Gode råd til at styrke min datters selvtillid (5/6 år)!?

Hej folkens.

jeg har lige brug for et lille råd. 

Min datter på 5 (snart 6) er en sød, genert og rolig af sind, lille pige. Hun hr siden hun var lille. Haft svært ved at svare folk når de henvendte sig til hende. Det er dog blevet bedre. foruden det bliver hun ofte helt ulykkelig hvis folk griner, over noget hun gør eller siger. 

Jeg har virkeligt gjort mit ypperste for at hjælpe hende med denne problemstilling. Jeg har med vilje gjort dummere ting, så folk grinte af mig, hvilket også kunne få hende til at smile. Jeg har snakket med hende om episoderne for at gøre hende klart, at det var handlingen det blev grint af og ikke hende. 

Jeg har forsøgt at styrke hendes selvværd, opmundre hende og fortæller hende tit at det hun gør er skide godt. 

Hun har pga. Frygten for at blive grint af altid haft svært af at præstere foran "publikum". Hun bryder grædende sammen, også selv om hun ikke er alene foran folk. I sep. måned, begyndte hun efter eget ønske til Ballet undervisning, og det går bare SÅ godt. Jeg kan mærke hvordan det virkeligt har styrket hende. Også i det med at få nye kammerater på egen hånd :-D 

Men for 14 dage siden, var der forældre dag, hvor vi voksne måtte se dem træne..... Det gik helt galt. Da jeg hentede hende i børnehaven fortalte de at de flere gange havde oplevet at hun habde siddet grædende for sig selv. Da vi kom derned var hun helt færdig. Jeg sagde selvf. At hun ikke behøvede at være med. Men hun ville jo gerne. Vi snakkede kort med læren, som også forklarede hende at folk jo ville kigge på det barn de var der med, og at absolut ingen ville grine. 

Hun var med i første halvdel, men græd sig igennem det hele. Hun var SÅ sej og skidehammerende dygtig. Jeg var SÅ stolt, og sad og smilede til hende og opmuntrede hende hele vejen igennem. Den sidste halvdel sad hun i mine arme og græd. 

Nå, men sagen er så den at jeg virkeligt gerne vil styrke og støtte hende igennem oplevelser som denne. Hun snakker også selv om at hun gerne vil hvis jeg kan hjælpe hende lidt med det. Men jeg er lidt Tom for ideer. 

Vi er begyndt at lave små optagelser, så hun kan vende sig lidt til det med at være i fokus. Og det hjælper da lidt. Vi har snakket om at vise dem til familien, men hun foreslår så selv at de skal ligges på youtube. (hvilket de ikke kommer). 

vi har snakket med børnehaven om at hun måske kunne fremlægge lidt oftere deroppe, eller måske viste lidt ballet i samling. 

Nu skal det ikke forståes som Om jeg puster det op til af være et kæmpe problem, over for hende. For sådan er det slet ikke.Men julen nærmer sig, hvor hun både skal gå lucia optog og danse jule-ballet foran en masse. Og jeg vil VIRKELIGT gerne hjælpe hende. 

Nogle der har nogle gode råd, evt. Erfaringer på dette område!?

Mvh. Pernille 

Først skal man nok huske at der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Hvis du konstant roser hende når hun gør noget er det selvtilliden.
Når du anerkender hende og ser hende som person. At hun er god nok som hun er. .. så er det selvværd.
Lyder som om hun måske føler af hun er nødt til at præstere for at blive anerkendt af dig??

Det er rigtig svært at skelne mellem selvværd og selvtillid. Men har man selvværd kommer selvtilliden at sig selv.

;-)

2børn2 skriver:

Først skal man nok huske at der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Hvis du konstant roser hende når hun gør noget er det selvtilliden.
Når du anerkender hende og ser hende som person. At hun er god nok som hun er. .. så er det selvværd.
Lyder som om hun måske føler af hun er nødt til at præstere for at blive anerkendt af dig??

Det er rigtig svært at skelne mellem selvværd og selvtillid. Men har man selvværd kommer selvtilliden at sig selv.

;-)

Fuldstændig enig.

