what to do :(

Jeg er en 20 år gammel pige med en datter på snart 3.. fik hende da jeg var 17 og faderen var 18.. Forholdet gik itu.. Og jeg fik en svær depression som jeg ikke turde at fortælle nogen om. Den blev værre og værre.. Samtidig med at jeg ikke kunne bo i min lejlighed mere og blev nødt til at flytte hjem til mine forældre at bo igen. Herefter fik jeg en kæreste der behandlede mig virkelig virkelig dårligt, hvilket kun gjorde min depression endnu værre. Og jeg tør godt at indrømme at jeg har været en dårlig mor, da jeg tit bare har ligget på sofaen og gjort ingenting istedet for at lege med min datter.
Mig og min mor kan ikke enes om noget som helst overhovedet og hun kan slet overhovedet ikke forstå min situation men giver mig istedet, virkelig dårlig samvittighed over hvordan jeg er med min datter.
Jeg arbejder fra 10-18 hver dag, så min mor bliver nødt til at hente hende i børnehaven hver dag. Og jeg hader at være afhængig af hende, for hun bruger det altid imod mig. Og jeg tør sagtens sige at hvis det ikke var fordi jeg var så afhængig af hende, vedrørende min datter så ville vi slet ikke have haft nogen kontakt da vi ikke har kunne finde udaf det sammen siden jeg var ca 12 år gammel.

Men nu når jeg har så lidt tid sammen med min datter og efter alle de gange jeg har ''svigtet'' hende, så gider hun slet ikke være hos mig længere, hun vil bare så gerne bo hjemme hos sin farmor og farfar (hele fam. bor der incl. hendes far) og hun har det super godt der.
Hendes farmor og mig har et meget tæt forhold - og hun har spurgt mig flere gange om datteren ikke kan komme hjem til dem at bo fordi at de har meget bedre tid til hende pt osv. og det at hun også selv så gerne vil det.. ikke permanent dog, men intil jeg går igang med uddanelse igen (7-8 måneders tid) 
Jeg føler at jeg har tapt kampen, og jeg er virkelig bare så træt af at være så hård, tage så meget ansvar, leve med min dep, passe hende når hun ikke vil være hos mig osv.. Og at 'stay cool' med min mor KUN pga. min datter.. Men, det er jo så forkert i princippet at et barn ikke bor hjemme hos sin mor? 

..jeg ved ikke engang hvad jeg spørger om, tror bare gerne jeg vil høre jeres mening.. eller vil jeg.. 

Puha sikke noget roderi..

Jeg ved ikke om du kan lide mit svar, men jeg synes du skal takke ja tak til det, da det lyder til du skal have styr på andre ting først inden du kan være der 100% for din datter..

Og nej du er ikke en dårlig mor fordi du takker ja tak til at din datter kan være ved hendes far og de andre imens du får styr på dit først..

Ved godt man som mor tænker, det er mit valg at sætte hende til verden, men nogen gange kan verden bare være meget andreledes end man lige regner med..

Og så synes jeg du skal gå til din læge og få noget hjælp, det er bedre end at du går og har det skidt..

Rikkemor89 skriver:

Puha sikke noget roderi..

Jeg ved ikke om du kan lide mit svar, men jeg synes du skal takke ja tak til det, da det lyder til du skal have styr på andre ting først inden du kan være der 100% for din datter..

Og nej du er ikke en dårlig mor fordi du takker ja tak til at din datter kan være ved hendes far og de andre imens du får styr på dit først..

Ved godt man som mor tænker, det er mit valg at sætte hende til verden, men nogen gange kan verden bare være meget andreledes end man lige regner med..

Og så synes jeg du skal gå til din læge og få noget hjælp, det er bedre end at du går og har det skidt..

 

 

er tværtimod rigtig glad for dit svar <3 
troede at der ville være en masse hate ..

Ved godt at man ikke skal tænke på hvad andre siger og mener, men det er bare svært, for tænker så meget på hvad omgivelserne vil sige til det, og hvad jeg dog skal sige 

Anonym skriver:

er tværtimod rigtig glad for dit svar <3 
troede at der ville være en masse hate ..

Ved godt at man ikke skal tænke på hvad andre siger og mener, men det er bare svært, for tænker så meget på hvad omgivelserne vil sige til det, og hvad jeg dog skal sige 

Kan jeg virkelig godt forstå, du er mere end velkommen til at skrive til mig privat..

Kender godt det med at være meget usikker, men tror i bund og grund at du vil gøre din datter en tjenste og dig selv en tjenste ved at takke ja tak til det og så finde ud af hvordan dit liv skal være (: 

Anonym skriver:

er tværtimod rigtig glad for dit svar <3 
troede at der ville være en masse hate ..

