Hvad gør i?? Fordomme om handicappede

Jeg tænker ikke over hvem der sidder ved siden af mig, jeg kan dog godt finde på at vælge et bord en tak længere væk, hvis der f.eks sidder en i kørestol, men det er alene ud fra hensyn til vedkommende, så der er bedre plads til ham/hende, hvis det er et sted hvor der er lidt trængt.

Vi har alle ret til at være her og bare fordi man er handikappet, har man da også ret til et social liv med cafebesøg og hvad man ellers har lyst til

Jeg har ikke været handikaphjælper eller haft folk med handikap tæt inde på livet, så jeg er ikke farvet af noget

Fysisk handicappede eller udviklingshæmmede generer mig ikke, men jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde ved siden af en person i bussen som tydeligvis har en eller anden voldsom personlighedsforstyrrelse. Altså f.eks en psykotisk person der snakker til sig selv o.s.v., så kan jeg godt blive lidt utryg. Har været i et par situationer hvor sådanne mennesker er blevet aggressive, så det er jeg nok lidt farvet af.

Tauf skriver:

http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/ind land/2013/09/23/200808.htm

Her er en artikel og et klip fra tv avisen, og os danskers fordomme om handicappede.

Hvad gør i når i er på café eller andre steder i byen?

Behandler dem som jeg ville behandle alle andre og giver en hjælpende hånd om nødvendigt. Min mor har i mange år arbejdet med psykisk handicappede og det falder mig helt naturligt

Har det ligesom frkZier. tænker ikke videre over det  

jeg havde en barndomsveninde med en multihandicappet bror, og jeg kan huske hvordan folk gik en stor bue udenom hvis vi var en tur ude i byen med hendes familie. Knægten (20 år dengang) var altså i kørestol, så jeg ved ikk helt hvad de flygtede for? Men ubehageligt det var det! 

Jeg giver som regel handicappede et smil med på vejen, for jeg synes de er ligeså søde og livsbekræftende som børn  

Tauf skriver:

http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/ind land/2013/09/23/200808.htm

Her er en artikel og et klip fra tv avisen, og os danskers fordomme om handicappede.

Hvad gør i når i er på café eller andre steder i byen?

Jeg sætter mig lidt væk fra folk, men det er ligegyldigt om de er handicappet eller ej :p sætter mig især et stykke væk fra ældre mennesker, magter ikke hvis de skal snakke til mig :p

jeg har ikke oplevet at komme ind på en café eller en restaurent hvor der sad en med et handikap, eller så har jeg ihf ikke lagt mærke til det.. MEN jeg tror da ikke at det ville røre mig... jeg ville sætte mig der hvor der er plads... 

jeg har ingen fordomme.. 

møder jeg folk med handikap som jeg møder andre mennesker der ikke har handikap så stempler jeg dem ikke med "... som sidder i kørestol" eller "... som er spastisk lammet" det er jo ikke deres identitet... 

Jeg oplevede faktisk ude på min skole en gut som jeg snakkede med til fredagsbar. og han gik med krykker og han gik på en speciel måde.. og jeg tænkte at jeg blev nødt til at spørge om hvorfor han gik med krykker.. og han svarede at han var født med en spastisk lammelse i benet.. og det tror jeg måske var rart for ham at blive spurgt om det, frem for at jeg bare lod som om at han ikke gik med krykker. og han var faktisk utrolig flink og sød at tale med og så har han en fed humor men der kan man jo vælge at sige "... med den fede humor" eller "... fra læreruddannelsen" osv..  

men ja. vi er jo forskellige alle sammen og jeg skal jo selv arbejde men folk som har forskellige sygdomme, å på en eller anden måde har jeg bare en forståelse fra første sekund jeg møder en person der er anderledes.. fordi at jeg ved at det er en sygdom eller en medfødt ting, og personen nok for længst har lært at leve med det... men at lade være med at undgå emnet eller at tale om det, for personen må vel selv sige fra hvis det er noget de ikke har lyst til at tale om..  det er bedre end at folk ignorere dem fordi de er bange for at spørge ind til deres handikap.. 

det tænker jeg hvertfald. 

Heidimed lea skriver:

Alle mennesker kan være støjende. og selvom de har andre lyde er de altså bare mennesker som os.

de har også ret til et socialt liv, og til god mad på en cafe. jeg tror bare der ligges mere mærke til dem fordi de er anderledes. derfor skal de alligevel respekteres.