Der er så stor forskel på hvordan man styrker selvtillid og selvværd - og det er selvtilliden jeg ser ts "dyrker" ubevist

2børn2 skriver:

Først skal man nok huske at der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Hvis du konstant roser hende når hun gør noget er det selvtilliden.
Når du anerkender hende og ser hende som person. At hun er god nok som hun er. .. så er det selvværd.
Lyder som om hun måske føler af hun er nødt til at præstere for at blive anerkendt af dig??

Det er rigtig svært at skelne mellem selvværd og selvtillid. Men har man selvværd kommer selvtilliden at sig selv.

;-)

Jeg ved ikke om eg har mistolket dit svar, derfor spørger jeg.... Men mit indlæg gik på gode råd ift. At styrke mit barn.... Jeg er godt klar over at der er forskel på selvværd og selvtillid. Men skrev begge da jeg lidt var i tvivl om, om ikke det er begge der er tale om i denne problemstilling. 

Men er det rigtigt fortolket at du i dit svar bebrejder mig for at få mit barn til at føle at hun skal præstere for at få min anerkendelse. I såfald kan jeg klart afvise at dette er tilfældet. Hvis jeg har fejl tolket din besked, undskylder jeg. Blev bare en smule såret.

Min datter ved udemærket at jeg er stolt af hende og giver hende anerkendelse når hun ikke yder. Hun er en meget tænkene pige, som ofte tænker mere over tingene, end andre børn på hendes alder. 

Og når børnehaven selv kommer og spørger til det, må der jo være noget om det. Det knuser mit moder hjerte at vide at hun går og græder, og er ulykkelig over at skulle vise sig foran andre på den måde  

 

Pylle3 skriver:

Fuldstændig enig.

Der er så stor forskel på hvordan man styrker selvtillid og selvværd - og det er selvtilliden jeg ser ts "dyrker" ubevist

Hvad mener du?? 

Putte-mor skriver:

Hej folkens.

jeg har lige brug for et lille råd. 

Min datter på 5 (snart 6) er en sød, genert og rolig af sind, lille pige. Hun hr siden hun var lille. Haft svært ved at svare folk når de henvendte sig til hende. Det er dog blevet bedre. foruden det bliver hun ofte helt ulykkelig hvis folk griner, over noget hun gør eller siger. 

Jeg har virkeligt gjort mit ypperste for at hjælpe hende med denne problemstilling. Jeg har med vilje gjort dummere ting, så folk grinte af mig, hvilket også kunne få hende til at smile. Jeg har snakket med hende om episoderne for at gøre hende klart, at det var handlingen det blev grint af og ikke hende. 

Jeg har forsøgt at styrke hendes selvværd, opmundre hende og fortæller hende tit at det hun gør er skide godt. 

Hun har pga. Frygten for at blive grint af altid haft svært af at præstere foran "publikum". Hun bryder grædende sammen, også selv om hun ikke er alene foran folk. I sep. måned, begyndte hun efter eget ønske til Ballet undervisning, og det går bare SÅ godt. Jeg kan mærke hvordan det virkeligt har styrket hende. Også i det med at få nye kammerater på egen hånd :-D 

Men for 14 dage siden, var der forældre dag, hvor vi voksne måtte se dem træne..... Det gik helt galt. Da jeg hentede hende i børnehaven fortalte de at de flere gange havde oplevet at hun habde siddet grædende for sig selv. Da vi kom derned var hun helt færdig. Jeg sagde selvf. At hun ikke behøvede at være med. Men hun ville jo gerne. Vi snakkede kort med læren, som også forklarede hende at folk jo ville kigge på det barn de var der med, og at absolut ingen ville grine. 

Hun var med i første halvdel, men græd sig igennem det hele. Hun var SÅ sej og skidehammerende dygtig. Jeg var SÅ stolt, og sad og smilede til hende og opmuntrede hende hele vejen igennem. Den sidste halvdel sad hun i mine arme og græd. 

Nå, men sagen er så den at jeg virkeligt gerne vil styrke og støtte hende igennem oplevelser som denne. Hun snakker også selv om at hun gerne vil hvis jeg kan hjælpe hende lidt med det. Men jeg er lidt Tom for ideer. 

Vi er begyndt at lave små optagelser, så hun kan vende sig lidt til det med at være i fokus. Og det hjælper da lidt. Vi har snakket om at vise dem til familien, men hun foreslår så selv at de skal ligges på youtube. (hvilket de ikke kommer). 

vi har snakket med børnehaven om at hun måske kunne fremlægge lidt oftere deroppe, eller måske viste lidt ballet i samling. 

