Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Hej de damer.
Sagen er den at jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal fortsætte med at være sammen med min kæreste. Vi har været sammen i 4 år og har et barn på 2,5 år. Vi har aldrig sex. Kan slet ikke huske hvornår vi havde sidst. Tror det er 3 mdr siden nu. Ellers kan det tælles på maks to hænder hvor mange gange om året vi har sex. Min kæreste er på antidepressiv medicin som nedsætter hans sexlyst total. Han har altid været på dette. Og kommer aldrig af det igen.
Jeg synes ikke der er nogen gnist mere. Og længe har jeg gået og tænkt på hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. De sidste 3 mdr har jeg stortset stået for alt madlavning, tøjvask, rengøring osv. Han har lavet mad en gang imellem. Normalt er det ham der laver mad men sådan er det ikke mere.
Jeg står også for indkøb og div.
Og har hørt dagligt de sidste tre mdr hvor træt han er og ikke orker noget. Han råber meget af vores datter når hun ikke lige hører efter.
Jeg har spurgt ham flere gange om han er kørt sur det. Og han siger det er han ikke.
Men nu er jeg begyndt at være i tvivl om om jeg er kørt sur i vores forhold.
Vi kysser hinanden hver dag og krammer. Men det er også det eneste intime vi har sammen.
Han er en utrolig god og kærlig far ellers.
Han er en dejlig person og god støtte for mig når jeg ikke har det nemt.
Jeg holder utrolig meget af ham. Og ønsker også barn nr 2 med ham. Men mange gange bliver jeg i tvivl om jeg er sammen med ham pga vores barn. Og måske også fordi jeg ingen veninder har overhovedet. Jeg er bange for at jeg egentlig frygter at jeg bliver utrolig ensom hvis vi ikke er sammen. Og er bange for at det er det der gør jeg ikke vil gå fra ham.
Men jeg er jo også i tvivl om om jeg overhovedet vil gå fra ham.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for jeg synes jo også det er underligt jeg går og tænker på om hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. Det der irritere mig mest er at jeg hele tiden skal høre på at han er træt og ingen energi har. Og han så bare smider sig på sofaen og forventer jeg laver det hele.

Håber der er nogle kloge hoveder der har været igennem det samme og måske kan give mig nogle råd?

Anonym skriver:

Hej de damer.
Sagen er den at jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal fortsætte med at være sammen med min kæreste. Vi har været sammen i 4 år og har et barn på 2,5 år. Vi har aldrig sex. Kan slet ikke huske hvornår vi havde sidst. Tror det er 3 mdr siden nu. Ellers kan det tælles på maks to hænder hvor mange gange om året vi har sex. Min kæreste er på antidepressiv medicin som nedsætter hans sexlyst total. Han har altid været på dette. Og kommer aldrig af det igen.
Jeg synes ikke der er nogen gnist mere. Og længe har jeg gået og tænkt på hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. De sidste 3 mdr har jeg stortset stået for alt madlavning, tøjvask, rengøring osv. Han har lavet mad en gang imellem. Normalt er det ham der laver mad men sådan er det ikke mere.
Jeg står også for indkøb og div.
Og har hørt dagligt de sidste tre mdr hvor træt han er og ikke orker noget. Han råber meget af vores datter når hun ikke lige hører efter.
Jeg har spurgt ham flere gange om han er kørt sur det. Og han siger det er han ikke.
Men nu er jeg begyndt at være i tvivl om om jeg er kørt sur i vores forhold.
Vi kysser hinanden hver dag og krammer. Men det er også det eneste intime vi har sammen.
Han er en utrolig god og kærlig far ellers.
Han er en dejlig person og god støtte for mig når jeg ikke har det nemt.
Jeg holder utrolig meget af ham. Og ønsker også barn nr 2 med ham. Men mange gange bliver jeg i tvivl om jeg er sammen med ham pga vores barn. Og måske også fordi jeg ingen veninder har overhovedet. Jeg er bange for at jeg egentlig frygter at jeg bliver utrolig ensom hvis vi ikke er sammen. Og er bange for at det er det der gør jeg ikke vil gå fra ham.
Men jeg er jo også i tvivl om om jeg overhovedet vil gå fra ham.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for jeg synes jo også det er underligt jeg går og tænker på om hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. Det der irritere mig mest er at jeg hele tiden skal høre på at han er træt og ingen energi har. Og han så bare smider sig på sofaen og forventer jeg laver det hele.

Håber der er nogle kloge hoveder der har været igennem det samme og måske kan give mig nogle råd?

Troede du, at du kunne ændre ham da du fik barn med ham eller da i startede med at være kærester?

At forlade en person pga. sygdom er noget nær så usympatisk som noget kan blive. I min optik.

Patriark skriver:

Troede du, at du kunne ændre ham da du fik barn med ham eller da i startede med at være kærester?

At forlade en person pga. sygdom er noget nær så usympatisk som noget kan blive. I min optik.