Jeg synes berusede unge mennesker lige så pisse irriterende, men det var ikke det spørgsmålet gik ud på jo
Der blev spurgt til handicappede og jeg beskrev de to situationer jeg har oplevet der var rigtigt øv, og hvor jeg ikke hygge mig, eller havde en god oplevelse fordi de larmede med skrig som døende dyr....øv
Dermed ikke sagt jeg ikke synes der er plads ril forskellighed, men de to gange ødelagde besøget for alle andre end lige de grupper...havde det været normale mennesker der havde gjort det samme, var de blevet bedt om at dæmpe sig eller smutte, men netop fordi de var udviklingshæmmede, så får de jo automatisk lov til at blive så lige der har de haft en kæmpe fordel, selv om det sikkert ikke er tit de har fordele i samfundet.

Jeg kan ikke åbne linket, men kan gætte mig til, hvad det handler om

Jeg har ikke nogen handicappede tæt inde på livet, men de er mennesker lige som os andre, og jeg behandler dem ikke anderledes pga det.
Lige som jeg ikke har noget imod at sidde ved siden af en rødhåret / en københavner/en amerikaner / whatever.

Jeg var en dag inde i en genbrugsbutik og kiggede på børnetøj.
Da jeg skulle betale, var der kø, og ved siden ad køen var en mand i kørestol. Man kunne se, han var handicappet, men han smilede og prøvede at komme i kontakt med mine unger (han havde ingen sprog).
Min datter gik de to skridt hen og talte med ham, og jeg skubbede min søn i klapvognen tættere på ham, så han også kunne være med i samtalen.
Manden blev så glad, og jeg fornemmede, at de fleste trak deres børn væk fra ham, selvom han var blid som et lam.
Han lyste af lykke over dette møde, og for mig var det det mest naturlige i verden, at mine børn talte med ham, som de taler med alle andre.

De eneste mennesker, jeg går en bue udenom / ikke vil sidde ved siden af, er mennesker, der er tydeligt påvirkede af alkohol og/eller stoffer, da jeg ikke ved, hvordan de kan reagere, og det lærer jeg også mine børn.

Jeg kan ikke åbne linket, men kan gætte mig til, hvad det handler om

Jeg har ikke nogen handicappede tæt inde på livet, men de er mennesker lige som os andre, og jeg behandler dem ikke anderledes pga det.
Lige som jeg ikke har noget imod at sidde ved siden af en rødhåret / en københavner/en amerikaner / whatever.

Jeg var en dag inde i en genbrugsbutik og kiggede på børnetøj.
Da jeg skulle betale, var der kø, og ved siden ad køen var en mand i kørestol. Man kunne se, han var handicappet, men han smilede og prøvede at komme i kontakt med mine unger (han havde ingen sprog).
Min datter gik de to skridt hen og talte med ham, og jeg skubbede min søn i klapvognen tættere på ham, så han også kunne være med i samtalen.
Manden blev så glad, og jeg fornemmede, at de fleste trak deres børn væk fra ham, selvom han var blid som et lam.
Han lyste af lykke over dette møde, og for mig var det det mest naturlige i verden, at mine børn talte med ham, som de taler med alle andre.

De eneste mennesker, jeg går en bue udenom / ikke vil sidde ved siden af, er mennesker, der er tydeligt påvirkede af alkohol og/eller stoffer, da jeg ikke ved, hvordan de kan reagere, og det lærer jeg også mine børn.

modesty skriver:

Fysisk handicappede eller udviklingshæmmede generer mig ikke, men jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde ved siden af en person i bussen som tydeligvis har en eller anden voldsom personlighedsforstyrrelse. Altså f.eks en psykotisk person der snakker til sig selv o.s.v., så kan jeg godt blive lidt utryg. Har været i et par situationer hvor sådanne mennesker er blevet aggressive, så det er jeg nok lidt farvet af.

Har det på samme måde. Bliver ret utryg, hvis jeg er tæt på en synligt psykisk syg, som har agressive udbrud, voldsomme fagter eller noget i den retning. - Jeg er ganske simpelt nervøs for, om personen kan finde på at gøre mig noget (eller eventuelt skræmme mine børn)...