Nu skal det ikke forståes som Om jeg puster det op til af være et kæmpe problem, over for hende. For sådan er det slet ikke.Men julen nærmer sig, hvor hun både skal gå lucia optog og danse jule-ballet foran en masse. Og jeg vil VIRKELIGT gerne hjælpe hende. 

Nogle der har nogle gode råd, evt. Erfaringer på dette område!?

Mvh. Pernille 

Åh, det lyder som om du allerede gør de SÅ godt  Måske skal du bare fortsætte taktikkerne og give det tid? Efterhånden som hun bliver ældre, bliver det måske nemmere for hende at integrere din hjælp, så hun kan bekræfte sig selv: Ja, det er ok, det er svært. Ja, det er ok at græde sig gennem en præstation - og være stolt af sig selv bagefter. Jo mere ok det er at have de reaktioner, hun har, som er naturlige for hende (og mange andre følsomme børn) jo mildere bliver reaktionerne måske med tiden? Jeg kan sørme godt forstå, du er stolt af hende 

Putte-mor skriver:

Hej folkens.

jeg har lige brug for et lille råd. 

Min datter på 5 (snart 6) er en sød, genert og rolig af sind, lille pige. Hun hr siden hun var lille. Haft svært ved at svare folk når de henvendte sig til hende. Det er dog blevet bedre. foruden det bliver hun ofte helt ulykkelig hvis folk griner, over noget hun gør eller siger. 

Jeg har virkeligt gjort mit ypperste for at hjælpe hende med denne problemstilling. Jeg har med vilje gjort dummere ting, så folk grinte af mig, hvilket også kunne få hende til at smile. Jeg har snakket med hende om episoderne for at gøre hende klart, at det var handlingen det blev grint af og ikke hende. 

Jeg har forsøgt at styrke hendes selvværd, opmundre hende og fortæller hende tit at det hun gør er skide godt. 

Hun har pga. Frygten for at blive grint af altid haft svært af at præstere foran "publikum". Hun bryder grædende sammen, også selv om hun ikke er alene foran folk. I sep. måned, begyndte hun efter eget ønske til Ballet undervisning, og det går bare SÅ godt. Jeg kan mærke hvordan det virkeligt har styrket hende. Også i det med at få nye kammerater på egen hånd :-D 

Men for 14 dage siden, var der forældre dag, hvor vi voksne måtte se dem træne..... Det gik helt galt. Da jeg hentede hende i børnehaven fortalte de at de flere gange havde oplevet at hun habde siddet grædende for sig selv. Da vi kom derned var hun helt færdig. Jeg sagde selvf. At hun ikke behøvede at være med. Men hun ville jo gerne. Vi snakkede kort med læren, som også forklarede hende at folk jo ville kigge på det barn de var der med, og at absolut ingen ville grine. 

Hun var med i første halvdel, men græd sig igennem det hele. Hun var SÅ sej og skidehammerende dygtig. Jeg var SÅ stolt, og sad og smilede til hende og opmuntrede hende hele vejen igennem. Den sidste halvdel sad hun i mine arme og græd. 

Nå, men sagen er så den at jeg virkeligt gerne vil styrke og støtte hende igennem oplevelser som denne. Hun snakker også selv om at hun gerne vil hvis jeg kan hjælpe hende lidt med det. Men jeg er lidt Tom for ideer. 

Vi er begyndt at lave små optagelser, så hun kan vende sig lidt til det med at være i fokus. Og det hjælper da lidt. Vi har snakket om at vise dem til familien, men hun foreslår så selv at de skal ligges på youtube. (hvilket de ikke kommer). 

vi har snakket med børnehaven om at hun måske kunne fremlægge lidt oftere deroppe, eller måske viste lidt ballet i samling. 

Nu skal det ikke forståes som Om jeg puster det op til af være et kæmpe problem, over for hende. For sådan er det slet ikke.Men julen nærmer sig, hvor hun både skal gå lucia optog og danse jule-ballet foran en masse. Og jeg vil VIRKELIGT gerne hjælpe hende. 

Nogle der har nogle gode råd, evt. Erfaringer på dette område!?

Mvh. Pernille 

Jeg synes også det lyder til at du gør det rigtigt godt som det er!

