Puha!!!

Øv, en dum følelse jeg sidder med i kroppen!

Jeg har en dejlig mand, og en fantastisk datter.

Vi har bare haft en forfærdelig lang periode, hvor der bare ingen intimitet eller kærlighed er at finde - måske bare mere venner :/
Jeg elsker ham ufattelig højt.

Problemet er bare at en eks-lover, nu har har taget kontakt til mig.. Og lige pludselig kommer der bare en følelse i kroppen som føles rar og som sommerfugle igen!!!

Jeg er fortvivlet! Skal man blive hos det sikre og trygge? Eller leve livet lidt igen..

Øv!

Anonym skriver:

Øv, en dum følelse jeg sidder med i kroppen!

Jeg har en dejlig mand, og en fantastisk datter.

Vi har bare haft en forfærdelig lang periode, hvor der bare ingen intimitet eller kærlighed er at finde - måske bare mere venner :/
Jeg elsker ham ufattelig højt.

Problemet er bare at en eks-lover, nu har har taget kontakt til mig.. Og lige pludselig kommer der bare en følelse i kroppen som føles rar og som sommerfugle igen!!!

Jeg er fortvivlet! Skal man blive hos det sikre og trygge? Eller leve livet lidt igen..

Øv!

Jeg synes selv du giver svaret, når du siger at du elsker din mand ufatteligt højt. Så MÅ der altså være grobund for at kæmpe.

Hvad har I gjort for at få gnisten ind i parforholdet igen?

Øv, en dum følelse jeg sidder med i kroppen!

Jeg har en dejlig mand, og en fantastisk datter.

Vi har bare haft en forfærdelig lang periode, hvor der bare ingen intimitet eller kærlighed er at finde - måske bare mere venner :/
Jeg elsker ham ufattelig højt.

Problemet er bare at en eks-lover, nu har har taget kontakt til mig.. Og lige pludselig kommer der bare en følelse i kroppen som føles rar og som sommerfugle igen!!!

Jeg er fortvivlet! Skal man blive hos det sikre og trygge? Eller leve livet lidt igen..

Øv!

Personligt ville jeg blive hvor jeg var, hvis du selv mener du elsker ham så højt... Jeg tror alle, eller i hvert fald de fleste parforhold har op og nedture, og der er perioder hvor gnisten lidt forsvinder og det bliver hverdag... Så må man jo selv gøre noget for at få gnisten igen... Man må lige tage sig sammen og selv gøre noget for det jo... Og det er altid rart at få bekræftelse fra andre, men pas nu på.... For det første en X... Det er dumt.. For det andet, så er det sjovt lige her og nu, men det bliver jo også hverdag hvis det bliver til noget, og så står du i samme situation om nogle år...

Elsker du din mand, så arbejd for det.. Man kan ikke forvente det hele bliver serveret på et sølvfad (selvom det ville være rart ), Ens forhold er hvad man hver især gør det til, og hvis man bare sidder og forventer at den anden giver dig sommerfugle i maven hver dag, men man ikke selv gør sig fortjent til det, altså giver lidt igen, ja så kommer man ikke langt.. Jo mere du giver, jo mere giver din mand forhåbentlig også  Og vupti så er gnisten tilbage 

modesty skriver:

Jeg synes selv du giver svaret, når du siger at du elsker din mand ufatteligt højt. Så MÅ der altså være grobund for at kæmpe.

Hvad har I gjort for at få gnisten ind i parforholdet igen?

Jeg synes vi gør ret meget. Har kæresteaftener, tager ud, hygger og sådan.. Men ligeså snart vi er hjemme i hverdagen, forsvinder det hele

Men vil man ikke altid elske den mand, man har levet sammen med så længe? Og som er mit barns far?

Jeg synes bare tankerne fylder så meget!

På den ene side vil jeg gerne leve livet med ham. Men på den anden side, så ved jeg bare ikke om jeg er parat til at slå mig 100% ned.

Masig skriver:

Personligt ville jeg blive hvor jeg var, hvis du selv mener du elsker ham så højt... Jeg tror alle, eller i hvert fald de fleste parforhold har op og nedture, og der er perioder hvor gnisten lidt forsvinder og det bliver hverdag... Så må man jo selv gøre noget for at få gnisten igen... Man må lige tage sig sammen og selv gøre noget for det jo... Og det er altid rart at få bekræftelse fra andre, men pas nu på.... For det første en X... Det er dumt.. For det andet, så er det sjovt lige her og nu, men det bliver jo også hverdag hvis det bliver til noget, og så står du i samme situation om nogle år...

Elsker du din mand, så arbejd for det.. Man kan ikke forvente det hele bliver serveret på et sølvfad (selvom det ville være rart )

Jeg elsker ham højt! Men hans tidligere liv, har også gjort at der er flere komplikationer i forholdet, der i blandt hans eks og deres fælles barn.

Vi gør utrolig meget for forholdet.
Men hvad når der er flere dårlige dage end gode dage?

Jeg tror at den gang jeg mødte min mand, var jeg lige gået fra min tidligere kæreste - så man kan sige at jeg har haft fast kæreste siden jeg var 13 år. Jeg ved bare ikke med mig selv om jeg har gjort nok.

Så sidder med en følelse af at det er min mand jeg gerne vil leve sammen med for altid - men at jeg bare gerne vil være "fri" i 5 år inden! Forfærdelig følelse!

