der - ...men som i tankerne har sniget sig ind i ens hjerte og tanker og har skabt en plads, som er skabt for at blive.

Det er glæden på andres vegne over deres babyer i maven, men påmindelse om det man selv man mangler og ønsker...

Men jeg tror på, at mange kvinder går dette igennem og det er rart at vide, at man ikke er alene om det (ikke fordi jeg ønsker for andre, at de også skal gå det igennem, men fordi mit ego bliver tryg ved, at andre også oplever dette). Nogle dage er bare bedre end andre - og nogle er bare rigtigt dårlige, og der er det sgu okay at græde... Det er okay at blive skuffet. Men tænker også for mit eget vedkommende, at jeg skal forsøge at hive mig selv op igen og komme videre med verdenen udenfor. For den går stadig videre, og hvis man glemmer den, vil meget af ens tid (som man ikk får igen) være passeret. Jeg forsøger, når jeg er ovenpå, så at være ovenpå 100%. Men nogle dage, har jeg også bare l**** dage... Og der er det okay kun at være på 50%.

Og når jeg så er ovenpå og rationelttænkende - så ved jeg jo godt, at det i sidste ende nok skal komme - rettere sagt; det vælger jeg at tro på. Og så er jeg rolig igen, og jeg er faktisk i en "tilstand" hvor jeg er i stand til at kunne glæde mig over, at vi forsøger, at det er noget min kæreste og jeg har sammen... Og nyde hinandens selskab og der hvor vi er livet lige nu og her. Glæde mig til at skulle se de to magiske streger, til at skulle fortælle det til familien... Og så bliver jeg helt varm indeni og kan gå i gang med vasketøjet 

Lige indtil hormonerne (nogle gange værre end andre) tager over igen måneden efter...

Det er fuldstændig ordret sådan jeg havde det da vi måned efter måned prøvede forgæves at skabe det lille mirakel...

Og det kunne bare banke én helt ned i kulkælderen, når folk sagde "tag det roligt, lad være med at tænke på det, jo mere du tænker jo sværere bliver det"... Nøj hvor havde jeg bare lyst til at slå dem meget hårdt!!!

Men de havde måske ret... Efter 11 mdr fik vi tid til inseminering (ja vi var blevet undersøgt og henvist tidligt, I know), og først dér kunne jeg slappe af, slippe mine tanker om hvorvidt det nogensinde ville lykkes, og bare vente på at det blev januar og vi kunne blive insemineret. Jeg havde sjovt nok en helt klar overbvisning om, at det ville lykkes i første forsøg med inseminering... MEN skæbnen (eller kroppen) ville altså at jeg blev gravid i denne 11. måned af projekt baby, og derfor ikke havde brug for inseminering.... Så for vores vedkommende skete det den måned jeg netop valgte at lægge det på hylden og bare valgte at satse på at vi fik hjælp til det....

Om det var tilfældigt eller hvad, ved ingen jo, men bare pudsigt at det lige skulle ske på det tidspunkt...

Men ja jeg ved helt præcist hvordan du har det, jeg havde det 100% på samme måde, det er en frygteligt følelsesmæssig rutsjetur at skulle igennem....

Masig skriver:

Det er fuldstændig ordret sådan jeg havde det da vi måned efter måned prøvede forgæves at skabe det lille mirakel...

Og det kunne bare banke én helt ned i kulkælderen, når folk sagde "tag det roligt, lad være med at tænke på det, jo mere du tænker jo sværere bliver det"... Nøj hvor havde jeg bare lyst til at slå dem meget hårdt!!!

Men de havde måske ret... Efter 11 mdr fik vi tid til inseminering (ja vi var blevet undersøgt og henvist tidligt, I know), og først dér kunne jeg slappe af, slippe mine tanker om hvorvidt det nogensinde ville lykkes, og bare vente på at det blev januar og vi kunne blive insemineret. Jeg havde sjovt nok en helt klar overbvisning om, at det ville lykkes i første forsøg med inseminering... MEN skæbnen (eller kroppen) ville altså at jeg blev gravid i denne 11. måned af projekt baby, og derfor ikke havde brug for inseminering.... Så for vores vedkommende skete det den måned jeg netop valgte at lægge det på hylden og bare valgte at satse på at vi fik hjælp til det....