Det er jo nok bare noget som tager tid. Jeg tror det er vigtig at anerkende barnets følelser, og samtidig måske presse en lille smule, indenfor barnets grænser selvfølgelig. Hvis de kan få nogle succeoplevelser ift. at turde være med, så tror jeg det betyder meget. Det er ok at være generet, specielt over at optræde. Det er jeg selv nogle gange, og jeg er til og med lærer...

Min søn på 5 var også meget generet, tænksom og stille indtil for at lille år siden. Han turde ikke sige hej til legekammerater fra børnehaven når han mødte dem på gaden. Men for et år siden begyndte det at ændre sig. Nu snakker han med alle og optræder gerne for familie og venner med fjollede ting. Jeg tror ikke vi gjorde noget anderledes end hvad vi hele tiden havde gjort, jeg tror det var en modning i ham der fandt sted. Han kan stadig blive generet og vil pludselig ikke synge med de andre børn i børnehaven eller ligenden. Han er nok bare et følsomt gemyt og det skal de jo heldigvis bare have lov til at være. 

Putte-mor skriver:

Hej folkens.

jeg har lige brug for et lille råd. 

Min datter på 5 (snart 6) er en sød, genert og rolig af sind, lille pige. Hun hr siden hun var lille. Haft svært ved at svare folk når de henvendte sig til hende. Det er dog blevet bedre. foruden det bliver hun ofte helt ulykkelig hvis folk griner, over noget hun gør eller siger. 

Jeg har virkeligt gjort mit ypperste for at hjælpe hende med denne problemstilling. Jeg har med vilje gjort dummere ting, så folk grinte af mig, hvilket også kunne få hende til at smile. Jeg har snakket med hende om episoderne for at gøre hende klart, at det var handlingen det blev grint af og ikke hende. 

Jeg har forsøgt at styrke hendes selvværd, opmundre hende og fortæller hende tit at det hun gør er skide godt. 

Hun har pga. Frygten for at blive grint af altid haft svært af at præstere foran "publikum". Hun bryder grædende sammen, også selv om hun ikke er alene foran folk. I sep. måned, begyndte hun efter eget ønske til Ballet undervisning, og det går bare SÅ godt. Jeg kan mærke hvordan det virkeligt har styrket hende. Også i det med at få nye kammerater på egen hånd :-D 

Men for 14 dage siden, var der forældre dag, hvor vi voksne måtte se dem træne..... Det gik helt galt. Da jeg hentede hende i børnehaven fortalte de at de flere gange havde oplevet at hun habde siddet grædende for sig selv. Da vi kom derned var hun helt færdig. Jeg sagde selvf. At hun ikke behøvede at være med. Men hun ville jo gerne. Vi snakkede kort med læren, som også forklarede hende at folk jo ville kigge på det barn de var der med, og at absolut ingen ville grine. 

Hun var med i første halvdel, men græd sig igennem det hele. Hun var SÅ sej og skidehammerende dygtig. Jeg var SÅ stolt, og sad og smilede til hende og opmuntrede hende hele vejen igennem. Den sidste halvdel sad hun i mine arme og græd. 

Nå, men sagen er så den at jeg virkeligt gerne vil styrke og støtte hende igennem oplevelser som denne. Hun snakker også selv om at hun gerne vil hvis jeg kan hjælpe hende lidt med det. Men jeg er lidt Tom for ideer. 

Vi er begyndt at lave små optagelser, så hun kan vende sig lidt til det med at være i fokus. Og det hjælper da lidt. Vi har snakket om at vise dem til familien, men hun foreslår så selv at de skal ligges på youtube. (hvilket de ikke kommer). 

vi har snakket med børnehaven om at hun måske kunne fremlægge lidt oftere deroppe, eller måske viste lidt ballet i samling. 

Nu skal det ikke forståes som Om jeg puster det op til af være et kæmpe problem, over for hende. For sådan er det slet ikke.Men julen nærmer sig, hvor hun både skal gå lucia optog og danse jule-ballet foran en masse. Og jeg vil VIRKELIGT gerne hjælpe hende. 

Nogle der har nogle gode råd, evt. Erfaringer på dette område!?

Mvh. Pernille 

jeg ved ikke om det her kan virke!

