Bo sammen med Svigerfar?!

Anonym skriver:

Det ER synd for min Svigerfar, ingen tvivl om det.

Inden vi fik barn holdt jeg meget af ham, men øv hvor har jeg følt mig trådt på siden hen. Og jeg ved bare det vil skabe så meget splid og problemer.

Jeg føler ikke han respektere mit nej og han bliver ved med at bringe det på banen

Øv kender det selv  

synes stadig du skal takke nej, og så være ligeglad med hvad din svigerfar siger. Dette er dit liv, og du skal ikke bo sammen med en person du ikke bryder dig om 

Du kan måske tilbyde din kæreste at i evt. Ser svigerfar lidt oftere, så han ikke føler sig så ensom, og så gå lidt på kompromis der.

Uuuuh.... Jeg tror ikke der er et nemt svar. Jeg forstår udemærket begge parter. 

Jeg er faktisk i en lignende situation. Min kæreste bor i øjeblikket sammen med sin far efter hans mor døde for lige under et år siden. Han kommer fra en kultur, hvor det er helt naturligt at bo sammen - eller meget tæt på - sin familie. Efter jeg er færdig med min uddannelse til sommer skal jeg flytte ind hos min kæreste. Det har hele tiden været planen. 

Jeg ville ønske, jeg ville kunne rumme at skulle bo sammen med hans far. Han er et utroligt sød menneske. Han er desuden meget huslig, og ville kunne bidrage positivt til vores husholdning. Vi har ligeledes mere end rigeligt plads. Jeg må bare indrømme, at det ikke fungerer for mig af flere årsager, som egentlig er underordnede. Min kæreste er heldigvis meget forstående, men jeg ved han ville ønske, at det var anderledes. 

Nå men.... Jeg vil altså ikke kunne leve sammen med min svigerfar, ihvertfald ikke så længe han er velfungerende. Vi er dog kommet frem til et kompromis. Min svigerfar vil blive boende sålænge det tager at finde en lejlighed enten i samme lejlighedskompleks eller meget tæt på. Det er en beslutning, som jeg har det godt med. Jeg har set hvordan det kan være en kæmpe fordel at bo side-om-side med familie i hans kultur. Jeg er sikker på det netop hjælper på problemer med ensomhed, som desværre er et stort problem i vores samfund. Dertil kan det være en stor hjælp til blandt andet en travl småbørns familie. Jeg er ligeledes sikker på det er en beslutning, som både min svigerfar og kæreste kan acceptere. 

Det jeg ville hen til er at jeg virkelig godt kan forstå hvorfor denne tanke overhovedet ikke tiltaler dig. Det kan være utrolig svært at have en ekstra person i huset. Så som udgangspunkt synes jeg du må forklare din kæreste, at du ikke synes det er en god ide. Når det så er sagt, så synes jeg også du skal anerkende din kærestes omsorg, samt bekymring, for hans far. Måske især fordi hans far både er sygelig og ensom. Det er et rigtig fint og naturlig ønske fra din kæreste. Hvis du kommer frem til du ikke kan bo med din svigerfar, så synes jeg da i skulle se på mulighederne for måske at bo tæt på hinanden. Du skriver i sjældent ser hinanden. Det ville jeg måske nok forsørge at ændre på først. Uanset din følelser omkring din svigerfar, så er han stadig din kærestes far. Du skal dog selvfølgelig ikke acceptere en dårlig behandling. Der bliver du nødt til at få din kæreste til at tage en snak med din svigerfar om hvordan man behandler hinanden. 

Men altså jeg synes faktisk man skal gå ret langt for at hjælpe familie. Så jeg synes nok en mellemting. 

Anonym skriver:

Hej piger

Jeg har brug for at høre om det er mig den er helt gal med.

Min kærestes far har spurgt om vi ikke skulle købe et hus sammen, et sted hvor vi kunne have hvert vores "hjem" men i samme hus.
Min kæreste har så åbenbart overvejet det et stykke tid og er kommet frem til det kunne være en god ide.
Hans far er svagelig og ensom og som det ser ud pt får vi ikke råd til at købe et hus selv i den nærmeste fremtid.

Han spurgte mig så her den anden dag og ja, mit svar var et klart og tydeligt NEJ.
Jeg er slet ikke tæt med Svigerfar og vi ses sjældent. Vores barn er sensitivt og har brug for meget ro stabilitet og det har Svigerfar aldrig respekteret og har ved flere lejligheder talt grimt om mig til venner og bekendte, fordi jeg ikke vil gå på kompromis med mit barn.

Jeg har slet ikke lyst til at bo sammen med andre, hverken anden familie eller gode venner. Og pt føler jeg mig presset op i et hjørne, da jeg jo kun vil blive endnu mere upopulær nu jeg ikke vil bo i hus med min Svigerfar.

Jeg kan bare mærke "panikken" sprede sig i mig ved tanken om det. Jeg er et meget privat menneske og jeg ville bare slet ikke kunne leve sådan.

Min kæreste siger vi ville skulle leve 2 adskilte husholdningers, men det vil jo aldrig holde i praksis og jeg ved bare jeg vil have ham randene konstant og jeg magter det ikke

Er jo helt forkert på den, burde jeg ofre mit privat liv for at min kæreste får opfyldt drømmen om et hus og Svigerfar ikke skal være ensom?

Synes det er en beslutning som man skal være helt enig om, ellers tror jeg det slet ik kommer til at gå godt. 

Nu har jeg ingen svigerfar, men hvis jeg var i din situation med en svag svigerfar og en mand/kæreste, der gerne ville være der for sin far, så ville jeg tænke mig godt om. Hvis min kæreste virkelig inderligt gerne ville være der for sin far, så ville jeg støtte op omkring det. På samme måde ville jeg ønske, at han ville støtte op omkring mine ønsker og behov, hvis en af mine forældre blev svage og behøvede min hjælp. 

Held og lykke med det!

Vh. Louise

Anonym skriver:

Tak

Han siger selv han ikke synes det er en idel løsning, men bliver ved med at bringe det på banen, komme med små hints, bemærkninger osv og jeg får det så skidt.
Synes det er unfair at sætte mig i denne situation

Kan godt forstå at du får helt ondt i maven, hvis han bliver ved  

jeg tror du må skære igennem. Sig til ham "hør her, jeg ved godt du drømmer om et hus, det gør jeg også men det bliver IKKE sammen med din far. Vi må bare vente til vi kan købe selv" slut færdig.  

og så fortæl ham at du får det skidt når det bliver bragt op, for du har VIRKELIG ikke lyst.