Åndedræts bevær(psykisk betinget)

Jeg har nu i 14 dage lidt af åndedrætsbesvær. Nogle enkelte dage har det ikke været så slemt, andre gange er det værre. Havde det også som teenager. Det føles som om at jeg ikke kan luften helt ned i lungerne. Og nu mere jeg tænker over det, nu værre blivet det. Fik min læge til at lytte til mine lunger i går(er ALTID bange for sygdom) og de var rigtig fine, og udelukkende paykisk betinget! Er der andre herinde som har prøvet noget lignende?? Det er så svært ikke at tænke på det, og så blivet det bare værre

maria_josse skriver:

Jeg har nu i 14 dage lidt af åndedrætsbesvær. Nogle enkelte dage har det ikke været så slemt, andre gange er det værre. Havde det også som teenager. Det føles som om at jeg ikke kan luften helt ned i lungerne. Og nu mere jeg tænker over det, nu værre blivet det. Fik min læge til at lytte til mine lunger i går(er ALTID bange for sygdom) og de var rigtig fine, og udelukkende paykisk betinget! Er der andre herinde som har prøvet noget lignende?? Det er så svært ikke at tænke på det, og så blivet det bare værre

Puha, kære ven. Det oplevede jeg for 3,5 år siden. Det var rædselsfuldt! Det var psykisk og stressrelateret. Jeg gabte konstant, fordi jeg følte ikke, jeg kunne trække vejret dybt nok. Det gik over efter nogle måneder, hvor stressniveauet faldt. Sjovt nok oplevede jeg det aldrig om natten, men det var virkelig forfærdeligt. Var ved lægen, der kunne konstatere, at jeg manglede jern og b12. Det fik jeg så, men problemet med vejrtrækningen var stress. Kan du genkende det?

hekran skriver:

Puha, kære ven. Det oplevede jeg for 3,5 år siden. Det var rædselsfuldt! Det var psykisk og stressrelateret. Jeg gabte konstant, fordi jeg følte ikke, jeg kunne trække vejret dybt nok. Det gik over efter nogle måneder, hvor stressniveauet faldt. Sjovt nok oplevede jeg det aldrig om natten, men det var virkelig forfærdeligt. Var ved lægen, der kunne konstatere, at jeg manglede jern og b12. Det fik jeg så, men problemet med vejrtrækningen var stress. Kan du genkende det?

Tak for din omsorg Ja du kan tro jeg kan genkende det du skriver!! Det er rigtig ubehageligt!! Håber snart det går over. Men mit er helt sikkert også stress/psyke relateret

Andre der har prøvet lignende

maria_josse skriver:

Andre der har prøvet lignende

Jeg ville anbefale dig at lave nogle daglige øvelser der kan få dit stressniveau ned, som f.eks meditation eller mindfullness. Yoga kan også være godt.

Jeg oplever jævnligt det samme. Har også lidt af det siden je v ar teenager. 

Desværre kan jeg ikke pege på at det skyldes stress for mig. Og det siger jeg ikke fordi jeg ikke føler mig stresset, men fordi besværet ikke opstår i en stress situation for mit vedkommende.

Jeg har de sidste par år mest oplevet det hvis jeg sidder i møder og sådan. 

Nogen gange opleer jeg det hvis jeg drikker øl, men ikke fordi det er nogen bestemt øl, så vidt jeg ved. Mest når det er almindelig pilsner øl. 

Så vidt jeg ved har jeg ingen allergier, men jeg er meget følsom over for dårligt indeklima/tung luft. Og jeg kan heller ikke rigtig få vejret hvis jeg ånder ud mod noget der ligger tæt op ad min mund, for så er det som om den luft jeg hiver ind straks efter ikke er "ren/tynd" nok.

Jeg ved ikke hvad jeg skal pege på af hvad der kunne ligge til skyl for det som sådan. Men jeg kan da godt huske jeg har haft en periode på en dårlig arbejdsplads hvor jeg led det i virkelig lang tid, og også endte med mirgæner der kunne vare op til månedsvis.