Når det så er sagt.....

Det er en rigtig kedelig situation. Din kæreste sidder fast, og det påvirker selvfølgelig familien. Har du prøvet, at tage kontakt til de forskellige interesse organisationer, som f.eks. SIND?

Der er en masse viden og hjælp, at finde rundt om på nettet, ift. at være pårørende til en "psykisk syg".

Det kan være svært, at tale følelser og logik med en kronisk depressiv, hvorfor jeg forstår din frustration.

Hvordan tackler din datter situationen? Hvordan er jeres netværk- kan det aktiveres som en støtte?

Held og lykke

Anonym skriver:

Hej de damer.
Sagen er den at jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal fortsætte med at være sammen med min kæreste. Vi har været sammen i 4 år og har et barn på 2,5 år. Vi har aldrig sex. Kan slet ikke huske hvornår vi havde sidst. Tror det er 3 mdr siden nu. Ellers kan det tælles på maks to hænder hvor mange gange om året vi har sex. Min kæreste er på antidepressiv medicin som nedsætter hans sexlyst total. Han har altid været på dette. Og kommer aldrig af det igen.
Jeg synes ikke der er nogen gnist mere. Og længe har jeg gået og tænkt på hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. De sidste 3 mdr har jeg stortset stået for alt madlavning, tøjvask, rengøring osv. Han har lavet mad en gang imellem. Normalt er det ham der laver mad men sådan er det ikke mere.
Jeg står også for indkøb og div.
Og har hørt dagligt de sidste tre mdr hvor træt han er og ikke orker noget. Han råber meget af vores datter når hun ikke lige hører efter.
Jeg har spurgt ham flere gange om han er kørt sur det. Og han siger det er han ikke.
Men nu er jeg begyndt at være i tvivl om om jeg er kørt sur i vores forhold.
Vi kysser hinanden hver dag og krammer. Men det er også det eneste intime vi har sammen.
Han er en utrolig god og kærlig far ellers.
Han er en dejlig person og god støtte for mig når jeg ikke har det nemt.
Jeg holder utrolig meget af ham. Og ønsker også barn nr 2 med ham. Men mange gange bliver jeg i tvivl om jeg er sammen med ham pga vores barn. Og måske også fordi jeg ingen veninder har overhovedet. Jeg er bange for at jeg egentlig frygter at jeg bliver utrolig ensom hvis vi ikke er sammen. Og er bange for at det er det der gør jeg ikke vil gå fra ham.
Men jeg er jo også i tvivl om om jeg overhovedet vil gå fra ham.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for jeg synes jo også det er underligt jeg går og tænker på om hvordan det ville være hvis min datter og jeg var alene. Det der irritere mig mest er at jeg hele tiden skal høre på at han er træt og ingen energi har. Og han så bare smider sig på sofaen og forventer jeg laver det hele.

Håber der er nogle kloge hoveder der har været igennem det samme og måske kan give mig nogle råd?

Jeg kan godt forstå, hvis de sidste tre måneder har været lange for dig, men synes alligevel, det er kort tid at afvente en bedring i hans tilstand i. Det lyder jo absolut, som om han er ramt af depression - er han i kontakt med lægen? Skal hans dosis mon ikke op - eller er det sket? 

Jeg tror ikke, det er spor usædvanligt, at man i perioder tænker på, om man ville kunne få et bedre liv uden sin partner - så hvis det først er her i hans dårlige periode, du har gjort dig de tanker, ville jeg i dit sted se tiden an. 

Patriark skriver:

Troede du, at du kunne ændre ham da du fik barn med ham eller da i startede med at være kærester?

At forlade en person pga. sygdom er noget nær så usympatisk som noget kan blive. I min optik.

Nu har han posttraumatisk stress og dette har været der siden vi fandt sammen men er blevet meget bedre. Og nej jeg forsøger ikke og ændre ham. Det var ham der stod for alt det huslige indtil jeg selv kom hjem og gå pga en ulykke. Så lider selv af kroniske smerter.
Synes du færd et til at lyde som om jeg er ond ved ham?
Han har uden problemer kunne klare div ting. Men det sidste lange stykke tid har det været mig der skulle gøre tingene.

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan godt forstå, hvis de sidste tre måneder har været lange for dig, men synes alligevel, det er kort tid at afvente en bedring i hans tilstand i. Det lyder jo absolut, som om han er ramt af depression - er han i kontakt med lægen? Skal hans dosis mon ikke op - eller er det sket? 

Jeg tror ikke, det er spor usædvanligt, at man i perioder tænker på, om man ville kunne få et bedre liv uden sin partner - så hvis det først er her i hans dårlige periode, du har gjort dig de tanker, ville jeg i dit sted se tiden an. 

Han blev sat op i medicin for tre mdr siden. Og siger selv at han har det bedre end han havde det før. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op mere. For jeg vil ikke presse ham. Men da jeg selv er kroniker så kan det være svært det hele ligger på mine skuldre.