Ved godt at man ikke skal tænke på hvad andre siger og mener, men det er bare svært, for tænker så meget på hvad omgivelserne vil sige til det, og hvad jeg dog skal sige 

Rikkemor89 skriver:

Kan jeg virkelig godt forstå, du er mere end velkommen til at skrive til mig privat..

Kender godt det med at være meget usikker, men tror i bund og grund at du vil gøre din datter en tjenste og dig selv en tjenste ved at takke ja tak til det og så finde ud af hvordan dit liv skal være (: 

tak for det <3

det synes jeg nemlig også selv. For jeg aner ikke hvilken vej jeg skal vende pt.. da det liv jeg troede jeg skulle leve bare blev vendt op og ned, når der pludselig var et barn i det..

Yurie skriver:

Sig at du har brug for hjælp så du kan være det 100% for din datter.. jeg synes det et flot, for du tænker jo på din datter og hendes fremtid, så hun ik skal vokse op med en mor der ikke har overskud til hende.

1000 tak for dit svar 

Min mor er ihvertfald ikke enig .. Vi har lige haft et kæmpe skænderi fordi hun var hos sin far næsten en hel uge imens hende og min far var på ferie, fordi hun synes det er så dårligt af mig at jeg ikke giver mig mere tid til hende (der var ingen der kunne hente hende fra børnehaven, men det mente hun at jeg sagtens kunne have fundet udaf hvis jeg ville) ..

Anonym skriver:

tak for det <3

det synes jeg nemlig også selv. For jeg aner ikke hvilken vej jeg skal vende pt.. da det liv jeg troede jeg skulle leve bare blev vendt op og ned, når der pludselig var et barn i det..

Håber det bedste for dig (: 

Og håber på en besked fra dig (: 

jeg tror ikke på at hvis man har det dårligt psykisk at så er man samtidigt i stand til at være der 100% eller mere for sit barn alene.. man kan i en kort periode, men derefter går man kold i det. Så var jeg i dit sted havde jeg uden tvivl bidt den stolthed i mig som en hver mor nok har og så sagt ja tak til tilbuddet men selvfølgelig kun på betingelse af at skulle du så få det bedre igen at så kan du se og være der for dit barn igen

Anonym skriver:

Jeg er en 20 år gammel pige med en datter på snart 3.. fik hende da jeg var 17 og faderen var 18.. Forholdet gik itu.. Og jeg fik en svær depression som jeg ikke turde at fortælle nogen om. Den blev værre og værre.. Samtidig med at jeg ikke kunne bo i min lejlighed mere og blev nødt til at flytte hjem til mine forældre at bo igen. Herefter fik jeg en kæreste der behandlede mig virkelig virkelig dårligt, hvilket kun gjorde min depression endnu værre. Og jeg tør godt at indrømme at jeg har været en dårlig mor, da jeg tit bare har ligget på sofaen og gjort ingenting istedet for at lege med min datter.
Mig og min mor kan ikke enes om noget som helst overhovedet og hun kan slet overhovedet ikke forstå min situation men giver mig istedet, virkelig dårlig samvittighed over hvordan jeg er med min datter.
Jeg arbejder fra 10-18 hver dag, så min mor bliver nødt til at hente hende i børnehaven hver dag. Og jeg hader at være afhængig af hende, for hun bruger det altid imod mig. Og jeg tør sagtens sige at hvis det ikke var fordi jeg var så afhængig af hende, vedrørende min datter så ville vi slet ikke have haft nogen kontakt da vi ikke har kunne finde udaf det sammen siden jeg var ca 12 år gammel.

Men nu når jeg har så lidt tid sammen med min datter og efter alle de gange jeg har ''svigtet'' hende, så gider hun slet ikke være hos mig længere, hun vil bare så gerne bo hjemme hos sin farmor og farfar (hele fam. bor der incl. hendes far) og hun har det super godt der.
Hendes farmor og mig har et meget tæt forhold - og hun har spurgt mig flere gange om datteren ikke kan komme hjem til dem at bo fordi at de har meget bedre tid til hende pt osv. og det at hun også selv så gerne vil det.. ikke permanent dog, men intil jeg går igang med uddanelse igen (7-8 måneders tid) 
Jeg føler at jeg har tapt kampen, og jeg er virkelig bare så træt af at være så hård, tage så meget ansvar, leve med min dep, passe hende når hun ikke vil være hos mig osv.. Og at 'stay cool' med min mor KUN pga. min datter.. Men, det er jo så forkert i princippet at et barn ikke bor hjemme hos sin mor? 

..jeg ved ikke engang hvad jeg spørger om, tror bare gerne jeg vil høre jeres mening.. eller vil jeg..