Det er som du beskriver det, som om man ikke kan få luften helt ned i lungerne/lungerne ikke bliver fyldt op. Når folk ikke forstår hvad jeg mener, plejer jeg at forklare det sådan at andre skal forestille sig at den luft du hiver ned, er en elevator, som stopper midt imellem 2 plan.

OG det er også som du siger, at man går og gaber hele tidne, fordi kroppen hurtigt bliver desperat efter mere luft. MAn bliver træt, både af følelesen af mangel på ilt, men også af at gå og gabe. Kroppen bliver sløv og slasket, og det kan være svært at snakke tydeligt, eller finde kræfter til bare at løfte på en mælkekarton.

 Det er faktisk første gang jeg hører om andre der føler det på den måde, uden at have en fysisk diagnose på det (jeg har heller ingen diagnoser). Jeg troede jeg var sindssyg, og har ligesom bare lært at leve med det, netop fordi der i mit tilfælde ikke er en åbenlys årsag.

mariamiss6 skriver:

Jeg oplever jævnligt det samme. Har også lidt af det siden je v ar teenager. 

Desværre kan jeg ikke pege på at det skyldes stress for mig. Og det siger jeg ikke fordi jeg ikke føler mig stresset, men fordi besværet ikke opstår i en stress situation for mit vedkommende.

Jeg har de sidste par år mest oplevet det hvis jeg sidder i møder og sådan. 

Nogen gange opleer jeg det hvis jeg drikker øl, men ikke fordi det er nogen bestemt øl, så vidt jeg ved. Mest når det er almindelig pilsner øl. 

Så vidt jeg ved har jeg ingen allergier, men jeg er meget følsom over for dårligt indeklima/tung luft. Og jeg kan heller ikke rigtig få vejret hvis jeg ånder ud mod noget der ligger tæt op ad min mund, for så er det som om den luft jeg hiver ind straks efter ikke er "ren/tynd" nok.

Jeg ved ikke hvad jeg skal pege på af hvad der kunne ligge til skyl for det som sådan. Men jeg kan da godt huske jeg har haft en periode på en dårlig arbejdsplads hvor jeg led det i virkelig lang tid, og også endte med mirgæner der kunne vare op til månedsvis.

Det er som du beskriver det, som om man ikke kan få luften helt ned i lungerne/lungerne ikke bliver fyldt op. Når folk ikke forstår hvad jeg mener, plejer jeg at forklare det sådan at andre skal forestille sig at den luft du hiver ned, er en elevator, som stopper midt imellem 2 plan.

OG det er også som du siger, at man går og gaber hele tidne, fordi kroppen hurtigt bliver desperat efter mere luft. MAn bliver træt, både af følelesen af mangel på ilt, men også af at gå og gabe. Kroppen bliver sløv og slasket, og det kan være svært at snakke tydeligt, eller finde kræfter til bare at løfte på en mælkekarton.

 Det er faktisk første gang jeg hører om andre der føler det på den måde, uden at have en fysisk diagnose på det (jeg har heller ingen diagnoser). Jeg troede jeg var sindssyg, og har ligesom bare lært at leve med det, netop fordi der i mit tilfælde ikke er en åbenlys årsag.

mariamiss6 skriver:

Jeg oplever jævnligt det samme. Har også lidt af det siden je v ar teenager. 

Desværre kan jeg ikke pege på at det skyldes stress for mig. Og det siger jeg ikke fordi jeg ikke føler mig stresset, men fordi besværet ikke opstår i en stress situation for mit vedkommende.

Jeg har de sidste par år mest oplevet det hvis jeg sidder i møder og sådan. 

Nogen gange opleer jeg det hvis jeg drikker øl, men ikke fordi det er nogen bestemt øl, så vidt jeg ved. Mest når det er almindelig pilsner øl. 

Så vidt jeg ved har jeg ingen allergier, men jeg er meget følsom over for dårligt indeklima/tung luft. Og jeg kan heller ikke rigtig få vejret hvis jeg ånder ud mod noget der ligger tæt op ad min mund, for så er det som om den luft jeg hiver ind straks efter ikke er "ren/tynd" nok.