Anonym skriver:

Han blev sat op i medicin for tre mdr siden. Og siger selv at han har det bedre end han havde det før. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op mere. For jeg vil ikke presse ham. Men da jeg selv er kroniker så kan det være svært det hele ligger på mine skuldre.

Det lyder til, at i kunne bruge noget hjælp i daglig dagen.

Anonym skriver:

Han blev sat op i medicin for tre mdr siden. Og siger selv at han har det bedre end han havde det før. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op mere. For jeg vil ikke presse ham. Men da jeg selv er kroniker så kan det være svært det hele ligger på mine skuldre.

Han kan tydeligvis ikke selv se, at det står værre til end før. Det er vel en del af sygdomsbilledet, at han fornægter sin tilstand, eftersom han formentlig har håbet og ønsket, alt blev bedre nu. 

Hvis jeg forstår dig ret, så går I begge hjemme pga. sygdom nu. Det må virkelig være opslidende for jer begge - og har vel også ændret hans hverdag markant? Bare tre ugers ferie, hvor man går op og ned af hinanden hver dag, kan føre til gnidninger og skænderier. Har I en struktur for jeres hverdag? Kommer I ud hver for sig? 

Jeg ville lægge et vist pres på ham - ikke i form af det huslige, det vil kun få ham til at føle sig yderligere i klemme, men forlange, at I sammen går til lægen og beskriver hans ændrede adfærd, siden medicinen blev sat op. 

Jeg tror ikke, han er i stand til at passe godt på sig selv lige nu, og det mener jeg, du bør hjælpe ham på vej til, så han også kan være der for dig i dine svære perioder. 

Patriark skriver:

Når det så er sagt.....

Det er en rigtig kedelig situation. Din kæreste sidder fast, og det påvirker selvfølgelig familien. Har du prøvet, at tage kontakt til de forskellige interesse organisationer, som f.eks. SIND?

Der er en masse viden og hjælp, at finde rundt om på nettet, ift. at være pårørende til en "psykisk syg".

Det kan være svært, at tale følelser og logik med en kronisk depressiv, hvorfor jeg forstår din frustration.

Hvordan tackler din datter situationen? Hvordan er jeres netværk- kan det aktiveres som en støtte?

Held og lykke

Hov fik vidst svaret lidt for hurtigt sorry.
Men jeg ved selv hvordan det er at have en depression men det er ikke det han fejler.
Og vores datter tackler det på den måde at hun søger mig meget mere end ham. Når hun slår sig vil hun ikke trøstes af hendes far. Hun bliver tit sur på ham og vil ikke snakke med ham. Hun er ikke påvirket af det i forhold til os. For vi skændes ikke. For jeg har intet sagt til ham fordi jeg ikke vil presse ham.

Mor og meget mere skriver:

Han kan tydeligvis ikke selv se, at det står værre til end før. Det er vel en del af sygdomsbilledet, at han fornægter sin tilstand, eftersom han formentlig har håbet og ønsket, alt blev bedre nu. 

Hvis jeg forstår dig ret, så går I begge hjemme pga. sygdom nu. Det må virkelig være opslidende for jer begge - og har vel også ændret hans hverdag markant? Bare tre ugers ferie, hvor man går op og ned af hinanden hver dag, kan føre til gnidninger og skænderier. Har I en struktur for jeres hverdag? Kommer I ud hver for sig? 

Jeg ville lægge et vist pres på ham - ikke i form af det huslige, det vil kun få ham til at føle sig yderligere i klemme, men forlange, at I sammen går til lægen og beskriver hans ændrede adfærd, siden medicinen blev sat op. 

Jeg tror ikke, han er i stand til at passe godt på sig selv lige nu, og det mener jeg, du bør hjælpe ham på vej til, så han også kan være der for dig i dine svære perioder. 

Jeg har gået hjemme i tre år nu. Så tre ud af de 4 år vi har været sammen har vi begge været hjemme. Vi har en daglig rytme der hedder man- fredag står jeg op med vores barn og sender i vs. Jeg handler så ind og gør nogle praktiske ting. Omkring middag lægger jeg mig lidt indtil vores barn skal hentes kl 13.30 står min kæreste så op og vi henter vores barn sammen. Vi kommer hjem og jeg ordner vasketøj og div. Af det huslige. Og laver mad. Imens jeg laver mad kommer vores barn til mig hele tiden. Når vi har spist giver jeg vores barn et bad (hver anden dag) og så ligger vi hende sammen i seng og far sidder inde ved hende 5 min. Jeg går i seng omkring kl 23 og så går kæresten først i seng omkring kl 2-3 stykker.
I weekenderne står jeg op med vores barn og lægger mig også når vores barn skal sove til middag. Og når h*n vågner står far op så jeg lige kan få en halv til en time mere. Og igen mig der rydder op når jeg er stået op og så laver vi et eller andet og jeg laver aftensmad og ellers så er det det samme