har det så dårligt når hun spørger :/

jeg skriver Ano da jeg ikke ved om min veninde er herinde, og ikke vil hænge hende ud, og slet ikke efter denne oplevelse...

nå men, sagen er hun mistede sin elskede lille baby i uge 36, og det er en virkelig forfærdelig oplevelse, hvor ingen faktisk anede hvad de skulle sige, selvom hun er en af mine bedste veninder var jeg bare tom for ord.

sagen er den jeg også er gravid, bare med tvillinger, og hun har hele graviditeten spurgt hvordan det går osv. men nu når de har mistet har jeg fået det sindsygt dårligt med at svare at det går godt, for har hele tiden tanken i hovedet hvor uretfærdigt det hele er, at jeg venter 2 babyer som begge har det godt, når de lige har mistet den ene de havde.

hvordan pokker takler man det?

det bider virkelig når hun spørger hvordan det går med tvillingerne, og ved godt det slet ikke er det der er meningen, men har bare så ondt af de to dejlige mennesker.....

Anonym skriver:

jeg skriver Ano da jeg ikke ved om min veninde er herinde, og ikke vil hænge hende ud, og slet ikke efter denne oplevelse...

nå men, sagen er hun mistede sin elskede lille baby i uge 36, og det er en virkelig forfærdelig oplevelse, hvor ingen faktisk anede hvad de skulle sige, selvom hun er en af mine bedste veninder var jeg bare tom for ord.

sagen er den jeg også er gravid, bare med tvillinger, og hun har hele graviditeten spurgt hvordan det går osv. men nu når de har mistet har jeg fået det sindsygt dårligt med at svare at det går godt, for har hele tiden tanken i hovedet hvor uretfærdigt det hele er, at jeg venter 2 babyer som begge har det godt, når de lige har mistet den ene de havde.

 

hvordan pokker takler man det?

det bider virkelig når hun spørger hvordan det går med tvillingerne, og ved godt det slet ikke er det der er meningen, men har bare så ondt af de to dejlige mennesker.....

Maja84 skriver:

Sig det lige ud, hun føler sig måske afvist så vær ærlig og spørg hende hvad hun har brug for

har snakekt med hende om det, og som hun siger at fordi hun har mistet interessere hun sig jo stadig for at vi alle har det godt, for jeg er jo en af hendes bedste veninder, men får det bare sindsygt dårligt hver gang jeg skal sige at det hele går godt, netop fordi jeg synes det er så synd for dem at de har mistet så sent i graviditeten....

Anonym skriver:

jeg skriver Ano da jeg ikke ved om min veninde er herinde, og ikke vil hænge hende ud, og slet ikke efter denne oplevelse...

nå men, sagen er hun mistede sin elskede lille baby i uge 36, og det er en virkelig forfærdelig oplevelse, hvor ingen faktisk anede hvad de skulle sige, selvom hun er en af mine bedste veninder var jeg bare tom for ord.

sagen er den jeg også er gravid, bare med tvillinger, og hun har hele graviditeten spurgt hvordan det går osv. men nu når de har mistet har jeg fået det sindsygt dårligt med at svare at det går godt, for har hele tiden tanken i hovedet hvor uretfærdigt det hele er, at jeg venter 2 babyer som begge har det godt, når de lige har mistet den ene de havde.

 

hvordan pokker takler man det?

det bider virkelig når hun spørger hvordan det går med tvillingerne, og ved godt det slet ikke er det der er meningen, men har bare så ondt af de to dejlige mennesker.....

Anonym23 skriver:

Det var godt nok en forfærdelig trist situation for din veninde.
Hvis jeg var hende ville jeg gerne have du var ærlig, måske ikke fortalte stolpe og og ned, men hvis du var min gode veninde ville jeg jo også være bekymret for dine babyer, så hvis du stoppede med at svare p spørgsmålene ville jeg være bange for at der var noget galt?
Hun spørger selv, måske ville hun ikke spørge hvis hun ikke ønskede svar?

skal siges at jeg svare hende når hun spørger, for vil på heller ingen måde un skal føle sig ignoreret, og ved hun spørger fordi hun kun vil os det bedste, men stadig får jeg det bare dårligt, netop fordi jeg har så ondt af dem over at de har mistet så sent i graviditeten, og det er  jo det værste der kan ske for nogen...

Jeg stod i en ligne situation da jeg var gravid med alberte. Ik ret længe efter at jeg har testet postitiv, og fortalt min veninde det, tester hun også positiv på trods af p-piller. Vi har termin samme dato og glæder os helt vildt til at være gravide sammen igen.

