Bo sammen med Svigerfar?!

Hej piger

Jeg har brug for at høre om det er mig den er helt gal med.

Min kærestes far har spurgt om vi ikke skulle købe et hus sammen, et sted hvor vi kunne have hvert vores "hjem" men i samme hus.
Min kæreste har så åbenbart overvejet det et stykke tid og er kommet frem til det kunne være en god ide.
Hans far er svagelig og ensom og som det ser ud pt får vi ikke råd til at købe et hus selv i den nærmeste fremtid.

Han spurgte mig så her den anden dag og ja, mit svar var et klart og tydeligt NEJ.
Jeg er slet ikke tæt med Svigerfar og vi ses sjældent. Vores barn er sensitivt og har brug for meget ro stabilitet og det har Svigerfar aldrig respekteret og har ved flere lejligheder talt grimt om mig til venner og bekendte, fordi jeg ikke vil gå på kompromis med mit barn.

Jeg har slet ikke lyst til at bo sammen med andre, hverken anden familie eller gode venner. Og pt føler jeg mig presset op i et hjørne, da jeg jo kun vil blive endnu mere upopulær nu jeg ikke vil bo i hus med min Svigerfar.

Jeg kan bare mærke "panikken" sprede sig i mig ved tanken om det. Jeg er et meget privat menneske og jeg ville bare slet ikke kunne leve sådan.

Min kæreste siger vi ville skulle leve 2 adskilte husholdningers, men det vil jo aldrig holde i praksis og jeg ved bare jeg vil have ham randene konstant og jeg magter det ikke

Er jo helt forkert på den, burde jeg ofre mit privat liv for at min kæreste får opfyldt drømmen om et hus og Svigerfar ikke skal være ensom?

Altså, jeg kan jo ikke svare for jer og jeres familie. Men har hørt om flere, der har gjort det samme, til stor glæde for alle i den sidste ende. De har ikke rendt hinanden over ende.

Jeg tænker, at I stille og roligt kan få svigerfar og jeres barn til at kende hinanden bedre, og det kan jo give jer mulighed for at have en "barnepige" i nærheden, hvis I feks bliver forsinket på vej fra job, og ikke selv kan nå at hente barn.

Det kan også blive til fælles glæde/hygge at I ind i mellem tager en mad aften sammen.

MEN det er rigtigt vigtigt, at I inden flytning, sætter jer ned og laver "et regelsæt", der dækker jeres behov hver især, og det er her, at du må give kraftigt udtryk for, at du ikke har behov for at have nogen rendende i tide og utide, så selvom I bor i samme hus, så "bestiller" man tid til besøg...

Jeg håber, I finder en løsning, der kan virke for jer alle

næ, sådan en beslutning skal man sgu være enige om! Og når i ikk er tæt med svigerfar og du oveni købet ik bryder dig synderligt om ham, så vil det aldrig blive en god løsning. 

Det vil ikke være sundt for jeres forhold at du skal indgå et så stort kompromis. Jeg tror det vil bringe ufattelig meget splid ind i jeres parforhold. 

Så, don't do it! Det MÅ din mand vel kunne forstå???

Anonym skriver:

Hej piger

Jeg har brug for at høre om det er mig den er helt gal med.

Min kærestes far har spurgt om vi ikke skulle købe et hus sammen, et sted hvor vi kunne have hvert vores "hjem" men i samme hus.
Min kæreste har så åbenbart overvejet det et stykke tid og er kommet frem til det kunne være en god ide.
Hans far er svagelig og ensom og som det ser ud pt får vi ikke råd til at købe et hus selv i den nærmeste fremtid.

Han spurgte mig så her den anden dag og ja, mit svar var et klart og tydeligt NEJ.
Jeg er slet ikke tæt med Svigerfar og vi ses sjældent. Vores barn er sensitivt og har brug for meget ro stabilitet og det har Svigerfar aldrig respekteret og har ved flere lejligheder talt grimt om mig til venner og bekendte, fordi jeg ikke vil gå på kompromis med mit barn.

