Barnløshed - bliver det hverdag?

Sad lige her til aften og læste indlæg på siden. Flere, der er blevet kede af det og endnu mere frustreret, når mens er dukket op.

 Hold kæft, jeg kender det bare. Det slog mig lige at vi nu er på 24. Måneden...

det er fandeme til at blive skør a. Og mega frustrerende..

 

alligevel er det dog som om, jeg nærmest er blevet 'vant til' ikke at gå over tid, implantationsblødning, 2 streger...............

er der nogen af jer andre, der oplevede at den barnløshed bare blev hverdag?

ved sgu ikk, om det er noget skidt. Jeg tænker ikke så meget over det.. Vi har bryllup om 7 måneder og er i gang med kostomlægning og livsstilsændring - så måske det er derfor.. 

Men jeg har jo ikke lyst til at være ligeglad. Er jeg heller ikke. Drømmer mange drømme om et barn med min skønne mand.. Men den konstante skuffelse gør bare så ondt, at man vel på et tidspunkt begynder at passe på sig selv - rent mentalt.. 

Nat nat damer..

/STORE TANKER TÆNKES OM NATTEN.

Og det er ment pænt ...

Tror det er forskelligt fra person til person.  Nogle kan tage det lidt afslappet men for langt de fleste tror jeg ikke det bliver hverdag. Selvom man er vandt til nederlag gør det ikke mindre ondt fra gang til gang da man altid håber og tænker nu må det være. sådan havde jeg det selv. Synes dog det blev lidt mindre forceret efter vi startede behandling da det var i andres hænder. Held og lykke til jer 

Flødebollen skriver:

Sad lige her til aften og læste indlæg på siden. Flere, der er blevet kede af det og endnu mere frustreret, når mens er dukket op.

 Hold kæft, jeg kender det bare. Det slog mig lige at vi nu er på 24. Måneden...

det er fandeme til at blive skør a. Og mega frustrerende..

 

alligevel er det dog som om, jeg nærmest er blevet 'vant til' ikke at gå over tid, implantationsblødning, 2 streger...............

er der nogen af jer andre, der oplevede at den barnløshed bare blev hverdag?

ved sgu ikk, om det er noget skidt. Jeg tænker ikke så meget over det.. Vi har bryllup om 7 måneder og er i gang med kostomlægning og livsstilsændring - så måske det er derfor.. 

Men jeg har jo ikke lyst til at være ligeglad. Er jeg heller ikke. Drømmer mange drømme om et barn med min skønne mand.. Men den konstante skuffelse gør bare så ondt, at man vel på et tidspunkt begynder at passe på sig selv - rent mentalt.. 

Nat nat damer..

/STORE TANKER TÆNKES OM NATTEN.

ja.......... her tænker vi ikke så meget over det

eller jo det er da øv-pis-lort lige den dag man får opringningen med "din blodprøve var negativ" men dagen efter så er vi videre.......der har dog været enormt meget rod i vores forløb og det har været træls.....men jeg er barnløs og ikke dødelig syg, så jeg syntes ikke det er såååååå slemt

Vi har så meget vi hele tiden skal med job, familie og venner, så det holder os igang og minder os om at vi er MEGET mere end barnløse

Får vi ikke børn - jamen så får vi ikke det....det gør os hverken til stakler eller mindre værd

l.kjoeller skriver:

Tror det er forskelligt fra person til person.  Nogle kan tage det lidt afslappet men for langt de fleste tror jeg ikke det bliver hverdag. Selvom man er vandt til nederlag gør det ikke mindre ondt fra gang til gang da man altid håber og tænker nu må det være. sådan havde jeg det selv. Synes dog det blev lidt mindre forceret efter vi startede behandling da det var i andres hænder. Held og lykke til jer 

Jeg havde også problemer med at formulere og forklare mig, så det blev forstået rigtigt..

Men det er bare som om, jeg er begyndt at forberede mig på hver gang, at der ikke er noget.. På den måde rammer skuffelsen ikke så hårdt..

Måske handler det nok også om, at vi ikke er i behandling endnu, da jeg liiiiiige har nogle kg, der skal smides.. (for højt BMI)

Men.. PT. har vi ikke det vilde sexliv...  Og ja. Så kan jeg jo nærmest gætte mig til, at der ikke sker noget. Er dog ikke Jomfru Maria eller noget jo

 

Jeg er bare blevet så vant til at få dårlige resultater og negative svar. Jeg bliver ikke længere overrasket, når den er negativ. Det er nærmest forventet. Og det er faktisk lidt hårdt..

 

Flødebollen skriver:

Sad lige her til aften og læste indlæg på siden. Flere, der er blevet kede af det og endnu mere frustreret, når mens er dukket op.

 Hold kæft, jeg kender det bare. Det slog mig lige at vi nu er på 24. Måneden...

det er fandeme til at blive skør a. Og mega frustrerende..

 

alligevel er det dog som om, jeg nærmest er blevet 'vant til' ikke at gå over tid, implantationsblødning, 2 streger...............

er der nogen af jer andre, der oplevede at den barnløshed bare blev hverdag?

ved sgu ikk, om det er noget skidt. Jeg tænker ikke så meget over det.. Vi har bryllup om 7 måneder og er i gang med kostomlægning og livsstilsændring - så måske det er derfor.. 

