Er en lang kringlet historie med mig og min kæreste..
Men da jeg var gravid flyttede jeg for mig selv, og var sikker på det ikke skulle være os igen.
Men vi var egentlig aldrig rigtig fra hinanden.
Jeg indså hvor meget jeg savnede ham i min hverdag, vi fik snakket, snakket og snakket.
Jeg fandt ud af at nogle af de principper jeg havde ikke var så vigtige i forhold til, hvor vigtigt jeg synes det var at være fælles om et barn.
Jeg fødte vores datter og der var få op og ned ture. Jeg fik lov at klare mig selv og langsomt havde jeg plads/overskud til forholdet igen. Fandt ud af at jeg faktisk elskede ham og at vi godt kunne få det til at fungere.
Efter 1,5 år hvor jeg boede for mig selv, flyttede jeg tilbage til vores fælles bolig. Det gjorde jeg i marts måned og vi har haft det rigtig godt lige siden. Vi kommunikere bedre og er der meget mere for hinanden.
Så for os har det været godt. Og jeg fortryder det ikke... Selvom mange omkring os har en anden mening.
Anmeld