Jeg har slet ikke lyst til at bo sammen med andre, hverken anden familie eller gode venner. Og pt føler jeg mig presset op i et hjørne, da jeg jo kun vil blive endnu mere upopulær nu jeg ikke vil bo i hus med min Svigerfar.

Jeg kan bare mærke "panikken" sprede sig i mig ved tanken om det. Jeg er et meget privat menneske og jeg ville bare slet ikke kunne leve sådan.

Min kæreste siger vi ville skulle leve 2 adskilte husholdningers, men det vil jo aldrig holde i praksis og jeg ved bare jeg vil have ham randene konstant og jeg magter det ikke

Er jo helt forkert på den, burde jeg ofre mit privat liv for at min kæreste får opfyldt drømmen om et hus og Svigerfar ikke skal være ensom?

Først og fremmest vil jeg sige at det er synd at din svigerfar er ensom og svagelig 

men derefter vil jeg altså sige "nej du er ikke galt på den" ikke på vilkår om jeg nogensinde ville bo sammen med andre, og slet ikke med et sensitivt barn.

det kan godt være at du bliver upopulær ved at sige nej tak, men come on? Tror du ikke din kæreste vil kunne forstå det, hvis Du fortæller ham at det vil gå dig på hvis i skulle flytte sammen med din svigerfar, da du gerne vil dele dit liv med din lille familie, uden andre? Og bestemt ikke med et sensitivt barn som har brug for ro og tryghed, og hvis svigerfar ikke har kunnet acceptere det før, så kommer han nok heller ikke til det hvis i bor dør om dør.

 

kæmpe kram til dig  Håber din kæreste vil forstå dig.

 

Dot D skriver:

Altså, jeg kan jo ikke svare for jer og jeres familie. Men har hørt om flere, der har gjort det samme, til stor glæde for alle i den sidste ende. De har ikke rendt hinanden over ende.

Jeg tænker, at I stille og roligt kan få svigerfar og jeres barn til at kende hinanden bedre, og det kan jo give jer mulighed for at have en "barnepige" i nærheden, hvis I feks bliver forsinket på vej fra job, og ikke selv kan nå at hente barn.

Det kan også blive til fælles glæde/hygge at I ind i mellem tager en mad aften sammen.

MEN det er rigtigt vigtigt, at I inden flytning, sætter jer ned og laver "et regelsæt", der dækker jeres behov hver især, og det er her, at du må give kraftigt udtryk for, at du ikke har behov for at have nogen rendende i tide og utide, så selvom I bor i samme hus, så "bestiller" man tid til besøg...

Jeg håber, I finder en løsning, der kan virke for jer alle

Hej
Tak for svar
Svigerfar er ikke i stand til at passevores barn, da han er delvis lam og ej heller kan tale ret meget. Vores barn er på ingen måde tryg ved ham, grundet han ikke rigtig kan tale.

Svigerfar ønsker denne løsning fordi han ikke vil have hjælp udefra og mener min kæreste og jeg skal hjælpe ham i stedet.

for at det i mit hoved er nogen god ide kræver det at man kan sammen ellers kan det kun gå galt

Mor11 skriver:

næ, sådan en beslutning skal man sgu være enige om! Og når i ikk er tæt med svigerfar og du oveni købet ik bryder dig synderligt om ham, så vil det aldrig blive en god løsning. 

Det vil ikke være sundt for jeres forhold at du skal indgå et så stort kompromis. Jeg tror det vil bringe ufattelig meget splid ind i jeres parforhold. 

Så, don't do it! Det MÅ din mand vel kunne forstå???

Tak

Han siger selv han ikke synes det er en idel løsning, men bliver ved med at bringe det på banen, komme med små hints, bemærkninger osv og jeg får det så skidt.
Synes det er unfair at sætte mig i denne situation

Anonym skriver:

Hej piger

Jeg har brug for at høre om det er mig den er helt gal med.

Min kærestes far har spurgt om vi ikke skulle købe et hus sammen, et sted hvor vi kunne have hvert vores "hjem" men i samme hus.
Min kæreste har så åbenbart overvejet det et stykke tid og er kommet frem til det kunne være en god ide.
Hans far er svagelig og ensom og som det ser ud pt får vi ikke råd til at købe et hus selv i den nærmeste fremtid.