Om det var tilfældigt eller hvad, ved ingen jo, men bare pudsigt at det lige skulle ske på det tidspunkt...

Men ja jeg ved helt præcist hvordan du har det, jeg havde det 100% på samme måde, det er en frygteligt følelsesmæssig rutsjetur at skulle igennem....

Jamen jeg tror helt sikkert på, at der er noget om det... "Desværre" er jeg vokset op med at være tålmodig i nogle bestemte situationer og give mange chancer, og er blevet skuffet mange gange i disse situationer, så jeg kan "tåle" meget - og det tror jeg kan blive et problem her, da jeg så nok vil gå langt førend jeg virkelig "rammer bunden" og føler, at nu kan jeg ikk mere og derfor vil lade det ligge... Hvis man kan sige det sådan...

Men jeg håber, at det at jeg forsøger at nyde det vi har, når jeg er rationelt tænkende og jeg ved, at vi gør hvad vi kan, samt bare sige til mig selv, at det nok skal komme (det er som at vente på jordens bedste gave), gør, at det er "godt nok" til, at det snart er vores tur... Men igen, er sikker på det nok skal komme - ville bare gerne vide hvornår  

CH2012 skriver:

Mange tak for din søde besked

Hvorfor kom I i behandling? Fandt man ud om der var noget konkret "galt"?

Jeg tror heller ikk jeg ville kunne forstå det, når jeg først står med en positiv test. Og jeg kan slet ikk forestille mig at stå i en situation, hvor den engang er positiv. Kan slet ikk forestille mig hvordan jeg ville reagere. Har ingen ide...

Ja, jeg glæder mig også til december, og lige nu er jeg ved at falde rimelig godt til på mit nye arbejde, og det er spændende, så indtil videre går der også noget tid med det. Det er meget rart. Og ja, lige nu er jeg rationelt tænkende

Jeg håber også på, at 2014 gerne skulle blive vores år - og så får min storesøster og veninde lov til at beholde 2013 for dem selv

Men mange tak igen for sin søde besked   

Vi kontaktede lægen efter 1 år.. Min kæreste skulle lave 2 sædprøver og de viste desværre meget lav sædkvalitet og vi røg derfor til insemination hos gynækolog.. 

Jeg blev dog økogravid efter jeg ellers havde planlagt en sommer med sol, druk og hygge, det blev dog anderledes

Hvor længe har i forsøgt ?

super flot og godt skrevet

og KÆMPE Kram herfra til dig og din kæreste med håbet om at de to streger snart sniger sig forbi Jer

CH2012 skriver:

Ville dele mine tanker med jer, og I kan kommentere eller lade være... Jeg vil bare komme med nogle af mine tanker. Hudløst ærligt - fordi jeg ved vi er flere i samme båd, og jeg synes det er cool, at vi kan stå sammen 

Uanset hvor længe man har ventet, vil det at blive skuffet altid gøre ondt. Men selvfølgelig ville man have bedre af, hvis man kunne sige til sig selv og rent faktisk "tro på det", at kroppen også lige skal i balance efter pillestop, og at stressen omkring "baby-projekt" (hvilket i sig selv også lyder noget omstændigt og krævende i mine ører, men det er jo oftest det man kommer til at kalde det) slet ikke gør det bedre. Men hvem har ikke selv haft den tanke eller fået det af vide, at man skal bare slappe af? Jeg har selv tænkt den mange gange, og jeg ved det også godt... At der er noget om det formentlig.