Men hendes alder taget i betragtning - kan du måske finde et sejt gammelt smykke (fx et vedhæng man kan åbne og putte billeder ind) så kan du måske lave et flot brev til/eller en tegning og så give hende den og fortælle hende at den er gået i arv (alt efter hvor meget du vil "pynte" på sandheden) og virkelig fortælle hvor meget godt og hvor stærk man bliver når man har den med sig?

jeg er ikke psykolog og ved ikke om det kan skabe flere problemer at have en lille overtroisk krykke med

Jeg tænker bare det ku være en måde at give hende ro og omsorg i de situationer hun tydeligvis slet ikke har det godt i...

og vores samfund i dag fokuserer rigtig meget på promovering og børnene er tit i fokus og ser andre børn optræde og være på over alt - og er man en lille stille pige der bare gerne vil være en stabil del af et godt fællesskab og lege 1-1 så er det svært i dag... 

men det lyder til du gør rigtig meget godt for hende og fedt I har fundet en fritidsaktivitet hvor hun bliver styrket - der er jo også alternativer hvor man ikke skal optræde (fx spejder, der mere fokuserer på fællesskab og det at lave noget sammen i flok) 

Hvis man er introvert, som det lyder til, at din datter er - så kan det også være mere rart fx at male eller lave perler eller andet, hvor man kan sidde i fred og ro og kreere og stråle og så bagefter vise frem - så er man ikke så afhængig af at præstere i en situation, der ikke passer til ens person

Putte-mor skriver:

Hvad mener du?? 

Det jeg mener er at du rigtig gerne vil styrke din datters selværd - det skriver du ihvertfald men det du faktisk gør er at styrke hendes selvtillid

Når man skal styrke børns selværd skal man se barnet og anerkende det. F.eks fortælle hende hvor dejligt det er at hun er med til nogle ting frem for at rose hende og fortælle hun er dygtig til det ikke at du skal stoppe med det men måske det skal ligges lidt i baggrunden for en stund.

Håber det var mere forståeligt

Giraffen skriver:

jeg ved ikke om det her kan virke!

Men hendes alder taget i betragtning - kan du måske finde et sejt gammelt smykke (fx et vedhæng man kan åbne og putte billeder ind) så kan du måske lave et flot brev til/eller en tegning og så give hende den og fortælle hende at den er gået i arv (alt efter hvor meget du vil "pynte" på sandheden) og virkelig fortælle hvor meget godt og hvor stærk man bliver når man har den med sig?

jeg er ikke psykolog og ved ikke om det kan skabe flere problemer at have en lille overtroisk krykke med

Jeg tænker bare det ku være en måde at give hende ro og omsorg i de situationer hun tydeligvis slet ikke har det godt i...

og vores samfund i dag fokuserer rigtig meget på promovering og børnene er tit i fokus og ser andre børn optræde og være på over alt - og er man en lille stille pige der bare gerne vil være en stabil del af et godt fællesskab og lege 1-1 så er det svært i dag... 

men det lyder til du gør rigtig meget godt for hende og fedt I har fundet en fritidsaktivitet hvor hun bliver styrket - der er jo også alternativer hvor man ikke skal optræde (fx spejder, der mere fokuserer på fællesskab og det at lave noget sammen i flok) 

Hvis man er introvert, som det lyder til, at din datter er - så kan det også være mere rart fx at male eller lave perler eller andet, hvor man kan sidde i fred og ro og kreere og stråle og så bagefter vise frem - så er man ikke så afhængig af at præstere i en situation, der ikke passer til ens person

Jeg vil lige komme med en update

Først tak for alle rådene.

Jeg brugte din ide om et Lykke-smykke men i stedet for at finde noget gammelt, fandt vi en æske med en sød halskæde og 2 super søde spænder. Da hun jo (heldigvis) ikke kan læse endnu, lagde jeg det ud som om at det var lykke smykker, hvilket hun straks fandt interessant :-D

Hun siger selv at de virker, og at hun kan mærke at når hun har dem på, kan hun meget mere, danser meget bedre og er meget mere modig. Og det er ikke engang løgn. Hun stråler når hun har dem på

Hun gik Lucia optog i dag, med spænderne i, helt uden at græde
Mor er hammer STOLT

Jeg havde aldrig selv fået denne ide, men det virker virkeligt Er spændt på om den også kører rent hjem når hun på onsdag skal danse ballet-opvisningen :-D

1000 tak for hjælpen

Kram