Et par uger efter begynder hun at bløde, vi Tager til scaning, hvor de ka se at der er noget med baby's hjerte. Et par dage efter ska hun scannes igen, og der er baby så død. Hun ska ha abort, som jeg er med til. Der sidder jeg så med en sund og rask baby i maven, mens hun får de første piller for at sætte aborten igang. Pillerne virker ik og nogle dage efter ska hun ind og operares, hvor jeg også er med. 

Det var frygtligt for hende de næste par mdr, fordi min mave bare voksede og voksede og hun jo ik sku ha en baby alligevel. På trods af det var det bare helt vildt vigtig for hende at vide at min baby i maven havde det godt, at jeg havde det godt osv, netop fordi det var gået galt for dem!! Så jeg tænker også at du ska være ærlig!! Vh stine

Anonym skriver:

har snakekt med hende om det, og som hun siger at fordi hun har mistet interessere hun sig jo stadig for at vi alle har det godt, for jeg er jo en af hendes bedste veninder, men får det bare sindsygt dårligt hver gang jeg skal sige at det hele går godt, netop fordi jeg synes det er så synd for dem at de har mistet så sent i graviditeten....

Anonym skriver:

jeg skriver Ano da jeg ikke ved om min veninde er herinde, og ikke vil hænge hende ud, og slet ikke efter denne oplevelse...

nå men, sagen er hun mistede sin elskede lille baby i uge 36, og det er en virkelig forfærdelig oplevelse, hvor ingen faktisk anede hvad de skulle sige, selvom hun er en af mine bedste veninder var jeg bare tom for ord.

sagen er den jeg også er gravid, bare med tvillinger, og hun har hele graviditeten spurgt hvordan det går osv. men nu når de har mistet har jeg fået det sindsygt dårligt med at svare at det går godt, for har hele tiden tanken i hovedet hvor uretfærdigt det hele er, at jeg venter 2 babyer som begge har det godt, når de lige har mistet den ene de havde.

 

hvordan pokker takler man det?

det bider virkelig når hun spørger hvordan det går med tvillingerne, og ved godt det slet ikke er det der er meningen, men har bare så ondt af de to dejlige mennesker.....

Åååh det dilemma har jeg selv været i....

Min meget gode veninde (roomate på efterskolen og venner siden) Var gravid og valgte en sen abort fordi det barn (dreng) hun ventede havde voldsomme misdannelser (ekstra ben, hjertefejl, you name it) der krævede øjeblikkelig operation efter fødsel og han ville aldrig blive "normal"...

Hun kom herover for at skulle snakke om det hele fordi jeg selv lige havde mistet tvillinger i uge 10, men jeg var så mirakuløst blevet gravid igen en uge efter jeg havde mistet og det fandt jeg ud af lige inden hun kom herover...

Fortalte hende det som det var, at jeg var gravid igen, men at det bestemt ikke skulle stoppe hende i at være ked af det og komme ud med alt det hun havde behov for at snakke om, for jeg var selv i en underlig følelse af at jeg ikke lige vidste hvilket ben jeg stod på mht. til ny graviditet...

Nå, men hun fulgte mig igennem min graviditet og spurgte ind til hvordan det gik og så videre og jeg havde det voldsomt dårligt med da hun spurgte ind til kønnet, fordi vi også ventede en dreng.... Stilhed i den anden ende af røret, men derefter et "Tillykke, hvor er I heldige! Men nå, jeg bliver vist også lige nødt til at få ordnet vasketøj..."

Da jeg blev gravid her anden gang og har fået endnu en sund og rask dreng... Ja, så snakker vi ikke sammen mere... Jeg har prøvet at holde kontakten ved lige, men til sidst stoppede hun bare med at tage telefonen eller svare på mine sms'er...

Håber ikke det er sådan det går for dig og din veninde... Men sådan gik det i hvert fald for min veninde og jeg....

det er godt nok ikke helt det samme. men for nogen år siden mistede en af mine venner sin mor, dagen efter skulle mine forældre have sølvbryllups fest, og jeg siger dig at det føltes som om at mit hjerte gik i stå da jeg fik beskeden om at hun var død. Men jeg besluttede mig ret hurtigt for at jeg ikke ville være hende der stak halen imellem benene og ikke ville snakke med ham, så jeg gjorde det at jeg med jævne mellemrum spurgte ham hvordan han havde det, og mindede ham om at han var elsket af mange mennesker på forskellig vis. Senere hen takkede han mig personligt for at være en af dem som ikke stak af, og som ikke glemte ham i mangel på ord. Så mit klare råd er snak med hende, lyt til hvordan hun har det, og vær der for hende.