Og ja, jeg ville da ønske, at jeg var i stand til at kunne trykke på "stop-knappen", når først hormonerne raser af sted. For det er når de er ude på rutsche-tur (man skulle nærmest tro hormonerne synes det er sjovt), at følelserne og tankerne omkring ønsket om baby tager allermest overhånd. Det er der jeg allermest sårbar, og ikke kan tænke rationelt.

Og så er der uvisheden - hvis jeg så bare på nuværende tidspunkt vidste, at jeg fx blev gravid til marts næste år, jamen så ville ventetiden ikke være et problem på samme måde (ja ja, tiden ville måske stadig kunne føles lang, fordi man ville glæde sig så abnormt meget, men det ville være en "glædens-lang-ventetid-følelse") og det ville jeg langt bedre kunne kapere. Det er denne uvished og venten, der kan gøre mig utryg og usikker. Det er tankerne; "bliver jeg nogensinde gravid - og i så fald hvornår?" der i nager.

Det er skuffelsen over det der ikke er der - ...men som i tankerne har sniget sig ind i ens hjerte og tanker og har skabt en plads, som er skabt for at blive.

Det er glæden på andres vegne over deres babyer i maven, men påmindelse om det man selv man mangler og ønsker...

Men jeg tror på, at mange kvinder går dette igennem og det er rart at vide, at man ikke er alene om det (ikke fordi jeg ønsker for andre, at de også skal gå det igennem, men fordi mit ego bliver tryg ved, at andre også oplever dette). Nogle dage er bare bedre end andre - og nogle er bare rigtigt dårlige, og der er det sgu okay at græde... Det er okay at blive skuffet. Men tænker også for mit eget vedkommende, at jeg skal forsøge at hive mig selv op igen og komme videre med verdenen udenfor. For den går stadig videre, og hvis man glemmer den, vil meget af ens tid (som man ikk får igen) være passeret. Jeg forsøger, når jeg er ovenpå, så at være ovenpå 100%. Men nogle dage, har jeg også bare l**** dage... Og der er det okay kun at være på 50%.

Og når jeg så er ovenpå og rationelttænkende - så ved jeg jo godt, at det i sidste ende nok skal komme - rettere sagt; det vælger jeg at tro på. Og så er jeg rolig igen, og jeg er faktisk i en "tilstand" hvor jeg er i stand til at kunne glæde mig over, at vi forsøger, at det er noget min kæreste og jeg har sammen... Og nyde hinandens selskab og der hvor vi er livet lige nu og her. Glæde mig til at skulle se de to magiske streger, til at skulle fortælle det til familien... Og så bliver jeg helt varm indeni og kan gå i gang med vasketøjet 

Lige indtil hormonerne (nogle gange værre end andre) tager over igen måneden efter...

Jeg vil bare lige indskyde at bekymringer og stress i forbindelse med projekt baby IKKE spiller nogen rolle for graviditetschancen. Der er blevet lavet omfattende undersøgelser, så det er videnskabeligt bevist.

Jeg gik nemlig også rundt og bekymrede mig - og bekymrede mig så endnu mere for om det nu var alle mine bekymringer der gjorde at jeg ikke blev gravid.

Så dét behøver du i hvert fald ikke bekymre dig om. 

 for at det snart lykkes for jer. 

Britt88 skriver:

Vi kontaktede lægen efter 1 år.. Min kæreste skulle lave 2 sædprøver og de viste desværre meget lav sædkvalitet og vi røg derfor til insemination hos gynækolog.. 

Jeg blev dog økogravid efter jeg ellers havde planlagt en sommer med sol, druk og hygge, det blev dog anderledes

Hvor længe har i forsøgt ?

Okay... Vi har prøvet siden midten af februar, så det er jo ikk alverdens tid endnu, men det er tid for os... Så jeg håber på der snart er noget, men ja

Tillykke med graviditeten - er det nu du er gravid?

Wampires skriver:

super flot og godt skrevet

og KÆMPE Kram herfra til dig og din kæreste med håbet om at de to streger snart sniger sig forbi Jer

Mange tak Det er sødt af dig... Det håber vi også