Men jeg har jo ikke lyst til at være ligeglad. Er jeg heller ikke. Drømmer mange drømme om et barn med min skønne mand.. Men den konstante skuffelse gør bare så ondt, at man vel på et tidspunkt begynder at passe på sig selv - rent mentalt.. 

Nat nat damer..

/STORE TANKER TÆNKES OM NATTEN.

Der gik "kun" godt halvandet år fra vi smed pillerne, til jeg blev gravid, men jeg kan virkelig genkende dine tanker /følelser det sidste halve år inden det lykkedes (da vi var kommet i behandling) de negative IUI forsøg - man beskyttede sig selv og prøvede at sætte facader op..

Nok også derfor at jeg , da jeg så endelig blev gravid, slet ikke forventede det, men tog en test for at fremprovokere mens (som jeg altid har kunnet pga tankestyring)

Så ja, det bliver hverdag , men man føler lidt at den passerer foran en og at man ikke altid selv er en del af det..

Det blev noget rodet, jeghåber du forstår alligevel

gædde/gitte skriver:

ja.......... her tænker vi ikke så meget over det

eller jo det er da øv-pis-lort lige den dag man får opringningen med "din blodprøve var negativ" men dagen efter så er vi videre.......der har dog været enormt meget rod i vores forløb og det har været træls.....men jeg er barnløs og ikke dødelig syg, så jeg syntes ikke det er såååååå slemt

Vi har så meget vi hele tiden skal med job, familie og venner, så det holder os igang og minder os om at vi er MEGET mere end barnløse

Får vi ikke børn - jamen så får vi ikke det....det gør os hverken til stakler eller mindre værd

Du er simpelthen en sej sej kvinde.

Det er ikke første gang  jeg læser et indlæg fra dig,og tænker -

Hold kæft hvor du bare udstråler overskud,humor og en fantastisk evne til at se det positive i livet.

Så,nu fik jeg skrevet det jeg tit har tænkt 

Britt88 skriver:

Der gik "kun" godt halvandet år fra vi smed pillerne, til jeg blev gravid, men jeg kan virkelig genkende dine tanker /følelser det sidste halve år inden det lykkedes (da vi var kommet i behandling) de negative IUI forsøg - man beskyttede sig selv og prøvede at sætte facader op..

Nok også derfor at jeg , da jeg så endelig blev gravid, slet ikke forventede det, men tog en test for at fremprovokere mens (som jeg altid har kunnet pga tankestyring)

Så ja, det bliver hverdag , men man føler lidt at den passerer foran en og at man ikke altid selv er en del af det..

Det blev noget rodet, jeghåber du forstår alligevel

Det er lige præcis sådan der...

Selvfølgelig har det også noget at gøre med, at fokus er på vægttab, bryllup mm., men alligevel.. Det er som om - at det bare kører forbi en på en eller anden måde.

 

Synes det er rigtig svært at få formuleret, så det er forståeligt, men er da glad for, at du forstår det

Jeg ved godt, at vi på et eller andet tidspunkt skal blive forældre - på den ene eller anden måde.. Men 2 år. 24 måneder. Det er saftsuseme lang tid.. Og så ja. Tror jeg, det er vigtigt og naturligt, at man vil passe på sig selv for at undgå skuffelsen..

Både og tro jeg!!
På så mange måder er det blev hverdag for mig... Nu er det også 6 år siden vi startede udredninger.... Jeg har nok en eller anden forsvars mekanisme som siger "ja det er mens du mærker, nej, det er ikke fordi det er lykkes" forbereder mig meget på tante rød kommer, men indest inde HÅBER jeg det lykkes. Men skuffelsen kan være SÅ hård at forholde sig til!!
NOgle gange er det ok og andre ja der går jeg ned med flaget....
Men jo lidt hverdag er det... Jeg har sprøjter og div medicin i køleskabet hvor andre sikkert har æg eller dressing stående....
Mdr går og en gang i mellem slår det mig at tiden går uden held, men nyder også livet

Håber vægttabet lykkes så I kommer videre med jeres håb!!

Syntes egentlige at jeg havde noget fornuftigt at sige, men det bliver lidt rodet....

tweety2060 skriver:

Både og tro jeg!!
På så mange måder er det blev hverdag for mig... Nu er det også 6 år siden vi startede udredninger.... Jeg har nok en eller anden forsvars mekanisme som siger "ja det er mens du mærker, nej, det er ikke fordi det er lykkes" forbereder mig meget på tante rød kommer, men indest inde HÅBER jeg det lykkes. Men skuffelsen kan være SÅ hård at forholde sig til!!
NOgle gange er det ok og andre ja der går jeg ned med flaget....
Men jo lidt hverdag er det... Jeg har sprøjter og div medicin i køleskabet hvor andre sikkert har æg eller dressing stående....
Mdr går og en gang i mellem slår det mig at tiden går uden held, men nyder også livet

Håber vægttabet lykkes så I kommer videre med jeres håb!!

Syntes egentlige at jeg havde noget fornuftigt at sige, men det bliver lidt rodet....

Tak for det

 

Jeg forstod det, og det er vel det vigtigste