Anonym skriver:

Jeg synes vi gør ret meget. Har kæresteaftener, tager ud, hygger og sådan.. Men ligeså snart vi er hjemme i hverdagen, forsvinder det hele

Men vil man ikke altid elske den mand, man har levet sammen med så længe? Og som er mit barns far?

Jeg synes bare tankerne fylder så meget!

På den ene side vil jeg gerne leve livet med ham. Men på den anden side, så ved jeg bare ikke om jeg er parat til at slå mig 100% ned.

Det er jo hverdag i alle forhold... Forelskelsen aftager jo en dag, og bliver til kærlighed... Man kan ikke svæve på en lyserød sky altid... Måske du skal prøve at være mere taknemmelig og glad for de dage/stunder hvor i føler jer forelskede og har kæresteaftener, og så lade hverdag være hverdag... Det er trods alt hverdag for alle jo...

Og nej jeg tror ikke man altid vil elske den mand man har levet sammen med længe og har børn med... Følelser er man ikke selv herre over, og de kan ændre sig, men man skal heller ikke abre konkludere at man ikke elsker sin mand mere, bare fordi det er blevet hverdag...

Anonym skriver:

Jeg elsker ham højt! Men hans tidligere liv, har også gjort at der er flere komplikationer i forholdet, der i blandt hans eks og deres fælles barn.

Vi gør utrolig meget for forholdet.
Men hvad når der er flere dårlige dage end gode dage?

Jeg tror at den gang jeg mødte min mand, var jeg lige gået fra min tidligere kæreste - så man kan sige at jeg har haft fast kæreste siden jeg var 13 år. Jeg ved bare ikke med mig selv om jeg har gjort nok.

Så sidder med en følelse af at det er min mand jeg gerne vil leve sammen med for altid - men at jeg bare gerne vil være "fri" i 5 år inden! Forfærdelig følelse!

Jeg har da også til tider tænkt "Ej hvor kunne det være rart lige at komme ud og opleve en nyforelskelse igen" bla bla.... Men det er jo i bund og grund bare den der bekræftelse man godt kunne tænke sig, og som jeg tænker man ville kunne få fra manden derhjemme hvis man selv gjorde noget for det... Man vil jo ikke undvære sin mand, hvis man elsker ham, men et forhold skal der arbejdes med.... Og der er altså bare hverdagsperioder, sådan er livet....

Og hvad mener du med dårlige dage? Er det det med at det bare er hverdag, eller skændes I eller hvordan? For selvfølgelig skal man ikke skændes størstedelen af tiden, men hvis det er fordi du mener du skal have romantik og blomster hver dag, ja så kan jeg godt se det virker lidt trist 

Jeg synes vi gør ret meget. Har kæresteaftener, tager ud, hygger og sådan.. Men ligeså snart vi er hjemme i hverdagen, forsvinder det hele

Men vil man ikke altid elske den mand, man har levet sammen med så længe? Og som er mit barns far?

Jeg synes bare tankerne fylder så meget!

På den ene side vil jeg gerne leve livet med ham. Men på den anden side, så ved jeg bare ikke om jeg er parat til at slå mig 100% ned.

Du ved ikke om du er parat til at slå dig 100% ned, men du har valgt at få et barn? Okay, det giver slet ikke mening i min verden.

Men selvfølgelig skal du ikke blive i et parforhold hvor gnisten er totalt død og ikke har mulighed for at blive tændt igen.

Jeg ville dog ikke give op før jeg havde prøvet en god parterapeut eller evt. en sexolog. Det skylder du jeres barn.

Anonym skriver:

Øv, en dum følelse jeg sidder med i kroppen!

Jeg har en dejlig mand, og en fantastisk datter.

Vi har bare haft en forfærdelig lang periode, hvor der bare ingen intimitet eller kærlighed er at finde - måske bare mere venner :/
Jeg elsker ham ufattelig højt.

Problemet er bare at en eks-lover, nu har har taget kontakt til mig.. Og lige pludselig kommer der bare en følelse i kroppen som føles rar og som sommerfugle igen!!!

Jeg er fortvivlet! Skal man blive hos det sikre og trygge? Eller leve livet lidt igen..

Øv!

Jeg har selv prøvet det der..

Tvivlen, når en eks kontakter en..

Det er altså værd at tænke : Hvorfor var det lige, vi ikke sås mere dengang?

Der er altid en grund til, at man ikke længere er sammen - det brugte jeg meget, og nåede frem til, at ingen af os havde gavn af hinanden.. Udover sex.

Græsset syntes altid grønnere på den anden side, men det er formentlig mere intimiteten og det "fantastiske", du mangler.. Jeg synes, du skal gøre noget for at få det tilbage i dit nuværende forhold..

Held og lykke 

modesty skriver:

Du ved ikke om du er parat til at slå dig 100% ned, men du har valgt at få et barn? Okay, det giver slet ikke mening i min verden.

Men selvfølgelig skal du ikke blive i et parforhold hvor gnisten er totalt død og ikke har mulighed for at blive tændt igen.

Jeg ville dog ikke give op før jeg havde prøvet en god parterapeut eller evt. en sexolog. Det skylder du jeres barn.

Du er direkte dum at høre på!
Tror du jeg kan bruge dit latterlige svar til noget?

Jeg skylder mit barn at være lykkelig mor - jeg skylder ikke mit barn at gå til hverken parterapeut eller sexolog!