Jeg ved ikke hvad jeg skal pege på af hvad der kunne ligge til skyl for det som sådan. Men jeg kan da godt huske jeg har haft en periode på en dårlig arbejdsplads hvor jeg led det i virkelig lang tid, og også endte med mirgæner der kunne vare op til månedsvis.

Det er som du beskriver det, som om man ikke kan få luften helt ned i lungerne/lungerne ikke bliver fyldt op. Når folk ikke forstår hvad jeg mener, plejer jeg at forklare det sådan at andre skal forestille sig at den luft du hiver ned, er en elevator, som stopper midt imellem 2 plan.

OG det er også som du siger, at man går og gaber hele tidne, fordi kroppen hurtigt bliver desperat efter mere luft. MAn bliver træt, både af følelesen af mangel på ilt, men også af at gå og gabe. Kroppen bliver sløv og slasket, og det kan være svært at snakke tydeligt, eller finde kræfter til bare at løfte på en mælkekarton.

 Det er faktisk første gang jeg hører om andre der føler det på den måde, uden at have en fysisk diagnose på det (jeg har heller ingen diagnoser). Jeg troede jeg var sindssyg, og har ligesom bare lært at leve med det, netop fordi der i mit tilfælde ikke er en åbenlys årsag.

Havde slet ikke set dit svar! Blev virkelig glad for at læse dit indlæg! Kan genkende rigtig meget af det du skriver. Jeg føler mig faktisk ikke stresset, men min svigerfar er blevet syg(kræft), og sjovt nok startede vejrtræknings besværet ummelbart et par dage efter vi fik beskeden. Så er der nogle gode dage imellem. Men lige så snart jeg begynder at frygte "hvornår" det dukker op, ja så kommer det sjovt nok snige de langsomt kan du også genkende det?

maria_josse skriver:

Havde slet ikke set dit svar! Blev virkelig glad for at læse dit indlæg! Kan genkende rigtig meget af det du skriver. Jeg føler mig faktisk ikke stresset, men min svigerfar er blevet syg(kræft), og sjovt nok startede vejrtræknings besværet ummelbart et par dage efter vi fik beskeden. Så er der nogle gode dage imellem. Men lige så snart jeg begynder at frygte "hvornår" det dukker op, ja så kommer det sjovt nok snige de langsomt kan du også genkende det?

Ja, altså, til tider kan det godt ske det kommer umiddelbart efter jeg har tænkt på det.

Men så igen, nogen gange gør det ikke.

Men det kan dog hurtigt forværres, hvis jeg føler det kommer snigende, og jeg så tænker på det. Altså, så bliver det måske værre.

Jeg føler dog at der er tidspunkter på året hvor jeg har det bedst. Så der MÅ da være et eller andet fysisk ved det.

For eksempel har jeg det bedst om vinteren. Jeg bilder mig ind at det skyldes at vinterluften er tynd og kold, og derfor glider lettere ned hehe... Altså, selvfølgeig fordi luftvejene er kølet af den kolde luft, så der ikke er noget der ligesom er/føles presset.

Hvis det er tung i vejret, eller jeg er inde i en forretning hvor cirkulationen er dårlig, og det er mega varmt, så lukker det lige med det samme. Du ved, sådan nogle steder hvor når man går ind så føles det som at få en dyne ned over hovedet. Jeg bliver hysterisk og febrilsk lige med det samme, og kan slet ikke tænke ordentligt, og så går der ikke længe før jeg begynder at trække vejret meget bevidst, og sådan nærmest med åben mund. 

En af mine veninder døjer med det. Det er også psykisk - noget angst af en art. Hvis hun først føler hun mangler luft, bliver hun bange og "kører" hun sig selv op. Det er selvforstærkende. Hun laver mindfullness-øvelser på cd og går hos en psykolog, da det var ved at udvikle sig til angstanfald til sidst (ikke at dit gør det)