Når manden ingen ting ser :-/

Anonym skriver:

Tror jeg skal have ham skiftet ud med en kvinde

Haha, det tænker jeg også af og til 

Kan sagtens følge hvor du vil hen . Og kan godt se hvad du mener. Men jeg føler jeg så skal lege mor for ham. Det har jeg ganske simpelthen ikke hverken de psykiske eller fysiske ressourser til 

Men hvis du bliver ved i en periode så vil han måske gøre det af sig selv, da han så forhåbentligt på et tidspunkt selv vil kunne se rodet.
Og det må da være mindre psykisk og fysisk tidskrævende at bede om det i opløbet end selv at tage det hele

mor:) skriver:

Men hvis du bliver ved i en periode så vil han måske gøre det af sig selv, da han så forhåbentligt på et tidspunkt selv vil kunne se rodet.
Og det må da være mindre psykisk og fysisk tidskrævende at bede om det i opløbet end selv at tage det hele

Men hvor længe er en periode ? For vi har boet sammen i 20 år og dette har ALTID været et tilbagevendende problem . Og jeg har været igennem i hård periode i mit liv hvor det er gået op for mig, jeg ikke kan / vil bruge mine kræfter på dette mere. Og har efterhånden mistet troen på det bliver anderledes. Jeg prøver fordi, jeg ville ønske det anderledes , men må også sande jeg jonglere med FÅ resoruser som går fra børnene. Han har fået uddeligeret 4 opgaver som er hans, problemet er så at de ikke længere bliver udført. Både og . For min fysiske " tilstand " gør noget psykisk ved mig . Åh svært at forklare. 

Anonym skriver:

Er parat til at kaste håndklædet i ringen. Jeg ved, vitterlig ikke om jeg orker mere. Står for hele husholdningen herhjemme, det der skal laves udenfor, ungerne mm. Vi har taget snakken million gange, hjælper et par dage så er det over igen. Jeg går hjemme, og føler efterhånden det er en selvfølge jeg ordner det hele, har styr på det hele. Men jeg kan bare ikke mere. Går hjemme af en grund ( smerter ) Er så træt af en mand der kommer hjem og smider sig i sofaen, og laver ingenting. En mand der lader tingene ligge hvor de er brugt, istedet for på plads. Føler jeg har et ekstra barn. Er det overhovedet muligt at ændre dette ? Hvis, HVORDAN.

Sådan er det også her, jeg laver stort set alt, det med skemaer, planlægning osv hjælper ikke, han kan ikke overholde det... Her er vejen frem, på en pæn måde at sige når jeg har brug for hjælp om ikke han er sød lige at gøre dét og dét. Fx en dag sige "er du ikke sød at tage opvaskemaskinen, for jeg har virkelig travlt/virkelig ondt/er virkelig træt" eller hvad grunden nu er.. Og han siger stort set altid ja.. Her virker det bedre på den måde istedet for at aftale på forhånd hvem der skal hvad, for det kan han bare ikke...

Så ja det er da træls at man skal lave det meste, men med en venlig tone og lidt taknemmelighed så tror jeg mange gange man kommer langt med de der mænd 

Men forstår udemærket din frustration, jeg har også haft den MANGE gange 

Men hvor længe er en periode ? For vi har boet sammen i 20 år og dette har ALTID været et tilbagevendende problem . Og jeg har været igennem i hård periode i mit liv hvor det er gået op for mig, jeg ikke kan / vil bruge mine kræfter på dette mere. Og har efterhånden mistet troen på det bliver anderledes. Jeg prøver fordi, jeg ville ønske det anderledes , men må også sande jeg jonglere med FÅ resoruser som går fra børnene. Han har fået uddeligeret 4 opgaver som er hans, problemet er så at de ikke længere bliver udført. Både og . For min fysiske " tilstand " gør noget psykisk ved mig . Åh svært at forklare. 

hold da op...20 år. Det kom lige bag på mig.
Det er da også mange år I har levet på den måde? Var du glad for tingene som det var før eller hvordan kan det være?
Ja ærligt ved jeg ikke hvor lang denne periode er. Især nu hvor du skriver at I har været sammen så længe. Det er jo ikke helt så nemt at bryde faste vaner/rutiner.
Jeg håber dog I finder ud af et eller andet der fungerer for jer begge

Må jeg sprøge hvor gamle I var da I fandt hinanden? Altså det virker som om I har små børn. Er de det?

Masig skriver:

Sådan er det også her, jeg laver stort set alt, det med skemaer, planlægning osv hjælper ikke, han kan ikke overholde det... Her er vejen frem, på en pæn måde at sige når jeg har brug for hjælp om ikke han er sød lige at gøre dét og dét. Fx en dag sige "er du ikke sød at tage opvaskemaskinen, for jeg har virkelig travlt/virkelig ondt/er virkelig træt" eller hvad grunden nu er.. Og han siger stort set altid ja.. Her virker det bedre på den måde istedet for at aftale på forhånd hvem der skal hvad, for det kan han bare ikke...

Så ja det er da træls at man skal lave det meste, men med en venlig tone og lidt taknemmelighed så tror jeg mange gange man kommer langt med de der mænd 

Men forstår udemærket din frustration, jeg har også haft den MANGE gange 

ja måske det er vejen frem, at bede om det. Forventer nok for meget. Han er trods alt en mand, og åbenbart en langsom en af slagsen. Må virkelig mærke efter hvad jeg vil.

mor:) skriver:

hold da op...20 år. Det kom lige bag på mig.
Det er da også mange år I har levet på den måde? Var du glad for tingene som det var før eller hvordan kan det være?
Ja ærligt ved jeg ikke hvor lang denne periode er. Især nu hvor du skriver at I har været sammen så længe. Det er jo ikke helt så nemt at bryde faste vaner/rutiner.
Jeg håber dog I finder ud af et eller andet der fungerer for jer begge

Må jeg sprøge hvor gamle I var da I fandt hinanden? Altså det virker som om I har små børn. Er de det?

Ja det er blevet til mange år efterhånden . Om jeg har været glad for det ved jeg ikke, men sådan er det bare blevet. Før havde jeg det fysiske og psykiske overskud til det. Ikke at jeg ikke var træt af det, men sådan var det bare. Nu kan jeg mærke jeg står ved en skille vej, er ikke sikker på jeg orker dette mere. Om jeg vitterlig ønsker dette. Før var jeg nok bare ung, naiv og usikker. Vi flyttede sammen da jeg var 16. Har små og store børn.

Anonym skriver:

ja måske det er vejen frem, at bede om det. Forventer nok for meget. Han er trods alt en mand, og åbenbart en langsom en af slagsen. Må virkelig mærke efter hvad jeg vil.

Jeps, sådan en er jeg også indehaver af 

Her er det vejen frem 

Anonym skriver:

Ja det er blevet til mange år efterhånden . Om jeg har været glad for det ved jeg ikke, men sådan er det bare blevet. Før havde jeg det fysiske og psykiske overskud til det. Ikke at jeg ikke var træt af det, men sådan var det bare. Nu kan jeg mærke jeg står ved en skille vej, er ikke sikker på jeg orker dette mere. Om jeg vitterlig ønsker dette. Før var jeg nok bare ung, naiv og usikker. Vi flyttede sammen da jeg var 16. Har små og store børn.

mor:) skriver:

Har i prøvet med tavlesystem hvor de store kunne blive inddraget?

De store er inddraget - og ordner deres pligter. De dømmer opvaskemadkine , dækker bord / tar af . Rydder op på værelset - støvsuger det 1 gang om ugen . Ligger deres tøj på plads . Ingen problem der