Han spurgte mig så her den anden dag og ja, mit svar var et klart og tydeligt NEJ.
Jeg er slet ikke tæt med Svigerfar og vi ses sjældent. Vores barn er sensitivt og har brug for meget ro stabilitet og det har Svigerfar aldrig respekteret og har ved flere lejligheder talt grimt om mig til venner og bekendte, fordi jeg ikke vil gå på kompromis med mit barn.

Jeg har slet ikke lyst til at bo sammen med andre, hverken anden familie eller gode venner. Og pt føler jeg mig presset op i et hjørne, da jeg jo kun vil blive endnu mere upopulær nu jeg ikke vil bo i hus med min Svigerfar.

Jeg kan bare mærke "panikken" sprede sig i mig ved tanken om det. Jeg er et meget privat menneske og jeg ville bare slet ikke kunne leve sådan.

Min kæreste siger vi ville skulle leve 2 adskilte husholdningers, men det vil jo aldrig holde i praksis og jeg ved bare jeg vil have ham randene konstant og jeg magter det ikke

Er jo helt forkert på den, burde jeg ofre mit privat liv for at min kæreste får opfyldt drømmen om et hus og Svigerfar ikke skal være ensom?

Puha den er svær, men her prøver jeg  Man hører jo tit om familier der bor sammen, men min fornemmelse er at der er et stabildt og godt fundament at bygge på og at familien før de valgte den løsning allerede var tætte og havde et godt forhold, bygget på respekt og tillid.

I den situation du beskriver ville jeg også sige NEJ, du skal ikke have ondt i maven over det, at købe hus alene eller sammen med nogen skal give sommerfugle i maven og ikke frygt for hvordan det skal gå. Jeg tænker at hvis du føler dig presset og I gør det og I så finder ud af det ikke går og dig og din kæresete flytter væk sidder svigerfar og I med et hus I evt. ikke kan komme af med og heller ikke kan sidde i alene. 

Husdrømme må nogle gange vente - min kæreste og jeg har længe drømt om hus og vi er nu snart midt i 30'erne før det lykkes så mon ikke også det skal ske for jer med tiden

Held og lykke med beslutningen og lyt til maven..

MMOGM skriver:

Først og fremmest vil jeg sige at det er synd at din svigerfar er ensom og svagelig 

men derefter vil jeg altså sige "nej du er ikke galt på den" ikke på vilkår om jeg nogensinde ville bo sammen med andre, og slet ikke med et sensitivt barn.

det kan godt være at du bliver upopulær ved at sige nej tak, men come on? Tror du ikke din kæreste vil kunne forstå det, hvis Du fortæller ham at det vil gå dig på hvis i skulle flytte sammen med din svigerfar, da du gerne vil dele dit liv med din lille familie, uden andre? Og bestemt ikke med et sensitivt barn som har brug for ro og tryghed, og hvis svigerfar ikke har kunnet acceptere det før, så kommer han nok heller ikke til det hvis i bor dør om dør.

 

kæmpe kram til dig  Håber din kæreste vil forstå dig.

 

Det ER synd for min Svigerfar, ingen tvivl om det.

Inden vi fik barn holdt jeg meget af ham, men øv hvor har jeg følt mig trådt på siden hen. Og jeg ved bare det vil skabe så meget splid og problemer.

Jeg føler ikke han respektere mit nej og han bliver ved med at bringe det på banen

Anonym skriver:

Hej
Tak for svar
Svigerfar er ikke i stand til at passevores barn, da han er delvis lam og ej heller kan tale ret meget. Vores barn er på ingen måde tryg ved ham, grundet han ikke rigtig kan tale.

Svigerfar ønsker denne løsning fordi han ikke vil have hjælp udefra og mener min kæreste og jeg skal hjælpe ham i stedet.

Ok, den oplysning manglede jeg lige inden det svar, jeg gav... Så kan jeg bedre forstå dig... Det ville jeg også være træt af så....